Fri Mads #45: Op i røven med den demokratiske samtale 😈
Ordet compliance kommer fra engelsk, men det kan også bruges på dansk, og hvis man udtaler det ligesom “ambulance”, lyder det ovenikøbet ret godt. Hvad ordet betyder, er “føjelighed” eller “indvilligelse”; altså at man giver efter eller indordner sig. Og hvis man sætter andre ord bag på, som for eksempel “kvartetten”, ligner det næsten en romantitel: Compliancekvartetten. Hvem ville ikke gerne læse den bog?
En syg forvaltningskultur 🤒
I dette tilfælde handler Compliancekvartetten om Tibetsagen, som jeg kort berørte i mit forrige nyhedsbrev. De fire medlemmer af kvartetten er selvfølgelig Udenrigsministeriet, Statsministeriet, Justitsministeriet og så den stat i staten, der går under navnet Politiets Efterretningstjeneste (PET). Og handlingen? Handlingen er fortællingen om, hvordan og hvorledes disse fire aktører igennem flere årtier har ofret danskernes grundlovssikrede frihedsrettigheder for at behage og formilde diktaturstaten Kina. Det er en flov, trist og begrædelig affære, som i sit inderste handler om, at der er opstået en syg forvaltningskultur i hjertet af centraladministrationen.
Tom & Mette 👫
Det vil jeg skrive mere om i dette mit femogfyrretyvende nyhedsbrev. Meget apropos vil jeg også skrive om Berlingskes nye sociale installation Demokratiske Samtaler, hvor ministre fra regeringen samtaler om den demokratiske kondition med Berlingskes chefredaktør. Første udgave løb af stablen i fredags, hvor Tom Jensen mødte statsminister Mette Frederiksen (S), og der er simpelthen så meget, jeg har at sige om denne pudseløjerlige begivenhed, at jeg næsten ikke kan være inde i mig selv. Velkommen til.
Pas på Idus Martiae
I sit skuespil om Julius Cæsar advarede William Shakespeare om marts måned som en måned, der byder på undergang og død. Ser man ud i den ganske vide verden, skorter det skam heller ikke på hændelser, som trækker mundvigene gevaldigt meget nedad – men til gengæld har marts været den bedste måned for Frihedsbrevet nogensinde; vi har aldrig solgt så mange abonnementer, som vi har gjort i den forgangne måned. Med andre ord ser det ud som om, at Frihedsbrevet har fat i noget af det rigtige.
Fyrværkeri i Aalborg
Vi kommer heller ikke sovende til det. For eksempel tog vi hul på april måned med en historie fra Aalborg, der var så absurd, at flere med rette troede, det var en aprilsnar. Historien føjer sig til vores fortløbende undersøgelse af de suspekte forbindelser mellem rigmanden Jesper Skovsgaard, Aalborg Kommune og borgmesteren Thomas Kastrup-Larsen (S) og så Socialdemokratiet. Denne gang er Frihedsbrevet kommet i besiddelse af en række dokumenter, som viser, at Jesper Skovsgaard tilbage i november 2014 donerede 450.000 kroner til et overdådigt festfyrværkeri i Aalborg Kommune på foranledning af borgmesteren personligt. Thomas Kastrup-Larsen rakte ud til Jesper Skovsgaard på et tidspunkt, hvor byggematadoren gik og afventede grønt lys fra Aalborg Kommune til at opføre en række stærkt omdiskuterede boliger i Aalborgs velhaverområde Hasseris.
Kort efter, at Jesper Skovsgaard første gang havde tilkendegivet sin interesse i sponsoratet, skete der så det forunderlige, at et såkaldt kommuneplantillæg banede vejen for, at byggeriet blev stemt igennem i byrådet. Kilder med kendskab til forløbet fortæller uafhængigt af hinanden til Frihedsbrevet, at fyrværkeriet efter deres opfattelse blev sponsoreret for at smøre borgmesteren. Læs mere om sagen her, og hvis du ikke kan åbne historien og læse eller lytte den, er det fordi, du ikke er medlem af Frihedsbrevet – hvortil du nok engang vil høre mig sige: “Så bliv dog medlem. Du får adgang til en gavebod af godt indhold og er desuden med til at støtte et af de eneste medier i Danmark, som virkelig er uafhængig af staten.” Så hvad venter du på?
I øvrigt kommer der mere nyt om Aalborg i denne uge, og vi bliver på sagen, indtil vi er trængt til bunds i, hvad det er, der foregår i Aalborg. Hvis du ved noget om noget, så skriv trygt og sikkert til frihedsbrevet@protonmail.com
Min egen fornemmelse er, at den er helt gal i “byen med de rygende skorstene” – gal i en grad, som de færreste gør sig begreb om. Hvad der gør det hele endnu mere pikant og relevant er selvfølgelig de stærke bånd mellem Socialdemokratiet og Aalborg: Det er byen, hvor partiet holder sine årlige kongresser, og så er det her, statsminister Mette Frederiksen trådte sine barnesko.
Den Demokratiske Samtale 😬
Og mens vi taler om solen, så sad jeg i fredags med blikket stift rettet mod computerskærmen. Jeg kiggede på første afsnit af Berlingskes samtaleserie Demokratiske Samtaler, hvor regeringens ministre tager en tête-à-tête med Berlingskes chefredaktør. Som sagt bød første afsnit på et møde mellem Tom Jensen og Mette Frederiksen, hvilket jeg gerne vil meditere lidt på.
Umiddelbart er det et rigtigt godt initiativ, som Berlingske har taget: Regeringen og i særdeleshed Mette Frederiksen har igen og igen gjort gældende, at vi har et problem med den demokratiske samtale. Hver gang emnet er blevet bragt op, er vi flere, der har haft på fornemmelsen, at Mette Frederiksen er vred på pressen, men det hele foregår på et subrosa-niveau, hvor det der ikke bliver sagt er mere interessant, end hvad der rent faktisk siges. Så derfor er det helt oplagt at byde regeringen op til en snak om dette besynderlige og forbistrede begreb; den demokratiske samtale. For hvad er det egentlig for noget?
Ført ud i virkeligheden, som Berlingske har gjort det, var det dog en pænt besynderlig oplevelse. Lad mig starte med at sætte scenen: Vi har Tom Jensen, Berlingskes chefredaktør, til venstre i billedet, og til højre Mette Frederiksen, statsministeren. Hun er i sin sorte silkeskjorte, som sikkert koster en SOSU-løn, og Tom Jensen er i de mørke gevandter, vi kender så godt fra Presselogen på TV2 News. Men ikke den Tom Jensen vi kender fra hans ledere i Berlingske, hvor han svinger krabasken over regeringen. I stedet mødte man en påfaldende tilbageholdende og konsensussøgende Tom Jensen, som endda sagde: “Hvis jeg må være en lillebitte smule fræk,” inden han stillede et kritisk spørgsmål, som egentlig ikke var særligt frækt – heller ikke bare en lillebitte smule. Hvad det mon skyldes, aner jeg ikke, men samtalen fandt selvfølgelig sted få dage efter offentliggørelsen af listen over alle de utroligt mange medier, som modtager støtte fra staten i 2022. Heraf snupper Berlingske Media – inklusive det falske 24syv – over 100 millioner skattekroner, og så forstår jeg på en måde godt, hvis det lægger en dæmper på gemytterne, når man umiddelbart efter sidder overfor selveste ministeren for staten; statsministeren. Det kan selvfølgelig også bare være, at Tom Jensen var godt gammeldags star struck.
Omvendt var Mette Frederiksen totalt ovenpå. Humøret var højt, og man fornemmede ikke antydningen af, at hun sad i løvens hule med bævende stemme. At hun så ovenikøbet bider til bolle med Tom Jensen samtidig med, at vores vice-statsminister Barbara Bertelsen, departementschef i Statsministeriet, for anden gang vidnede hos Minkkomissionen, kan kun aftvinge respekt. Som sådan demonstrerede Mette Frederiksen overskud og selvsikkerhed.
Før jeg for alvor kommer til sagen, vil jeg også gerne dvæle ved scenografien. På væggen bag ved Tom Jensen og Mette Frederiksen hang der en Andy Warhol’sk frise med portrætter af regeringens ministre. Magnus Heunicke var der, Kaare Dybvad var der, Ane Halsboe-Jørgensen var der, og helt ude til venstre, som om han selv var en del af regeringen, hang der så helt mærkeligt et billede af Tom Jensen. Set i den sammenhæng kunne han godt ligne en djærv og sympatisk trafikminister.
“Hvad er det egentlig, der er galt med den demokratiske samtale, og hvad er egentlig dit bud på en løsning, hvis vi skal få en bedre samtale med hinanden? Kan du prøve at konkretisere det? Hvor ser du, der er noget galt?,” spurgte Tom Jensen til at starte med. Et spørgsmål, der på Journalisthøjskolen kaldes et multispørgsmål, som er noget, den gode interviewer helst skal undgå at stille.
“Jeg kommer ikke til at udpege enkelte journalister eller enkelte medier, så hvis det er konkrete eksempler, du efterspørger, kommer jeg til at skuffe,” svarede Mette Frederiksen og slog så fast, at vi har et af verdens stærkeste og bedste samfund, hvor vi organiserer os og – her kommer det så – “tager ansvar”. Så med andre ord har vi de bedste forudsætninger for at have en demokratisk samtale, forklarede statsministeren.
Når vi så alligevel ikke har en vellykket demokratisk samtale, skyldes det ifølge Mette Frederiksen især, at pressen forvrænger proportionerne. “Mindre problemer fylder for meget (i pressen, red.), mens nogle af de allerstørste udfordringer får for lidt opmærksomhed,” sagde hun. Her bad Tom Jensen fornuftigt nok om eksempler på store udfordringer, der får for lidt opmærksomhed, hvortil Mette Frederiksen svarede, at vi taler for lidt om den almennyttige boligsektor. Det lod Tom Jensen passere, selvom det havde været på sin plads, at han her havde bragt ghettoerne op – altså de særligt udsatte almene boligområder, som vi mig bekendt har talt helt utroligt meget om, faktisk til det hang os alle sammen ud af ørerne.
Mette Frederiksen gjorde også gældende, at vi taler for lidt om, at det er umuligt at få et realkreditlån, hvis man bor i områder i landet, hvor der ikke er prisstigninger – hvilket i øvrigt slet ikke passer. DRs Detektor har nemlig undersøgt denne påstand, der blev lanceret i en kampagne for Socialdemokratiet i juni 2021, og de fandt frem til, at den ikke holder vand. Så med andre ord taler vi altså ifølge statsministeren for lidt om noget, der ikke har hold i virkeligheden.
Midt i dette mundsvejr begyndte Mette Frederiksen så pludselig alligevel at blive meget konkret om, hvilke medier og journalister hun kan lide, og hvilke hun ikke kan lide. Hvad hun godt kan lide er dagbladet Børsen: “Jeg synes faktisk Børsen er en dansk avis, der gør det ret godt og laver et godt stykke arbejde,” sagde hun, og hvis jeg havde været ejer af dagbladet Børsen, var jeg virkelig blevet bekymret over at få disse roser stukket i hænderne af statsministeren. Til gengæld bryder hun sig ikke om Henrik Qvortrup. Hun omtalte ham ikke ved navns nævnelse, men bragte ham på banen, da hun talte om “grumme eksempler” på medier, der er trådt over stregen: “Vi har en dansk chefredaktør, der har brugt ulovlige metoder til at afdække kreditkortoplysninger,” bemærkede hun og nævnte så en passant Søren Pinds tanker om, at medier, der krænker andre menneskers ære, slipper for nemt afsted med at gøre det. Altså den samme Søren Pind der i ramme alvor mener, at dansk presse undergraver demokratiet.
Her burde Tom Jensen have spurgt, om der var nogen, som havde krænket statsministerens ære, siden hun bragte emnet op. Det gjorde han ikke, men til sidst i samtalen afslørende statsministeren selv, hvor ærekær hun er. Det skete, da hun uopfordret læste en aktindsigtsansøgning højt, som er blevet sendt til Statsministeriet fra et unavngivet medie. Ansøgningen handlede om Mette Frederiksens kronik i Politiken i februar 2022, hvori hun forsøgte at bilde danskerne ind, at hun altid har været en grøn politiker. I kronikken skrev hun, at hun som barn købte regnskov før makeup, at hun donerede penge til truede dyr og desuden meldte sig tidligt ind Verdensnaturfonden. Disse patetiske påstande ville det unavngivne medie høre, om statsministeren havde dokumentation for, hvilket Mette Frederiksen mente ligefrem var et demokratisk problem: “Hvorfor den mistænkeliggørelse? Det er et demokratisk problem, at man tillader sig at lægge til grund, at jeg lyver, og hvorfor skal landets bedste jurister beskæftige sig med det?,” spurgte hun retorisk.
Her kunne Tom Jensen passende have mindet statsministeren om dengang tilbage i 2018, hvor Mette Frederiksen skiftede valgkreds til sin barndomsby Aalborg. I den forbindelse gav hun et interview til TV2 Nord, hvoraf det fremgik, at hun ikke alene var vokset op i det socialt belastede område kendt som Grønlandskvarteret – hun var endda vokset op i de allerhårdeste boligblokke på Peter Freuchens Vej som et dansk svar på Christiane F. Sandheden er imidlertid, at hun voksede op i en murermestervilla på Mylius Erichsens Vej, som er en hel verden til forskel. “Det her er ikke barndommens gade for Mette Frederiksen. Der er milevidt mellem at bo i villakvarteret og bo i nærheden af Grønlands Torvet,” som en lokal beboer fra Aalborg sagde til Ekstra Bladet om Mette Frederiksens kiksede forsøg på at snobbe nedad. Så eftersom statsministeren tidligere har pyntet på sin barndom i pressen, giver det udmærket mening for et kritisk medie at udbede sig dokumentation for, at hun købte regnskov før hun købte makeup. Det er derimod et demokratisk problem, hvis pressen ikke gør det.
Det mest interessante øjeblik var dog, da hun skosede medierne for at opsøge Claus Hjort Frederiksen (V) på hans privatadresse og for ikke at respektere, at han ville være i fred. Altså den selvsamme Claus Hjort Frederiksen (V), som nu er blevet sigtet for at være landsforræder – en beslutning, som Mette Frederiksen må være dybt indblandet i. Hvis man ved bare den mindste smule om, hvor hårdt det slider på Claus Hjort Frederiksen at være blevet stemplet som landsforræder, virkede det næsten sadistisk, at Mette Frederiksen nu gav den i rollen som hans væbner.
Hvad, der også var utroligt, var, hvordan Mette Frederiksen sagde, at hun “ikke kunne drømme om at gå ind og styre noget i danske medier” og så kort tid efter bemærkede, at danske medier modtager “meget, meget store offentlige tilskud, må man sige”. Bemærk i den forbindelse adjektiverne “meget, meget” og bid mærke i tilføjelsen “må man sige”. Især i dette “må man sige”, var der noget helt enormt skræmmende på spil, som vidnede om, at hun rent faktisk godt kunne tænke sig at styre noget i danske medier.
På slutstregen
Forstå mig ret: Jeg elsker demokrati, og jeg elsker at samtale. Men hvad jeg ikke bryder mig om er dén demokratiske samtale, som Mette Frederiksen drømmer om. Hun ønsker sig en servil presse, der taler om det, som Mette Frederiksen mener er vigtigt, og som stiller politikerne “legitime spørgsmål”. Har man først bidt mærke i det, er det svært ikke at undre sig over, hvor ofte hun snakker om, at journalister godt må stille hende “legitime spørgsmål”, og det kom hun også ind på hos Tom Jensen. Men hvad er egentlig et legitimt spørgsmål? Er det modsætningen til et illegitimt spørgsmål, og siden hvornår er det statsministerens rolle at gøre sig til dommer over, hvad pressen må spørge hende om? Hvad Mette Frederiksen ønsker sig, er i realiteten en håndsky og kujoneret presse, der behandler politikerne som en særligt værdig og højvelbåren klasse. Kogt helt ind til sin inderste kerne ønsker hun sig en presse, der minder om dagbladet Børsen; en avis som i stort set alle henseender er på systemets side. Derfor vil jeg tillade mig at være en lillebitte smule fræk og skrive “op i røven med den demokratiske samtale.”
Brazil
Friis Arne Petersen. Navnet lyder næsten som et nyhedsbrev fra Frihedsbrevet. Samme dag som Mette Frederiksen og Tom Jensen talte om den demokratiske samtale, var Udenrigsministeriets tidligere direktør Friis Arne Petersen ugens gæst hos Mette Vibe Utzon på P1. Denne legendariske embedsmand, som har været i Udenrigsministeriets tjeneste i 41 år, var mødt op for at gøre gældende, at han føler sig krænket. Og ikke kun det; han har simpelthen en følelse af retsløshed. Hvad, der gør Friis Arne Petersen vred, er, at pilen nu peger på ham, efter vi fik redegørelsen fra den anden Tibetkommission. Af den fremgår det blandt andet, at Udenrigsministeriet lagde pres på Københavns Politi for at undgå, at kinesiske dignitarer tabte ansigt, når de gæstede København. Ydermere nåede kommissionen frem til, at Udenrigsministeriet var mere optaget af Kina end af grundloven. Som daværende ambassadør i Beijing er aben altså landet hos Friis Arne Petersen, men den vil han ikke kendes ved: “Vi kunne ikke drømme om ikke at overholde grundloven,” sagde Friis Arne Petersen på P1, og som den drevne embedsmand han jo er, understregede han, at et pres på Københavns Politi var noget “jeg ikke har sat i gang, ikke godkendt, ikke fulgt op på.”
Jeg gætter på, at Friis Arne Petersen i dag er lige så vred som de politimænd, der i første ombæring skulle samle regningen op for Danmarks pinlige compliance overfor Kina. Ligesom jeg finder det nærliggende at tro, at disse politimænd ikke af sig selv har fundet på at tage tibetanske flag fra demonstranter, tænker jeg heller ikke, at Friis Arne Petersen er vågnet op en morgen og helt ud af det blå har besluttet sig for at bryde grundloven. De ansvarlige for denne årtier lange eftergivenhed over for Kina skal selvfølgelig findes på det politiske niveau, men her – lige før det bliver interessant – stopper Tibetkommissionen.
Dermed ser vi tilbage på et forløb, som har været en total farce. Og en tragedie. Det farciske består i, at vi har fået et rystende indblik i en centraladministration, som giver mindelser om Terry Gilliams spillefilm Brazil (1985), der handler om et udueligt og dysfunktionelt bureaukrati, hvor administrative fejl knuser menneskers tilværelse. Vi har hørt om ministerier, der ikke udleverer det materiale, de er blevet bedt om, og vi har læst om mails, der bliver slettet og ikke kan gendannes, og midt i det hele dukker der pludselig en database op hos Rigspolitiet med 678 gigabyte gamle mails. Lagt oveni hinanden giver det anledning til at spørge, om staten Danmark overhovedet er i stand til at undersøge sig selv på det praktiske plan. Noget andet – og heri består det tragiske – er, om staten overhovedet er interesseret i at undersøge sig selv på det teoretiske plan. Var det ikke for pressen, og et konstant pres fra især P1 og det gamle Radio24syv, var Tibetkommissionen endt med den konklusion, som alle med omløb i hovedet kunne se var himmelråbende forkert; nemlig idéen om, at nogle tilfældige politibetjente helt af sig selv besluttede sig for at igangsætte en systemisk, årelang krænkelse af borgernes grundlovssikrede rettigheder for at please et diktatur. Med den seneste kommissionsundersøgelse nærmer vi os nu sandheden, men noget eller nogen gør, at jagten på sandheden stopper foran det fortrolige rum, hvor politikerne findes. Derind kommer vi åbenbart ikke, og som sådan er tragedien komplet.
I den russiske instruktør Vera Kritjevskajas dokumentarfilm Fuck This Job (2021), om hvordan Kreml har forsøgt at ødelægge og standse den uafhængige tv-kanal Dozjd (TV-Regn), er der et tankevækkende øjeblik, som viser, hvordan den sande, hårde, politiske magt fungerer. Til et pressemøde bliver Ruslands præsident Putin spurgt om, hvorvidt han ikke vil tale med leverandørerne af kabelpakkerne om at tage Dozjd til nåde igen. Hertil svarer Putin noget i retning af: “Jamen det må I da tale med leverandørerne af kabelpakkerne om, kære venner. Jeg bestemmer da ikke over, hvad de laver. Jeg taler heller ikke med dem, det er slet ikke mit job.”
Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔
At demokrati er godt for helbredet. Et studie fra University of British Columbia har påvist, at hvis man lever i et demokrati, som er mindst 25 år gammelt, kan man forvente at leve 14 år længere end mennesker, der lever i et diktatur. Nyfødte børn i modne demokratier har endda 78 procent større chance for at overleve end babyer, der kommer til verden i et land, hvor lederen går med skrårem. Givet at tobaksrygning i snit skærer 14 år af rygerens forventede levetid, svarer rygning altså til at leve i Rusland eller Kina. I øvrigt er kun 34 ud af verdens 195 lande liberale demokratier, og ifølge en rapport fra Freedom House, der blev udgivet i februar, er det gået ned ad bakke med demokratiet i 60 lande i det forgangne år. Så meget for den demokratiske samtale.
Good Beirut 👋🏼
Jeg vender tilbage om en uge. Tak for din opmærksomhed – og er du medlem hos Frihedsbrevet, så tak for din støtte.
Mvh. Mads Brügger, Frihedsbrevet