Fri Mads #47: Hotel Rwanda 🛎


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

Mens det er blevet bemær­ket, at Storbri­tan­nien har lavet en aftale med det cen­tralafrikanske autokrati Rwan­da om – som det hed­der på for­valt­ningssprog – at pro­ces­be­han­dle asy­lan­søgere, har der været påfaldende stille om, hvor helt utroligt pin­ligt det egentlig er for den danske regering, at det netop er Boris John­sons dybt skan­dalis­erede og inkom­pe­tente kon­ser­v­a­tive kabi­net, som her går Dan­mark i bedene. For som de fleste nok er klar over, kom vi før englæn­derne med idéen om at off­shore uønskede men­nesker til Rwan­da. Hvad de fær­reste til gengæld er klar over er, at det var Israel, som var de første til at lave en aftale med Rwan­da om at være rasteplads for asy­lan­søgere. Dette eksper­i­ment stod på mellem 2014 og 2017 og gik så gru­eligt galt, at det kan undre denne skribent, at først Dan­mark og siden Storbri­tan­nien nu vil gøre Israel kun­sten efter. 

Per­son­ligt elsker jeg det pin­lige, så jeg har tænkt mig at bruge en god bid af mit nyheds­brev num­mer 47 på at skrive om Dan­mark, Unit­ed King­dom, Israel og så Rwan­da. Det skal nok blive sjovt. Jeg vil også skrive om paradok­set i, at vi har en regering, som hele tiden claimer det grønne, men nær sagt hver eneste gang man går regerin­gens kli­ma-merit­ter efter i sømmene, så ser det påfaldende sort ud. Til sidst bliv­er der tid og plads til at skrive lidt om, hvad Fri­heds­brevet agter at udsende til alle vores medlem­mer i denne uge. Velkom­men til – jeg håber, at alle har haft en god påske. I øvrigt kaldes den kolde vind, som typisk blæs­er fra øst i april måned, for Påskeøsten.

Fri Ukraine Live, efterkritik 🧐

Først skal jeg dog huske at sige tak til alle de mange, som mødte op til Fri­heds­brevets første medlem­sarrange­ment. Det løb af sta­blen i tirs­dags på Bre­men i Køben­havn, og som jeg sagde fra sce­nen, da jeg bød velkom­men til Flem­ming Rose og Sofie Frøkjær, så er det nok ikke umid­del­bart ver­dens bed­ste idé at afholde medlem­sarrange­menter midt i påske­fe­rien. Og så ovenikø­bet på en sol­skins­dag. Men min bekym­ring blev gjort til skamme, for der var et helt overvældende frem­møde, og som pub­li­cist var det en sand fryd at være vidne til, hvor­dan tilhør­erne sad mus­es­tille i det meste af en time og lyt­tede til, at Flem­ming Rose fork­larede og for­t­alte om kri­gen i Ukraine. 

Noget, jeg altid bliv­er imponeret af ved Flem­ming Rose, er, dels hvor­dan han udtaler rus­siske og ukrainske navne med et sære­gent slavisk schwung, men også at han kan huske navne på per­ifære per­son­er, som han har mødt helt tilbage i 1990’erne. Som for eksem­pel navnet på en lokal guvernør i Don­bas, der for­længst er gået i glem­me­bo­gen. Noget andet, som aftvinger respekt, er, hvor­dan Flem­ming Rose, som den fritænker han er, kon­sekvent insis­ter­er på at være uafhængig. Det er dette særk­ende, som har afst­ed­kom­met, at Flem­ming Rose i tidens løb er blevet anklaget for både at være spi­on for Mossad, CIA og KGB – hvilket alt andet lige indik­er­er, at han ikke rigtigt er ven­ner med nogen. Det for­t­alte han om til arrange­mentet i tirs­dags, da Sofie Frøkjær gik ham på klin­gen om, hvor han egentlig står i kon­flik­ten mellem Rus­land og Ukraine. Rose til­fø­jede, at han er rus­sofil; han taler rus­sisk, han er rus­sisk gift og har tilbragt lange stræk af sit liv som uden­rigsko­r­re­spon­dent i Mosk­va. Så selvføl­gelig hold­er han af Rus­land og af rus­sisk kul­tur. Alt andet ville da også være mærke­ligt. Det bety­der imi­dler­tid ikke, at Rose er putin­ist eller i lom­men på Kreml, for som han gjorde det klart under live-udgaven af vores pod­cast Fri Ukraine, så støt­ter han naturligvis ikke Putin. I øvrigt udkom­mer live-udgaven i dag på både app og web til glæde for de medlem­mer af Fri­heds­brevet, som ikke var med på Bremen. 

Elefanten i rummet 🐘

Dernæst skal jeg sige, at det var en fryd at opleve Fri­heds­brevets jour­nal­ist Sofie Frøkjær til dagens pressemøde i Statsmin­is­teri­et. Mens det meste af presseko­rpset bød ind med små, fedt­ede proku­ra­tor-agtige spørgsmål om finan­sierin­gen af varmepumper, så spurgte Sofie Frøkjær modigt til ele­fan­ten i rum­met. Som selvføl­gelig er sagen om, at Mette Fred­erik­sen tilsyneladende har truet Berlingskes chefredak­tør Tom Jensen med en poli­tian­meldelse. Det har jeg tidligere skrevet om, og jeg skriv­er gerne om det igen, for det, som er hændt, er en skan­dale af rang. Bare lige for at genopfriske folks hukom­melse, så skete der det, at umid­del­bart før Mette Fred­erik­sen skulle på sce­nen hos Det Berlingske Officin, fredag den 1. april, for at diskutere den demokratiske sam­tale, så truede hun Tom Jensen med en poli­tian­meldelse – ovenikø­bet for en his­to­rie, som Berlingske end­nu ikke havde pub­liceret. En his­to­rie, der han­dler om departe­mentschef Bar­bara Ber­telsens ind­køb af mobil­tele­fon­er. Ordret – ifølge Tom Jensen – sagde statsmin­is­teren, at hun reg­nede med, at Berlingske allerede var blevet poli­tian­meldt. Hvor­dan man kan poli­tian­melde en his­to­rie, som end­nu ikke er blevet udgivet, er en sag for sig, men hvad der næsten ikke bør herske tvivl om er, at dette var et over­lagt forsøg på at intimidere pressen fra statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sens side. 

Når jeg skriv­er “næsten”, er det for­di, vi kun kender Tom Jensens udlægn­ing af sagen. Der­for gjorde jour­nal­ist Sofie Frøkjær ret i at spørge ind til det hændte til pressemødet i dag. Og så blev Mette Fred­erik­sen helt åbenlyst sur. Hun sagde – som altid, når hun er pres­set – at den diskus­sion ønskede hun ikke at gå ind i, men ikke kun det: Hun sagde, at hun prin­cip­ielt aldrig udtaler sig om sam­taler, som hun har haft på tomand­shånd. Og ikke kun på tomand­shånd, men også sam­taler på tred­je- og fjerde­mand­shånd. Hvor­for det lige præ­cis er sådan fat, at det kun er sam­taler med op til fire per­son­er, som skal reg­nes for fortrolige og som noget, der ikke kan ref­er­eres fra, uddybe­de Mette Fred­erik­sen ikke. Hun sagde dog nok til, at der nu melder sig en masse nye spørgsmål: For kan det virke­lig passe, at Mette Fred­erik­sen aldrig har gen­givet sam­taler, som hun har haft på to‑, tre- og fjerde­mand­shånd? Det vil Fri­heds­brevet kigge nærmere på i morgen. 

Danmark kan mere II 🤪

Men hvad lign­er det også at komme ren­dende og lave dårlig stemn­ing til et pressemøde, hvor regerin­gen skulle præsen­tere sin fine nye plan, som bær­er den poet­iske titel Dan­mark kan mere II? Kendere af regerin­gens 10-års-plan­er vil vide, at det kun er lidt under et år siden, at vi fik Dan­mark kan mere I, men tin­gene går åben­bart så hur­tigt, at det allerede er tid til efter­føl­geren. Det var i øvrigt i Dan­mark kan mere I, at danskerne fik at vide, at den demokratiske sam­tale skal styrkes, så vi alle kan blive “friere”, og det går jo rigtigt godt med det 😉 

NIMBY

Denne gang kan Dan­mark åben­bart mere end nogensinde. Frem mod 2028 vil regerin­gen nem­lig helt udfase natur­gas; en energik­ilde, som 400.000 bolige­jere er afhængige af. Inden årets udgang vil disse men­nesker få et brev fra deres kom­mune om, hvor­dan de enten bliv­er tilkoblet fjern­varme, eller også hvor­dan de fre­mover skal klare sig med en varmepumpe, som regerin­gen måske vil samar­be­jde med nogle banker om at få finan­sieret. Det hele var således meget fluffy og helt renset for tal, så man opdagede næsten ikke, at selve idéen om at 400.000 bolige­jere på reko­rdtid skal hægtes af natur­gas er det rene spin. For det kom­mer mindst til at tage 10 år at gen­nem­føre denne radikale omkalfa­tring af danskernes energi­for­brug, og det kom­mer ikke til at gå stille af sig. Akro­nymet NIMBY, alt­så not in my back­yard, er et kendt udtryk i forbindelse med plac­er­ing af vin­d­møller på land­jor­den, men tænk så lige på, hvor meget varmepumper stø­jer. Det kom­mer vi til at høre mere om i kom­mende tid. 

Magisk tænkn­ing lad­er således til at være det vejle­dende prin­cip for regerin­gens klimapoli­tik. Man tilk­ende­giv­er en masse vidtløftige- og ofte mega­lo­man­iske ambi­tion­er og lufter sam­tidigt en masse hjerte­var­mende hen­sigter, men så sker der lige­som ikke så meget. I week­enden kunne Fri­heds­brevet for eksem­pel fortælle, at efter at regerin­gen i sep­tem­ber 2020 lavede en samar­be­jd­saf­tale med cement­fab­rikken Aal­borg Port­land, lan­dets største udled­er af CO2, så løb det hele – pun intend­ed – ud i sandet. Selvom denne samar­be­jd­saf­tale ifølge regerin­gen skulle tjene som “en ska­be­lon for frem­tidi­ge samar­be­jder med andre store danske udledere”, så har Fri­heds­brevet opdaget, at her, hal­van­det år senere, har regerin­gen stadig kun indgået denne ene aftale. Gik du glip af his­to­rien, for­di du ikke er medlem af Fri­heds­brevet, så lad dette være anled­nin­gen til at melde dig ind. Du får to ugers gratis medlem­skab med i pakken, og du får sam­tidig adgang til alle vores pod­casts. Sidst men ikke mindst er du med til at støtte et frit og uafhængigt medie, som ikke er i lom­men på staten. 

Hotel Rwanda

Hvad der også smager af magisk tænkn­ing er aftal­en, som Dan­mark indgik med Rwan­da tilbage i maj 2021. Den han­dler om, at Dan­mark skal være med til at finan­siere og dri­ve et mod­tage­cen­ter for asy­lan­søgere i Rwan­da. Ekstra Bladet har i forve­jen beskrevet, hvorledes livet som fly­gt­ning i Rwan­da ikke er en dans på ros­er, og man skal ikke lede længe på Google om præsi­dent Paul Kagames dik­tatur, før det vrim­ler med his­to­ri­er om forsvin­dinger, tor­tur og andre fortræde­lighed­er. Her­til kom­mer, at FNs fly­gt­ninge­or­gan­i­sa­tion UNHCR har fast­slået, at det er ulovligt at trylle asy­lan­søgere væk til Rwan­da – hvilket ikke desto min­dre nu er pla­nen for det første land i ver­den til at under­skrive FNs fly­gt­ningekon­ven­tion, nem­lig lan­det Danmark. 

Men vi er ikke læn­gere alene om det, for i sid­ste uge kom det frem, at Storbri­tan­nien har indgået en lig­nende aftale med Rwan­da. Som med den danske pen­dant, efter­lad­er den britiske udgave flere spørgsmål end svar, og der udestår herun­der spørgsmålet om, hvorvidt det over­hovedet er lovligt at fly­ve men­nesker på flugt til et mod­tage­cen­ter i Rwan­da. Var samar­be­jdet med Rwan­da ikke i forve­jen pin­ligt for Dan­mark, er der blevet skruet et nøk op for pin­lighe­den nu, hvor Boris John­sons skan­daler­amte regering også er hop­pet med på gale­jen. Tør jeg minde om, at vi her har at gøre med et gale­hus af en regering, hvor både stats- og finans­min­is­teren netop er blevet idømt en bøde for at bryde en lov­givn­ing, de selv har været med til at ind­føre. Som med den danske regering står magisk tænkn­ing også i ascen­dan­ten i Boris John­sons kabi­net, og til manges over­raskelse og forun­dring agter pre­mier­min­is­ter Boris John­son og finans­min­is­ter Rishi Sunak at blive sid­dende på deres poster, selvom de alt­så – læs­er og skriv­er – har brudt loven. 

Det værste af det hele er, at eksper­i­mentet med at sende uønskede men­nesker til Rwan­da har været prøvet før. Mellem 2014 og 2017 deporterede Israel en række asy­lan­søgere til Rwan­da, hvo­raf langt de fleste fly­gt­ede igen. Eller som Dr. Peter William Walsh, senior­forsker ved det britiske Migra­tion Obser­va­to­ry, har sagt – med stiv over­læbe – til medi­et MailOn­line: “Rwan­da er et inter­es­sant valg, for det er et land, som folk fly­gter fra.” 

Det er det nem­lig. I Israels til­fælde drejede det sig mes­ten­dels om fly­gt­ninge fra ræd­sel­sregimets Eritr­era. Når de nåede frem til Israel, blev de plac­eret i et deten­tion­scen­ter i den skold­hede Negev-ørken og fik her et valg at træffe: Enten kunne de blive dér på ubestemt tid, eller også ville de få 3500 dol­lars udbe­talt og en enkelt­bil­let til Kigali, Rwan­das hov­ed­stad. Mange af dem, som val­gte det sid­ste, oplevede så, at når de nåede frem til Kigali, blev deres pas kon­fiskeret, og så var de over­ladt til at friste en tilværelse som ikke-borg­ere. Så de fly­gt­ede igen, og som antropolo­gen Hans Lucht for­t­alte om i P1 Mor­gen i dag, gik turen mod Europa fra Rwan­da typisk igen­nem Libyen, hvor mil­itser lå på lur for at berøve, kid­nappe og tor­turere dem. Her lig­ger de sikkert stadig og lur­er, når de danske og britiske asy­lan­søgere engang kom­mer for­bi på flugt fra Rwanda. 

Både i Dan­mark og i Storbri­tan­nien taler poli­tik­erne om, at samar­be­jdet med Rwan­da skal knuse men­neskesmu­glernes for­ret­ningsmod­el. Hvad de ikke fat­ter er, at men­nesker fly­gter uanset hvad, og hvis de havn­er i Rwan­da, så fly­gter de også der­fra. Dette er ikke en pås­tand fra min side, det er en sim­pel sand­hed, som kan udledes af Israels samar­be­jde med Rwan­da. Der­for er det jo så helt igen­nem knald­ham­rende skørt, at Dan­mark og Storbri­tan­nien nu vil gen­t­age dette fejl­slagne eksperiment. 

Fri Jihad

Er som bek­endt vores nyheds­brev om jihadisme og radikalis­er­ing. I denne uge skriv­er Kathrine Elmose Jør­gensen om selve ter­rorhan­dlin­gen, og hvor­dan den kan imiteres af andre ter­ror­is­ter. Hun fik idéen til at skrive om dette fænomen fra Net­flix-doku­men­tarse­rien 800 meter, som han­dler om 2017-angrebene i Spanien. Deru­dover er spørgsmålet om imi­ta­tion rel­e­vant i forbindelse med en af de retssager, som lige nu kør­er mod jihadis­ter i Vesten. Læs mere om det i Fri Jihad, som er udkom­met i dag. 

Fri Hjul 🚴🏻‍♂️

Dan­marks bed­ste sportsskribent, Bas­t­ian Emil Gold­schmidt, har været til forårsklas­sik­eren Paris-Roubaix og tager i sæd­van­lig ekvilib­ris­tisk stil læseren eller lyt­teren med ind i hjertet af det his­toriske væd­deløb. Man kan dufte, høre og se, hvad der foregår, selv om det alt­sam­men “kun” fortælles med ord. 

Fri Tænkning

I denne uges Fri Tænkn­ing stiller chefredak­tør Flem­ming Rose spørgsmålet: Hvad nu hvis Sov­je­tu­nio­nen slet ikke gik i opløs­ning i 1991, sådan som his­to­riebøgerne fortæller os? Og hvad hvis det først nu, i Ukraine, er på vej i graven på samme måde, som det i det 20. århun­drede skete for det britiske, franske, por­tugi­siske, østrig-ungarske og osman­niske imperium? 

Fri Tid 🍽

Simon Jul skriv­er om nyrens magi. Det for­ly­der, at “myterne om nyrens smag er lige så lange som franske avl­styres klunk­er på en varm fran­sk som­merdag.” Den anden halvdel af Fri Tid, De Sultne Piger, besøger denne gang den nye køben­havnske restau­rant Levi til en italiensk/japansk fusion­s­mid­dag. Pige 1 skriv­er på forhånd: “Crazy com­bo umid­del­bart, men det spillede ret godt. Fik også den bed­ste bloody mary jeg nogensinde har fået ever (og det er mange).” 

Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔 

At i Shang­hai, en kine­sisk stor­by med 26 mil­lion­er ind­byg­gere, er det blevet de nedad­vendte mund­viges tid. Det har det været i tre uger nu. Hele byen er blevet lukket ned med drakoniske metoder. Alle har fået udgangs­for­bud, og om nat­ten kan man høre borg­erne skrige i frus­tra­tion ud af deres vin­duer, for­di de man­gler mad og drikke, og for­di de savn­er det liv, som er blevet taget fra dem. Af frygt for at få for­længet karan­tæ­nen, er folk i bolig­blokkene beg­y­n­dt at angive hinan­den til myn­dighed­erne. Imens fly­ver der droner rundt, styret af myn­dighed­erne, hvorigen­nem en høj­taler påby­der folk ikke at give efter for deres fri­hed­strang. Hvad der foregår i Shang­hai står i skyggen af Ukraine, men på sigt er det måske end­nu mere vigtigt. Hele fortællin­gen om hvor godt det kine­siske dik­tatur håndterede coro­n­akrisen er ved at smul­dre, og kyllingerne er på vej hjem for at blive stegt. Prob­le­merne er mang­foldige: For det første at de kine­siske vac­cin­er er noget bras, som ikke virk­er. For det andet at det kine­siske regime, af frygt for at tabe ansigt, nægter at skaffe sig en licens til at pro­duc­ere en vestlig RNA-vac­cine og føl­gelig gen­nem­føre en ny mas­se­vac­ci­na­tion. For det tred­je at det notorisk løg­nagtige kom­mu­nist­par­ti nu bliv­er udfor­dret af en virke­lighed, som ikke læn­gere kan dækkes til. Mens regimet insis­ter­er på, at kun – sidst jeg så efter – 13 per­son­er i Shang­hai er kri­tisk syge af Covid19, siger rygterne, at det står meget værre til, og ikke kun i Shang­hai, men i hele Kina. 

Murabeho 👋🏼

Som man siger, når man siger farvel i Rwan­da. Jeg er tilbage om en uges tid. Tak, for­di du læste eller lyt­tede med. For dem, der undr­er sig over, hvad illus­tra­tor Malthe Kib­s­gaards teg­n­ing forestiller, så er det mig udklædt som super­hel­ten Lynet, sid­dende på et dovendyr med en Bjørneban­dit-bal­lon i hån­den. Put det i din rygsæk og ryg det. 

Med ven­lig hilsen, 

Chefredak­tør Mads Brüg­ger, Frihedsbrevet.