Fri Mads #47: Hotel Rwanda 🛎
Mens det er blevet bemærket, at Storbritannien har lavet en aftale med det centralafrikanske autokrati Rwanda om – som det hedder på forvaltningssprog – at procesbehandle asylansøgere, har der været påfaldende stille om, hvor helt utroligt pinligt det egentlig er for den danske regering, at det netop er Boris Johnsons dybt skandaliserede og inkompetente konservative kabinet, som her går Danmark i bedene. For som de fleste nok er klar over, kom vi før englænderne med idéen om at offshore uønskede mennesker til Rwanda. Hvad de færreste til gengæld er klar over er, at det var Israel, som var de første til at lave en aftale med Rwanda om at være rasteplads for asylansøgere. Dette eksperiment stod på mellem 2014 og 2017 og gik så grueligt galt, at det kan undre denne skribent, at først Danmark og siden Storbritannien nu vil gøre Israel kunsten efter.
Personligt elsker jeg det pinlige, så jeg har tænkt mig at bruge en god bid af mit nyhedsbrev nummer 47 på at skrive om Danmark, United Kingdom, Israel og så Rwanda. Det skal nok blive sjovt. Jeg vil også skrive om paradokset i, at vi har en regering, som hele tiden claimer det grønne, men nær sagt hver eneste gang man går regeringens klima-meritter efter i sømmene, så ser det påfaldende sort ud. Til sidst bliver der tid og plads til at skrive lidt om, hvad Frihedsbrevet agter at udsende til alle vores medlemmer i denne uge. Velkommen til – jeg håber, at alle har haft en god påske. I øvrigt kaldes den kolde vind, som typisk blæser fra øst i april måned, for Påskeøsten.
Fri Ukraine Live, efterkritik 🧐
Først skal jeg dog huske at sige tak til alle de mange, som mødte op til Frihedsbrevets første medlemsarrangement. Det løb af stablen i tirsdags på Bremen i København, og som jeg sagde fra scenen, da jeg bød velkommen til Flemming Rose og Sofie Frøkjær, så er det nok ikke umiddelbart verdens bedste idé at afholde medlemsarrangementer midt i påskeferien. Og så ovenikøbet på en solskinsdag. Men min bekymring blev gjort til skamme, for der var et helt overvældende fremmøde, og som publicist var det en sand fryd at være vidne til, hvordan tilhørerne sad musestille i det meste af en time og lyttede til, at Flemming Rose forklarede og fortalte om krigen i Ukraine.
Noget, jeg altid bliver imponeret af ved Flemming Rose, er, dels hvordan han udtaler russiske og ukrainske navne med et særegent slavisk schwung, men også at han kan huske navne på perifære personer, som han har mødt helt tilbage i 1990’erne. Som for eksempel navnet på en lokal guvernør i Donbas, der forlængst er gået i glemmebogen. Noget andet, som aftvinger respekt, er, hvordan Flemming Rose, som den fritænker han er, konsekvent insisterer på at være uafhængig. Det er dette særkende, som har afstedkommet, at Flemming Rose i tidens løb er blevet anklaget for både at være spion for Mossad, CIA og KGB – hvilket alt andet lige indikerer, at han ikke rigtigt er venner med nogen. Det fortalte han om til arrangementet i tirsdags, da Sofie Frøkjær gik ham på klingen om, hvor han egentlig står i konflikten mellem Rusland og Ukraine. Rose tilføjede, at han er russofil; han taler russisk, han er russisk gift og har tilbragt lange stræk af sit liv som udenrigskorrespondent i Moskva. Så selvfølgelig holder han af Rusland og af russisk kultur. Alt andet ville da også være mærkeligt. Det betyder imidlertid ikke, at Rose er putinist eller i lommen på Kreml, for som han gjorde det klart under live-udgaven af vores podcast Fri Ukraine, så støtter han naturligvis ikke Putin. I øvrigt udkommer live-udgaven i dag på både app og web til glæde for de medlemmer af Frihedsbrevet, som ikke var med på Bremen.
Elefanten i rummet 🐘
Dernæst skal jeg sige, at det var en fryd at opleve Frihedsbrevets journalist Sofie Frøkjær til dagens pressemøde i Statsministeriet. Mens det meste af pressekorpset bød ind med små, fedtede prokurator-agtige spørgsmål om finansieringen af varmepumper, så spurgte Sofie Frøkjær modigt til elefanten i rummet. Som selvfølgelig er sagen om, at Mette Frederiksen tilsyneladende har truet Berlingskes chefredaktør Tom Jensen med en politianmeldelse. Det har jeg tidligere skrevet om, og jeg skriver gerne om det igen, for det, som er hændt, er en skandale af rang. Bare lige for at genopfriske folks hukommelse, så skete der det, at umiddelbart før Mette Frederiksen skulle på scenen hos Det Berlingske Officin, fredag den 1. april, for at diskutere den demokratiske samtale, så truede hun Tom Jensen med en politianmeldelse – ovenikøbet for en historie, som Berlingske endnu ikke havde publiceret. En historie, der handler om departementschef Barbara Bertelsens indkøb af mobiltelefoner. Ordret – ifølge Tom Jensen – sagde statsministeren, at hun regnede med, at Berlingske allerede var blevet politianmeldt. Hvordan man kan politianmelde en historie, som endnu ikke er blevet udgivet, er en sag for sig, men hvad der næsten ikke bør herske tvivl om er, at dette var et overlagt forsøg på at intimidere pressen fra statsminister Mette Frederiksens side.
Når jeg skriver “næsten”, er det fordi, vi kun kender Tom Jensens udlægning af sagen. Derfor gjorde journalist Sofie Frøkjær ret i at spørge ind til det hændte til pressemødet i dag. Og så blev Mette Frederiksen helt åbenlyst sur. Hun sagde – som altid, når hun er presset – at den diskussion ønskede hun ikke at gå ind i, men ikke kun det: Hun sagde, at hun principielt aldrig udtaler sig om samtaler, som hun har haft på tomandshånd. Og ikke kun på tomandshånd, men også samtaler på tredje- og fjerdemandshånd. Hvorfor det lige præcis er sådan fat, at det kun er samtaler med op til fire personer, som skal regnes for fortrolige og som noget, der ikke kan refereres fra, uddybede Mette Frederiksen ikke. Hun sagde dog nok til, at der nu melder sig en masse nye spørgsmål: For kan det virkelig passe, at Mette Frederiksen aldrig har gengivet samtaler, som hun har haft på to‑, tre- og fjerdemandshånd? Det vil Frihedsbrevet kigge nærmere på i morgen.
Danmark kan mere II 🤪
Men hvad ligner det også at komme rendende og lave dårlig stemning til et pressemøde, hvor regeringen skulle præsentere sin fine nye plan, som bærer den poetiske titel Danmark kan mere II? Kendere af regeringens 10-års-planer vil vide, at det kun er lidt under et år siden, at vi fik Danmark kan mere I, men tingene går åbenbart så hurtigt, at det allerede er tid til efterfølgeren. Det var i øvrigt i Danmark kan mere I, at danskerne fik at vide, at den demokratiske samtale skal styrkes, så vi alle kan blive “friere”, og det går jo rigtigt godt med det 😉
NIMBY
Denne gang kan Danmark åbenbart mere end nogensinde. Frem mod 2028 vil regeringen nemlig helt udfase naturgas; en energikilde, som 400.000 boligejere er afhængige af. Inden årets udgang vil disse mennesker få et brev fra deres kommune om, hvordan de enten bliver tilkoblet fjernvarme, eller også hvordan de fremover skal klare sig med en varmepumpe, som regeringen måske vil samarbejde med nogle banker om at få finansieret. Det hele var således meget fluffy og helt renset for tal, så man opdagede næsten ikke, at selve idéen om at 400.000 boligejere på rekordtid skal hægtes af naturgas er det rene spin. For det kommer mindst til at tage 10 år at gennemføre denne radikale omkalfatring af danskernes energiforbrug, og det kommer ikke til at gå stille af sig. Akronymet NIMBY, altså not in my backyard, er et kendt udtryk i forbindelse med placering af vindmøller på landjorden, men tænk så lige på, hvor meget varmepumper støjer. Det kommer vi til at høre mere om i kommende tid.
Magisk tænkning lader således til at være det vejledende princip for regeringens klimapolitik. Man tilkendegiver en masse vidtløftige- og ofte megalomaniske ambitioner og lufter samtidigt en masse hjertevarmende hensigter, men så sker der ligesom ikke så meget. I weekenden kunne Frihedsbrevet for eksempel fortælle, at efter at regeringen i september 2020 lavede en samarbejdsaftale med cementfabrikken Aalborg Portland, landets største udleder af CO2, så løb det hele – pun intended – ud i sandet. Selvom denne samarbejdsaftale ifølge regeringen skulle tjene som “en skabelon for fremtidige samarbejder med andre store danske udledere”, så har Frihedsbrevet opdaget, at her, halvandet år senere, har regeringen stadig kun indgået denne ene aftale. Gik du glip af historien, fordi du ikke er medlem af Frihedsbrevet, så lad dette være anledningen til at melde dig ind. Du får to ugers gratis medlemskab med i pakken, og du får samtidig adgang til alle vores podcasts. Sidst men ikke mindst er du med til at støtte et frit og uafhængigt medie, som ikke er i lommen på staten.
Hotel Rwanda
Hvad der også smager af magisk tænkning er aftalen, som Danmark indgik med Rwanda tilbage i maj 2021. Den handler om, at Danmark skal være med til at finansiere og drive et modtagecenter for asylansøgere i Rwanda. Ekstra Bladet har i forvejen beskrevet, hvorledes livet som flygtning i Rwanda ikke er en dans på roser, og man skal ikke lede længe på Google om præsident Paul Kagames diktatur, før det vrimler med historier om forsvindinger, tortur og andre fortrædeligheder. Hertil kommer, at FNs flygtningeorganisation UNHCR har fastslået, at det er ulovligt at trylle asylansøgere væk til Rwanda – hvilket ikke desto mindre nu er planen for det første land i verden til at underskrive FNs flygtningekonvention, nemlig landet Danmark.
Men vi er ikke længere alene om det, for i sidste uge kom det frem, at Storbritannien har indgået en lignende aftale med Rwanda. Som med den danske pendant, efterlader den britiske udgave flere spørgsmål end svar, og der udestår herunder spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er lovligt at flyve mennesker på flugt til et modtagecenter i Rwanda. Var samarbejdet med Rwanda ikke i forvejen pinligt for Danmark, er der blevet skruet et nøk op for pinligheden nu, hvor Boris Johnsons skandaleramte regering også er hoppet med på galejen. Tør jeg minde om, at vi her har at gøre med et galehus af en regering, hvor både stats- og finansministeren netop er blevet idømt en bøde for at bryde en lovgivning, de selv har været med til at indføre. Som med den danske regering står magisk tænkning også i ascendanten i Boris Johnsons kabinet, og til manges overraskelse og forundring agter premierminister Boris Johnson og finansminister Rishi Sunak at blive siddende på deres poster, selvom de altså – læser og skriver – har brudt loven.
Det værste af det hele er, at eksperimentet med at sende uønskede mennesker til Rwanda har været prøvet før. Mellem 2014 og 2017 deporterede Israel en række asylansøgere til Rwanda, hvoraf langt de fleste flygtede igen. Eller som Dr. Peter William Walsh, seniorforsker ved det britiske Migration Observatory, har sagt – med stiv overlæbe – til mediet MailOnline: “Rwanda er et interessant valg, for det er et land, som folk flygter fra.”
Det er det nemlig. I Israels tilfælde drejede det sig mestendels om flygtninge fra rædselsregimets Eritrera. Når de nåede frem til Israel, blev de placeret i et detentionscenter i den skoldhede Negev-ørken og fik her et valg at træffe: Enten kunne de blive dér på ubestemt tid, eller også ville de få 3500 dollars udbetalt og en enkeltbillet til Kigali, Rwandas hovedstad. Mange af dem, som valgte det sidste, oplevede så, at når de nåede frem til Kigali, blev deres pas konfiskeret, og så var de overladt til at friste en tilværelse som ikke-borgere. Så de flygtede igen, og som antropologen Hans Lucht fortalte om i P1 Morgen i dag, gik turen mod Europa fra Rwanda typisk igennem Libyen, hvor militser lå på lur for at berøve, kidnappe og torturere dem. Her ligger de sikkert stadig og lurer, når de danske og britiske asylansøgere engang kommer forbi på flugt fra Rwanda.
Både i Danmark og i Storbritannien taler politikerne om, at samarbejdet med Rwanda skal knuse menneskesmuglernes forretningsmodel. Hvad de ikke fatter er, at mennesker flygter uanset hvad, og hvis de havner i Rwanda, så flygter de også derfra. Dette er ikke en påstand fra min side, det er en simpel sandhed, som kan udledes af Israels samarbejde med Rwanda. Derfor er det jo så helt igennem knaldhamrende skørt, at Danmark og Storbritannien nu vil gentage dette fejlslagne eksperiment.
Fri Jihad
Er som bekendt vores nyhedsbrev om jihadisme og radikalisering. I denne uge skriver Kathrine Elmose Jørgensen om selve terrorhandlingen, og hvordan den kan imiteres af andre terrorister. Hun fik idéen til at skrive om dette fænomen fra Netflix-dokumentarserien 800 meter, som handler om 2017-angrebene i Spanien. Derudover er spørgsmålet om imitation relevant i forbindelse med en af de retssager, som lige nu kører mod jihadister i Vesten. Læs mere om det i Fri Jihad, som er udkommet i dag.
Fri Hjul 🚴🏻♂️
Danmarks bedste sportsskribent, Bastian Emil Goldschmidt, har været til forårsklassikeren Paris-Roubaix og tager i sædvanlig ekvilibristisk stil læseren eller lytteren med ind i hjertet af det historiske væddeløb. Man kan dufte, høre og se, hvad der foregår, selv om det altsammen “kun” fortælles med ord.
Fri Tænkning
I denne uges Fri Tænkning stiller chefredaktør Flemming Rose spørgsmålet: Hvad nu hvis Sovjetunionen slet ikke gik i opløsning i 1991, sådan som historiebøgerne fortæller os? Og hvad hvis det først nu, i Ukraine, er på vej i graven på samme måde, som det i det 20. århundrede skete for det britiske, franske, portugisiske, østrig-ungarske og osmanniske imperium?
Fri Tid 🍽
Simon Jul skriver om nyrens magi. Det forlyder, at “myterne om nyrens smag er lige så lange som franske avlstyres klunker på en varm fransk sommerdag.” Den anden halvdel af Fri Tid, De Sultne Piger, besøger denne gang den nye københavnske restaurant Levi til en italiensk/japansk fusionsmiddag. Pige 1 skriver på forhånd: “Crazy combo umiddelbart, men det spillede ret godt. Fik også den bedste bloody mary jeg nogensinde har fået ever (og det er mange).”
Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔
At i Shanghai, en kinesisk storby med 26 millioner indbyggere, er det blevet de nedadvendte mundviges tid. Det har det været i tre uger nu. Hele byen er blevet lukket ned med drakoniske metoder. Alle har fået udgangsforbud, og om natten kan man høre borgerne skrige i frustration ud af deres vinduer, fordi de mangler mad og drikke, og fordi de savner det liv, som er blevet taget fra dem. Af frygt for at få forlænget karantænen, er folk i boligblokkene begyndt at angive hinanden til myndighederne. Imens flyver der droner rundt, styret af myndighederne, hvorigennem en højtaler påbyder folk ikke at give efter for deres frihedstrang. Hvad der foregår i Shanghai står i skyggen af Ukraine, men på sigt er det måske endnu mere vigtigt. Hele fortællingen om hvor godt det kinesiske diktatur håndterede coronakrisen er ved at smuldre, og kyllingerne er på vej hjem for at blive stegt. Problemerne er mangfoldige: For det første at de kinesiske vacciner er noget bras, som ikke virker. For det andet at det kinesiske regime, af frygt for at tabe ansigt, nægter at skaffe sig en licens til at producere en vestlig RNA-vaccine og følgelig gennemføre en ny massevaccination. For det tredje at det notorisk løgnagtige kommunistparti nu bliver udfordret af en virkelighed, som ikke længere kan dækkes til. Mens regimet insisterer på, at kun – sidst jeg så efter – 13 personer i Shanghai er kritisk syge af Covid19, siger rygterne, at det står meget værre til, og ikke kun i Shanghai, men i hele Kina.
Murabeho 👋🏼
Som man siger, når man siger farvel i Rwanda. Jeg er tilbage om en uges tid. Tak, fordi du læste eller lyttede med. For dem, der undrer sig over, hvad illustrator Malthe Kibsgaards tegning forestiller, så er det mig udklædt som superhelten Lynet, siddende på et dovendyr med en Bjørnebandit-ballon i hånden. Put det i din rygsæk og ryg det.
Med venlig hilsen,
Chefredaktør Mads Brügger, Frihedsbrevet.