Fri Mads #52: “Hvis dét, der fore­går i Met­te Fre­de­rik­sens podcast, skal reg­nes for at være dyb­de­gå­en­de og åndrig pas­si­ar, må det i så fald være af den slags, som kan købes i Flying Tiger” 👀


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores lydleverandør.

Nå, givet at jeg i for­vej­en har udtalt mig om Met­te Fre­de­rik­sens nye podcast i både Poli­ti­ken og Infor­ma­tion, vil­le det jo være mær­ke­ligt, hvis jeg ikke skrev om den­ne cau­se célè­bre i mit ugent­li­ge nyheds­brev – som her udkom­mer i udga­ve num­mer 52. Og ja, jeg ved godt, at emnet alle­re­de fore­kom­mer udtømt – det er jo old hat, og hvor­for i det hele taget gøre så meget ud af en enkelt lil­le podcast i et land, hvor der snart er fle­re men­ne­sker, som pro­du­ce­rer podcasts, end der er folk, som lyt­ter til dem? 

Først og frem­mest for­di det føjer et nyt og inter­es­sant kapi­tel til et emne, der lig­ger stats­mi­ni­ste­ren og Soci­al­de­mo­kra­ti­et så helt utro­ligt meget på sin­de: Hvad Søren­sen stil­ler vi op med den for­ba­ske­de demo­kra­ti­ske sam­ta­le? Igen og igen gør Met­te Fre­de­rik­sen gæl­den­de, at vi har ondt i den demo­kra­ti­ske sam­ta­le, men når man spør­ger hen­de, hvad pro­ble­met går ud på, og hvem der er skyld i, at der er et pro­blem, udlø­ser det ulden tale i meter­mål og der­til­hø­ren­de klæ­ge bana­li­te­ter. Hvis der er noget, vi ikke kan få, så er det et klart og ærligt svar. 

Der­for er det rele­vant at se nær­me­re på, hvad stats­mi­ni­ste­ren selv gør i prak­sis som en demo­kra­tisk sam­ta­le­part­ner. Tid­li­ge­re har jeg været inde på, hvor­dan hun har inti­mi­de­ret Ber­ling­s­kes che­fre­dak­tør Tom Jen­sen, og som Fri­heds­bre­vet har beskre­vet, er der snart ikke tal på alle de dis­kus­sio­ner, som Met­te Fre­de­rik­sen “ikke vil gå ind i” – mens hun altid ger­ne stil­ler op til sød-sup­pe-snak i Spørg Char­lie og til bli­de strøg på hin­an­dens inder­lår med den jovi­a­le vært for Café Hack, Søren Dahl. Sidst­nævn­tes gen­tag­ne møder med Met­te Fre­de­rik­sen lader end­da til at være for­bil­le­det for hen­des eget bud på, hvor­dan den demo­kra­ti­ske sam­ta­le skal for­lø­ses, nem­lig podca­sten Stats­mi­ni­ste­ren Spør­ger, hvoraf før­ste afsnit alt­så hav­de pre­mi­e­re i fre­dags. Podca­sten er i øvrigt købt og betalt af Soci­al­de­mo­kra­ti­et og bur­de der­for ret­te­lig hed­de Par­ti­for­man­den Spørger.

Det afsnit har jeg tænkt mig at gå rig­tigt dej­ligt i dyb­den med. Des­u­den skri­ver jeg – som altid – lidt om, hvad Fri­heds­bre­vet har i pipe­li­nen til nær­væ­ren­de uge. Vel­kom­men til, og tak for­di du læser eller lyt­ter med. 

Men først!

Mens jeg alli­ge­vel har din opmærk­som­hed, og før jeg går til vaf­ler­ne, er der noget, jeg ger­ne vil høre med dig om: Mit nyheds­brev har for længst run­det tyve tusin­de abon­nen­ter, hvil­ket er skæp­pe­s­kønt, men desvær­re er det ikke jer alle, der har meldt sig ind i Fri­heds­bre­vet som beta­len­de med­lem­mer. Hvis det var så vel, vil­le vores lyk­ke alle­re­de være gjort, for når vi kom­mer dero­pad, kan vi for alvor demon­stre­re, hvad et frit og uaf­hæn­gigt medie kan præ­ste­re. Der­for, hvis du kan se det nød­ven­di­ge i et medie, der er så uaf­hæn­gigt, at det prin­ci­pi­elt siger nej til at mod­ta­ge støt­te fra sta­ten, og som hel­ler ikke brin­ger annon­cer, vil jeg ger­ne opfor­dre dig til, at du mel­der dig ind i Fri­heds­bre­vet alle­re­de i dag. Din støt­te bety­der mere, end du aner, og bag beta­lings­væg­gen ven­ter dig en ver­den af frem­ra­gen­de indhold. 

Ver­den kom­mer ikke i sort hvid 

Met­te Fre­de­rik­sens podcast: Noget af det før­ste, der sprin­ger i ører­ne og øjne­ne, er det dår­li­ge sprog og den lave intel­lek­tu­el­le hori­sont – og her taler jeg både om ind­pak­nin­gen og ind­hol­det. I for­skræp­pet på Met­te Fre­de­rik­sens ins­ta­gram­pro­fil @mette får vi for eksem­pel at vide, at “ver­den ikke kom­mer i sort hvid”, som jo er en helt igen­nem bov­lam ang­li­cis­me at fyre af. 

I det hele taget er Met­te Fre­de­rik­sens sprog et påfal­den­de barn­ligt sprog, hvor det bana­le høj­ti­de­ligt bæres rundt, som var det guld­korn sak­set fra Pla­tons dia­lo­ger: “Den poli­ti­ske debat på Chri­sti­ans­borg kan til tider gå hur­tigt. Også for hur­tigt. Vi gør bud­ska­ber­ne skar­pe. Selv­føl­ge­lig for at kom­mu­ni­ke­re tyde­ligt. Men desvær­re bety­der det også, at nuan­cer­ne nogen gan­ge for­svin­der,” skri­ver stats­mi­ni­ste­ren på Ins­ta­gram, som var dis­se tan­ker resul­ta­tet af man­ge måne­ders medi­ta­tion i en grot­te i Bhutan. I vir­ke­lig­he­den, når man træ­der et skridt til­ba­ge og tæn­ker sig lidt om, er det­te ræson­ne­ment jo gan­ske banalt, og her­til kom­mer, at hun snart har gen­ta­get dis­se flos­k­ler til hud­løs­hed. Des­u­den bør det efter­hån­den stå klart for alle, at når Met­te Fre­de­rik­sen igen og igen taler om, at hun sav­ner nuan­cer, så er det en afled­nings­ma­nøv­re fra alt det, hun helst ikke vil tale om. På det sær­li­ge Met­te Frederiksen’ske kode­sprog bety­der ordet “nuan­cer”, at man skal kig­ge væk fra minksa­gen, Claus Hjort Fre­de­rik­sen, bør­ne­ne i Syri­en, inf­la­tio­nen, Lars Find­sen og alle de andre sager som hjem­sø­ger rege­rin­gen. Ærger­ligt er det så bare, at der er så man­ge dan­ske­re, som fal­der for den­ne skin­ma­nøv­re. “Åh, hun vil nuan­ce­re debat­ten, hvor er det bare fint, vi elsker nuan­cer,” tæn­ker de, men som den ame­ri­kan­ske cir­kus­kon­ge P.T. Bar­num så rig­tigt sag­de det, så fødes der jo også en idi­ot hvert minut. 

En af dem er Anne Sop­hia Her­man­sen, som engang var kul­tur­re­dak­tør på Ber­ling­s­ke, men nu kal­der sig “dame med ret til at bære leo­pard og pligt til kla­re hold­nin­ger.” På soci­a­le medi­er har hun slå­et kon­tra på kri­tik­ken af Met­te Fre­de­rik­sens podcast og for­sø­ger sig modigt med det mod­sat­te syns­punkt – men hun dan­ner jo hel­ler ikke par med tid­li­ge­re stabs­chef Mar­tin Ros­sens gam­le DSU-bud­dy Fle­m­ing Voet­mann for ingenting. 

Hun skriver: 

“Da for­fat­te­ren Houl­le­becq for nog­le år siden hav­de en sam­ta­le med Macron var det sjovt nok utro­lig inter­es­sant, og den fran­ske præ­si­dent blev rost for at tale med intel­lek­tu­el­le (…) Men Met­te Fre­de­rik­sen, nej. Hun skal bare pas­se sit arbejde.” 

Her­til er der kun at sige, at sam­ta­len mel­lem davæ­ren­de præ­si­dent­kan­di­dat Emma­nu­el Macron og for­fat­te­ren Michel Houl­le­becq – der fandt sted til­ba­ge i 2017 – var alt det, som Met­te Fre­de­rik­sens podcast ikke er. For det før­ste var det ikke Macrons poli­ti­ske par­ti, der betal­te for og udgav sam­ta­len, men der­i­mod det fran­ske maga­sin Les Inro­cks – som der­med også, og meget afgø­ren­de, hav­de redi­ge­rings­ret­ten. For det andet var Houl­le­becq og Macron lige­vær­di­ge sam­ta­le­part­ne­re; det var ikke Macron, som uds­purg­te Houl­le­becq. For det tred­je var niveau­et i deres sam­ta­le skyhøjt og tje­ner der­for som et udmær­ket refe­ren­ce­punkt, når man skal vur­de­re mæng­den af intel­lek­tu­el­le kal­o­ri­er i Stats­mi­ni­ste­ren Spør­ger. For eksem­pel siger Macron på et tids­punkt til Houllebecq: 

“Jeg ser et fransk para­doks stå cen­tralt i din lit­te­ra­tur – et para­doks, jeg hol­der meget af. Der er en Céline’sk side ved den. Lige­som hos Céli­ne rum­mer den sha­ma­ni­stisk inspi­re­re­de pas­sa­ger, der umær­ke­ligt slår spræk­ker ind til det imag­i­næ­re i din ellers ratio­nel­le, line­æ­re til­gang. Du siger ofte: ’Jeg er tem­me­lig fransk’. Og du har erklæ­ret din kær­lig­hed til ’det gennemsnitlige’.” 

Kan man for­stil­le sig stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sen sige noget lig­nen­de til en af sine gæster? Jeg tror det næp­pe. I ste­det. Får vi. Desvær­re. En snik snak. Som er. Utro­ligt banal. Og over­fla­disk. Hvis det, der fore­går i Met­te Fre­de­rik­sens podcast, skal reg­nes for at være dyb­de­gå­en­de og åndrig pas­si­ar, må det i så fald være af den slags, som kan købes i Flying Tiger. 

Noget andet er, at Met­te Fre­de­rik­sen er noto­risk svær at få til at stil­le op til kri­ti­ske inter­views. Jeg kan tage fejl, men jeg tror ikke, hun nogen­sin­de vil­le tur­de at stil­le op til en rig­tig omgang Hard­talk, som den Emma­nu­el Macron har stå­et igen­nem hos BBC. Men tænk, hvis hun brug­te den tid, hun nu spen­de­rer på at lave podcasts på i ste­det at give inter­views til dyg­ti­ge, kri­ti­ske jour­na­li­ster. Så vil­le der vir­ke­lig kom­me fut i den demo­kra­ti­ske samtale. 

Hus­ven­nen “Rune” 👩‍👩‍👦

Før­ste gæst i stats­mi­ni­ste­rens podcast er Infor­ma­tions che­fre­dak­tør Rune Lyk­ke­berg. Godt for Soci­al­de­mo­kra­ti­et, der ger­ne vil indyn­de sig hos de man­ge stor­by­væl­ge­re, der gav dem fin­ge­ren til kom­mu­nalval­get. Skidt for Lyk­ke­berg, som jo i for­vej­en er med i en læse­grup­pe med Stats­mi­ni­ste­ri­ets depar­te­ments­chef Bar­ba­ra Ber­tel­sen – som tid­li­ge­re beskre­vet i Frihedsbrevet. 

Til sit for­svar gør Lyk­ke­berg gæl­den­de, at han og Infor­ma­tion både “taler mod og med mag­ten”, samt at hans pri­va­te rela­tion til lan­dets mest magt­ful­de embeds­mand slet ikke er noget pro­blem. Nu stemp­ler han så ind som sta­tist i den soci­al­de­mo­kra­ti­ske spin­ma­ski­ne som stats­mi­ni­ste­rens sam­ta­le­part­ner, og her­med læg­ges der yder­li­ge­re ved til det bål, der bræn­der under Rune Lyk­ke­berg. For går det vir­ke­lig an, at en che­fre­dak­tør i den grad ple­jer omgang med statsmagten? 

Tid­ligt i podca­sten åben­ba­res det, at stats­mi­ni­ste­ren er på for­navn med Rune Lyk­ke­berg. “Rune” kal­der hun ham. Det bli­ver også klart, at der har været et for­mø­de de to imel­lem, hvor den­ne “Rune” og Met­te Fre­de­rik­sen har talt om “dan­ske medi­er og den demo­kra­ti­ske sam­ta­le”. Efter podca­sten udkom, har Rune Lyk­ke­berg for­kla­ret til Infor­ma­tion, at mødet blev arran­ge­ret og afholdt til­ba­ge i novem­ber måned, hvor stats­mi­ni­ste­ri­et rin­ge­de og invi­te­re­de ham på fint besøg. Det var til den­ne audi­ens, at Lyk­ke­berg for­tal­te Met­te Fre­de­rik­sen om den ame­ri­kan­ske præ­si­dent Franklin D. Roo­se­velts æter­bår­ne kamin­pas­si­a­rer, de såkald­te firesi­de chats, hvor Roo­se­velt gik i radio­en og tal­te direk­te til ame­ri­ka­ner­ne, når frem­ti­den teg­ne­de aller­mest mørk og dyster for dem. 

Histo­ri­en om Roo­se­velt trig­ge­de så noget inde i Met­te Fre­de­rik­sen; noget, der inspi­re­re­de hen­de til at lave sin egen firesi­de chat til dan­sker­ne i form af en podcast. Hvil­ket jo er helt skudt afsted, for der er godt nok langt fra Roo­se­velt til Fre­de­rik­sen. Som sådan end­nu et eksem­pel på hvor selv­fo­rel­sket en stats­mi­ni­ster vi har fået os. 

Før jeg går vide­re, vil jeg ger­ne dvæ­le lidt mere ved Lyk­ke­bergs og Fre­de­rik­sens for­mø­de i Stats­mi­ni­ste­ri­et. Den legen­da­ri­ske blad­mand Jør­gen Ejbøl er kendt for at have prak­ti­se­ret et prin­cip om, at hvis poli­ti­ke­re udbad sig et møde med ham, så tog han kun til mødet sam­men med et andet med­lem af redak­tio­nen som øjen­vid­ne. Han mød­tes aldrig ale­ne med en magt­ha­ver. Heri gjor­de Ejbøl klogt, for der­med sik­re­de han sig, at der ikke kun­ne stil­les spørgs­mål som dem, jeg nu vil stil­le om Rune Lyk­ke­bergs visit hos Met­te Frederiksen: 

Til at star­te med vil jeg ger­ne spør­ge, hvor­for Rune Lyk­ke­berg ikke for­længst har skre­vet om mødet i Infor­ma­tion, for givet hvor svært det er for dansk pres­se at få Met­te Fre­de­rik­sen i tale, er det jo lidt af et scoop for en che­fre­dak­tør at få hen­de på tomands­hånd. Så hvor­for hører vi først om det­te møde nu? Hvad, jeg også ger­ne vil vide, er, om mødet vir­ke­lig var på tomands­hånd, eller var der andre med til mødet udover Met­te Fre­de­rik­sen og Rune Lyk­ke­berg? Var Bar­ba­ra Ber­tel­sen med? Var stabs­chef Mar­tin Juste­sen med? Tal­te de om andet end bare den demo­kra­ti­ske sam­ta­le og de dan­ske medi­er, og hvad præ­cist tal­te de om ved­rø­ren­de dan­ske medi­er? Rune Lyk­ke­berg har gan­ske givet et udmær­ket svar på alle dis­se spørgs­mål, men desvær­re kan vi ikke tage hans svar for gode varer. Mistan­ken om at han måske har udvik­let en sym­pa­ti for stats­mag­ten står i vejen. 

I øvrigt har jeg bemær­ket mig, at Rune Lyk­ke­berg gør meget ud af, at hans sam­kvem med Bar­ba­ra Ber­tel­sen og Met­te Fre­de­rik­sen er helt i tråd med Infor­ma­tions ker­ne­vær­di­er. Det vil jeg ger­ne stil­le spørgs­måls­tegn ved, ale­ne af den grund, at Infor­ma­tions grund­læg­ger, mod­stands­man­den og jour­na­li­sten Bør­ge Outze, hav­de et ufravi­ge­ligt krav om, at avi­sen skul­le kla­re sig uden støt­te fra sta­ten – præ­cis som Fri­heds­bre­vet jo har det. Sådan gik det ikke. I ste­det er Infor­ma­tion i dag hav­net i en ulyk­ke­lig situ­a­tion, hvor de mod­ta­ger over tyve mil­li­o­ner om året fra sta­ten i direk­te medi­e­støt­te, og til man­ges over­ra­skel­se blev den­ne støt­te for­læn­get i det net­op ved­tag­ne medi­e­for­lig. I fald at sta­ten plud­se­lig beslut­ter sig for at sluk­ke for pen­ge­strøm­men til Infor­ma­tion, vil avi­sen, som vi ken­der den, ophø­re med at eksi­ste­re, og man er meget naiv, hvis man bil­der sig ind, at den­ne sår­bar­hed ikke spil­ler en rol­le, når “Rune” bider til bol­le med Met­te og Barbara. 

Det næste, jeg ger­ne vil kom­men­te­re på, er, hvor for­bløf­fen­de dår­lig en inter­viewer Met­te Fre­de­rik­sen er. Hun lyt­ter slet ikke efter, hvad Lyk­ke­berg siger, og hun skif­ter emne som en ADHD-ramt tee­na­ger på kanal­rund­fart på YouTu­be. Lidt om kli­ma­kri­sen, noget om den grøn­ne omstil­ling, lidt om Ukrai­ne, lidt om Indi­en og så en smu­le om, at vores børn er de vig­tig­ste i ver­den. Og er det i øvrigt ikke en god idé at sam­ar­bej­de med Israel? 

Lyk­ke­berg er hel­ler ikke noget at skri­ve hjem om. Fak­tisk vir­ker det, som om han har det lidt skidt med det hele og for­sø­ger at over­le­ve ved hjælp af de faste mes­sa­ge tra­cks, han altid bærer rundt på. Fle­re ste­der under­vejs er det helt oplagt, at han råber vagt i gevær, men det sker bare ikke. For eksem­pel da Met­te Fre­de­rik­sen brin­ger Isra­el på banen. Eller da Met­te Fre­de­rik­sen hen­ført gen­gi­ver en sam­ta­le, hun har haft på tomands­hånd med Egyp­tens ene­her­sker, gene­ral el-Sisi. For det før­ste er det inter­es­sant, at Met­te Fre­de­rik­sen til et pres­se­mø­de for kort tid siden ellers gjor­de gæl­den­de, at hun prin­ci­pi­elt aldrig gen­gi­ver sam­ta­ler, hun har haft på tomands­hånd, men nu alli­ge­vel gør net­op det. For det andet er det sim­pelt­hen for slapt, at Lyk­ke­berg ikke anhol­der, at Met­te Fre­de­rik­sen blot kal­der el-Sisi for “Egyp­tens leder” og her­un­der sal­vel­ses­fuldt omta­ler, hvor stor en udfor­dring det må være for – for­nem­mer man på Met­te Fre­de­rik­sen – den­ne ærvær­di­ge mand at stå i spid­sen for egyp­ter­ne. For dem, der ikke måt­te vide det, er Egyp­ten under el-Sisis ledel­se ble­vet end­nu mere en dik­ta­tur­stat, end det var under Muba­rak, hvil­ket bety­der fle­re for­svin­din­ger af poli­ti­ske mod­stan­de­re, mere tor­tur og fle­re hen­ret­tel­ser. Hvad det sid­ste angår, lig­ger Egyp­ten nu num­mer tre på listen over de lan­de i ver­den, som hen­ret­ter flest men­ne­sker. At nøjes med blot at kal­de ham for “Egyp­tens leder” går vir­ke­lig ikke an. 

Helt skørt bli­ver det, da Met­te Fre­de­rik­sen sene­re i sam­ta­len omta­ler Syd­afri­ka som “et ret vel­fun­ge­ren­de demo­kra­ti” – uden at Lyk­ke­berg gør ind­si­gel­ser. Met­te Fre­de­rik­sen har end­da en master­grad i Afri­kastu­di­er, men det vir­ker som om, hun er helt blank, når det gæl­der kon­ti­nen­tets stør­ste og vig­tig­ste regio­na­le magt. For både Met­te Fre­de­rik­sen og Rune Lyk­ke­berg bur­de vide, at Syd­afri­ka mere end nogen­sin­de befin­der sig helt ude på kan­ten; dér hvor lan­dets bor­ge­re sim­pelt­hen har mistet til­li­den til sta­ten. Efter årti­er under par­ti­et ANC’s kor­rup­te ledel­se døjer Syd­afri­ka med næsten 50% arbejds­løs­hed – hele 70% for unge syd­afri­ka­ne­res ved­kom­men­de – og i som­mer ople­ve­de lan­det nog­le af de vær­ste optø­jer siden bort­skaf­fel­sen af apart­heid i 1994. Hund­red­vis af shop­ping­cen­tre blev plyn­dret, og sto­re mæng­der infra­struk­tur blev øde­lagt. Hvad, der også bur­de stå frisk i hukom­mel­sen, er hele for­lø­bet med den for­hen­væ­ren­de præ­si­dent Zuma, som bog­sta­ve­ligt talt solg­te lan­det til de indi­ske Gup­ta-brød­re. På engelsk kal­des det, der fore­går i Syd­afri­ka, for sta­te cap­tu­re, alt­så når kri­mi­nel­le over­ta­ger kon­trol­len med sta­ten. Selv­om Zuma er ble­vet for­søgt rets­for­fulgt og straf­fet, er man­ge af de per­so­ner, som hjalp ham med at stjæ­le og øde­læg­ge den syd­afri­kan­ske stat, ble­vet genin­stal­le­ret i nøg­lepo­si­tio­ner af den nuvæ­ren­de præ­si­dent Ramap­hosa. Med andre ord fort­sæt­ter destruk­tio­nen af Syd­afri­ka, og selv­om man kan kal­de det meget, kan man alt­så ikke kal­de det for et “ret vel­fun­ge­ren­de demokrati.” 

Jeg kan for­stå på Met­te Fre­de­rik­sen, at for­må­let med podca­sten er, at hun ger­ne vil udfor­dres af men­ne­sker, som hun “sto­ler på og respek­te­rer”. For­u­den Rune Lyk­ke­berg kan vi for eksem­pel glæ­de os til at Svend Brink­mann og Ben­te Klar­lund skal gæste hen­des podcast. Hvem vi der­i­mod ikke fin­der på gæste­li­sten er for eksem­pel Wee­ken­da­vi­sens che­fre­dak­tør Mar­tin Kras­nik, der lige har for­fat­tet en af de bed­ste avis­le­de­re, jeg læn­ge har læst. Hvad Kras­nik leve­rer i sin kom­men­tar om sagen mod Claus Hjort Fre­de­rik­sen (V) er sand intel­lek­tu­el mod­stand, og til sam­men­lig­ning vir­ker Rune Lyk­ke­berg som en resig­ne­ret og kon­flikt­sky lek­tor fra Køben­havns Uni­ver­si­tet Amager. 

Bare det dog snart var fredag 😎

“Rune, tak for at du vil stil­le op i dag,” afslut­ter Met­te Fre­de­rik­sen, og så kan vi ellers glæ­de os til kom­men­de fre­dag, hvor næste afsnit af Stats­mi­ni­ste­ren Spør­ger udkom­mer. Det skal nok bli­ve godt, og jeg får i hvert fald noget at skri­ve om. Hvad, der også er godt, er, at vi nu har fået gestal­tet, hvad Met­te Fre­de­rik­sen mener, når hun taler om den demo­kra­ti­ske sam­ta­le. Hun taler om noget, der er så langt fra jour­na­li­stik, som man næsten kan kom­me. En sam­ta­le­form, hvor man behand­ler stats­mi­ni­ste­ren med den vær­dig­hed, hun gør krav på, og føl­ge­ligt ikke træ­der hen­de over tæer­ne. Så hvis der er et pro­blem med den demo­kra­ti­ske sam­ta­le, er det helt åben­lyst Met­te Fre­de­rik­sen selv, som er problemet. 

Fri Tænk­ning

Flem­m­ing Rose har talt med den ukrainsk-cana­di­ske sam­funds­for­sker, Ivan Kat­cha­novski, om den rus­si­ske inva­sions ind­fly­del­se på ukrainsk inden­rigs­po­li­tik. I sid­ste uge kapi­tu­le­re­de rester­ne af det her­o­stra­tisk berøm­te Azov-regi­ment i Mari­upol, selv om både kom­man­dan­ter på ste­det og Zelenskiy sag­de, at man aldrig vil­le opgi­ve den stra­te­gisk vig­ti­ge hav­ne­by. Rus­sisk tv er fyldt med bil­le­der af til­fan­ge­tag­ne ukrain­ske sol­da­ter med nazi-tato­ve­rin­ger, som vil bli­ve præ­sen­te­ret til offent­lig­he­den som doku­men­ta­tion for, at “afna­zi­fi­ce­rin­gen” er i fuld sving. Sam­ti­dig er der – iføl­ge Kat­cha­novski – risi­ko for, at de ukrain­ske styr­ker vil bli­ve til­fø­jet end­nu et neder­lag de kom­men­de dage eller uger, hvor fle­re tusin­der ukrain­ske sol­da­ter kan bli­ve omrin­get og tvun­get til at over­gi­ve sig. Det­te bil­le­de har­mone­rer ikke med den for­tæl­ling, ukrai­ner­ne hører, og som hidtil har domi­ne­ret i vest­li­ge medi­er; nem­lig at Ukrai­ne er i færd med at vin­de kri­gen og pres­se de rus­si­ske styr­ker ud af Ukrai­ne. I strid med en udbredt opfat­tel­se i Vesten har Kat­cha­novski det kon­tro­ver­si­el­le syns­punkt, at præ­si­dent Zelenskiy er en svag leder og ikke fører en selv­stæn­dig poli­tik, men er dybt afhæn­gig af Vesten på den ene side og under pres fra den ekstre­me høj­re­fløj i Ukrai­ne på den anden. Han mener, at det ene­ste, der kan brin­ge Ukrai­ne på ret kurs, er et EU-med­lem­skab, men erken­der, at det nok har lan­ge udsigter. 

Fri Tid 🍽

Da en af vores gir­l­fri­ends hav­de fød­sels­dag, beslut­te­de vi os for at se, hvor­dan den nye restau­rant Lamar vil­le tage imod et stort sel­skab sult­ne piger,” skri­ver De Sult­ne Piger. Restau­rant Lamar lig­ger på Gam­mel Kon­ge­vej i Køben­havn og bli­ver alt­så anmeldt i nyheds­bre­vet Fri Tid på fre­dag. Her er der også nyt fra madø­ret Simon Jul, som mel­der, at turen den­ne gang går til Kar­tof­fel­land. Han skri­ver: “Vi bur­de sæt­te mere pris på den nye dan­ske kar­tof­fel end på hvi­de som­mer­trø­f­ler fra Kro­a­tien. Så er det ude. Det er sagt. Og jeg MENER det!” 

Fri Kri­tik 🎬

Jour­na­list Ras­mus Faber Lund­berg, som skri­ver om film og tv for os, udkom­mer i den­ne uge med et nyheds­brev om det dan­ske ung­doms­dra­ma Intet, der efter et tyve år langt til­løb ende­lig sæt­ter leven­de bil­le­der på Jan­ne Tel­lers roman. Des­u­den beret­ter han om “den sene­ste udvik­ling i fil­min­struk­tø­ren Meh­di Avaz’ ben­hår­de jagt på en Oscar-sta­tu­et­te – en kuri­øs udvik­ling, der bærer nav­net Tosca­na, og som har sprun­get bio­gra­fer­ne over for i ste­det at få pre­mi­e­re på Net­flix’ digi­ta­le til­buds­hyl­der.” Nyheds­bre­vet Fri Kri­tik er på gaden på onsdag. 

Hvad jeg ellers går og tæn­ker på 🤔

1️⃣ Dagens Twe­et fra Ombudsmanden: 

2️⃣ I wee­ken­den gæste­de jeg den pasto­ra­le og pit­to­re­ske Pied­mon­te-region i Vir­gi­nia, USA. Her kom jeg til­fæl­dig­vis for­bi huset, der til­hø­rer og bebo­es af den kirurg, som ope­re­re­de John Way­ne Bob­bitts penis på igen – da hans davæ­ren­de kone Lore­na Bob­bitt hav­de skå­ret den af. Til­ba­ge i star­ten af 1990’erne var det en kæm­pe sag, og Bob­bitt lave­de sene­re en por­no­film, der hed John Way­ne Bob­bitt Uncut og blev instru­e­ret af den kon­tro­ver­si­el­le por­nosku­e­spil­ler Ron Jere­my (som nu er ble­vet fængs­let i Cali­for­ni­en for voldtægt og anden mis­hand­ling af kvin­der). Dok­to­ren, som stod bag det­te kirur­gi­ske mira­kel, hed­der James Sehn og for dem, der måt­te fin­de det inter­es­sant, ser hans for­ha­ve alt­så sådan ud: 

Far­vel og tak 👋🏼

Sik­ke dog en livs­be­kræf­ten­de histo­rie at slut­te af med. Jeg er til­ba­ge igen på man­dag med mere nyt fra mig selv og Fri­heds­bre­vet. God uge til dig og dine. 

Mvh. che­fre­dak­tør Mads Brüg­ger, Frihedsbrevet