Fri Mads #52: “Hvis dét, der foregår i Mette Frederiksens podcast, skal regnes for at være dybdegående og åndrig passiar, må det i så fald være af den slags, som kan købes i Flying Tiger” 👀
Nå, givet at jeg i forvejen har udtalt mig om Mette Frederiksens nye podcast i både Politiken og Information, ville det jo være mærkeligt, hvis jeg ikke skrev om denne cause célèbre i mit ugentlige nyhedsbrev – som her udkommer i udgave nummer 52. Og ja, jeg ved godt, at emnet allerede forekommer udtømt – det er jo old hat, og hvorfor i det hele taget gøre så meget ud af en enkelt lille podcast i et land, hvor der snart er flere mennesker, som producerer podcasts, end der er folk, som lytter til dem?
Først og fremmest fordi det føjer et nyt og interessant kapitel til et emne, der ligger statsministeren og Socialdemokratiet så helt utroligt meget på sinde: Hvad Sørensen stiller vi op med den forbaskede demokratiske samtale? Igen og igen gør Mette Frederiksen gældende, at vi har ondt i den demokratiske samtale, men når man spørger hende, hvad problemet går ud på, og hvem der er skyld i, at der er et problem, udløser det ulden tale i metermål og dertilhørende klæge banaliteter. Hvis der er noget, vi ikke kan få, så er det et klart og ærligt svar.
Derfor er det relevant at se nærmere på, hvad statsministeren selv gør i praksis som en demokratisk samtalepartner. Tidligere har jeg været inde på, hvordan hun har intimideret Berlingskes chefredaktør Tom Jensen, og som Frihedsbrevet har beskrevet, er der snart ikke tal på alle de diskussioner, som Mette Frederiksen “ikke vil gå ind i” – mens hun altid gerne stiller op til sød-suppe-snak i Spørg Charlie og til blide strøg på hinandens inderlår med den joviale vært for Café Hack, Søren Dahl. Sidstnævntes gentagne møder med Mette Frederiksen lader endda til at være forbilledet for hendes eget bud på, hvordan den demokratiske samtale skal forløses, nemlig podcasten Statsministeren Spørger, hvoraf første afsnit altså havde premiere i fredags. Podcasten er i øvrigt købt og betalt af Socialdemokratiet og burde derfor rettelig hedde Partiformanden Spørger.
Det afsnit har jeg tænkt mig at gå rigtigt dejligt i dybden med. Desuden skriver jeg – som altid – lidt om, hvad Frihedsbrevet har i pipelinen til nærværende uge. Velkommen til, og tak fordi du læser eller lytter med.
Men først!
Mens jeg alligevel har din opmærksomhed, og før jeg går til vaflerne, er der noget, jeg gerne vil høre med dig om: Mit nyhedsbrev har for længst rundet tyve tusinde abonnenter, hvilket er skæppeskønt, men desværre er det ikke jer alle, der har meldt sig ind i Frihedsbrevet som betalende medlemmer. Hvis det var så vel, ville vores lykke allerede være gjort, for når vi kommer deropad, kan vi for alvor demonstrere, hvad et frit og uafhængigt medie kan præstere. Derfor, hvis du kan se det nødvendige i et medie, der er så uafhængigt, at det principielt siger nej til at modtage støtte fra staten, og som heller ikke bringer annoncer, vil jeg gerne opfordre dig til, at du melder dig ind i Frihedsbrevet allerede i dag. Din støtte betyder mere, end du aner, og bag betalingsvæggen venter dig en verden af fremragende indhold.
Verden kommer ikke i sort hvid
Mette Frederiksens podcast: Noget af det første, der springer i ørerne og øjnene, er det dårlige sprog og den lave intellektuelle horisont – og her taler jeg både om indpakningen og indholdet. I forskræppet på Mette Frederiksens instagramprofil @mette får vi for eksempel at vide, at “verden ikke kommer i sort hvid”, som jo er en helt igennem bovlam anglicisme at fyre af.
I det hele taget er Mette Frederiksens sprog et påfaldende barnligt sprog, hvor det banale højtideligt bæres rundt, som var det guldkorn sakset fra Platons dialoger: “Den politiske debat på Christiansborg kan til tider gå hurtigt. Også for hurtigt. Vi gør budskaberne skarpe. Selvfølgelig for at kommunikere tydeligt. Men desværre betyder det også, at nuancerne nogen gange forsvinder,” skriver statsministeren på Instagram, som var disse tanker resultatet af mange måneders meditation i en grotte i Bhutan. I virkeligheden, når man træder et skridt tilbage og tænker sig lidt om, er dette ræsonnement jo ganske banalt, og hertil kommer, at hun snart har gentaget disse floskler til hudløshed. Desuden bør det efterhånden stå klart for alle, at når Mette Frederiksen igen og igen taler om, at hun savner nuancer, så er det en afledningsmanøvre fra alt det, hun helst ikke vil tale om. På det særlige Mette Frederiksen’ske kodesprog betyder ordet “nuancer”, at man skal kigge væk fra minksagen, Claus Hjort Frederiksen, børnene i Syrien, inflationen, Lars Findsen og alle de andre sager som hjemsøger regeringen. Ærgerligt er det så bare, at der er så mange danskere, som falder for denne skinmanøvre. “Åh, hun vil nuancere debatten, hvor er det bare fint, vi elsker nuancer,” tænker de, men som den amerikanske cirkuskonge P.T. Barnum så rigtigt sagde det, så fødes der jo også en idiot hvert minut.
En af dem er Anne Sophia Hermansen, som engang var kulturredaktør på Berlingske, men nu kalder sig “dame med ret til at bære leopard og pligt til klare holdninger.” På sociale medier har hun slået kontra på kritikken af Mette Frederiksens podcast og forsøger sig modigt med det modsatte synspunkt – men hun danner jo heller ikke par med tidligere stabschef Martin Rossens gamle DSU-buddy Fleming Voetmann for ingenting.
Hun skriver:
“Da forfatteren Houllebecq for nogle år siden havde en samtale med Macron var det sjovt nok utrolig interessant, og den franske præsident blev rost for at tale med intellektuelle (…) Men Mette Frederiksen, nej. Hun skal bare passe sit arbejde.”
Hertil er der kun at sige, at samtalen mellem daværende præsidentkandidat Emmanuel Macron og forfatteren Michel Houllebecq – der fandt sted tilbage i 2017 – var alt det, som Mette Frederiksens podcast ikke er. For det første var det ikke Macrons politiske parti, der betalte for og udgav samtalen, men derimod det franske magasin Les Inrocks – som dermed også, og meget afgørende, havde redigeringsretten. For det andet var Houllebecq og Macron ligeværdige samtalepartnere; det var ikke Macron, som udspurgte Houllebecq. For det tredje var niveauet i deres samtale skyhøjt og tjener derfor som et udmærket referencepunkt, når man skal vurdere mængden af intellektuelle kalorier i Statsministeren Spørger. For eksempel siger Macron på et tidspunkt til Houllebecq:
“Jeg ser et fransk paradoks stå centralt i din litteratur – et paradoks, jeg holder meget af. Der er en Céline’sk side ved den. Ligesom hos Céline rummer den shamanistisk inspirerede passager, der umærkeligt slår sprækker ind til det imaginære i din ellers rationelle, lineære tilgang. Du siger ofte: ’Jeg er temmelig fransk’. Og du har erklæret din kærlighed til ’det gennemsnitlige’.”
Kan man forstille sig statsminister Mette Frederiksen sige noget lignende til en af sine gæster? Jeg tror det næppe. I stedet. Får vi. Desværre. En snik snak. Som er. Utroligt banal. Og overfladisk. Hvis det, der foregår i Mette Frederiksens podcast, skal regnes for at være dybdegående og åndrig passiar, må det i så fald være af den slags, som kan købes i Flying Tiger.
Noget andet er, at Mette Frederiksen er notorisk svær at få til at stille op til kritiske interviews. Jeg kan tage fejl, men jeg tror ikke, hun nogensinde ville turde at stille op til en rigtig omgang Hardtalk, som den Emmanuel Macron har stået igennem hos BBC. Men tænk, hvis hun brugte den tid, hun nu spenderer på at lave podcasts på i stedet at give interviews til dygtige, kritiske journalister. Så ville der virkelig komme fut i den demokratiske samtale.
Husvennen “Rune” 👩👩👦
Første gæst i statsministerens podcast er Informations chefredaktør Rune Lykkeberg. Godt for Socialdemokratiet, der gerne vil indynde sig hos de mange storbyvælgere, der gav dem fingeren til kommunalvalget. Skidt for Lykkeberg, som jo i forvejen er med i en læsegruppe med Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen – som tidligere beskrevet i Frihedsbrevet.
Til sit forsvar gør Lykkeberg gældende, at han og Information både “taler mod og med magten”, samt at hans private relation til landets mest magtfulde embedsmand slet ikke er noget problem. Nu stempler han så ind som statist i den socialdemokratiske spinmaskine som statsministerens samtalepartner, og hermed lægges der yderligere ved til det bål, der brænder under Rune Lykkeberg. For går det virkelig an, at en chefredaktør i den grad plejer omgang med statsmagten?
Tidligt i podcasten åbenbares det, at statsministeren er på fornavn med Rune Lykkeberg. “Rune” kalder hun ham. Det bliver også klart, at der har været et formøde de to imellem, hvor denne “Rune” og Mette Frederiksen har talt om “danske medier og den demokratiske samtale”. Efter podcasten udkom, har Rune Lykkeberg forklaret til Information, at mødet blev arrangeret og afholdt tilbage i november måned, hvor statsministeriet ringede og inviterede ham på fint besøg. Det var til denne audiens, at Lykkeberg fortalte Mette Frederiksen om den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelts æterbårne kaminpassiarer, de såkaldte fireside chats, hvor Roosevelt gik i radioen og talte direkte til amerikanerne, når fremtiden tegnede allermest mørk og dyster for dem.
Historien om Roosevelt triggede så noget inde i Mette Frederiksen; noget, der inspirerede hende til at lave sin egen fireside chat til danskerne i form af en podcast. Hvilket jo er helt skudt afsted, for der er godt nok langt fra Roosevelt til Frederiksen. Som sådan endnu et eksempel på hvor selvforelsket en statsminister vi har fået os.
Før jeg går videre, vil jeg gerne dvæle lidt mere ved Lykkebergs og Frederiksens formøde i Statsministeriet. Den legendariske bladmand Jørgen Ejbøl er kendt for at have praktiseret et princip om, at hvis politikere udbad sig et møde med ham, så tog han kun til mødet sammen med et andet medlem af redaktionen som øjenvidne. Han mødtes aldrig alene med en magthaver. Heri gjorde Ejbøl klogt, for dermed sikrede han sig, at der ikke kunne stilles spørgsmål som dem, jeg nu vil stille om Rune Lykkebergs visit hos Mette Frederiksen:
Til at starte med vil jeg gerne spørge, hvorfor Rune Lykkeberg ikke forlængst har skrevet om mødet i Information, for givet hvor svært det er for dansk presse at få Mette Frederiksen i tale, er det jo lidt af et scoop for en chefredaktør at få hende på tomandshånd. Så hvorfor hører vi først om dette møde nu? Hvad, jeg også gerne vil vide, er, om mødet virkelig var på tomandshånd, eller var der andre med til mødet udover Mette Frederiksen og Rune Lykkeberg? Var Barbara Bertelsen med? Var stabschef Martin Justesen med? Talte de om andet end bare den demokratiske samtale og de danske medier, og hvad præcist talte de om vedrørende danske medier? Rune Lykkeberg har ganske givet et udmærket svar på alle disse spørgsmål, men desværre kan vi ikke tage hans svar for gode varer. Mistanken om at han måske har udviklet en sympati for statsmagten står i vejen.
I øvrigt har jeg bemærket mig, at Rune Lykkeberg gør meget ud af, at hans samkvem med Barbara Bertelsen og Mette Frederiksen er helt i tråd med Informations kerneværdier. Det vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved, alene af den grund, at Informations grundlægger, modstandsmanden og journalisten Børge Outze, havde et ufravigeligt krav om, at avisen skulle klare sig uden støtte fra staten – præcis som Frihedsbrevet jo har det. Sådan gik det ikke. I stedet er Information i dag havnet i en ulykkelig situation, hvor de modtager over tyve millioner om året fra staten i direkte mediestøtte, og til manges overraskelse blev denne støtte forlænget i det netop vedtagne medieforlig. I fald at staten pludselig beslutter sig for at slukke for pengestrømmen til Information, vil avisen, som vi kender den, ophøre med at eksistere, og man er meget naiv, hvis man bilder sig ind, at denne sårbarhed ikke spiller en rolle, når “Rune” bider til bolle med Mette og Barbara.
Det næste, jeg gerne vil kommentere på, er, hvor forbløffende dårlig en interviewer Mette Frederiksen er. Hun lytter slet ikke efter, hvad Lykkeberg siger, og hun skifter emne som en ADHD-ramt teenager på kanalrundfart på YouTube. Lidt om klimakrisen, noget om den grønne omstilling, lidt om Ukraine, lidt om Indien og så en smule om, at vores børn er de vigtigste i verden. Og er det i øvrigt ikke en god idé at samarbejde med Israel?
Lykkeberg er heller ikke noget at skrive hjem om. Faktisk virker det, som om han har det lidt skidt med det hele og forsøger at overleve ved hjælp af de faste message tracks, han altid bærer rundt på. Flere steder undervejs er det helt oplagt, at han råber vagt i gevær, men det sker bare ikke. For eksempel da Mette Frederiksen bringer Israel på banen. Eller da Mette Frederiksen henført gengiver en samtale, hun har haft på tomandshånd med Egyptens enehersker, general el-Sisi. For det første er det interessant, at Mette Frederiksen til et pressemøde for kort tid siden ellers gjorde gældende, at hun principielt aldrig gengiver samtaler, hun har haft på tomandshånd, men nu alligevel gør netop det. For det andet er det simpelthen for slapt, at Lykkeberg ikke anholder, at Mette Frederiksen blot kalder el-Sisi for “Egyptens leder” og herunder salvelsesfuldt omtaler, hvor stor en udfordring det må være for – fornemmer man på Mette Frederiksen – denne ærværdige mand at stå i spidsen for egypterne. For dem, der ikke måtte vide det, er Egypten under el-Sisis ledelse blevet endnu mere en diktaturstat, end det var under Mubarak, hvilket betyder flere forsvindinger af politiske modstandere, mere tortur og flere henrettelser. Hvad det sidste angår, ligger Egypten nu nummer tre på listen over de lande i verden, som henretter flest mennesker. At nøjes med blot at kalde ham for “Egyptens leder” går virkelig ikke an.
Helt skørt bliver det, da Mette Frederiksen senere i samtalen omtaler Sydafrika som “et ret velfungerende demokrati” – uden at Lykkeberg gør indsigelser. Mette Frederiksen har endda en mastergrad i Afrikastudier, men det virker som om, hun er helt blank, når det gælder kontinentets største og vigtigste regionale magt. For både Mette Frederiksen og Rune Lykkeberg burde vide, at Sydafrika mere end nogensinde befinder sig helt ude på kanten; dér hvor landets borgere simpelthen har mistet tilliden til staten. Efter årtier under partiet ANC’s korrupte ledelse døjer Sydafrika med næsten 50% arbejdsløshed – hele 70% for unge sydafrikaneres vedkommende – og i sommer oplevede landet nogle af de værste optøjer siden bortskaffelsen af apartheid i 1994. Hundredvis af shoppingcentre blev plyndret, og store mængder infrastruktur blev ødelagt. Hvad, der også burde stå frisk i hukommelsen, er hele forløbet med den forhenværende præsident Zuma, som bogstaveligt talt solgte landet til de indiske Gupta-brødre. På engelsk kaldes det, der foregår i Sydafrika, for state capture, altså når kriminelle overtager kontrollen med staten. Selvom Zuma er blevet forsøgt retsforfulgt og straffet, er mange af de personer, som hjalp ham med at stjæle og ødelægge den sydafrikanske stat, blevet geninstalleret i nøglepositioner af den nuværende præsident Ramaphosa. Med andre ord fortsætter destruktionen af Sydafrika, og selvom man kan kalde det meget, kan man altså ikke kalde det for et “ret velfungerende demokrati.”
Jeg kan forstå på Mette Frederiksen, at formålet med podcasten er, at hun gerne vil udfordres af mennesker, som hun “stoler på og respekterer”. Foruden Rune Lykkeberg kan vi for eksempel glæde os til at Svend Brinkmann og Bente Klarlund skal gæste hendes podcast. Hvem vi derimod ikke finder på gæstelisten er for eksempel Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik, der lige har forfattet en af de bedste avisledere, jeg længe har læst. Hvad Krasnik leverer i sin kommentar om sagen mod Claus Hjort Frederiksen (V) er sand intellektuel modstand, og til sammenligning virker Rune Lykkeberg som en resigneret og konfliktsky lektor fra Københavns Universitet Amager.
Bare det dog snart var fredag 😎
“Rune, tak for at du vil stille op i dag,” afslutter Mette Frederiksen, og så kan vi ellers glæde os til kommende fredag, hvor næste afsnit af Statsministeren Spørger udkommer. Det skal nok blive godt, og jeg får i hvert fald noget at skrive om. Hvad, der også er godt, er, at vi nu har fået gestaltet, hvad Mette Frederiksen mener, når hun taler om den demokratiske samtale. Hun taler om noget, der er så langt fra journalistik, som man næsten kan komme. En samtaleform, hvor man behandler statsministeren med den værdighed, hun gør krav på, og følgeligt ikke træder hende over tæerne. Så hvis der er et problem med den demokratiske samtale, er det helt åbenlyst Mette Frederiksen selv, som er problemet.
Fri Tænkning
Flemming Rose har talt med den ukrainsk-canadiske samfundsforsker, Ivan Katchanovski, om den russiske invasions indflydelse på ukrainsk indenrigspolitik. I sidste uge kapitulerede resterne af det herostratisk berømte Azov-regiment i Mariupol, selv om både kommandanter på stedet og Zelenskiy sagde, at man aldrig ville opgive den strategisk vigtige havneby. Russisk tv er fyldt med billeder af tilfangetagne ukrainske soldater med nazi-tatoveringer, som vil blive præsenteret til offentligheden som dokumentation for, at “afnazificeringen” er i fuld sving. Samtidig er der – ifølge Katchanovski – risiko for, at de ukrainske styrker vil blive tilføjet endnu et nederlag de kommende dage eller uger, hvor flere tusinder ukrainske soldater kan blive omringet og tvunget til at overgive sig. Dette billede harmonerer ikke med den fortælling, ukrainerne hører, og som hidtil har domineret i vestlige medier; nemlig at Ukraine er i færd med at vinde krigen og presse de russiske styrker ud af Ukraine. I strid med en udbredt opfattelse i Vesten har Katchanovski det kontroversielle synspunkt, at præsident Zelenskiy er en svag leder og ikke fører en selvstændig politik, men er dybt afhængig af Vesten på den ene side og under pres fra den ekstreme højrefløj i Ukraine på den anden. Han mener, at det eneste, der kan bringe Ukraine på ret kurs, er et EU-medlemskab, men erkender, at det nok har lange udsigter.
Fri Tid 🍽
“Da en af vores girlfriends havde fødselsdag, besluttede vi os for at se, hvordan den nye restaurant Lamar ville tage imod et stort selskab sultne piger,” skriver De Sultne Piger. Restaurant Lamar ligger på Gammel Kongevej i København og bliver altså anmeldt i nyhedsbrevet Fri Tid på fredag. Her er der også nyt fra madøret Simon Jul, som melder, at turen denne gang går til Kartoffelland. Han skriver: “Vi burde sætte mere pris på den nye danske kartoffel end på hvide sommertrøfler fra Kroatien. Så er det ude. Det er sagt. Og jeg MENER det!”
Fri Kritik 🎬
Journalist Rasmus Faber Lundberg, som skriver om film og tv for os, udkommer i denne uge med et nyhedsbrev om det danske ungdomsdrama Intet, der efter et tyve år langt tilløb endelig sætter levende billeder på Janne Tellers roman. Desuden beretter han om “den seneste udvikling i filminstruktøren Mehdi Avaz’ benhårde jagt på en Oscar-statuette – en kuriøs udvikling, der bærer navnet Toscana, og som har sprunget biograferne over for i stedet at få premiere på Netflix’ digitale tilbudshylder.” Nyhedsbrevet Fri Kritik er på gaden på onsdag.
Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔
1️⃣ Dagens Tweet fra Ombudsmanden:
2️⃣ I weekenden gæstede jeg den pastorale og pittoreske Piedmonte-region i Virginia, USA. Her kom jeg tilfældigvis forbi huset, der tilhører og beboes af den kirurg, som opererede John Wayne Bobbitts penis på igen – da hans daværende kone Lorena Bobbitt havde skåret den af. Tilbage i starten af 1990’erne var det en kæmpe sag, og Bobbitt lavede senere en pornofilm, der hed John Wayne Bobbitt Uncut og blev instrueret af den kontroversielle pornoskuespiller Ron Jeremy (som nu er blevet fængslet i Californien for voldtægt og anden mishandling af kvinder). Doktoren, som stod bag dette kirurgiske mirakel, hedder James Sehn og for dem, der måtte finde det interessant, ser hans forhave altså sådan ud:
Farvel og tak 👋🏼
Sikke dog en livsbekræftende historie at slutte af med. Jeg er tilbage igen på mandag med mere nyt fra mig selv og Frihedsbrevet. God uge til dig og dine.
Mvh. chefredaktør Mads Brügger, Frihedsbrevet