Fri Mads #52: “Hvis dét, der foregår i Mette Fred­erik­sens pod­cast, skal reg­nes for at være dyb­degående og åndrig pas­siar, må det i så fald være af den slags, som kan købes i Fly­ing Tiger” 👀


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cook­ies fra vores lydleverandør.

Nå, givet at jeg i forve­jen har udtalt mig om Mette Fred­erik­sens nye pod­cast i både Poli­tiken og Infor­ma­tion, ville det jo være mærke­ligt, hvis jeg ikke skrev om denne cause célèbre i mit ugentlige nyheds­brev – som her udkom­mer i udgave num­mer 52. Og ja, jeg ved godt, at emnet allerede forekom­mer udtømt – det er jo old hat, og hvor­for i det hele taget gøre så meget ud af en enkelt lille pod­cast i et land, hvor der snart er flere men­nesker, som pro­duc­er­er pod­casts, end der er folk, som lyt­ter til dem? 

Først og fremmest for­di det føjer et nyt og inter­es­sant kapi­tel til et emne, der lig­ger statsmin­is­teren og Socialdemokrati­et så helt utroligt meget på sinde: Hvad Sørensen stiller vi op med den for­baskede demokratiske sam­tale? Igen og igen gør Mette Fred­erik­sen gældende, at vi har ondt i den demokratiske sam­tale, men når man spørg­er hende, hvad prob­lemet går ud på, og hvem der er skyld i, at der er et prob­lem, udløs­er det ulden tale i meter­mål og der­til­hørende klæge banaliteter. Hvis der er noget, vi ikke kan få, så er det et klart og ærligt svar. 

Der­for er det rel­e­vant at se nærmere på, hvad statsmin­is­teren selv gør i prak­sis som en demokratisk sam­talepart­ner. Tidligere har jeg været inde på, hvor­dan hun har intimideret Berlingskes chefredak­tør Tom Jensen, og som Fri­heds­brevet har beskrevet, er der snart ikke tal på alle de diskus­sion­er, som Mette Fred­erik­sen “ikke vil gå ind i” – mens hun altid gerne stiller op til sød-suppe-snak i Spørg Char­lie og til blide strøg på hinan­dens inder­lår med den joviale vært for Café Hack, Søren Dahl. Sid­st­nævntes gen­tagne møder med Mette Fred­erik­sen lad­er end­da til at være for­billedet for hen­des eget bud på, hvor­dan den demokratiske sam­tale skal for­løs­es, nem­lig pod­cas­ten Statsmin­is­teren Spørg­er, hvo­raf første afs­nit alt­så havde pre­miere i fredags. Pod­cas­ten er i øvrigt købt og betalt af Socialdemokrati­et og burde der­for ret­telig hed­de Par­ti­for­man­den Spørger.

Det afs­nit har jeg tænkt mig at gå rigtigt dejligt i dyb­den med. Desu­den skriv­er jeg – som altid – lidt om, hvad Fri­heds­brevet har i pipeli­nen til nærværende uge. Velkom­men til, og tak for­di du læs­er eller lyt­ter med. 

Men først!

Mens jeg alligev­el har din opmærk­somhed, og før jeg går til vaflerne, er der noget, jeg gerne vil høre med dig om: Mit nyheds­brev har for længst run­det tyve tusinde abon­nen­ter, hvilket er skæppeskønt, men desværre er det ikke jer alle, der har meldt sig ind i Fri­heds­brevet som betal­ende medlem­mer. Hvis det var så vel, ville vores lykke allerede være gjort, for når vi kom­mer deropad, kan vi for alvor demon­strere, hvad et frit og uafhængigt medie kan præstere. Der­for, hvis du kan se det nød­vendi­ge i et medie, der er så uafhængigt, at det prin­cip­ielt siger nej til at mod­tage støtte fra stat­en, og som heller ikke bringer annon­cer, vil jeg gerne opfor­dre dig til, at du melder dig ind i Fri­heds­brevet allerede i dag. Din støtte bety­der mere, end du aner, og bag betal­ingsvæggen ven­ter dig en ver­den af frem­ra­gende indhold. 

Ver­den kom­mer ikke i sort hvid 

Mette Fred­erik­sens pod­cast: Noget af det første, der springer i ørerne og øjnene, er det dårlige sprog og den lave intellek­tuelle horisont – og her taler jeg både om ind­paknin­gen og ind­hold­et. I forskræp­pet på Mette Fred­erik­sens insta­gram­pro­fil @mette får vi for eksem­pel at vide, at “ver­den ikke kom­mer i sort hvid”, som jo er en helt igen­nem bovlam angli­cisme at fyre af. 

I det hele taget er Mette Fred­erik­sens sprog et påfaldende barn­ligt sprog, hvor det banale højtideligt bæres rundt, som var det guld­ko­rn sak­set fra Pla­tons dialoger: “Den poli­tiske debat på Chris­tians­borg kan til tider gå hur­tigt. Også for hur­tigt. Vi gør bud­sk­aberne skarpe. Selvføl­gelig for at kom­mu­nikere tydeligt. Men desværre bety­der det også, at nuancerne nogen gange forsvin­der,” skriv­er statsmin­is­teren på Insta­gram, som var disse tanker resul­tatet af mange måned­ers med­i­ta­tion i en grotte i Bhutan. I virke­lighe­den, når man træder et skridt tilbage og tænker sig lidt om, er dette ræson­nement jo ganske banalt, og her­til kom­mer, at hun snart har gen­t­aget disse floskler til hudløshed. Desu­den bør det efter­hån­den stå klart for alle, at når Mette Fred­erik­sen igen og igen taler om, at hun savn­er nuancer, så er det en afled­nings­man­øvre fra alt det, hun helst ikke vil tale om. På det særlige Mette Frederiksen’ske kode­sprog bety­der ordet “nuancer”, at man skal kigge væk fra minksagen, Claus Hjort Fred­erik­sen, børnene i Syrien, infla­tio­nen, Lars Find­sen og alle de andre sager som hjem­søger regerin­gen. Ærg­erligt er det så bare, at der er så mange danskere, som falder for denne skin­manøvre. “Åh, hun vil nuancere debat­ten, hvor er det bare fint, vi elsker nuancer,” tænker de, men som den amerikanske cirkuskonge P.T. Bar­num så rigtigt sagde det, så fødes der jo også en idiot hvert minut. 

En af dem er Anne Sophia Her­mansen, som engang var kul­turredak­tør på Berlingske, men nu kalder sig “dame med ret til at bære leop­ard og pligt til klare hold­ninger.” På sociale medi­er har hun slået kon­tra på kri­tikken af Mette Fred­erik­sens pod­cast og forsøger sig modigt med det mod­sat­te syn­spunkt – men hun dan­ner jo heller ikke par med tidligere stab­schef Mar­tin Rossens gam­le DSU-bud­dy Flem­ing Voet­mann for ingenting. 

Hun skriver: 

“Da for­fat­teren Houlle­becq for nogle år siden havde en sam­tale med Macron var det sjovt nok utrolig inter­es­sant, og den franske præsi­dent blev rost for at tale med intellek­tuelle (…) Men Mette Fred­erik­sen, nej. Hun skal bare passe sit arbejde.” 

Her­til er der kun at sige, at sam­tal­en mellem daværende præsi­den­tkan­di­dat Emmanuel Macron og for­fat­teren Michel Houlle­becq – der fandt sted tilbage i 2017 – var alt det, som Mette Fred­erik­sens pod­cast ikke er. For det første var det ikke Macrons poli­tiske par­ti, der betalte for og udgav sam­tal­en, men der­i­mod det franske mag­a­sin Les Inrocks – som dermed også, og meget afgørende, havde redi­ger­ingsret­ten. For det andet var Houlle­becq og Macron ligeværdi­ge sam­talepart­nere; det var ikke Macron, som udspurgte Houlle­becq. For det tred­je var niveauet i deres sam­tale sky­højt og tjen­er der­for som et udmær­ket ref­er­en­cepunkt, når man skal vur­dere mæng­den af intellek­tuelle kalo­ri­er i Statsmin­is­teren Spørg­er. For eksem­pel siger Macron på et tid­spunkt til Houllebecq: 

“Jeg ser et fran­sk paradoks stå cen­tralt i din lit­ter­atur – et paradoks, jeg hold­er meget af. Der er en Céline’sk side ved den. Lige­som hos Céline rum­mer den shaman­is­tisk inspir­erede pas­sager, der umærke­ligt slår sprækker ind til det imag­inære i din ellers rationelle, lineære til­gang. Du siger ofte: ’Jeg er tem­melig fran­sk’. Og du har erk­læret din kærlighed til ’det gennemsnitlige’.” 

Kan man forstille sig statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen sige noget lig­nende til en af sine gæster? Jeg tror det næppe. I stedet. Får vi. Desværre. En snik snak. Som er. Utroligt banal. Og over­fladisk. Hvis det, der foregår i Mette Fred­erik­sens pod­cast, skal reg­nes for at være dyb­degående og åndrig pas­siar, må det i så fald være af den slags, som kan købes i Fly­ing Tiger. 

Noget andet er, at Mette Fred­erik­sen er notorisk svær at få til at stille op til kri­tiske inter­views. Jeg kan tage fejl, men jeg tror ikke, hun nogensinde ville turde at stille op til en rigtig omgang Hardtalk, som den Emmanuel Macron har stået igen­nem hos BBC. Men tænk, hvis hun brugte den tid, hun nu spender­er på at lave pod­casts på i stedet at give inter­views til dygtige, kri­tiske jour­nal­is­ter. Så ville der virke­lig komme fut i den demokratiske samtale. 

Husven­nen “Rune” 👩‍👩‍👦

Første gæst i statsmin­is­terens pod­cast er Infor­ma­tions chefredak­tør Rune Lykke­berg. Godt for Socialdemokrati­et, der gerne vil indyn­de sig hos de mange stor­byvæl­gere, der gav dem fin­geren til kom­mu­nal­val­get. Skidt for Lykke­berg, som jo i forve­jen er med i en læseg­ruppe med Statsmin­is­teri­ets departe­mentschef Bar­bara Ber­telsen – som tidligere beskrevet i Frihedsbrevet. 

Til sit forsvar gør Lykke­berg gældende, at han og Infor­ma­tion både “taler mod og med magten”, samt at hans pri­vate rela­tion til lan­dets mest magt­fulde embeds­mand slet ikke er noget prob­lem. Nu stem­pler han så ind som sta­tist i den socialdemokratiske spin­mask­ine som statsmin­is­terens sam­talepart­ner, og hermed lægges der yderligere ved til det bål, der bræn­der under Rune Lykke­berg. For går det virke­lig an, at en chefredak­tør i den grad ple­jer omgang med statsmagten? 

Tidligt i pod­cas­ten åben­bares det, at statsmin­is­teren er på for­navn med Rune Lykke­berg. “Rune” kalder hun ham. Det bliv­er også klart, at der har været et for­møde de to imellem, hvor denne “Rune” og Mette Fred­erik­sen har talt om “danske medi­er og den demokratiske sam­tale”. Efter pod­cas­ten udkom, har Rune Lykke­berg fork­laret til Infor­ma­tion, at mødet blev arran­geret og afholdt tilbage i novem­ber måned, hvor statsmin­is­teri­et ringede og inviterede ham på fint besøg. Det var til denne audi­ens, at Lykke­berg for­t­alte Mette Fred­erik­sen om den amerikanske præsi­dent Franklin D. Roo­sevelts æter­bårne kam­in­pas­siar­er, de såkaldte fire­side chats, hvor Roo­sevelt gik i radioen og talte direk­te til amerikan­erne, når fremti­den teg­nede aller­mest mørk og dys­ter for dem. 

His­to­rien om Roo­sevelt triggede så noget inde i Mette Fred­erik­sen; noget, der inspir­erede hende til at lave sin egen fire­side chat til danskerne i form af en pod­cast. Hvilket jo er helt skudt afst­ed, for der er godt nok langt fra Roo­sevelt til Fred­erik­sen. Som sådan end­nu et eksem­pel på hvor selv­forels­ket en statsmin­is­ter vi har fået os. 

Før jeg går videre, vil jeg gerne dvæle lidt mere ved Lykke­bergs og Fred­erik­sens for­møde i Statsmin­is­teri­et. Den leg­en­dariske blad­mand Jør­gen Ejbøl er kendt for at have prak­tis­eret et prin­cip om, at hvis poli­tikere udbad sig et møde med ham, så tog han kun til mødet sam­men med et andet medlem af redak­tio­nen som øjen­vidne. Han mødtes aldrig alene med en magth­aver. Heri gjorde Ejbøl klogt, for dermed sikrede han sig, at der ikke kunne stilles spørgsmål som dem, jeg nu vil stille om Rune Lykke­bergs vis­it hos Mette Frederiksen: 

Til at starte med vil jeg gerne spørge, hvor­for Rune Lykke­berg ikke for­længst har skrevet om mødet i Infor­ma­tion, for givet hvor svært det er for dan­sk presse at få Mette Fred­erik­sen i tale, er det jo lidt af et scoop for en chefredak­tør at få hende på tomand­shånd. Så hvor­for hør­er vi først om dette møde nu? Hvad, jeg også gerne vil vide, er, om mødet virke­lig var på tomand­shånd, eller var der andre med til mødet udover Mette Fred­erik­sen og Rune Lykke­berg? Var Bar­bara Ber­telsen med? Var stab­schef Mar­tin Juste­sen med? Talte de om andet end bare den demokratiske sam­tale og de danske medi­er, og hvad præ­cist talte de om vedrørende danske medi­er? Rune Lykke­berg har ganske givet et udmær­ket svar på alle disse spørgsmål, men desværre kan vi ikke tage hans svar for gode var­er. Mis­tanken om at han måske har udviklet en sym­pa­ti for stats­magten står i vejen. 

I øvrigt har jeg bemær­ket mig, at Rune Lykke­berg gør meget ud af, at hans samkvem med Bar­bara Ber­telsen og Mette Fred­erik­sen er helt i tråd med Infor­ma­tions kerneværdier. Det vil jeg gerne stille spørgsmål­stegn ved, alene af den grund, at Infor­ma­tions grundlæg­ger, mod­stands­man­den og jour­nal­is­ten Børge Out­ze, havde et ufrav­igeligt krav om, at avisen skulle klare sig uden støtte fra stat­en – præ­cis som Fri­heds­brevet jo har det. Sådan gik det ikke. I stedet er Infor­ma­tion i dag havnet i en ulykke­lig sit­u­a­tion, hvor de mod­tager over tyve mil­lion­er om året fra stat­en i direk­te medi­estøtte, og til manges over­raskelse blev denne støtte for­længet i det netop ved­tagne medieforlig. I fald at stat­en plud­selig beslut­ter sig for at slukke for pengestrøm­men til Infor­ma­tion, vil avisen, som vi kender den, ophøre med at eksis­tere, og man er meget naiv, hvis man bilder sig ind, at denne sår­barhed ikke spiller en rolle, når “Rune” bider til bolle med Mette og Barbara. 

Det næste, jeg gerne vil kom­mentere på, er, hvor for­bløf­fende dårlig en inter­view­er Mette Fred­erik­sen er. Hun lyt­ter slet ikke efter, hvad Lykke­berg siger, og hun skifter emne som en ADHD-ramt teenag­er på kanal­rund­fart på YouTube. Lidt om kli­makrisen, noget om den grønne omstill­ing, lidt om Ukraine, lidt om Indi­en og så en smule om, at vores børn er de vigtig­ste i ver­den. Og er det i øvrigt ikke en god idé at samar­be­jde med Israel? 

Lykke­berg er heller ikke noget at skrive hjem om. Fak­tisk virk­er det, som om han har det lidt skidt med det hele og forsøger at over­leve ved hjælp af de faste mes­sage tracks, han altid bær­er rundt på. Flere sted­er under­ve­js er det helt oplagt, at han råber vagt i gevær, men det sker bare ikke. For eksem­pel da Mette Fred­erik­sen bringer Israel på banen. Eller da Mette Fred­erik­sen hen­ført gen­giv­er en sam­tale, hun har haft på tomand­shånd med Egyptens ene­hersker, gen­er­al el-Sisi. For det første er det inter­es­sant, at Mette Fred­erik­sen til et pressemøde for kort tid siden ellers gjorde gældende, at hun prin­cip­ielt aldrig gen­giv­er sam­taler, hun har haft på tomand­shånd, men nu alligev­el gør netop det. For det andet er det sim­pelthen for slapt, at Lykke­berg ikke anhold­er, at Mette Fred­erik­sen blot kalder el-Sisi for “Egyptens led­er” og herun­der salvelses­fuldt omtaler, hvor stor en udfor­dring det må være for – fornem­mer man på Mette Fred­erik­sen – denne ærværdi­ge mand at stå i spid­sen for egypterne. For dem, der ikke måtte vide det, er Egypten under el-Sisis ledelse blevet end­nu mere en dik­tatur­stat, end det var under Mubarak, hvilket bety­der flere forsvin­dinger af poli­tiske mod­standere, mere tor­tur og flere hen­ret­telser. Hvad det sid­ste angår, lig­ger Egypten nu num­mer tre på lis­ten over de lande i ver­den, som hen­ret­ter flest men­nesker. At nøjes med blot at kalde ham for “Egyptens led­er” går virke­lig ikke an. 

Helt skørt bliv­er det, da Mette Fred­erik­sen senere i sam­tal­en omtaler Sydafri­ka som “et ret vel­fun­gerende demokrati” – uden at Lykke­berg gør ind­sigelser. Mette Fred­erik­sen har end­da en mas­ter­grad i Afrikas­tudi­er, men det virk­er som om, hun er helt blank, når det gælder kon­ti­nen­tets største og vigtig­ste regionale magt. For både Mette Fred­erik­sen og Rune Lykke­berg burde vide, at Sydafri­ka mere end nogensinde befind­er sig helt ude på kan­ten; dér hvor lan­dets borg­ere sim­pelthen har mis­tet tilli­den til stat­en. Efter årti­er under par­ti­et ANC’s kor­rupte ledelse døjer Sydafri­ka med næsten 50% arbe­jd­sløshed – hele 70% for unge sydafrikaneres ved­k­om­mende – og i som­mer oplevede lan­det nogle af de værste optø­jer siden bort­skaf­felsen af apartheid i 1994. Hun­dred­vis af shop­ping­cen­tre blev plyn­dret, og store mængder infra­struk­tur blev øde­lagt. Hvad, der også burde stå frisk i hukom­melsen, er hele for­lø­bet med den forhen­værende præsi­dent Zuma, som bogstaveligt talt sol­gte lan­det til de indiske Gup­ta-brø­dre. På engel­sk kaldes det, der foregår i Sydafri­ka, for state cap­ture, alt­så når krim­inelle overtager kon­trollen med stat­en. Selvom Zuma er blevet forsøgt rets­for­ful­gt og straf­fet, er mange af de per­son­er, som hjalp ham med at stjæle og ødelægge den sydafrikanske stat, blevet genin­stalleret i nøgle­po­si­tion­er af den nuværende præsi­dent Ramaphosa. Med andre ord fort­sæt­ter destruk­tio­nen af Sydafri­ka, og selvom man kan kalde det meget, kan man alt­så ikke kalde det for et “ret vel­fun­gerende demokrati.” 

Jeg kan forstå på Mette Fred­erik­sen, at for­målet med pod­cas­ten er, at hun gerne vil udfor­dres af men­nesker, som hun “stol­er på og respek­ter­er”. Foru­den Rune Lykke­berg kan vi for eksem­pel glæde os til at Svend Brinkmann og Bente Klar­lund skal gæste hen­des pod­cast. Hvem vi der­i­mod ikke find­er på gæstelis­ten er for eksem­pel Week­en­davisens chefredak­tør Mar­tin Kras­nik, der lige har for­fat­tet en af de bed­ste avisledere, jeg længe har læst. Hvad Kras­nik lev­er­er i sin kom­men­tar om sagen mod Claus Hjort Fred­erik­sen (V) er sand intellek­tuel mod­stand, og til sam­men­lign­ing virk­er Rune Lykke­berg som en resigneret og kon­flik­t­sky lek­tor fra Køben­havns Uni­ver­sitet Amager. 

Bare det dog snart var fredag 😎

“Rune, tak for at du vil stille op i dag,” afs­lut­ter Mette Fred­erik­sen, og så kan vi ellers glæde os til kom­mende fredag, hvor næste afs­nit af Statsmin­is­teren Spørg­er udkom­mer. Det skal nok blive godt, og jeg får i hvert fald noget at skrive om. Hvad, der også er godt, er, at vi nu har fået gestal­tet, hvad Mette Fred­erik­sen men­er, når hun taler om den demokratiske sam­tale. Hun taler om noget, der er så langt fra jour­nal­is­tik, som man næsten kan komme. En sam­tale­form, hvor man behan­dler statsmin­is­teren med den værdighed, hun gør krav på, og føl­geligt ikke træder hende over tæerne. Så hvis der er et prob­lem med den demokratiske sam­tale, er det helt åbenlyst Mette Fred­erik­sen selv, som er problemet. 

Fri Tænkn­ing

Flem­ming Rose har talt med den ukrain­sk-canadiske sam­funds­forsker, Ivan Katchanovs­ki, om den rus­siske inva­sions ind­fly­delse på ukrain­sk inden­rigspoli­tik. I sid­ste uge kapit­ulerede resterne af det heros­tratisk berømte Azov-reg­i­ment i Mar­i­upol, selv om både kom­man­dan­ter på stedet og Zelen­skiy sagde, at man aldrig ville opgive den strate­gisk vigtige havne­by. Rus­sisk tv er fyldt med billed­er af til­fange­tagne ukrainske sol­dater med nazi-tatoveringer, som vil blive præsen­teret til offent­lighe­den som doku­men­ta­tion for, at “afnaz­i­fi­cerin­gen” er i fuld sving. Sam­tidig er der – ifølge Katchanovs­ki – risiko for, at de ukrainske styrk­er vil blive til­fø­jet end­nu et ned­er­lag de kom­mende dage eller uger, hvor flere tusin­der ukrainske sol­dater kan blive omringet og tvunget til at over­give sig. Dette billede har­moner­er ikke med den fortælling, ukrain­erne hør­er, og som hidtil har domineret i vestlige medi­er; nem­lig at Ukraine er i færd med at vin­de kri­gen og presse de rus­siske styrk­er ud af Ukraine. I strid med en udbredt opfat­telse i Vesten har Katchanovs­ki det kon­tro­ver­sielle syn­spunkt, at præsi­dent Zelen­skiy er en svag led­er og ikke før­er en selvstændig poli­tik, men er dybt afhængig af Vesten på den ene side og under pres fra den ekstreme højre­fløj i Ukraine på den anden. Han men­er, at det eneste, der kan bringe Ukraine på ret kurs, er et EU-medlem­skab, men erk­ender, at det nok har lange udsigter. 

Fri Tid 🍽

Da en af vores girl­friends havde fød­sels­dag, beslut­tede vi os for at se, hvor­dan den nye restau­rant Lamar ville tage imod et stort sel­skab sultne piger,” skriv­er De Sultne Piger. Restau­rant Lamar lig­ger på Gam­mel Kongevej i Køben­havn og bliv­er alt­så anmeldt i nyheds­brevet Fri Tid på fredag. Her er der også nyt fra madøret Simon Jul, som melder, at turen denne gang går til Kartof­fel­land. Han skriv­er: “Vi burde sætte mere pris på den nye danske kartof­fel end på hvide som­mertrøfler fra Kroa­t­ien. Så er det ude. Det er sagt. Og jeg MENER det!” 

Fri Kri­tik 🎬

Jour­nal­ist Ras­mus Faber Lund­berg, som skriv­er om film og tv for os, udkom­mer i denne uge med et nyheds­brev om det danske ung­doms­dra­ma Intet, der efter et tyve år langt tilløb endelig sæt­ter lev­ende billed­er på Janne Tellers roman. Desu­den beretter han om “den sen­este udvikling i filmin­struk­tøren Meh­di Avaz’ ben­hårde jagt på en Oscar-stat­uette – en kuriøs udvikling, der bær­er navnet Toscana, og som har sprunget biograferne over for i stedet at få pre­miere på Net­flix’ dig­i­tale tilbud­shylder.” Nyheds­brevet Fri Kri­tik er på gaden på onsdag. 

Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔

1️⃣ Dagens Tweet fra Ombudsmanden: 

2️⃣ I week­enden gæst­ede jeg den pas­torale og pit­toreske Pied­monte-region i Vir­ginia, USA. Her kom jeg til­fældigvis for­bi huset, der tilhør­er og beboes af den kirurg, som oper­erede John Wayne Bob­bitts penis på igen – da hans daværende kone Lore­na Bob­bitt havde skåret den af. Tilbage i starten af 1990’erne var det en kæmpe sag, og Bob­bitt lavede senere en pornofilm, der hed John Wayne Bob­bitt Uncut og blev instrueret af den kon­tro­ver­sielle pornoskue­spiller Ron Jere­my (som nu er blevet fængslet i Cal­i­fornien for voldtægt og anden mis­han­dling af kvin­der). Dok­toren, som stod bag dette kirur­giske mirakel, hed­der James Sehn og for dem, der måtte finde det inter­es­sant, ser hans forhave alt­så sådan ud: 

Farvel og tak 👋🏼

Sikke dog en livs­bekræf­tende his­to­rie at slutte af med. Jeg er tilbage igen på mandag med mere nyt fra mig selv og Fri­heds­brevet. God uge til dig og dine. 

Mvh. chefredak­tør Mads Brüg­ger, Frihedsbrevet