Fri Mads #53: #sati­re­er­fan­de­meik­ke­forsjov 😈


Her er der en medieafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores leverandør.

Ellen Imel­lem. For det før­ste er det en rig­tig god titel. Den har poesi og siger klart og ele­gant, hvad det­te for­kætre­de DR-pro­gram hand­ler om. Vær­ten, Ellen Kirsti­ne Jen­sen, er nem­lig midt imel­lem. På den ene side har vi den per­son, som hun inter­viewer, og på den anden side – gemt væk ude i regi­et – sid­der så inter­view-ofrets vær­ste mare­ridt, som hun gen­nem sin øres­negl age­rer mundstyk­ke for. Med Ellen Kirsti­ne Jen­sen som inter­face kom­mer tykak­ti­vi­sten såle­des til at tale direk­te med fed­me­for­ske­ren – en sam­ta­le, der ellers nor­malt aldrig vil­le fin­de sted. 

“En syg­dom i moder­ne sati­re og journalistik” 

For det andet: Er der så noget sjove­re end voks­ne men­ne­sker, især voks­ne mænd, der rej­ser sig op og siger, at noget ikke er sjovt? Som for eksem­pel Poli­ti­kens che­fre­dak­tør Chri­sti­an Jen­sen, der i en vred leder spør­ger: “Hvori består over­ho­ve­det det sati­ri­ske ele­ment i pro­gram­met?” Han synes slet ikke, det er sjovt. Det sam­me med Poli­ti­kens medie­kom­men­ta­tor Jacob Mol­lerup, der skri­ver om et “tåbe­ligt og hoved­løst pro­gram­kon­cept”. Han synes abso­lut hel­ler ikke, det er sjovt, og han er meget vred på DR. Imens er Twit­ter ved at skum­me over med selv­ret­fær­di­ge jour­na­li­ster, viden­skabs­mænd og mere eller min­dre auto­di­dak­te sati­re­for­ske­re, der cir­kel­go­k­ker hin­an­den i et kol­lek­tivt had til Ellen Imel­lem, alt imens de deler bil­le­der, hvor de pose­rer med en hvid t‑shirt påtrykt det næve­nyt­ti­ge hash­tag #vide­ner­fan­de­meik­ke­et­syns­punkt. På t‑shirten er a’et i “fan­de­me” dog ble­vet erstat­tet med en *, for selv­om de er fræk­ke og vil­de, er de hel­ler ikke så fræk­ke og vil­de, at de skri­ver f‑ordet helt ud. Alle synes de selv, at de er rig­tigt seje. 

Iblandt de sid­ste dages hel­li­ge fin­der vi selv­føl­ge­lig sati­rens fjen­de num­mer et; Altin­gets che­fre­dak­tør Jakob Niel­sen. Han lag­de et ben for­bi Pres­se­lo­gen på TV2 News, hvor han sag­de, at der er “en syg­dom i moder­ne sati­re og jour­na­li­stik.” En syg­dom, lige­frem! Hvad Jakob Niel­sen vil have er klart dekla­re­ret og regel­ba­se­ret sati­re, hvor den eller dem, der siger eller gør noget sati­risk bærer en ISO-cer­ti­fi­ce­ret rød næse, og til sidst skal der helst være et skilt, hvoraf det tyde­ligt frem­går, nys­se­ligt skre­vet med Times New Roman, at man net­op har været udsat for sati­re. I så fald er der tale om ker­nes­und sati­re. Hvad han ikke vil fin­de sig i er sati­re, hvor det ikke er klart, om det over­ho­ve­det er sati­re, eller hvad sati­ren egent­lig går ud på. Og hvad han slet slet ikke vil fin­de sig i er sati­re, der anven­der jour­na­li­sti­ske vir­ke­mid­ler men ikke efter­le­ver jour­na­li­stik­kens spil­le­reg­ler. Så går både Jakob Niel­sen og Pres­se­lo­gen i alarm­be­red­skab.

Fri­heds­bre­vet, snart 1 år gammelt 👶

Det­te er til gen­gæld ikke sati­re – så ingen grund til panik her. Det er såmænd bare mit nyheds­brev num­mer 53, og for­di jeg altid er med på det nye­ste nye, vil jeg selv­føl­ge­lig skri­ve om debat­ten om Ellen Imel­lem, så det kom­mer der mere af neden­for. Men jeg skri­ver også om Fri­heds­bre­vets ind­hold i den uge, vi net­op har taget hul på – en uge, som byder på en mas­se gode ting og sager fra vores side af. Vel­kom­men til. 

Hvad jeg ønsker mig i fødselsdagsgave 🙏🏻

For­u­den vores podcast Fri Valg er det nær­væ­ren­de nyheds­brev vores ene­ste gra­tis hyl­de­va­re. Lige om lidt fyl­der Fri­heds­bre­vet ét år, og selv­om jeg med glæ­de kan kon­sta­te­re, at vi har fået rig­tig man­ge beta­len­de med­lem­mer med i klub­ben, skal jeg ikke læg­ge skjul på, at vi ger­ne vil have end­nu fle­re. Så hvis du kan se poin­ten i et kom­pro­mis­løst uaf­hæn­gigt medie, som prak­ti­se­rer magt­kri­tisk jour­na­li­stik, der vir­ke­lig træk­ker søm ud – og sam­ti­dig vil have adgang til en ver­den af frap­pe­ren­de godt ind­hold, er det nu, du skal mel­de dig ind. En bed­re fød­sels­dags­ga­ve kan du ikke give mig og Frihedsbrevet. 

Hem­li Nemli 🤫

Før jeg ven­der til­ba­ge til Ellen Imel­lem, er der lige noget, jeg ikke kan for­bi­gå i tavs­hed. Det er selv­føl­ge­lig inter­viewet, som den tid­li­ge­re PET-chef Jakob Scharf gav til Ber­ling­s­ke for en uges tid siden. Her for­ud­ser Scharf et helt utro­ligt skræm­men­de sce­na­rie. Det er, at i fald den tid­li­ge­re FE-chef Lars Find­sen ken­des skyl­dig i lands­for­ræ­de­ri, kan det tæn­kes, at doms­af­si­gel­sen vil være klau­su­le­ret på en måde, der gør, at Lars Find­sen aldrig nogen­sin­de må for­tæl­le andre, at han er ble­vet dømt. Så vi har alt­så både et hem­me­ligt ankla­ge­skrift, en hem­me­lig rets­sag og slut­te­lig og måske; en hem­me­lig dom. Med andre ord kan man fore­stil­le sig en situ­a­tion ude i frem­ti­den, hvor man møder Lars Find­sen på åben gade, og såfremt man spør­ger ham, om han er ble­vet dømt, må Find­sen ikke sva­re. Hvis det sce­na­rie er muligt, synes jeg vir­ke­lig, der er grund til at træk­ke i hånd­brem­sen, for læn­ge­re væk fra grund­loven og det dan­ske rea­li­tets­prin­cip kan man næp­pe komme. 

Kaf­kask 👽

Lige­som Scharf alle­re­de gør det i inter­viewet i Ber­ling­s­ke, tæn­ker jeg selv­føl­ge­lig også på for­fat­te­ren Franz Kaf­ka og hans roman Pro­ces­sen, når jeg tæn­ker på sagen mod Lars Find­sen. Bogen omhand­ler en bankas­si­stent, der farer vild i en gåde­fuld og man­gela­get retsor­ga­ni­sa­tion, der vir­ker i det skjul­te ved siden af de offent­li­ge dom­sto­le. Der­for hol­der den mest til i loftslo­ka­ler, pul­ter­rum og vaskekæl­dre, men ser man bort fra de tri­ste loka­li­te­ter, er det en for­bløf­fen­de res­sour­cestærk dom­stols­sty­rel­se med sine egne vog­te­re og rets­be­tjen­te – og end­da med en rets­ma­ler, der har spe­ci­a­li­se­ret sig i at male portræt­ter af dom­mer­ne. I Pro­ces­sen skri­ver Kaf­ka om, at hos det­te usyn­li­ge retsvæ­sen hol­des “sags­be­hand­lin­gen i almin­de­lig­hed ikke kun hem­me­lig for offent­lig­he­den, men også for den ankla­ge­de. Selv­føl­ge­lig kun så vidt det­te lader sig gøre, men det lader sig net­op i gan­ske vidt omfang gøre,” hvoraf der føl­ger en mulig­hed for, at man kan være ble­vet anholdt, sig­tet, ankla­get og dømt af den­ne hem­me­li­ge retsor­ga­ni­sa­tion, uden man selv har opda­get det. Så skal sagen mod Lars Find­sen køres læn­ge­re ud på over­dre­vet, end hvad Jakob Scharf alle­re­de har for­ud­sagt vil kom­me til at ske, så skal vi selv­føl­ge­lig helt der­ud, hvor Find­sen bli­ver dømt uden selv at være klar over, at han er ble­vet dømt. Det vil­le i sand­hed være kafkask. 

Spaß machen 🤡

Min umid­del­ba­re reak­tion på bal­la­den om DR-pro­gram­met Ellen Imel­lem er: Jamen Her­re­g­ud da. Så slap dog lige lidt af. Hvad Ellen Kirsti­ne Jen­sen udsæt­ter udvalg­te for­ske­re, poli­ti­ke­re og andre øvrig­heds­per­so­ner for, er jo en helt igen­nem uskyl­dig prank i for­hold til alle de grove løjer, der udspil­ler sig dag­ligt på YouTu­be. Og det er jo net­op DRs opdrag at få de unge lok­ket væk fra YouTu­be, eller i det mind­ste at for­sø­ge at gøre dem opmærk­som­me på, at der over­ho­ve­det fin­des noget, der hed­der DR. Som sådan opfat­ter jeg Ellen Imel­lem som et kost­tilskud til DRs øvri­ge pro­gram­mer, et lil­le styk­ke Spaß machen bereg­net til et ungt publi­kum og som sådan slet ikke noget, der skal måles og vejes, som var det sel­ve DRs sjæl, der stod på spil. Hvad jeg efter­ly­ser her er sim­pelt­hen en sans for pro­por­tio­ner samt en basal føling med, hvem der er den lil­le, og hvem der er den sto­re. Som jeg ser det, er Ellen Kirsti­ne Jen­sen den lil­le – så hvad lig­ner det, at hor­der af voks­ne men­ne­sker står i kø for at give hen­de tørt på? 

Fæl­les for pro­gram­mets med­vir­ken­de er, at de i bri­e­fet blot har fået at vide, at de skul­le optræ­de i et inter­view med sati­ri­ske ele­men­ter i. Ingen af dem har såle­des været viden­de om, hvem Ellen Kirsti­ne Jen­sen hav­de i øret, mens de blev inter­viewet. Skul­le DR på for­hånd have tonet rent flag, var krud­tet selv­føl­ge­lig ble­vet vådt, og des­u­den hav­de fle­re af de med­vir­ken­de garan­tris­set næg­tet at stil­le op. Med andre ord er der kun den­ne ene måde at ekse­kve­re idéen på, når man først har fået den. 

Nu står vi så med en mas­se sure men­ne­sker, der råber op om brud på DRs eti­ske regel­sæt. Må jeg ikke min­de om, at hvis man føl­ger hele DRs eti­ske regel­sæt til punkt og prik­ke, kan det slet ikke lade sig gøre at tæn­de et kame­ra, før man er kom­met på kant med sta­tut­ter­ne. Så hvis DRs eti­ske regel­sæt skal efter­le­ves i alle hen­se­en­der, skal stort set alle DRs pro­gram­mer træk­kes tilbage. 

I ste­det synes jeg, vi skal tale lidt om, hvad der er godt ved Ellen Imel­lem. Det, som gør pro­gram­met inter­es­sant – og fak­tisk ret sjovt på en dej­lig crin­ge måde – er, at Ellen Kirsti­ne Jen­sen med et enkelt greb brin­ger en tals­mand for Den kine­si­ske tech­gi­gant Huawei sam­men med for­man­den for Dansk Kina-Kri­tisk Sel­skab. Eller en abort­mod­stan­der sam­men med Enheds­li­stens Per­nil­le Skip­per. Alt­sam­men uden at Per­nil­le Skip­per eller Xukun Ji selv opda­ger, hvad der er på spil. Det kan jeg godt lide. Jeg kan også godt lide, hvor gen­nem­ført Ellen Kirsti­ne Jen­sen gør det. Hun siger vit­ter­lig kun, hvad stem­men i øret siger til hen­de, også når det er helt enormt pin­ligt. Og dumt. Det kræ­ver mod at frem­stil­le sig selv som væren­de dum, og det skal hun have ros for. 

Meget af kri­tik­ken af Ellen Imel­lem tager afsæt i en fore­stil­ling om, at unge men­ne­sker ikke kan tæn­ke selv. Man føler sig næsten hen­vist til den gode gam­le kanyle­te­o­ri fra medi­e­vi­den­ska­bens barn­dom, som påstår, at folk tager alt ind hvad de bli­ver præ­sen­te­ret for, uden at reflek­te­re bare den mind­ste smu­le over det. Så når dan­ske tee­na­ge­re ser en flad­jord­s­te­o­re­ti­ker dis­ku­te­re med en astro­fy­si­ker, vil der ske det for­fær­de­li­ge, at de tæn­ker, at flad­jord­s­te­o­re­ti­ke­ren sik­kert har lige­så meget ret, som astro­fy­si­ke­ren har det, og des­u­den, som The Dude siger i spil­le­fil­men The Big Lebow­sky: “That’s just like, your opi­ni­on, man”. 

Det tror jeg bare ikke på. Jeg tror, at unge see­re udmær­ket kan son­dre mel­lem flad­jord­s­te­o­re­ti­ke­ren og astro­fy­si­ke­ren og grund­læg­gen­de bare synes, det er god LOL at se og høre Anja C. Ander­sen for­sø­ge at imø­de­gå Ole Loch­manns bizar­re postu­la­ter med Ellen som Loch­manns ava­tar. Hvis man tror det mod­sat­te, har man godt nok meget lidt til­lid til vores sko­le­sy­stem, og hvis Ellen Imel­lem har afslø­ret noget, er det, hvor lidt fidus man­ge jour­na­li­ster, che­fre­dak­tø­rer og for­ske­re åben­bart har til ung­dom­mens kog­ni­ti­ve evner. 

I for­læn­gel­se her­af har Ellen Imel­lem blot­lagt en besyn­der­lig idé om, at dan­ske for­ske­re til­hø­rer en sær­ligt højvel­bå­ren rang­klas­se, der skal tages på med hand­sker vævet af det fine­ste pas­h­mi­na-uld. Man må i hvert fald ikke lave sjov og bal­la­de med dem, som når Sacha Baron Cohens kazak­h­stan­ske alter ego Borat leger maskepi med dum­me, hvi­de, høj­re­o­ri­en­te­re­de ame­ri­ka­ne­re. For hil­le­mænd, hvor har Ellen Imel­lem dog udløst en gigan­tisk shit­storm i dan­ske for­sker­kred­se. En ren tolv’er på Beau­fort­ska­la­en. Vi har rasen­de for­ske­re, som kræ­ver, at Ellen Imel­lem helt skal træk­kes til­ba­ge, og vi har rasen­de for­ske­re, der vil boy­kot­te hele DR ale­ne på grund af Ellen Imel­lem – hvil­ket jo lidt sva­rer til, at DR boy­kot­te­de hele Århus Uni­ver­si­tet på grund af rap­por­ten om oksekød. 

Front­lø­be­ren i amoklø­bet mod DR er viden­skabs­me­di­et videnskab.dk, som er på finans­lo­ven med fire mil­li­o­ner kro­ner. På både leder­plads og i en strøm af artik­ler får DR læst og påskre­vet. Sær­ligt aktiv er jour­na­li­sten Tho­mas Hof­f­mann. Han har for­fat­tet hele fem artik­ler om sagen, der alle er vink­let nega­tivt mod DR. Skul­le man være i tvivl om hans evne til at være en objek­tiv og neut­ral jour­na­list, skal man blot gå en tur på Twit­ter, hvor han kal­der Ellen Imel­lem for et “helt igen­nem tåkrum­men­de, for­fær­de­ligt kon­cept.” Skul­le man være i tvivl om hans evne til at være en sag­lig viden­skabsjour­na­list, skal man blot gå hans jour­na­li­stik efter i søm­me­ne. Her bærer han den ene for­sker efter den anden frem i jag­ten på doku­men­ta­tion for, at Ellen Imel­lem er noget bras, men ved nær­me­re efter­syn kan dis­se for­ske­res eks­per­ti­se udi sati­re vist lig­ge på et meget lil­le sted. Hvad der kva­li­fi­ce­rer dem i Hof­f­manns øjne er – helt oplagt – ale­ne det, at de lige­som han mener, at Ellen Imel­lem ikke er sati­re. Sær­ligt slemt er det, at Hof­f­mann gør brug af pro­fes­sor i reto­rik, Chri­sti­an Kock, en popu­lær aka­de­misk kil­de, som altid vil udta­le sig om alt. Også den­ne gang, hvor han sam­men­lig­ner Ellen Imel­lem med Donald Trump?! Til gen­gæld er Hof­f­mann behæn­digt nok sty­ret uden om lan­dets før­en­de sati­re­for­sker, nem­lig Den­nis Meyhoff Brink, der uden at blin­ke siger, at Ellen Imel­lem godt kan rubri­ce­res som sati­re. Ham har Fri­heds­bre­vet til gen­gæld talt med. 

Spørgs­må­let er, om for­ske­re som Anja C. Ander­sen og viden­skabsjour­na­li­ster som Tho­mas Hof­f­mann i vir­ke­lig­he­den gør viden­ska­ben en bjør­ne­tje­ne­ste ved at fare sådan i flint? I sin bog The Sha­me Machine (2022) skri­ver Cat­hy O’Neil om hvor­le­des – i den stun­den­de og hastigt acce­le­re­ren­de kul­turkrig – at viden­ska­bens for­sva­re­re ofte kom­mer til at frem­stå som væren­de arro­gan­te: “De afvi­ser tviv­le­re og mod­stan­de­re som ignor­an­ter og portræt­te­rer dem som god­tro­en­de føl­ge­re af idi­o­ti­ske kon­spira­tions­te­o­ri­er,” kon­sta­te­rer O’Neil og fortsætter: 

“Det­te er udskam­ning, og det er noget, som folk bider mær­ke i. For man­ge men­ne­sker repræ­sen­te­rer viden­ska­ben ude­luk­ken­de eli­tens vær­di­er, den sam­me eli­te som lukre­rer på tur­bo­la­det tek­no­lo­gi, medi­cin og finan­si­el­le pro­duk­ter. Set fra de for­bi­tre­de under­klas­sers per­spek­tiv gør eli­ten ikke ale­ne krav på den stør­ste bid af kagen, de ser også sig selv som sand­he­dens over­dom­me­re. ‘Der er en anti-auto­ri­tets-følel­se i ver­den,’ sag­de Dr. Ant­ho­ny Fauci, da Covid-19-pan­de­mi­en var på sit høje­ste. ‘Viden­ska­ben har en aura af auto­ri­tet. Så folk, der ønsker at bekæm­pe det auto­ri­tæ­re, har en ten­dens til, som en bivirk­ning, at strit­te imod videnskaben.’” 

Det er lige præ­cis den­ne udska­m­ings­me­ka­nis­me, som Ellen Imel­lem har akti­ve­ret, og som sådan er der fak­tisk tale om det pure­ste public ser­vi­ce, for hvor er det dog vel­gø­ren­de at få frem i lyset, hvor sar­te blom­ster vis­se for­ske­re er. Som sådan ser jeg Ellen Imel­lem som en her­ligt for­fri­sken­de leg med hie­rar­ki­er og en til­trængt udforsk­ning af, hvem der har ret til at sige noget, og hvem der ikke har. Yder­me­re kan Ellen Imel­lem ses som en sati­risk kom­men­tar til det tra­di­tio­nel­le fjern­syn­s­in­ter­view. Alle, der har prø­vet at inter­viewe eller selv at bli­ve inter­viewet på tv, ved, at der er et ele­ment af per­for­man­ce over det. Man får makeup på, man væl­ger det rig­ti­ge tøj, og hvis der er tale om et direk­te inter­view, sid­der vær­ten med en øres­negl, hvori­gen­nem pro­gram­mets redak­tør eller pro­du­cer kom­mer med cues, tids­ko­der og måske end­da for­slag til spørgs­mål, for det er jo ikke altid, inter­viewe­ren lyt­ter efter – især ikke, hvis der er ner­ver på. For inter­viewe­ren hand­ler det om at vir­ke så kom­pe­tent som muligt ved at stil­le spørgs­mål, der indi­ke­rer, at man vir­ke­lig har sat sig ind i emnet. For den inter­viewe­de hand­ler det om at gøre så god en figur som muligt. 

Det er alle dis­se pro­ce­du­rer, for­vent­nin­ger, ruti­ner og suc­ceskri­te­ri­er, ja hele det­te omstæn­di­ge rol­le­spil, som Ellen Imel­lem kort­slut­ter, og her­med tvin­ges vi alle til at tæn­ke lidt over, hvad et tv-inter­view egent­lig er for en stør­rel­se. Uden sam­men­lig­ning i øvrigt får det mig til at tæn­ke på et popu­lært mexi­cansk sati­re­pro­gram, hvor en ano­nym nyheds­vært læser dagens nyhe­der højt. Alt er, som tv-avi­sen ple­jer at være – bort­set fra én enkelt lil­le detal­je: Vær­ten har en rød næse på. 

Spør­ger man mig, er jeg sik­ker på, at Ellen Imel­lem på sigt bli­ver revan­che­ret. Jeg for­ud­ser, at pro­gram­met kom­mer til at vin­de pri­ser, og måske bli­ver for­ma­tet end­da solgt til udlan­det. Hvem ved? I mel­lem­ti­den håber jeg, at debat­ten om hvor­vidt Ellen Imel­lem over­ho­ve­det er sati­re snart stop­per, for dét er det, og #sati­re­er­fan­de­meik­ke­forsjov.

Fri Tænk­ning 🤓

Den­ne gang har Flem­m­ing Rose talt om begre­bet spin-dik­ta­to­rer med Dani­el Trei­s­man, pro­fes­sor ved Uni­ver­si­ty of Cali­for­nia i Los Ange­les. Trei­s­man er med­for­fat­ter til en ny bog med tit­len Spin Dicta­tors: The Chan­ging Face of Tyran­ny in the 21st Cen­tury, hvori Trei­s­man og hans med­for­fat­ter Ser­gei Guri­ev skel­ner mel­lem såkald­te frygt-dik­ta­to­rer (Sta­lin, Mao, Hit­ler, Kim il-Sung, osv.) og spin-dik­ta­to­rer (Hugo Cha­vez, Alber­to Fuji­mo­ri og de fle­ste lede­re i det tid­li­ge­re Sov­je­tu­ni­o­nen). Iføl­ge Trei­s­man er den afgø­ren­de for­skel på de to typer dik­ta­to­rer, at frygt-dik­ta­to­rer åbent gri­ber til under­tryk­kel­se – og ikke læg­ger skjul på det – for at inti­mi­de­re offent­lig­he­den, mens spin-dik­ta­to­rer fore­gi­ver at være demo­kra­ti­ske og god­hjer­te­de. “Hvis de åbent greb til under­tryk­kel­se, vil­le det under­mi­ne­re deres ima­ge,” siger Treisman. 

Fri Tid 🍽

På fre­dag tager To Sult­ne Piger på “Går­den og Gaden lige i sma­ck­down Nør­re­bro­ga­de i Køben­havn, hvor man altid møder nogen, man ken­der, og hvor man kan sid­de og nyde tra­fik-kaos i ude­ser­ve­ring med var­me­lam­per.” Hvad den anden halv­del af nyheds­bre­vet Fri Tid, Simon Jul, har gang i, må tiden vise. 

Fri Finans 💰

I mor­gen tager nyheds­bre­vet Fri Finans et kig på det pri­va­te låne­mar­ked, hvor det er muligt at opta­ge dyre, ulov­li­ge lån. Selv­om mar­ke­det blom­strer, så har myn­dig­he­der­ne utro­ligt svært ved at gri­be ind. Des­u­den føjes der et nyt og usæd­van­ligt kapi­tel til histo­ri­en om Aal­borg Kom­mu­ne, som vi har dæk­ket løben­de det sene­ste år. 

Snip snap snude 👋🏼

Så er mit nyheds­brev ude. Den­ne gang har Malt­he Emil Kibs­gaard teg­net mig som super­s­kur­ken Doctor Octo­pus, som rid­der på vor­tesvi­net Pum­ba og hol­der en bal­lon med Anders And’s tjal­le­de fæt­ter Vims i hån­den. Er det sati­re? Ærligt talt, så jeg ved jeg ikke selv, men så vig­tigt er det jo hel­ler ikke. Tak, for­di du læste eller lyt­te­de med. Jeg er til­ba­ge om en uge. 

Mvh. Mads Brüg­ger, che­fre­dak­tør, Frihedsbrevet