Fri Mads #53: #satireerfandemeikkeforsjov 😈
Ellen Imellem. For det første er det en rigtig god titel. Den har poesi og siger klart og elegant, hvad dette forkætrede DR-program handler om. Værten, Ellen Kirstine Jensen, er nemlig midt imellem. På den ene side har vi den person, som hun interviewer, og på den anden side – gemt væk ude i regiet – sidder så interview-ofrets værste mareridt, som hun gennem sin øresnegl agerer mundstykke for. Med Ellen Kirstine Jensen som interface kommer tykaktivisten således til at tale direkte med fedmeforskeren – en samtale, der ellers normalt aldrig ville finde sted.
“En sygdom i moderne satire og journalistik”
For det andet: Er der så noget sjovere end voksne mennesker, især voksne mænd, der rejser sig op og siger, at noget ikke er sjovt? Som for eksempel Politikens chefredaktør Christian Jensen, der i en vred leder spørger: “Hvori består overhovedet det satiriske element i programmet?” Han synes slet ikke, det er sjovt. Det samme med Politikens mediekommentator Jacob Mollerup, der skriver om et “tåbeligt og hovedløst programkoncept”. Han synes absolut heller ikke, det er sjovt, og han er meget vred på DR. Imens er Twitter ved at skumme over med selvretfærdige journalister, videnskabsmænd og mere eller mindre autodidakte satireforskere, der cirkelgokker hinanden i et kollektivt had til Ellen Imellem, alt imens de deler billeder, hvor de poserer med en hvid t‑shirt påtrykt det nævenyttige hashtag #videnerfandemeikkeetsynspunkt. På t‑shirten er a’et i “fandeme” dog blevet erstattet med en *, for selvom de er frække og vilde, er de heller ikke så frække og vilde, at de skriver f‑ordet helt ud. Alle synes de selv, at de er rigtigt seje.
Iblandt de sidste dages hellige finder vi selvfølgelig satirens fjende nummer et; Altingets chefredaktør Jakob Nielsen. Han lagde et ben forbi Presselogen på TV2 News, hvor han sagde, at der er “en sygdom i moderne satire og journalistik.” En sygdom, ligefrem! Hvad Jakob Nielsen vil have er klart deklareret og regelbaseret satire, hvor den eller dem, der siger eller gør noget satirisk bærer en ISO-certificeret rød næse, og til sidst skal der helst være et skilt, hvoraf det tydeligt fremgår, nysseligt skrevet med Times New Roman, at man netop har været udsat for satire. I så fald er der tale om kernesund satire. Hvad han ikke vil finde sig i er satire, hvor det ikke er klart, om det overhovedet er satire, eller hvad satiren egentlig går ud på. Og hvad han slet slet ikke vil finde sig i er satire, der anvender journalistiske virkemidler men ikke efterlever journalistikkens spilleregler. Så går både Jakob Nielsen og Presselogen i alarmberedskab.
Frihedsbrevet, snart 1 år gammelt 👶
Dette er til gengæld ikke satire – så ingen grund til panik her. Det er såmænd bare mit nyhedsbrev nummer 53, og fordi jeg altid er med på det nyeste nye, vil jeg selvfølgelig skrive om debatten om Ellen Imellem, så det kommer der mere af nedenfor. Men jeg skriver også om Frihedsbrevets indhold i den uge, vi netop har taget hul på – en uge, som byder på en masse gode ting og sager fra vores side af. Velkommen til.
Hvad jeg ønsker mig i fødselsdagsgave 🙏🏻
Foruden vores podcast Fri Valg er det nærværende nyhedsbrev vores eneste gratis hyldevare. Lige om lidt fylder Frihedsbrevet ét år, og selvom jeg med glæde kan konstatere, at vi har fået rigtig mange betalende medlemmer med i klubben, skal jeg ikke lægge skjul på, at vi gerne vil have endnu flere. Så hvis du kan se pointen i et kompromisløst uafhængigt medie, som praktiserer magtkritisk journalistik, der virkelig trækker søm ud – og samtidig vil have adgang til en verden af frapperende godt indhold, er det nu, du skal melde dig ind. En bedre fødselsdagsgave kan du ikke give mig og Frihedsbrevet.
Hemli Nemli 🤫
Før jeg vender tilbage til Ellen Imellem, er der lige noget, jeg ikke kan forbigå i tavshed. Det er selvfølgelig interviewet, som den tidligere PET-chef Jakob Scharf gav til Berlingske for en uges tid siden. Her forudser Scharf et helt utroligt skræmmende scenarie. Det er, at i fald den tidligere FE-chef Lars Findsen kendes skyldig i landsforræderi, kan det tænkes, at domsafsigelsen vil være klausuleret på en måde, der gør, at Lars Findsen aldrig nogensinde må fortælle andre, at han er blevet dømt. Så vi har altså både et hemmeligt anklageskrift, en hemmelig retssag og sluttelig og måske; en hemmelig dom. Med andre ord kan man forestille sig en situation ude i fremtiden, hvor man møder Lars Findsen på åben gade, og såfremt man spørger ham, om han er blevet dømt, må Findsen ikke svare. Hvis det scenarie er muligt, synes jeg virkelig, der er grund til at trække i håndbremsen, for længere væk fra grundloven og det danske realitetsprincip kan man næppe komme.
Kafkask 👽
Ligesom Scharf allerede gør det i interviewet i Berlingske, tænker jeg selvfølgelig også på forfatteren Franz Kafka og hans roman Processen, når jeg tænker på sagen mod Lars Findsen. Bogen omhandler en bankassistent, der farer vild i en gådefuld og mangelaget retsorganisation, der virker i det skjulte ved siden af de offentlige domstole. Derfor holder den mest til i loftslokaler, pulterrum og vaskekældre, men ser man bort fra de triste lokaliteter, er det en forbløffende ressourcestærk domstolsstyrelse med sine egne vogtere og retsbetjente – og endda med en retsmaler, der har specialiseret sig i at male portrætter af dommerne. I Processen skriver Kafka om, at hos dette usynlige retsvæsen holdes “sagsbehandlingen i almindelighed ikke kun hemmelig for offentligheden, men også for den anklagede. Selvfølgelig kun så vidt dette lader sig gøre, men det lader sig netop i ganske vidt omfang gøre,” hvoraf der følger en mulighed for, at man kan være blevet anholdt, sigtet, anklaget og dømt af denne hemmelige retsorganisation, uden man selv har opdaget det. Så skal sagen mod Lars Findsen køres længere ud på overdrevet, end hvad Jakob Scharf allerede har forudsagt vil komme til at ske, så skal vi selvfølgelig helt derud, hvor Findsen bliver dømt uden selv at være klar over, at han er blevet dømt. Det ville i sandhed være kafkask.
Spaß machen 🤡
Min umiddelbare reaktion på balladen om DR-programmet Ellen Imellem er: Jamen Herregud da. Så slap dog lige lidt af. Hvad Ellen Kirstine Jensen udsætter udvalgte forskere, politikere og andre øvrighedspersoner for, er jo en helt igennem uskyldig prank i forhold til alle de grove løjer, der udspiller sig dagligt på YouTube. Og det er jo netop DRs opdrag at få de unge lokket væk fra YouTube, eller i det mindste at forsøge at gøre dem opmærksomme på, at der overhovedet findes noget, der hedder DR. Som sådan opfatter jeg Ellen Imellem som et kosttilskud til DRs øvrige programmer, et lille stykke Spaß machen beregnet til et ungt publikum og som sådan slet ikke noget, der skal måles og vejes, som var det selve DRs sjæl, der stod på spil. Hvad jeg efterlyser her er simpelthen en sans for proportioner samt en basal føling med, hvem der er den lille, og hvem der er den store. Som jeg ser det, er Ellen Kirstine Jensen den lille – så hvad ligner det, at horder af voksne mennesker står i kø for at give hende tørt på?
Fælles for programmets medvirkende er, at de i briefet blot har fået at vide, at de skulle optræde i et interview med satiriske elementer i. Ingen af dem har således været vidende om, hvem Ellen Kirstine Jensen havde i øret, mens de blev interviewet. Skulle DR på forhånd have tonet rent flag, var krudtet selvfølgelig blevet vådt, og desuden havde flere af de medvirkende garantrisset nægtet at stille op. Med andre ord er der kun denne ene måde at eksekvere idéen på, når man først har fået den.
Nu står vi så med en masse sure mennesker, der råber op om brud på DRs etiske regelsæt. Må jeg ikke minde om, at hvis man følger hele DRs etiske regelsæt til punkt og prikke, kan det slet ikke lade sig gøre at tænde et kamera, før man er kommet på kant med statutterne. Så hvis DRs etiske regelsæt skal efterleves i alle henseender, skal stort set alle DRs programmer trækkes tilbage.
I stedet synes jeg, vi skal tale lidt om, hvad der er godt ved Ellen Imellem. Det, som gør programmet interessant – og faktisk ret sjovt på en dejlig cringe måde – er, at Ellen Kirstine Jensen med et enkelt greb bringer en talsmand for Den kinesiske techgigant Huawei sammen med formanden for Dansk Kina-Kritisk Selskab. Eller en abortmodstander sammen med Enhedslistens Pernille Skipper. Altsammen uden at Pernille Skipper eller Xukun Ji selv opdager, hvad der er på spil. Det kan jeg godt lide. Jeg kan også godt lide, hvor gennemført Ellen Kirstine Jensen gør det. Hun siger vitterlig kun, hvad stemmen i øret siger til hende, også når det er helt enormt pinligt. Og dumt. Det kræver mod at fremstille sig selv som værende dum, og det skal hun have ros for.
Meget af kritikken af Ellen Imellem tager afsæt i en forestilling om, at unge mennesker ikke kan tænke selv. Man føler sig næsten henvist til den gode gamle kanyleteori fra medievidenskabens barndom, som påstår, at folk tager alt ind hvad de bliver præsenteret for, uden at reflektere bare den mindste smule over det. Så når danske teenagere ser en fladjordsteoretiker diskutere med en astrofysiker, vil der ske det forfærdelige, at de tænker, at fladjordsteoretikeren sikkert har ligeså meget ret, som astrofysikeren har det, og desuden, som The Dude siger i spillefilmen The Big Lebowsky: “That’s just like, your opinion, man”.
Det tror jeg bare ikke på. Jeg tror, at unge seere udmærket kan sondre mellem fladjordsteoretikeren og astrofysikeren og grundlæggende bare synes, det er god LOL at se og høre Anja C. Andersen forsøge at imødegå Ole Lochmanns bizarre postulater med Ellen som Lochmanns avatar. Hvis man tror det modsatte, har man godt nok meget lidt tillid til vores skolesystem, og hvis Ellen Imellem har afsløret noget, er det, hvor lidt fidus mange journalister, chefredaktører og forskere åbenbart har til ungdommens kognitive evner.
I forlængelse heraf har Ellen Imellem blotlagt en besynderlig idé om, at danske forskere tilhører en særligt højvelbåren rangklasse, der skal tages på med handsker vævet af det fineste pashmina-uld. Man må i hvert fald ikke lave sjov og ballade med dem, som når Sacha Baron Cohens kazakhstanske alter ego Borat leger maskepi med dumme, hvide, højreorienterede amerikanere. For hillemænd, hvor har Ellen Imellem dog udløst en gigantisk shitstorm i danske forskerkredse. En ren tolv’er på Beaufortskalaen. Vi har rasende forskere, som kræver, at Ellen Imellem helt skal trækkes tilbage, og vi har rasende forskere, der vil boykotte hele DR alene på grund af Ellen Imellem – hvilket jo lidt svarer til, at DR boykottede hele Århus Universitet på grund af rapporten om oksekød.
Frontløberen i amokløbet mod DR er videnskabsmediet videnskab.dk, som er på finansloven med fire millioner kroner. På både lederplads og i en strøm af artikler får DR læst og påskrevet. Særligt aktiv er journalisten Thomas Hoffmann. Han har forfattet hele fem artikler om sagen, der alle er vinklet negativt mod DR. Skulle man være i tvivl om hans evne til at være en objektiv og neutral journalist, skal man blot gå en tur på Twitter, hvor han kalder Ellen Imellem for et “helt igennem tåkrummende, forfærdeligt koncept.” Skulle man være i tvivl om hans evne til at være en saglig videnskabsjournalist, skal man blot gå hans journalistik efter i sømmene. Her bærer han den ene forsker efter den anden frem i jagten på dokumentation for, at Ellen Imellem er noget bras, men ved nærmere eftersyn kan disse forskeres ekspertise udi satire vist ligge på et meget lille sted. Hvad der kvalificerer dem i Hoffmanns øjne er – helt oplagt – alene det, at de ligesom han mener, at Ellen Imellem ikke er satire. Særligt slemt er det, at Hoffmann gør brug af professor i retorik, Christian Kock, en populær akademisk kilde, som altid vil udtale sig om alt. Også denne gang, hvor han sammenligner Ellen Imellem med Donald Trump?! Til gengæld er Hoffmann behændigt nok styret uden om landets førende satireforsker, nemlig Dennis Meyhoff Brink, der uden at blinke siger, at Ellen Imellem godt kan rubriceres som satire. Ham har Frihedsbrevet til gengæld talt med.
Spørgsmålet er, om forskere som Anja C. Andersen og videnskabsjournalister som Thomas Hoffmann i virkeligheden gør videnskaben en bjørnetjeneste ved at fare sådan i flint? I sin bog The Shame Machine (2022) skriver Cathy O’Neil om hvorledes – i den stundende og hastigt accelererende kulturkrig – at videnskabens forsvarere ofte kommer til at fremstå som værende arrogante: “De afviser tvivlere og modstandere som ignoranter og portrætterer dem som godtroende følgere af idiotiske konspirationsteorier,” konstaterer O’Neil og fortsætter:
“Dette er udskamning, og det er noget, som folk bider mærke i. For mange mennesker repræsenterer videnskaben udelukkende elitens værdier, den samme elite som lukrerer på turboladet teknologi, medicin og finansielle produkter. Set fra de forbitrede underklassers perspektiv gør eliten ikke alene krav på den største bid af kagen, de ser også sig selv som sandhedens overdommere. ‘Der er en anti-autoritets-følelse i verden,’ sagde Dr. Anthony Fauci, da Covid-19-pandemien var på sit højeste. ‘Videnskaben har en aura af autoritet. Så folk, der ønsker at bekæmpe det autoritære, har en tendens til, som en bivirkning, at stritte imod videnskaben.’”
Det er lige præcis denne udskamingsmekanisme, som Ellen Imellem har aktiveret, og som sådan er der faktisk tale om det pureste public service, for hvor er det dog velgørende at få frem i lyset, hvor sarte blomster visse forskere er. Som sådan ser jeg Ellen Imellem som en herligt forfriskende leg med hierarkier og en tiltrængt udforskning af, hvem der har ret til at sige noget, og hvem der ikke har. Ydermere kan Ellen Imellem ses som en satirisk kommentar til det traditionelle fjernsynsinterview. Alle, der har prøvet at interviewe eller selv at blive interviewet på tv, ved, at der er et element af performance over det. Man får makeup på, man vælger det rigtige tøj, og hvis der er tale om et direkte interview, sidder værten med en øresnegl, hvorigennem programmets redaktør eller producer kommer med cues, tidskoder og måske endda forslag til spørgsmål, for det er jo ikke altid, intervieweren lytter efter – især ikke, hvis der er nerver på. For intervieweren handler det om at virke så kompetent som muligt ved at stille spørgsmål, der indikerer, at man virkelig har sat sig ind i emnet. For den interviewede handler det om at gøre så god en figur som muligt.
Det er alle disse procedurer, forventninger, rutiner og succeskriterier, ja hele dette omstændige rollespil, som Ellen Imellem kortslutter, og hermed tvinges vi alle til at tænke lidt over, hvad et tv-interview egentlig er for en størrelse. Uden sammenligning i øvrigt får det mig til at tænke på et populært mexicansk satireprogram, hvor en anonym nyhedsvært læser dagens nyheder højt. Alt er, som tv-avisen plejer at være – bortset fra én enkelt lille detalje: Værten har en rød næse på.
Spørger man mig, er jeg sikker på, at Ellen Imellem på sigt bliver revancheret. Jeg forudser, at programmet kommer til at vinde priser, og måske bliver formatet endda solgt til udlandet. Hvem ved? I mellemtiden håber jeg, at debatten om hvorvidt Ellen Imellem overhovedet er satire snart stopper, for dét er det, og #satireerfandemeikkeforsjov.
Fri Tænkning 🤓
Denne gang har Flemming Rose talt om begrebet spin-diktatorer med Daniel Treisman, professor ved University of California i Los Angeles. Treisman er medforfatter til en ny bog med titlen Spin Dictators: The Changing Face of Tyranny in the 21st Century, hvori Treisman og hans medforfatter Sergei Guriev skelner mellem såkaldte frygt-diktatorer (Stalin, Mao, Hitler, Kim il-Sung, osv.) og spin-diktatorer (Hugo Chavez, Alberto Fujimori og de fleste ledere i det tidligere Sovjetunionen). Ifølge Treisman er den afgørende forskel på de to typer diktatorer, at frygt-diktatorer åbent griber til undertrykkelse – og ikke lægger skjul på det – for at intimidere offentligheden, mens spin-diktatorer foregiver at være demokratiske og godhjertede. “Hvis de åbent greb til undertrykkelse, ville det underminere deres image,” siger Treisman.
Fri Tid 🍽
På fredag tager To Sultne Piger på “Gården og Gaden lige i smackdown Nørrebrogade i København, hvor man altid møder nogen, man kender, og hvor man kan sidde og nyde trafik-kaos i udeservering med varmelamper.” Hvad den anden halvdel af nyhedsbrevet Fri Tid, Simon Jul, har gang i, må tiden vise.
Fri Finans 💰
I morgen tager nyhedsbrevet Fri Finans et kig på det private lånemarked, hvor det er muligt at optage dyre, ulovlige lån. Selvom markedet blomstrer, så har myndighederne utroligt svært ved at gribe ind. Desuden føjes der et nyt og usædvanligt kapitel til historien om Aalborg Kommune, som vi har dækket løbende det seneste år.
Snip snap snude 👋🏼
Så er mit nyhedsbrev ude. Denne gang har Malthe Emil Kibsgaard tegnet mig som superskurken Doctor Octopus, som ridder på vortesvinet Pumba og holder en ballon med Anders And’s tjallede fætter Vims i hånden. Er det satire? Ærligt talt, så jeg ved jeg ikke selv, men så vigtigt er det jo heller ikke. Tak, fordi du læste eller lyttede med. Jeg er tilbage om en uge.
Mvh. Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet