Fri Mads #55: Kommer Jordan B. Peterson i Himlen, fordi integrationsminister Kaare Dybvad Bek har bedt til Jesus for hans forpinte sjæls frelse? 😇
En af de første personer, man bemærker på billederne, er Casper Christensen, men det er ikke kun derfor, at sceneriet minder om tv-serien Klovn. For rundt om langbordet med den hvide dug og de tyndstilkede vinglas sidder et bizart miks af kendisser fra så vidt forskellige miljøer, at det ligner det bedste afsnit af Klovn, der aldrig er blevet lavet.
Foto: Fra FrikirkeNet’s Facebook-væg
Først og fremmest har vi den højreorienterede canadiske professor og YouTube-stjerne Jordan B. Peterson. Det var nemlig til hans ære, at de danske frikirker og den globale, kristne pinsekirke-kult Hillsong gav denne fine middag hin aften i forrige uge. Ikke nogen billig omgang har det været, for det foregik på gourmetrestauranten Salon i Frederiksstaden i København, som drives af mesterkokken Røde Claus. I øvrigt den samme restaurant, hvor Peter Aalbæk Jensen holdt sit metoo-gæstebud med Frank Jensen, Jes Dorph-Petersen og Naser Khader – så skal det være kontroversielt, skal det åbenbart være Salon.
Men Jordan B. Peterson og Casper Christensen er kun begyndelsen, for rundt om langbordet i dette chambre privée finder vi også – hold fast – udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek, Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh, den selvbestaltede “skeptiske miljøforkæmper” Bjørn Lomborg, og som om det hele ikke var mærkeligt nok i forvejen; Lea Korsgaard, bestyrelsesformand for den digitale avis Zetland og rejsende i konstruktiv journalistik.
Når politikere, mediechefer og intellektuelle således spiser med kniv og gaffel med hinanden, er det altid noget, som Frihedsbrevet interesserer sig for, så selvfølgelig skal jeg skrive om denne celebre – og på flere måder urovækkende – sammenkomst i mit nyhedsbrev nummer 55. Velkommen til.
Ej blot til lyst 🎭
Men først nyt i sagen om den navnkundige Jon Stephensen, der i slutningen af maj måned blev fyret som teaterdirektør for Aveny‑T på Frederiksberg i København:
Som jeg skrev i mit forrige nyhedsbrev, ved jeg ikke det hele, men i forhold til, hvad jeg ved, hælder jeg stadig til, at Jon Stephensen har ret, når han siger, at fyringen af ham var politisk motiveret.
Især lægger jeg vægt på, at Stephensen til flere af mine kilder, i ugerne op til at han blev afskediget, har fortalt, at Aventy‑T’s bestyrelsesformand Henning Dyremose var edderspændt rasende over den kronik, som Jon Stephensen skrev i Politiken sammen med Moderaternes stifter Lars Løkke Rasmussen. Hvad, mine kilder også siger, er, at Henning Dyremose mente, at kronikken ligefrem ville skade teatret, og at han derfor ville trække sig som bestyrelsesformand. Af den grund begyndte Jon Stephensen at lede efter en ny bestyrelsesformand til teatret, hvilket jeg formoder, han kun ville gøre, hvis det var aftalt i forvejen med Henning Dyremose. Ifølge mine oplysninger havde de to mænd aftalt, at Dyremose officielt ville træde tilbage på grund af alder – uofficielt på grund af kronikken.
Alligevel ender forløbet et helt andet sted, nemlig med at Henning Dyremose bliver på broen som bestyrelsesformand, mens Jon Stephensen den 27. maj fyres af bestyrelsen på grund af “ledelsesmæssige og forretningsmæssige forhold, som ikke omfatter politik.” Hvad disse forhold går ud på forbliver et mysterium, men det synes klart, at det hverken handler om metoo eller underslæb, og hertil kommer, at teatret jo har udviklet sig til en både kunstnerisk og kommerciel succes under Stephensens ledelse.
Jon Stephensen selv kan man ikke spørge, for han har fået mundkurv på som led i sin fratrædelsesaftale, og bestyrelsesformand Henning Dyremose har indtil videre været meget lidt meddelsom.
“Jeg kan blankt afvise, at opsigelsen har noget med politiske forhold at gøre. Det drejer sig om uenigheder om grundlæggende ledelsesmæssige og forretningsmæssige forhold. Disse forhold må vi grundet GDPR-reglerne ikke udtale os om. Og vi ønsker ikke at begå lovbrud,” som Henning Dyremose så poetisk skrev til mig, da jeg forleden dag bad ham forholde sig til mine oplysninger og påstande.
I weekenden blev vi dog lidt klogere, da Aveny‑T lørdag udsendte en pressemeddelelse. Anledningen må være den, at Henning Dyremose nok engang følte sig kaldet til at understrege, at fyringen af Stephensen absolut ikke er politisk.
“Henning Dyremose oplyser, at bestyrelsen den 10. maj modtog oplysninger om en række forhold af ledelsesmæssig og forretningsmæssig alvorlig karakter. Herefter iværksatte formandskabet en undersøgelse af forholdene, og da resultaterne forelå den 20. maj, konstaterede en enig bestyrelse, at de havde handlepligt, at konklusionerne uundgåeligt måtte betyde ophør af Jon Stephensens ansættelse ved teatret, og at bestyrelsen endegyldigt havde mistet tilliden til at fortsætte med Jon Stephensen som teaterchef,” står der i pressemeddelelsen.
Hermed er der blevet skruet endnu mere op for det mystifystiske: Hvor kommer disse oplysninger om “en række forhold” fra, og hvem har givet dem videre til bestyrelsen? Er der en whistleblower på Aveny‑T, eller er det en udefrakommende aktør, som har rettet henvendelse til bestyrelsen? Og hvem har stået for undersøgelsen, der i alt har varet 10 dage? Et advokatfirma, et revisionsfirma eller bestyrelsen selv? Det hele lyder meget alvorligt, men så vidt vides har bestyrelsen ikke meldt Jon Stephensen til politiet, men har derimod givet ham 12 måneders løn.
Samme dag, som Aveny‑T udsendte deres pressemeddelelse, kom Jon Stephensens advokat Bjarke Vejby med et modsvar. I hans pressemeddelelse står der at:
“Hertil bemærker Jon Stephensen for det første, at der ikke i de elleve år han har været teaterdirektør for Aveny‑T har været uenighed mellem ham og bestyrelsen om ledelsesmæssige og forretningsmæssige forhold, heller ikke i maj måned 2022. Teatret går særdeles godt økonomisk og der har ikke mellem Jon Stephensen og bestyrelsen været uenighed om kommende teaterforestillinger i 2022/23. For det andet bemærkes, at Jon Stephensen ved opsigelsen har modtaget sit fulde opsigelsesvarsel på 12 måneder. Heraf følger, at der ikke er tale om misligholdelse af ansættelsesforholdet.”
Advokat Bjarke Vejby skriver endvidere, at opsigelsen af hans klient “reelt er politisk motiveret,” og han undrer sig desuden over, hvorfor Aveny‑T’s bestyrelse har pålagt Jon Stephensen ikke at dele en kopi af stævningen med pressen. Det er faktisk et rigtigt godt spørgsmål; for hvorfor må medierne ikke se en kopi af den stævning, som Jon Stephensen har indgivet mod Aveny‑T for uretmæssig afskedigelse?
Hvis vi antager, det er sandt, at Henning Dyremose var ved at trække sig som bestyrelsesformand, hvad i filan er der så foregået, siden han beslutter sig for ikke kun at blive, men også for at fyre Jon Stephensen? Hvis det ikke er kronikken i Politiken og Jon Stephensens politiske engagement i Moderaterne, som er årsagen, hvad er det så, som har alarmeret Dyremose og bestyrelsen? Det interesserer Frihedsbrevet sig rigtigt meget for, og lur mig, om vi ikke får hul på sagen i denne uge.
Bemærk i øvrigt tavsheden fra den københavnske teaterbranche. Den er slående. Hvorfor er de så stille?
Til højbords med professor Jordan B. Peterson 🦞
Forestil dig en middag på en luksusrestaurant i København, hvor medlemmer af den globale muslimske organisation Minhaj-ul-Quran bespiste en minister, en partileder samt en mediechef. Det kunne være Mattias Tesfaye (S), Sikandar Siddique (FG) og Rune Lykkeberg. Og hertil en kendis; lad os sige skuespilleren Dar Salim. Måske også forfatter Carsten Jensen for at gøre det ekstra interessant. Forestil dig så, at middagen var til ære for Tariq Ramadan, den kendte og kontroversielle schweiziske teolog, der var kommet til Danmark for at holde foredrag. Hvis middagen så ovenikøbet endte med en bøn om Profeten Muhammeds velsignelse over Tariq Ramadan, så tror jeg nok lige, man ville kunne læse om det i medierne i dagene efter.
Eller tænk, hvis den franske forfatter og politolog Renaud Camus kom til Danmark, og den berygtede katolske lægorganisation Opus Dei – som faktisk findes herhjemme – fik den ide at holde en middag til ære for manden, der gav os Den Store Befolkningsudskiftning. For dem, der ikke ved det, er DSB en gakket konspirationsteori, som Renaud Camus har udviklet, der handler om, at den globale elite har rottet sig sammen om at udskifte hvide mennesker med brune. Tænk så, hvis kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) var med til middagen sammen med Pernille Vermund fra Nye Borgerlige, og med til højbords sad også Tanja Nyrup Madsen, chefredaktøren for Mandag Morgen. Samt Thomas Blachman som det tynde øl. Og måske også lige professor Vincent F. Hendricks. Og til sidst havde der været en bøn om Jesu velsignelse over Renaud Camus.
Jeg siger ikke, at det, som foregik i sidste uge på restaurant Salon på Bredgade i København, er helt 1:1 med de to ovenstående situationer. Slet ikke, men det har immervæk stadig en rem af huden, og derfor bør vi tage notits af det. For at begribe hvad jeg sigter til, skal man først og fremmest forstå, hvem der var med til at betale for middagen til ære for den canadiske professor Jordan B. Peterson, da han kom forbi København på sin globale Beyond Order Tour. Det var den danske afdeling af den verdensomspændende kristne pinsekirke-kult Hillsong, og dem er der mangt og meget at sige om. Det er der så sandelig også, når det gælder Jordan B. Peterson, så lad os tage dem i nævnte rækkefølge, før jeg kommer til selve middagen og gæstelisten.
Pinsekirken i alle dens afskygninger går i disse år sin sejrsgang Jorden rundt. Mest succesrig må være megakirke-fænomenet Hillsong, der blev grundlagt i Australien tilbage i 1983 af de to New Zealændere Brian og Bobbie Houston. Herfra har Hillsong spredt sig til cirka 30 forskellige lande, herunder til Danmark (hvor det ledes af Moses Hansens søn!), og er i dag til stede på seks kontinenter. Hvad, der skiller Hillsong ud fra mængden, er, at de målrettet og ganske vellykket går efter urbane millennials med et formsprog, der appellerer maksimalt til unge mennesker. Heriblandt tidstypisk og velproduceret popmusik og en dresscode, der minder om de ansatte hos Joe & The Juice. En typisk Hillsong-pastor går klædt som Justin Timberlake og har tatoveringer til op over begge ører. Som sådan har Hillsong været dygtig til at tiltrække ungdomsstjerner, og blandt deres proselytter har blandt andet været Hailey Baldwin, Kendall Jenner og Justin Bieber.
Hillsong er også en guldgrube, hvor milliarderne vælter ind takket været en slavehær af unge mennesker, der arbejder gratis og en konstant indsamling af donationer. “Giv til Jesus,” er et budskab, der gentages konstant, og ansatte i kirken forventes at donere 10 procent af deres løn til Hillsong. Imens, oppe i skyerne, lever Hillsongs elite et liv i sus og dus i Gucci-gummisko og privatfly.
Som det så ofte sker i religiøse sekter, har ledelsen af Hillsong svært ved at praktisere, hvad de selv prædiker. Således måtte den førende præst i Hillsongs New York-afdeling Carl Lentz – Justin Biebers åndelige vejleder – i 2020 trække sig, efter det kom frem, at han var – som man siger det i de kredse – kommet til at træde ud af sit ægteskab. Samtidig, nede i Australien, var Hillsongs grundlægger Brian Houston i alvorlige vanskeligheder, efter myndighederne var begyndt at interessere sig for, hvad Brian Houston har vidst om sin far Frank Houstons appetit på sex med små drenge. Frank Houston var selv prædikant i pinsekirkebevægelsen og grundlagde forløberen for Hillsong i Australien, nemlig Sydney Christian Life Center. Ved siden af at prædike Guds ord kunne Frank Houston godt lide at voldtage drenge helt ned til syv-års-alderen – en mørk hemmelighed, som sønnen Brian Houston har været med til at dække over. I januar 2022 gik Brian Houston af som leder af Hillsong, efter han blev anklaget for at have været med til at skjule farens børnemisbrug. Hvad, der var med til at fremskynde Brian Houstons nedtur, var desuden, at det kom frem, at han har været sin kone utro.
Så Hillsong befinder sig nu i en krise, men ser man bort fra det, og kigger man ned under MTV-overfladen, gemmer der sig en dybt konservativ og fundamentalistisk kristen bevægelse. Selvom de påstår det modsatte, er Hillsong absolut ikke en ven af homoseksuelle, og selvfølgelig er de også imod abort. Præsterne i kirken blander sig i, hvem deres sognebørn går på date med, og man tilskynder kvinder til at være så feminine som muligt. Ser man på ledelsen, tegner der sig et klart mønster: Stort set alle præsterne er hvide mænd, og der synes kun plads til mennesker med brun hud, når der skal synges og danses.
Hvad, der er endnu mere foruroligende, er, at Brian Houston i sine prædikener har fabuleret om, at Hillsong skal tiltrække indflydelsesrige mennesker og derigennem øge sin magt og vælde. Det synes at være lykkedes i Australien, hvor premierminister Scott Morrison i 2019 var med til en Hillsong-konference og her offentligt bad for kirken foran 21.000 mennesker. Hillsong er altså en global kirke, som har appetit på politik.
Så når Hillsong inviterer på middag, kommer man til middag med ovenstående. I dette tilfælde kommer man samtidig til middag med professor Jordan B. Peterson, og han er også en ordentlig mundfuld.
Hvordan skal man beskrive fænomenet Jordan B. Peterson? Som det manglende led mellem Svend Brinkmann og Rune Selsing er en måde at sige det på, men der er også noget Mogens Frohn over ham; altså den berygtede skipper på det gode skib Fulton, som opdragede sine “hvalpe” med hård hånd. Og en knivspids Henrik Dahl måske? Han er i hvert fald blevet den far, som tusinder af drenge og mænd overalt i verden går rundt og savner. Ham der siger, at man skal rydde op på sit værelse, rette ryggen og tage sig sammen. Samtidig er han gået op imod wokeismen, siger nej til kønsneutrale pronominer og taler om en bred kulturmarxistisk sammensværgelse imod Vesten. Selvom han påstår at være en gammeldags liberal og andre steder hævder, at han helt står udenfor det ideologiske, både taler og skriver han som en gammeldags fundamentalistisk kristen, og hvad der løber som en rød tråd gennem hans YouTube-foredrag og bøger er, at Peterson har et problem med kvinder. Centralt i Petersons misogyne teologi er, at kvinder er lig med kaos, mens mænd er lig med orden. Han hævder, at feminister holder igen med at kritisere Islam, fordi de har et hemmeligt ønske om at blive domineret af muslimske mænd. Som klassiske mandschauvinister typisk gør, dyrker Peterson selvfølgelig det hellige billede af Moderen og Barnet. “Samfund, der ophører med at ære det billede – der ophører med at se det forhold som et, der har transcendent og fundamental vigtighed – ophører også med at eksistere,” siger Peterson.
Uanset hvad, og hvor lidt Jordan B. Peterson end ønsker det selv, er han blevet en kultfigur for det globale højre, og myriader af seksuelt frustrerede alt-right-incels beder ved hans alter. Fælles for hans fans er, at de tager enhver kritik af Peterson enormt personligt, hvoraf følger, at min indbakke nu sikkert bliver oversvømmet med hatemails fra vrede Peterson-trolde.
Personligt synes jeg, at beskrivelsen af Jordan B. Peterson som the stupid persons smart guy er spot on. Det samme kan man sige om den slovenske filosof Slavoj Žižek, men han er i det mindste morsom. Det er Jordan B. Peterson absolut ikke. Når man ser bort fra Petersons ret underholdende skriverier om magthierarkiet hos hummere, er hans bestseller 12 Regler for Livet – en modgift til kaos en ørkenvandring at komme igennem. Det, som især gør ham til et anstrengende bekendtskab, er, at der er noget gennemgående lidende over Jordan B. Peterson som person – som om det er helt enormt hårdt at arbejde med formidling af viden. I det hele taget synes sygdom at knytte sig til både ham og hans familie. Datteren Mikhaila Peterson har i mange år døjet med gigtsmerter, depression, autoimmune lidelser og et syndrom som kaldes idiopathic hypersomnia, som kan oversættes til, at man sover for meget, men grunden, til at man gør det, er videnskaben ubekendt. Alle disse trakasserier stoppede med et trylleslag i 2015, hvor hun begyndte at fjerne det mad og drikke, der indgik i hendes kostpyramide. En ting af gangen, indtil hun til sidst kun havde tre ting tilbage: Kød, vand og salt. Denne diæt kalder hun for Løvediæten, og den er hendes far også hoppet på. Ligesom Mikhaila har Jordan B. Peterson også kæmpet med depression og en lang liste af lidelser, herunder søvnproblemer og angst. Som med datteren har Løvediæten ændret hans liv med et fingerknips; nu kører det bare for ham.
Men han skal træde varsomt, for overfor podcast-værten Joe Rogan har Peterson påstået, at da han en dag bryder Løvediæten og drikker noget æblecider, får han en katastrofal autoimmun reaktion, som holder ham søvnløs i 25 dage i streg. “A month? From fucking apple cider?,” udbryder en forbløffet Joe Rogan. “Jeg sov ikke den måned i 25 dage. Jeg sov slet ikke i 25 dage,” siger Jordan B. Peterson. “Hvad? Hvordan er det muligt?” spørger Joe Rogan. Det er det heller ikke, skal jeg hilse og sige. Den længste tid, et menneske har været i stand til at holde sig vågen, er målt til 11 dage i træk.
Så Jordan B. Peterson og hans datter følger altså en diæt, der lyder som en alvorlig spiseforstyrrelse – og en sikker genvej til galoperende mavekræft. Ved siden af det blev Jordan B. Petersons kone Tammy Peterson i midten af 2019 diagnosticeret med en sjælden form for nyrekræft. Som historien går, var hun godt på vej i graven, og alt håb var ude, indtil hun vendte sig mod Gud og helt mirakuløst blev helbredt.
Las os så vende os mod middagen i København på restaurant Salon. Casper Christensen var sikkert med, fordi han er blevet genfødt kristen og efter sigende er hoppet på Hillsong-vognen. Det er lige sådan en som Casper Christensen, som Hillsong gerne vil have fat i. Ved siden af ham sidder så vores nyudnævnte udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek. På billederne – der blev lagt ud på FrikirkeNet’s Facebook-væg – kan man se, at Dybvad Bek lytter opmærksomt, mens Jordan B. Peterson mansplainer derudad. På Petersons tallerken ligger der øjensynligt kød, og kun det, så han er vist stadig i gang med Løvediæten. Til venstre for Peterson kan man skimte Bjørn Lomborg, som vist ikke behøver nærmere introduktion.
På den anden side af bordet, til venstre for Kaare Dybvad Bæk, sidder lederen af Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, og han ser også tryllebundet ud. Længere nede ad bordet, ved siden af Jordan B. Petersons kone Tammy, sidder så medstifteren af Zetland, Lea Korsgaard, som i dag er bestyrelsesformand for både Zetland og Journalisthøjskolen.
I teksten til billederne, skriver FrikirkeNet:
“Jordan B. Petersons kone, Tammy, var også med ved middagen. Hun indledte middagen med at fortælle om sit kræftforløb, hvor hun var opgivet af lægerne, men havde bedt til Jesus og oplevede en mirakuløs helbredelse. Så selv om Jordan endnu ikke tydeligt har markeret en personlig kristen tro, så gennemsyrer det alt, hvad han gør og siger.”
Sikke en forrygende start på middagen! Længere nede i teksten står der, at middagen “sluttede med en bøn om Jesu velsignelse over Jordan og hans kone Tammy.”
Så er det bare, jeg gerne vil vide: Hvad i alverden laver Socialdemokratiets chefideolog, integrationsminister Kaare Dybvad Bek, sammen med kristne fundamentalister, en kendt klimakrise-skeptiker og hertil et internationalt kendt højrefløjsikon, nemlig Jordan B. Peterson? Hvad i alverden laver han der, og det samme kan man spørge om, hvad angår Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance. Jeg vil også gerne vide, om Hillsong betalte for middagen, fordi kirken har en erklæret ambition om at skaffe sig politisk indflydelse. Var det Hillsong, som pinpointede de politikere, som var med? Sidst, men ikke mindst, er jeg nysgerrig på, hvordan Zetlands Lea Korsgaard er havnet i denne besynderlige mængdebolle. Er der en forbindelse mellem hende og Hillsong, eller var hun mest blevet inviteret med, så middagens slagside mod højre ikke kom for langt ud? Eller er det hendes faible for konstruktiv journalistik, som fik hende med på balkortet? Og hvorfor har hun ikke, så vidt jeg kan se, skrevet noget om denne – tænker jeg – dybt surreelle oplevelse til Zetlands medlemmer? Som en krølle på halen er jeg nysgerrig på, om to medlemmer af Folketinget, herunder en socialdemokratisk minister, virkelig var med til at bede om Jesu velsignelse over Jordan B. Peterson og hans kone Tammy? Disse spørgsmål er nogle blandt flere, som jeg tænker, at Frihedsbrevets kulturredaktion skal undersøge i denne uge. Har Kaare Dybvad Bek måske reddet Jordan B. Peterson fra at brænde op i Helvede?
Hvad jeg ellers går og tænker på 🧐
1️⃣ Hvis der er ikke er andre, der vil melde Benny Engelbrecht (S) til humorpolitiet, så må jeg selv gøre det, for det her er jo så sløjt, at det er kriminelt.
Får I sjøddad nad? 👋🏼
Som man siger på Bornholm, når man spørger folk, om de får bestilt noget. Malthe Emil Kibsgaard har denne gang tegnet mig som superhelten Grønne Pil, der ridder på ryggen af den koreanske supergris Okja, med en dertilhørende Kasket Karl-ballon. I baggrunden ses Folkemødet, som tilsyneladende er blevet smadret på grund af Okjas trampen rundt. Det er blot en fantasi, for jeg skal ikke selv med til Folkemødet, men det skal flere af Frihedsbrevets journalister til gengæld. Det kan du læse mere om allerede i slutningen af denne uge.
Tak, fordi du læste eller lyttede med, og hvis du endnu ikke er blevet betalende medlem af Frihedsbrevet, så vil jeg gerne opfordre dig til at blive det i dag. Hvis ikke, går du glip af virkelig meget godt indhold, og så kan du heller ikke prale med, at du støtter et af Danmarks mest kompromisløst uafhængige medier.
Med venlig hilsen Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet