Fri Mads #56: Splinten i Søren Pinds glasøje 👁
Nogle gange kan man være så heldig, at et nyhedsbrev simpelthen skriver sig selv. Så heldig er jeg, thi foran mig har jeg en liste over en række aktuelle personer, der har det tilfælles, at de virkelig giver mig skrivekløe. De er som følger:
👉🏼 Mette Frederiksen.
👉🏼 Søren Pind.
👉🏼 Jordan B. Peterson.
👉🏼 Lea Korsgaard.
👉🏼 Eva Agnete Selsing.
👉🏼 Sahra-Josephine Hjorth.
👉🏼 Jon Stephensen.
Hvad, jeg kigger på, er simpelthen en kritisk masse. Eller “fuld plade”, som det hedder i bingo-verdenen. Så lad os straks komme til vaflerne her i mit nyhedsbrev nummer 56 🧇
Folkemøde Post Scriptum 🎪
Men først: Har du bemærket, hvad Frihedsbrevet fik ud af Folkemødet? Modsat andre medier brugte vi ikke kræfterne på at leje en bod, hvor vi serverede fadøl og delte muleposer ud. Som jeg her forklarer fagbladet Journalisten, tænker jeg, det er spild af penge. Vi har i forvejen rigeligt med medier, som helst vil hygge om folk. Jeg tror meget mere på værdien i, at folk ser Frihedsbrevets Mathias Blædel Lorenzen interviewe fødevareminister Rasmus Prehn om sin skatteyderbetalte safari hos erhvervsmanden Karsten Ree i Kenya. Eller at de ser Frihedsbrevets Sofie Frøkjær, der interviewer sundhedsminister Magnus Heunicke om sine anklager om, at de borgerlige partier spreder gift for demokratiet. Eller kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen som stikker af fra Frihedsbrevets Emil Findalen. For det er nemlig, hvad Frihedsbrevet går ud på i praksis; frygtløs og magtkritisk journalistik uden dikkedarer. Og hvis magthaverne ikke vil komme til os, så kommer vi til dem; på Folkemødet.
I øvrigt tænker jeg 🤔
I mit stille sind kan jeg godt undre mig over, at Frihedsbrevets måde at gå til Folkemødet på overhovedet vækker opsigt. Det er, som om selve det at opsøge magthavere og stille dem kritiske spørgsmål er noget ganske usædvanligt – ja, nærmest noget kontroversielt.
For eksempel blev jeg spurgt af fagbladet Journalisten: “Har I tænkt over, om I risikerer at ødelægge det for jer selv på den længere bane ved på den måde at troppe op og tage kilderne lidt på sengen?”
Til det er der jo bare at svare, at hvis nogen bliver fornærmede over det, så er det dem der har et problem – ikke os.
Afregning ved kasse et 💳
Nu håber jeg så bare, at jeg har ret i min grundlæggende antagelse, nemlig at når du ser interviews, som dem vi har præsteret til Folkemødet, så tænker du, at sådan et medie vil du da gerne støtte – for dét har vi virkelig brug for i et land, hvor magthaverne i stigende grad sværmer for den tandløse, konstruktive, statsstøttede journalistik.
Tænker du det, så håber jeg, at du melder dig ind i Frihedsbrevet i dag, og stor tak til dem der gør det.
Er du derimod typen, som helst vil nøjes med at tænke, at det er sjovt og godt med Frihedsbrevet og desuden rigtig herligt med mit ugentlige nyhedsbrev, som jo er gratis, så vid, at det ikke er nok. På sigt kan Frihedsbrevet kun lade sig gøre, hvis vi vokser os så store, at vi bliver økonomisk bæredygtige. Derfor står og falder det hele med, at så mange som muligt melder sig ind i Frihedsbrevet så hurtigt som muligt.
Hvad, der er på spil her, er spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skal have et medie, der ikke suger på lappen hos staten, men som kun er i lommen på sine abonnenter. For det er jo ikke, som om det vrimler med medier, der gør, hvad Frihedsbrevet gør, er det vel? Det håber jeg, du kan se meningen i og derfor melder dig ind i dag.
Eller som salig Hunter S. Thompson har sagt det: “Står det til mig, er det en forbandet skam at et område så potentielt dynamisk og vitalt som journalistik er blevet overrendt af tørvetrillere, bumser og sjuskedorter, plaget af nærsynethed, apati, og føjelighed og generelt fanget i en sump af stagneret middelmådighed.”
Hvis man ikke helt forstår, hvad Hunter S. Thompson mener med ovenstående, skal man blot sætte sig ned og se en gennemsnitlig udgave af Presselogen på TV2 News.
Frihedsbrevet er vejen ud af den sump.
Godgørende virksomhed er det ikke at være medlem af Frihedsbrevet. Det vil jeg gerne understrege. Du får enestående, velfortalt og fængende journalistik til gengæld for din støtte. Mere end ti forskellige nyhedsbreve og en app, der er ved at flyde over med indhold, som skal læses. Eller lyttes, for alt, hvad vi udgiver, kan både læses og lyttes. Ved siden af det byder appen også på en portal med Frihedsbrevets egne podcasts. Seneste skud på stammen udkommer på fredag og handler om begrebet kærlighedssvindel. Frihedsbrevet er kommet på sporet af en ung kvinde, der kalder sig “Perker Linse”, og gennem datingtjenester lokker hun hundredtusinder af kroner ud af kærlighedssøgende, ensomme mænd. Endda helt uden at hun mødes med dem. Følg med i jagten på “Perker Linse” fra på fredag i Frihedsbrevets app.
Hummerkongens Middag 🦞
Som man råber i skoven, får man svar. Netavisen Zetlands bestyrelsesformand Lea Korsgaard har i hvert fald forfattet en alenlang, sukkerglaseret “forklar-og-forstå-mig-røv”-tekst om sin middag med det forpinte, canadiske orakel Jordan B. Peterson – som jeg skrev om i mit forrige nyhedsbrev. Korsgaards reportage forekommer at være et modsvar på mine musings samt et uskønt forsøg på at hvidvaske, at hun som mediechef lader sig bespise af de danske frikirker – herunder den rabiate, globale pinsekirke-bevægelse Hillsong, som jo sponserede middagen på restaurant Salon i København. På intet tidspunkt berører Korsgaard, hvem der betaler for maden, og især hvad de glade givere mon tænker om emner som homoseksualitet og abort. Til gengæld gør hun meget ud af, at man ikke må kalde folk, man ikke forstår, for dumme – hvilket Lea Korsgaard bizart nok fremstiller som essensen af mit standpunkt.
Hertil er der bare at sige, at jeg udmærket godt forstår Jordan B. Peterson – det er ikke raketvidenskab, hvad han har gang i, selvom både han selv og hans følgere ihærdigt hævder det modsatte. I øvrigt burde nogen prikke Lea Korsgaard på skulderen og fortælle hende, at der ikke er noget, der hedder en gratis frokost. Eller en gratis middag for den sags skyld. For så risikerer man enten fri- eller ufrivilligt at forfatte en kælen og pinlig apologi for en misogyn tossebold som Peterson, der for eksempel går ind for tvungen monogami. Oveni hatten uddeler Korsgaard så en tåkrummende krammer til Petersons fælles rejsende hos frikirkerne, hvoriblandt vi finder Hillsong-bevægelsen, som jo er et særligt foruroligende fænomen. Det synes jeg virkelig ikke klæder Zetland.
I hvert fald burde det give stof til eftertanke hos Zetlands medlemmer, at vores egen hjemlige trumpist og trad wife Eva Agnete Selsing i et opslag på Facebook hylder Lea Korsgaards “fremragende reportage fra et vidunderligt, usædvanligt middagsselskab”. Bemærk i den forbindelse, at Selsings sprog sjovt nok ikke er ulig det sprog, som incels benytter sig af; mænd deles op i beta- og alfamænd, og hvis man ikke kan se fidusen i Peterson, er det simpelthen, fordi man ikke er en rigtig mand. Så er man derimod en cuck, en “tynd dejmand”, som ikke læser rigtige bøger, hvilket – gætter jeg – i Eva Agnete Selsings vanvidsverden må være alt skrevet af Julius Evola, Morten Korch og så selvfølgelig Jordan B. Peterson.
“Hvorfor mig?”, spørger Lea Korsgaard flere gange i sin reportage. Hvad er det mon ved lille mig, som er så interessant, at jeg kommer til bal på slottet og spiser med kniv og gaffel med skønånder og ministre? Til sidst, efter mange svinkeærinder, får vi så at vide, at frikirkerne indbød Lea Korsgaard til middagen “fordi samtalen!”. Mere Zetlandsk bliver det næsten ikke, og har man i forvejen kvababbelser over begrebet konstruktiv journalistik, er kvalmepunktet for længst nået.
Det vennesæle
Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne bortmane en vildfarelse som Lea Korsgaard med flere tilsyneladende er ramt af. Når Frihedsbrevet skriver om middagen med Jordan B. Peterson, er det ikke, fordi vi er imod, at man omgås mennesker, man er uenig med. Det ville jo være en absurd holdning at have, når man kalder sig Frihedsbrevet. Nej, det, som Frihedsbrevet er imod, er det tiltagende vennesæle mellem pressen og de mennesker og organisationer, som pressen skal holde øje med. Alle de mange formelle og især uformelle sammenhænge, hvor mediechefer og journalister plejer omgang med politikere, lobbyister og erhvervsledere, uden at offentligheden kan følge med i, hvad der sker. Alt det, som er uden for citat, bag de lukkede døre, og især det, som foregår i krydspunktet mellem det private og det professionelle. En fest i en ministers hjem. En middag betalt af frikirkerne, hvor integrationsminister Kaare Dybvad Bek er med som gæst. En bogklub med departementschef Barbara Bertelsen. En madklub med Jyllands-Postens chefredaktør og Statsministeriets stabschef. I et lille land som Danmark, hvor alle kender alle, skal man være særligt opmærksom på den slags kommen hinanden ved. I hvert fald skal det frem i lyset, og heri består Frihedsbrevets opgave.
Søren, Mette og ærkemageren Barbara 🧙♀️
Ifølge Søren Pind er han og Mette Frederiksen begge præget af den gravitas, man forlenes med ved at have været justitsminister. Når jeg bruger det gammeldags udtryk “at forlene”, er det, fordi det ofte optræder i Søren Pinds sprog, som jo er et sælsomt (selv)højtideligt og altmodisch sprog. Senest har jeg stiftet bekendtskab med det i Mette Frederiksens elendige podcast Statsministeren Spørger, hvor Søren Pind medvirker i en live-udgave optaget ved brandstationen i Allinge i torsdags til Folkemødet. Den podcast vil jeg gerne dvæle lidt ved.
Er Søren Pind selvradikaliseret?
Er der et skæringspunkt, hvor festoriginalen ophører med at være et sjovt og farverigt indslag i hverdagen og i stedet bliver til en lidt trist og lettere foruroligende skikkelse? Når jeg spørger, er det, fordi det virker, som om Søren Pind har gennemgået en selvradikaliseringsproces, efter han brød ud af dansk politik. Hans holdninger bliver mere og mere rabiate, og jeg fatter stadig ikke, at det ikke har vakt større opsigt, at han i ramme alvor mener, at dansk presse undergraver demokratiet. Ved siden af dét bebrejder han også dansk presse for prinsesse Dianas død, hvilket jo er et sikkert tegn på, at Søren Pind rent faktisk er blevet bims – altså sådan rigtigt kuk kuk faldera.
Skæringspunktet, dér hvor det blev tydeligt for omverdenen, at Søren Pind har mistet den, er selvfølgelig hans pièce de résistance, øjeblikket hvor Søren Pind toner frem i den ministeruniform fra C.L. Seifert til 40.000 kroner, som han bestilte i den tro, at han skulle forlade dansk politik med glans for at blive chef for Det Kongelige Teater. Det skulle han så bare ikke være alligevel, for forstandige mennesker i Det Kongelige Teater havde imidlertid indset, at Pind har en skrue løs.
Der sidder nemlig en splint i Søren Pinds glasøje, og jeg tænker, at denne splint, denne skygge, er forklaringen på Søren Pinds tiltagende vanvid. Splinten stammer fra ærkemageren Barbara Bertelsens troldspejl, som – fantaserer jeg – er blevet købt hos Søstrene Grene på Fisketorvet i København i en travl frokostpause. Senere hen blev det så slået i stykker under et raserianfald, men splinterne kunne bruges til noget.
Dobbelttænkning 🧠
Splinten i Søren Pinds glasøje gør ham i stand til at tænke dobbelt i en grad, som almindeligt dødelige slet ikke kan matche. Som bekendt betyder dobbelttænkning, at man er i stand til at have to modstridende meninger og tro fuldt og fast på dem begge – uden at være klar over, at de er modstridende. Det er derfor, at Søren Pind hele tiden hylder friheden – som for eksempel i podcasten med Mette Frederiksen – samtidig med at han kræver den frie debat og den frie presse bragt under kontrol og gerne med drakoniske midler. Holdt op imod hinanden kan man ikke mene begge dele, men det kan Søren Pind på grund af splinten i glasøjet.
Har man læst H.C. Andersens eventyr Snedronningen om den lille Kay og hans veninde Gerda, ved man, at Kay ikke kun har en splint fra Djævelens ituslåede troldspejl siddende i øjet. Han har også en splint siddende i hjertet. I dette tilfælde sidder splinten dog i hjertet på Søren Pinds veninde, som i denne udlægning hedder Mette Frederiksen. Også hun er kommet under ærkemageren Barbara Bertelsens trolddom, for ligesom Søren gjorde hun tjeneste med Bertelsen i Justitsministeriet, hvor hun indtrådte i den samme pagt, som Søren Pind har underordnet sig. Det er en pagt, der fordrer ubrydelig loyalitet, men til gengæld begunstiges man med kunsten at kunne tænke dobbelt som ingen anden.
Værdighedskravet igen igen 🎩
Som sådan er seneste udgave af Statsministeren Spørger en fremvisning i dobbelttænkningens ædle kunst. Ligesom Søren Pind elsker Mette Frederiksen friheden og vil byde Putin trods, men ligesom Søren Pind er hun samtidigt slemt forfalden til at væmmes ved den danske presse. Især til sidst i podcasten, hvor hun kaster sig ud i en lang tirade om alt det snavs, der bliver trykt i avisen om ærværdige mennesker, uden at en ansvarlig redaktør siger “hov, hov kammerat, er det nu rigtigt?!” Selvfølgelig får vi også lige alle de klassiske Mette Frederiksen riffs med på vejen; om alle de urimelige angreb, hun skal lægge ryg til fra mediernes side, og så selvfølgelig at hun gerne vil behandles med respekt og værdighed.
Det, man siger, er man selv
Absurd nok er dette ressentiment ved den frie presse, dette konstant behov for at undergrave danskernes tillid til medierne, ikke helt ulig Donald Trump. Altså præcis den Donald Trump, som regeringen nu beskylder oppositionen for at gå i bedene. Men i virkeligheden er det jo også meget trumpsk at beskylde andre for at gøre noget, som man selv allerede er godt og grundigt skyldig i.
Sahra-Josephine Hjorths fornemmelser for journalistik 🎓
I hvert fald er konsekvensen øjeblikkelig. Når statsministeren siger noget, så siger hun det i en megafon. I mindre grad Søren Pind, men han har selvfølgelig også sine fans. Lydbølgerne forplanter sig, og pludselig sætter den kontroversielle it-iværksætter og Obama Leader Europe 2022 Sahra-Josephine Hjorth sig til tastaturet. Som bekendt var hun kortvarigt med i Frihedsbrevets bestyrelse, men trak sig i forbindelse med, at Ekstra Bladet og senere hen Frihedsbrevet begyndte at stille spørgsmålstegn ved hendes utrolige meritter som iværksætter og akademiker. Senest har Berlingske Tidende afsløret, at hun ikke har den bachelorgrad fra et amerikansk universitet, som hun har gået og brystet sig af. Dén artikel er Sahra-Josephine Hjorth blevet morderlig vred over, og når hun ser, hvad Mette Frederiksen mener om pressen i sin podcast, går hun på LinkedIn og skriver følgende:
“Statsminister Mette Frederiksen kommer med en essentiel kritik af de danske medier på Folkemødet. Det er nemlig blevet ok at lyve som medie og pt har det ingen konsekvens. Og det skal det have. Jeg har i den seneste uge oplevet det fra Berlingske, som skriver ting om mig baseret på Wikipedia og på trods af at de har dokumentation for det modsatte. Og det skal være strafbart og så skal man miste mediestøtten. Du ringer bare Mette, jeg har masser af ideer.”
Hvem liker så det? Det gør Hvidovres tidligere borgmester Helle Adelborg (S). Det gør kulturkommentatoren Anne Sophia Hermansen, som selv lever af pressen. Det gør i alt 47 granvoksne mennesker, der vitterlig tror på, at Berlingske Tidende ikke har ret i det, de bringer til torvs om Sahra-Josephine Hjorth. Men det har Berlingske Tidende selvfølgelig ret i, ligesom at Frihedsbrevet har ret i at skrive, at Sahra-Josephine Hjorth har søgt om offentlige midler med en falsk ph.d.-titel.
Når Søren Pind og Mette Frederiksen gøder hadet til den frie presse, har det således en øjeblikkelig effekt, hvilket forlener mig til at sige, at de begge skulle skamme sig.
Jon Stephensen 🎭
Nu er det ikke længere kun Frihedsbrevet og Politiken, som er optaget af sagen om fyringen af Aveny‑T’s teaterdirektør Jon Stephensen. Det er Weekendavisen også, og i den forgange uge bragte de nyt i sagen i en artikel af journalist Poul Pilgaard Johnsen.
Poul Pilgaard Johnsen har opdaget, at teatrets bestyrelse mistænker Jon Stephensen for at have forfalsket en underskrift på et internt bestyrelsesdokument. Det samme har jeg hørt fra mine kilder, og præcis som Pilgaard Johnsen skriver det, giver det ingen mening overhovedet, hvis Jon Stephensen har gjort sig skyldig i lige netop den forbrydelse. For det første går dokumentet helt tilbage til 2017 – hvorfor man kan undre sig over, hvorfor og hvordan det dukker op nu hele fem år senere. For det andet har dokumentet vitterligt ingen betydning. Det er en simpel formalitet, en registrering af en udskiftning af et bestyrelsesmedlem, hvoraf følger, at Jon Stephensen intet har haft at vinde ved at forfalske en underskrift på netop dette dokument.
Skulle mistanken om et meningsløst dokumentfalskneri virkelig være grunden til, at Jon Stephensen er blevet fyret, bestyrker det Jon Stephensens påstand om, at fyringen af ham var politisk. Læg dertil, at bestyrelsen så vidt vides ikke har meldt Stephensen til politiet for dokumentfalsk og desuden gav ham tolv måneders løn i fratrædelsesaftalen. Men husk på, at Jon Stephensen ifølge Aveny‑T’s bestyrelsesformand Henning Dyremose blev fyret på grund af en række “forretningsmæssige og ledelsesmæssige forhold.” Altså flertal; der var flere grunde til, at Stephensen skulle ud.
Ifølge Weekendavisens Poul Pilgaard Johnsen blev Jon Stephensen også fyret, fordi han forbrød sig mod sin tavshedspligt overfor bestyrelsen.
“Undervejs kom det til bestyrelsens kendskab, at Jon Stephensen havde videregivet fortrolige oplysninger fra et bestyrelsesmøde den 4. maj til en medarbejder på teatret,” skriver Poul Pilgaard Johnsen i artiklen.
Men var det virkelig nok til at besegle Jon Stephensens skæbne; en mistanke om at have forfalsket en underskrift på et ubetydeligt dokument samt at have talt over sig til en medarbejder på teatret? I så fald giver det fortsat langt mere mening, hvis Stephensen skulle fyres, fordi Henning Dyremose var rasende over den kronik, som Stephensen skrev i Politiken sammen med Moderaternes stifter Lars Løkke Rasmussen.
Nyhedsalarm 🚨
Som jeg tidligere har skrevet om, fortæller mine kilder mig, at Henning Dyremose var så vred over kronikken i Politiken, at han ville trække sig som bestyrelsesformand. Det var derfor, Jon Stephensen kontaktede advokat Vibeke Borberg for at høre, om hun ville afløse Dyremose i bestyrelsen. Det skriver Poul Pilgaard Johnsen også om i Weekendavisen. Nu følger så en nyhed, for jeg har opdaget, at Jon Stephensen også spurgte advokat Pernille Backhausen, om hun ville være bestyrelsesformand for Aveny‑T. Til mig skriver hun, at Jon Stephensen “gerne ville have en dialog om den mulighed, men jeg takkede nej – også til dialogen.” Derudover har Backhausen ingen kommentarer.
Mysteriet består: Hvad forårsagede, at Henning Dyremose besluttede sig for at blive på posten, og hvorfor skulle Jon Stephensen pludselig fyres?
At der muligvis er en politisk side af sagen, antydes til sidst i Poul Pilgaards Johnsens artikel. Han skriver:
“Kilder i Frederiksberg Kommune, som har holdt en økonomisk hånd under det gamle teater, og som bidrager med et stort årligt tilskud, fortæller, at hele sagen har været forelagt borgmesteren, Michael Vindfeldt. Også her lød vurderingen, at teaterchefen ikke kunne blive i stillingen.”
Muy interessante! Som man siger det i spaniernes land. For har Jon Stephensen ret i sin påstand, er det en helt utroligt vigtig sag om mulig magtfordrejning og om ytringsfrihed. Det er derfor, jeg bliver ved med at skrive om det, vel vidende at der selvfølgelig også kan være årsager til, at Stephensen blev fyret, som vi slet ikke kender til.
God sommer 👋🏼
Så kom høsten hjem til gården. I dagens anledning har Malthe Emil Kibsgaard tegnet mig som superhelten Shazam, flyvende på Silver Surfers bræt, med en ballon, der forestiller Alfred E. Neuman fra Mad Magazine. Altså noget for enhver smag, skulle jeg mene.
Mød din sommervikar 🌞
Nu skal jeg på en lang og tiltrængt sommerferie, men det skal Frihedsbrevet ikke. Vi holder dampen oppe, for posten skal ud, og det indbefatter dette nyhedsbrev, som fra og med næste uge bliver passet af min sommervikar, nemlig chefredaktør Kristoffer Eriksen. Han har blandt andet tænkt sig at give nogle af de mennesker, som jeg har kritiseret i mit nyhedsbrev, et tilbud om genmæle. Så det skal nok blive festligt. Tak, fordi du læste eller lyttede med, og på gensyn når jeg er tilbage fra ferien.
Mvh, Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet