Fri Mads #64: Den Store Raptus kommer 😈
Faktisk var det slet ikke meningen, at jeg ville begynde mit nyhedsbrev med et billede af departementschef Barbara Bertelsen og den nyudsprungne statsministerkandidat Søren Pape Poulsen. Men tanken, om at disse to besties måske igen snart skal nyde hinandens selskab, kan jeg ikke forbigå i tavshed. Se bare, hvor glade de er for hinanden:
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Bemærk i øvrigt, at Søren Pape Poulsen allerede taler og lyder som Mette Frederiksens alter ego. For eksempel kommer han “ikke til at gå ind i” spørgsmålet om, hvorvidt Barbara Bertelsen skal fortsætte i Statsministeriet, og det er jo 101-Frederiksen at sige det. Samtidig kalder han spørgsmålet om Bertelsens videre skæbne for “almindelig personalepolitik”, hvilket jo lidt svarer til at kalde et pavevalg i Vatikanstaten for “et ledelsesseminar”. Absurdos! Som de vist nok siger det i Mexico.
Taksigelser 🙏🏻
Meningen var derimod, at jeg ville starte med at sige tak for indsatsen til min sommervikar Kristoffer Eriksen, som er et hard act to follow.
Dernæst vil jeg sige, at det ikke er usædvanligt, at chefer har det med at overvurdere deres egen betydning – således også undertegnede. Måske endda i særligt grad undertegnede. “Kan de mon klare sig uden mig?,” tænker man i et selvforelsket øjeblik. “Bryder det hele mon sammen, mens jeg er væk?,” spørger man sig selv. Det gør det absolut ikke – i hvert fald ikke i tilfældet Frihedsbrevet. Det er en fryd at vende tilbage fra ferie og så møde en redaktion, der sprudler af virkelyst og idéer, og samtidig kunne se en medlemsbase, som fortsætter med at vokse. Alene i den forgangne uge kom hundredvis af nye, betalende abonnenter til, og til alle jer – de nye såvel som de gamle – skal også lyde et tak. Det er skønt, at flere og flere kan se værdien i et magtkritisk medie, som er kompromisløst uafhængigt.
Klarsyn 👁
Når man har været i udlandet i flere uger i streg og pludselig kommer tilbage til småstaten Danmark, kan man være så heldig, at man får sig et klarsyn. Altså, hvad japanerne kalder for satori; bevidsthedens opvågning til sin sande natur. Hvad jeg taler om er selve øjeblikket, hvor man lige pludselig ser alt for, hvad det i virkelig er, hvor man simpelthen kan se ind i The Matrix.
Som for eksempel når man ser en avisannonce for Zirkus Nemo, og hvor de fleste andre bare ville bladre videre uden at have bemærket noget særligt, får jeg øje på billedet af Tommy Kenter, der er gemt væk bag et koøje i en lille rumraket.
Klartseende som jeg er blevet, ser jeg virkelig Tommy Kenters ansigt, gemt væk derinde i rumraketten, og jeg tænker, at han er blevet udsat for noget, der er så hårdt og brutalt, at kun de færreste af os vil kunne begribe det. Er det et råb om hjælp?
Mr. Poopybutthole 💩
Et andet eksempel: Jeg sidder og ser tegneserien Rick and Morty med min yngste søn, og vi havner i et afsnit, hvor bifiguren Mr. Poopybutthole dukker op. Han er også kendt under navnet Professor Poopybutthole, og kort sagt er han en en lille mandsperson, der er formet som en pølse. Hans hud er gullig, han har store øjne og en lang næse og går som regel med høj, sort hat. Hans stemme er lys og skinger, og så er han altid i påfaldende godt humør. Mens vi ser det, tænker jeg igen og igen; “Hvem er det dog, denne Mr. Poopybutthole minder mig om?,” indtil lynet slår ned: Han minder mig jo om fødevareminister Rasmus Prehn! Det eneste Prehn mangler er en høj, sort hat, for ellers er ligheden total. Se bare her:
Selvfølgelig – hvis man var meget ond, men hvorfor i alverden skulle man dog være det, vil jeg gerne vide – kunne man indvende, at jeg selv ligner Professor Poopybutthole, men det synes jeg trods alt er at føre det for vidt.
Dagsorden 🗓
Anyways; jeg er blevet klartseende. Sådan har jeg haft det, lige siden jeg landede i Kastrup Lufthavn forleden dag, og denne nyvundne følsomhed vil jeg selvfølgelig tage med mig ind i mit nyhedsbrev nummer 64 – så andre kan nyde godt af det.
Jeg vil selvfølgelig skrive mere om fødevareminister Rasmus Prehn, men også om offentlighedsloven, og om hvordan dommedagens basuner efterhånden gjalder fra nær sagt alle verdenshjørner. Og så er der nyt fra vores podcastredaktion, som en af de nærmeste dage udkommer med en podcastserie om it-iværksætteren Sahra-Josephine Hjorth.
Men først lidt om hvad jeg har lavet i min sommerferie.
Det har jeg lavet i min sommerferie 🏖
1) Drevet mine nærmeste til vanvid. For at bevise at det kunne lade sig gøre, har jeg afviklet min ferie uden mobiltelefon – hvilket varmt kan anbefales. Det kan det især, hvis man har smag for at gå andre mennesker på nerverne. Dels skal den mobilfri person jo have andre menneskers hjælp til at løse alle de mange opgaver, som i nutidens verden kun kan klares med en mobiltelefon, og dels bliver den mobilfri persons nærmeste pårørende dybt forfærdede, når de indser, hvad det virkelig vil sige at have en ægtefælle, kæreste eller forælder, som er 100 procent til stede og derfor meget, meget nærværende. Det er der jo ingen, der er vant til mere. Blandt andet har jeg ved flere lejligheder spurgt mine børn, om de ikke skulle i gang med at læse i “en dejlig bog” ligesom deres enormt tilstedeværende far, og så har jeg højlydt sammenlignet det at læse bøger med at downloade apps og sagt ting som “se, nu ligger far lige og downloader en ny app,” og det er jo helt enormt irriterende. Så rædselsfuldt et menneske har jeg været i min sommer.
2) Beundret Frankrig. At mene, at det hele går af H til, er en fransk specialitet. De har endda et udtryk for det, nemlig Le Malaise Français; den franske syge. Og rigtig meget går virkelig dårligt i Frankrig, det må man give dem: Loire-floden er ved at tørre ud, præsident Macron har mistet sit flertal i parlamentet – hvilket gør landet endnu mere uregerligt, og De Gule Veste var sikkert kun begyndelsen på noget, der er meget værre. Men hvad der immervæk forbliver så imponerende ved Frankrig er, hvor utrolig alfabetisk en kultur den franske nation er. Går man ind i en gennemsnitlig banegårdskiosk i Frankrig, finder man ikke kun en sand rigdom af aviser, magasiner, tidsskrifter og tegneserier. Man finder også dybt forfinet skønlitteratur fra et forlag som Gallimard. Især kan jeg godt lide den linje, Gallimard kalder for Collection Blanche; stramt kurateret skønlitteratur udgivet med et elegant, cremehvidt omslag. Som for eksempel Annie Ernaux’s Le Jeune Homme eller den kontroversielle forfatter Céline’s forsvundne roman Guerre, der dukkede op fra gemmerne i 2020. Som sådan svarer det lidt til, hvis man kunne købe Madam Nielsens nyeste roman nede i 7‑Eleven, hvilket jeg ikke regner med kommer til at ske foreløbigt.
3) Været midt i et bondeoprør. Min ferie bragte mig forbi Nederlandene, hvor det virkelig går hedt for sig. Rasende bønder smider brændende halmballer på motorvejene og kæmper i gaderne mod politiet, som til gengæld skyder med skarpt mod deres traktorer. Som sådan er de hollandske bønder blevet de nye canadiske lastbilchauffører, men selvom det globale højre gerne vil frame det, som om det er Klaus Schwab fra WEF, der har bestemt, at Nederlandene skal nedbringe deres kvælstofudslip med 70 procent inden 2030, så er sandheden den, at de hollandske politikere ikke rigtigt har noget valg. Dels er de blevet pålagt af de hollandske domstole at gennemføre disse drastiske ændringer, og dels er landet vitterlig – undskyld mit franske – ved at drukne i lort og pis. Nederlandene er et land på størrelse med Jylland, men hvor der bor hele 17 millioner mennesker sammen med fire millioner stykker kvæg, 13 millioner grise og 104 millioner kyllinger. Det resulterer i svimlende mængder affaldsstoffer, som tilsammen gør Nederlandene til det land i Europa, der forurener mest med kvælstof. På den anden side er landets nationale identitet snert bundet sammen af landbruget og det lige fra tulipaner til træsko og vindmøller. Så den omkalfatring, som nederlandsk landbrug nu skal gennemføre, bliver en smertefuld og grim affære for hele landet.
Raseriets Vinter 🤬❄️
Grimt og smertefuldt bliver det også for os andre, for bondeoprøret i Nederlandene er ved at sprede sig til resten af Europa; blandt andet til Polen, Italien og Tyskland. Ligesom det er sket i Nederlandene, smelter bøndernes revolte sammen med politisk populisme, konspirationsteorier om corona og alle de mange ængsteligheder og problematikker, som krigen i Ukraine fører med sig. Hvad vi har at gøre med her er med andre ord en kritisk masse; en kontrarevolution vendt mod det grønne, det fornuftige og det rigtige.
Det trækker virkelig op til storm nu og ikke kun på grund af bønderne. Både i lande som UK, Tyskland, Irland, Frankrig – og hold fast – Sverige tales og skrives der om risikoen for blackouts til vinter – altså, at energiforsyningen simpelthen lukker ned som følgevirkning af den påkrævede kolde tyrker fra Putins gas. Skulle vinteren 2022 gå hen og blive særligt barsk, frygter Tysklands efterretningstjeneste en “raseriets vinter”. Som chefen for delstaten Thüringens Bundesverfassungsschutz, Stephan Kramer har sagt det til ZDF, fornemmer han en “meget emotionel, aggressiv og fremtids-pessimistisk” stemning i den tyske befolkning, hvis “tillid til staten, dens institutioner og de politiske aktører er forurenet af massiv tvivl”. Kombineret med en situation, hvor tyskerne ikke kan varme deres lejligheder op, og gader der ligger hen i mørke, vil det hele måske sprænge i luften, frygter Kramer.
Imens i Danmark 🤪
Med andre ord er det mere vigtigt end nogensinde, at vores politikere gør, hvad de kan, for at gøde og styrke borgernes tillid til myndighederne, til systemet og sluttelig til dem selv; til politikerne. I Danmark sker der desværre det stik modsatte. Rigspolitichef Thorkild Foged, departementschef Barbara Bertelsen og otte andre topembedsmænd møder stadig op på arbejde, selvom Minkkommissionen klart og tydeligt lagde op til, at der skulle rejses tjenestemandssager mod dem. Derfor skulle de være blevet sendt hjem som de første. At det stadig ikke er sket, krænker selvfølgelig danskernes retsfølelse og bærer samtidig ved til følelsen af, at demokratiet er et tomt rollespil, der dækker over ting og sager, som ikke tåler dagens lys.
På sociale medier står regeringens redebonne stødtropper klar til at kalde alle, der undrer sig over, at Barbara Bertelsen stadig møder på arbejde, for konspirationsteoretikere. Ikke noget nyt under solen dér. Når statsminister Mette Frederiksen ovenikøbet siger, at hun fortsat har fuld tillid til Barbara Bertelsen og de ni andre mandariner, forstår man, hvor lidt hun og Socialdemokratiet kerer sig om folkestyrets ve og vel. Det eneste, der betyder noget for sosserne, er at bevare magten og i forlængelse heraf at udvide, befæstne og tætne det fortrolige rum, som de elsker at befinde sig i. Et dark room, hvor ingen kan følge med i, hvad de laver.
Mere mørklægning, tak
Derfor skal offentlighedsloven nok engang skærpes, selvom statsministeren til pressemødet i anledning af Minkkomissionens rapport sjovt nok lovede os det modsatte. Venstre og Konservative har også talt for, at offentlighedsloven skal rulles tilbage, men nu sikrer de bizart nok regeringen flertal for et lovforslag, der vil gøre det nemmere for myndighederne at afvise ansøgninger om aktindsigt, der kan opfattes som chikane. Igen og igen får vi at vide, at det handler om at beskytte fængselsbetjente mod fangerne, men i realiteten ligner det et lovforslag, der har til formål at beskytte offentligt ansatte mod borgerne og i forlængelse heraf politikerne mod pressen. For hvem er det nu, der har talt om, at hun opfatter strømmen af aktindsigtsansøgninger til Statsministeriet som en chikane? Det har Mette Frederiksen i sin samtale med Berlingskes Tom Jensen, hvor hun undrer sig over, at “landets bedste jurister” skal beskæftige sig med henvendelser fra journalister, som efter Frederiksens mening har til formål at mistænkeliggøre hende. Under hendes vagt har ventetiden på svar på ansøgning om aktindsigt i øvrigt vokset så meget, at Ombudsmanden har taget affære.
Når man undrer sig over, at Venstre tilbage i april 2021 ville kigge på offentlighedsloven igen, men nu stemmer ja for en stramning af den, står Jan E. Jørgensen klar på Twitter med et rigtigt motte-and-bailey-argument:
Det er lidt, som når personer, der står stejlt på ytringsfrihed, typisk skydes i skoene, at de hermed støtter, at voksne skal have lov til at bolle med børn. Der er jo ingen, der ønsker sig, at fængselsbetjente skal chikaneres af bandemedlemmer, men der er mange, der ønsker sig, at myndighederne ikke skal kunne bremse et fænomen som aktivisten Rasmus Visby ved at stemple hans krav om indsigt som chikane. Det vil de kunne gøre med den nye lovgivning. Selvom justitsminister Mattias Tesfaye i P1 Morgen sagde, at lovgiverne vil sikre sig “med flammeskrift”, at de nye statutter ikke skal kunne bruges mod pressen, bør vi lytte nøje til de jurister med forstand på sagen, som hæfter sig ved, at der er tale om en elastisk gummiparagraf, som netop kan bruges mod pressen.
Gaven, der bliver ved med at give 🎁
Så det er bare med at søge om aktindsigt, mens man stadig kan. For eksempel i Rasmus Prehn, vores allesammens fødevareminister. Jeg ved godt, at min kære kollega Eriksen har skrevet indgående om Rasmus Prehn tidligere på sommeren, men det skal ikke forhindre mig i også at tage et lille run på ham. Om ikke andet så for at prøve dagsformen af.
Til vands, til lands og i luften ✈️
Anledningen er selvfølgelig den historie, vi bragte om Prehn i den forgangne uge, ligesom vi ugen forinden kunne berette om Prehn, der fører sig frem som en glad og grøn klimatosse, alt imens han trækker en kodyl slørhale af CO2 efter sig. Den historie forsøgte Prehn så – gætter jeg – at imødegå med dette patetiske stykke modspin:
Senest har vi så fortalt om, at samme Rasmus Prehn tilsyneladende mente, at danskerne skulle betale for den tube superlim, som han købte for at reparere sine knækkede briller. En lille, skaldet tube superlim til 59 kroner. Da Frihedsbrevet fik indsigt i bilaget, skyndte Prehn sig sjovt nok at betale pengene tilbage. “Herre Gud da,” kan man indvende; “er det ikke lige småt nok?” Jo, det er meget småt, men husk på, at luseæg bliver til lus, hvis man ikke fjerner utøjet i sin tidlige vorden. Derfor må jeg stille mig dybt undrende overfor dem, der mener, at Frihedsbrevet går i for små sko, når vi bringer historier som den om Rasmus Prehn og hans superlim. I virkeligheden er det Prehn, der går i små sko her, for hvor er man dog småtskåren og samtidigt uklædeligt bjergsom, når man får en millionløn som minister, men stadig får skatteyderne til at betale superlim til sine private briller.
Hvordan jeg lærte at elske dommedagen 🌋
Bortset fra Rasmus Prehn er der ikke så meget at grine af for tiden. Nordpolen smelter fire gange hurtigere end frygtet. Den værste tørke i 500 år har ramt Europa. Salman Rushdie har mistet sit ene øje, og så er jeg ikke engang kommet til krigen i Ukraine endnu. Men når det ser allermest sort ud, sender jeg gerne en kærlig tanke til science fiction-forfatteren J.G. Ballard og noget, han engang har sagt:
“Jeg mener, at historien om katastrofen, hvem end det er som fortæller den, repræsenterer en positiv og konstruktiv handling på fantasiens vegne, snarere end en negativ en. Et forsøg på at slå det skrækindjagende tomrum i et åbenlyst meningsløst univers i sit eget spil. At genskabe nullet ved at provokere det på enhver tænkelig måde.”
Den udtalelse kan jeg virkelig godt lide, for den kan man varme sig ved, når det hele strammer til.
Den Talentfulde Fru Hjorth 💃
Lige om lidt har Frihedsbrevet premiere på en ny podcastserie. Den hedder Den talentfulde Fru Hjorth og handler om den kontroversielle it-iværksætter Sahra-Josephine Hjorth, medstifteren af online-læringsportalen CanopyLAB. Som Frihedsbrevet, Berlingske og Ekstra Bladet har beskrevet, er der ingen ende på overraskelserne, når man går i gang med at efterprøve Sahra-Josephine Hjorths meritter. I første episode er det i øvrigt mig selv, der har rumpen i klaskehøjde, når jeg fortæller om, hvordan jeg mødte Sahra-Josephine-Hjorth og var medvirkende til, at hun skulle meldes ind i Frihedsbrevets bestyrelse.
Det vil du ikke gå glip af, og selvom jeg har sagt det før, kommer jeg nu til at sige det igen: Frihedsbrevet står og falder med, at så mange som muligt melder sig ind og bliver betalende abonnenter. Til gengæld får du adgang til et journalistisk univers, som er i rivende udvikling, og seneste skud på stammen bliver altså podcastserien om den talentfulde Fru Hjorth.
Ulven der vogter får 🐺
Noget andet du heller ikke vil misse ud på er Frihedsbrevets Sofie Frøkjær, som i dag udkom med denne historie. Den handler om en mandlig HR-chef hos Copenhagen Medical, som i stedet for at være kvindernes fortrolige i sager om grænseoverskridende adfærd absurd nok selv har været grænseoverskridende overfor unge, kvindelige ansatte. Gennem et halvt år har Frihedsbrevet været i kontakt med en række kvindelige kilder og kan nu tegne et rystende billede af Copenhagen Medicals HR-afdeling. Som sådan et glimrende eksempel på ambitionsniveauet for Frihedsbrevets journalistik.
Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔
1️⃣ Har jeg mon taget årets Danmarksbillede? Ikke for at vade mere rundt i, at jeg er blevet klarsynet, men forleden dag kommer jeg cyklende på arbejde og ovre på den anden side af kanalen, foran og bagved Kulturministeriet, ser jeg er et sceneri, som IMO rummer alt, hvad der er galt med det hele lige nu:
I midten har vi Kulturministeriet, der er blevet underlagt et politisk parti, som hylder håndbold og foragter kunst. I baggrunden har vi mørke skyer; en storm af bibelske dimensioner nærmer sig landet. I forgrunden ses så det komplet åndssvage futtog, som af mig ubegribelige årsager har fået lov til at drøne rundt med turister midt inde i København. Dette tåbelige futtog er en hån mod alle forhåbninger om, at København skal være en rigtig, ægte hovedstad for voksne mennesker. Og så er det i al sin påtagede barnlighed meget dansk med sådan et idiotisk futtog. Ligesom når Jonas Vingegaard har vundet Tour de France og kommer hjem til Danmark og træder ind i Tivoli og bliver puttet ind i et lignende futtog. “Her, værsgo Jonas! Du har vundet verdens største cykelløb, og nu kan du så sidde i dette lille futtog og ligne en komplet idiot.” Kunne man forestille sig andre lande behandle deres største sportsstjerner på denne ydmygende måde? Det tror jeg virkelig ikke. Så selvfølgelig skal turister, som kommer til København, også klemmes ind i et lillebitte futtog og carte rundt som totale fjolser. Mere dansk bliver det ikke.
2️⃣ Hvor er det dejligt at være tilbage på Twitter! Især nyder jeg, hvordan feedet kan byde på nogle helt forrygende dialektiske konstellationer, hvor det ene opslag taler med det næste opslag, og helt nye meninger hermed opstår. Som for eksempel dette uddrag, der siger noget om at være journalist i Rusland i forhold til at være journalist i Danmark:
Au revoir 👋🏼
Som man siger, når man er blevet en rigtig Jean de France. Jeg er tilbage om en uges tid og forventer, at du i mellemtiden – såfremt du stadig kun er med som gratist – har meldt dig ind i Frihedsbrevet. På forhånd tak!
Vores hustegner Malthe Kibsgaard har tegnet mig som superhelten Atomet, kørende i en motorcykel. I sidevognen sidder tegneseriefiguren Dilbert, og det kan jo godt give stof til eftertanke, skulle jeg mene.
Mvh.
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet