Fri Mads #65: Operation Morgenluft 🌻
Er du den, der savner underlægningsmusik til dette nyhedsbrev, har jeg et godt bud på, hvad det kunne være: Tilbage i starten af 1500-tallet gik den hollandske maler Hieronymus Bosch i gang med at male et såkaldt triptykon, altså et billede i tre sektioner, som bærer titlen Lysternes Have. Den højre side af værket viser Helvedes pinsler, og i midten ses bagdelen på en fordømt stakkel, der har fået tatoveret et nodeark på sine røvballer:
Og nu kommer vi til pointen, for mange år senere er der nemlig nogle hittepåsomme mennesker, som har sat musik til noderne, for det er ikke bare nogle pjattenoder, og musikken har sjovt nok lige præcis den boblende følelse og stemning, som jeg ønsker mig, at nyhedsbrevet Fri Mads skal have. Hør denne oldgamle røvsang fra Helvede her.
Ned i kaninhullet med Sahra-Josephine Hjorth 🐇 🕳
Dermed velkommen til mit nyhedsbrev nummer 65. Før jeg går videre i teksten, vil jeg lige bemærke, at Frihedsbrevet i skrivende stund har hele to podcasts på top tyve-listen over de mest populære udsendelser hos iTunes. Den ene er Marathonmanden, og den anden er Den talentfulde fru Hjorth. Sidstnævnte handler om den kontroversielle iværksætter Sahra-Josephine Hjorth, hvis selskab CanopyLAB blev sendt til tvangsopløsning i torsdags. Første afsnit handler om, hvordan jeg selv blev tryllebundet af Sahra-Josephine Hjorth, og næste afsnit tager dig så med ned i kaninhullet for alvor. For alt hvad der knytter sig til Sahra-Josephine Hjorth og CanopyLAB er, så man taber både næse, ører og mund, og vi har stadig kun lige taget hul på rejsen. Jeg har ladet mig fortælle, at denne uge bringer nye, opsigtsvækkende afsløringer fra Frihedsbrevet om Sahra-Josephine Hjorth, både som tekst og lyd. Så det kan man godt begynde at glæde sig til.
Handsken er kastet! 🧤
Især kan man glæde sig, hvis man er betalende medlem af Frihedsbrevet, som jo er den eneste måde, hvormed man kan høre hele podcastserien om den talentfulde fru Hjorth. Så nu er tiden oprunden, hvor jeg nok engang træder op på ølkassen og kommer med min obligate salgstale om, hvor vigtigt det er, at du er med til at støtte et frit og kompromisløst uafhængigt medie som Frihedsbrevet. Men så alligevel ikke, for i stedet for at gentage mig selv har jeg denne gang en udfordring til dig: De første to ugers medlemskab af Frihedsbrevet er jo gratis, så det koster dig ingenting at melde dig ind, hente appen, gå på opdagelse bag betalingsvæggen og for eksempel dykke ned i Den Talentfulde Fru Hjorth – og hvad vi ellers har på hylderne. Hvis du på den trettende dag når frem til, at adgangen til hele dette hastigt voksende univers – mod min klare forventning – ikke er noget, du vil betale for, skal du ikke høre et ondt ord fra mig, hvis du melder dig ud igen. For så har du givet Frihedsbrevet en fair chance, og det er alt, hvad jeg beder om.
Endnu federe app 📲
Apropos appen, så er det en glæde at kunne meddele, at der allerede nu ligger en opdatering og venter på dig i App Store hos Apple, og Android-versionen er lige rundt om hjørnet. Den nye opdatering byder blandt andet på den længe ventede playliste, som gør det endnu nemmere at bruge Frihedsbrevet som et lydmedie. God fornøjelse med det!
“Og så lægger jeg Kandis-Johnny i story” 🕺🏼
Hvis du ikke synes, at underlægningsmusikken til dette nyhedsbrev skal være musikken fra Hieronymus Bosch’s maleri, skal det måske i stedet være lyden af statsminister Mette Frederiksen, som synger Kim Larsens “Tarzan Mama Mia” sammen med Kandis-Johnny til Dansktop-festivalen i Svendborg i fredags? For det kan jo også noget, og herom vil jeg nu skrive:
Socialdemokratiets spinapparat forsøger at få denne begivenhed til at fremstå lydefri, improviseret og umiddelbar, ja, helt naturlig og autentisk – selvom vi jo alle godt ved, at intet er spontant og naturligt, når det gælder konstruktionen Mette Frederiksen.
Men ifølge det officielle narrativ foregik det altså sådan her: Tilfældigvis har Mette Frederiksen og sundhedsminister Magnus Heunicke været i nærheden af Svendborg, hvor der var Dansktop-festival forleden dag. Jeg ved ikke med Heunicke (jamen hvorfor var han overhovedet med på turen?!), men ifølge Mette Frederiksen var hun draget mod planeten Kandis, fordi hun jo havde set den populære dokumentarfilm om dette forfærdelige røvballeorkester. Og så tog det ene det andet, og vupti fik Kandis-Johnny en spontan idé om, at Mette Frederiksen skulle op på scenen og synge med på “Tarzan Mama Mia”, og heldigvis var Mette Frederiksen netop denne aften klædt i en amish-agtig oldfrue-kjole af et snit, som virkelig tager kegler i dansktop-kredse. Og shazam! Så var Mette Frederiksen pludselig på SoMe med den syngende dildo; Kandis-Johnny.
Det uofficielle narrativ har jeg mit eget bud på. Mit bud er, at vi tydeligvis har at gøre med et desperat socialdemokratisk partiapparat, som er ved at rådne fra toppen og ned. Meningsmålingerne er ikke, hvad de har været. Magien er død. Mængden af møgsager tårner sig op, borgmestre og rigmænd modtager varmechecks, og lige om lidt skal der regnes af ved kasse et; nemlig hos vælgerne. Der tales og hviskes om et kommende jordskredsvalg, som vil decimere Socialdemokratiet. Måske er Mette Frederiksens tid som statsminister ved vejs ende? Så nu er det alle mand til pumperne. I et sidste forsøg på at undgå katastrofen skal der derfor blæses i hundefløjter og skrues op for dydssignaleringen i alle kompassets retninger.
Operation Morgenluft 🌻
Som sådan minder Mette Frederiksens figur i disse dage lidt om den administrerende overlæge Einar Moesgaard – suverænt spillet af Holger Juul Hansen – i Lars von Triers Riget (der nu kan streames hos Viaplay, mens vi venter på Riget Exodus). Tidligt i tv-serien ser vi, hvordan Moesgaard forsøger at booste nedtursstemningen hos personalet på Rigshospitalet med en dybt kikset HR-kampagne, han kalder for “Operation Morgenluft”. En fast bestanddel af “Operation Morgenluft” er afsyngningen af den klassiske børnesang, hvor man synger “vi er her alle sammen, jeg synes, der mangler nogen”. Pointen med sangen er, at alle skal føle sig set. Og hørt. Og velkomne. Pointen med scenen i Riget er at vise, at Moesgaard har spillet fallit som leder, for stemningen på hospitalet står ikke længere til at redde. Det hele er på vej til Helvede i en håndtaske.
For at det gule Danmark skulle føle sig set, tog Mette Frederiksen selvfølgelig afsted til Kandis-koncerten om fredagen. Socialdemokraterne tror nemlig, at dem, der stemmer på Inger Støjberg, er så dumme i låget, at de ikke kan se, at Mette Frederiksen her praktiserer, hvad der på engelsk kaldes for slumming; at man bevidst sænker sig selv ned på et niveau, som er langt under ens socialklasse og rang for hermed at vise, at man ikke er for fin til at få snavs under neglene. Personligt tror jeg sagtens, at det gule Danmark kan gennemskue Mette Frederiksens falske folkelighed, men det må tiden jo vise. Én, der helt sikkert kan se det, er Inger Støjberg.
Om lørdagen kom så turen til det regnbuefarvede Danmark, hvor Mette Frederiksen lige slog et smut forbi Priden, så de progressive københavnere kunne føle sig hørt og set. Men hun er jo ikke Mette Frederiksen for ingenting, så da en journalist fra Ekstra Bladet spurgte hende om, hvor mange køn der findes, fik vi selvfølgelig at vide, at den diskussion ville hun ikke gå ind i.
Og slutteligt, til glæde for alle de blå småborgere, der lever et liv i evig angst, selvom de bor i et af verdens mest trygge og mindst voldelige lande, gik Mette Frederiksen så i Berlingske med en udmelding om, at nu skal der skrues op for straffen for personfarlig kriminalitet. Det var et mørkt og foruroligende interview, som giver mindelser om præsident Donald Trumps tiltrædelsestale i november 2017, hvor han malede et dystert billede af USA, som var han retorikkens Hieronymus Bosch. Et USA, hvor mordere og kriminelle har frit spil, og gode mennesker dør som hunde.
“Dette amerikanske blodbad stopper lige her, lige nu,” sagde Donald Trump til en undrende offentlighed.
“That was some weird shit,” sagde præsident George W. Bush, da Trumps tiltrædelsestale var slut, og det samme mener undertegnede om Mette Frederiksens interview i Berlingske.
Den postfaktuelle statsminister 🤥
Hvad der især er mærkeligt ved interviewet er, at Mette Frederiksen påstår at være i besiddelse af en indsigt, der taler stik imod den samlede viden, som vi har på området. Hvad vi ved er, at mellem én og tre procent af befolkningen hvert år udsættes for vold. Tallet har været stabilt gennem 30 år. Set i et 30-årigt perspektiv er der ikke tegn på, at volden er blevet grovere. Hvad vi også ved er, at voldsanmeldelser til politiet er steget signifikant i de seneste år. Den kraftige stigning skyldes langt hen ad vejen, at ofrene generelt er blevet mere tilbøjelige til at anmelde volden til politiet – og ikke at der er flere voldsepisoder. Hermed er der ikke belæg for at sige, at der findes et stort mørketal af voldsforbrydelser, som ikke anmeldes, fordi ofrene ikke tør gå til politiet. Al denne fakta går Mette Frederiksen imod i interviewet, og det gør hun baseret på sin egen empiri. Hun siger, at hun “tror der er et kæmpe mørketal” – bemærk her ordet “tror” – og så siger hun, at folk fortæller hende, at de er bange på S‑togsstationerne. Samlet set fremmaner hun et Donald Trump’sk billede af Storkøbenhavn, som var det Walter Hills dystopiske bandefilm The Warriors fra 1979.
“Hvor ved du det fra?” spørger Berlingske forundret Mette Frederiksen.
“Det ved jeg, fordi folk fortæller mig det,” lyder det skræmmende svar.
To møgsager 💩
Når statsministeren nåede alt dette på kun én eneste skaldet weekend, tør jeg slet ikke tænke på, hvad der følger, når “Operation Morgenluft” for alvor går i gang – hvilket naturligvis sker, når folketingsvalget udskrives formelt. “Operation Morgenluft” kommer især til at handle om at få lagt to møgsager i graven eller i hvert fald at få afledt opmærksomheden fra dem: Den ene er Minksagen, og den anden er en sag, vi taler alt for lidt om; nemlig FE-sagen. Og dem skal vi så hygge os med nu, du og jeg. Først den ene sag og så den anden.
Minksagen
“Jeg mangler at se en sammenhængende analyse, der kan overbevise mig om, at der ikke foreligger grov uagtsomhed,” skrev juraprofessor Lasse Lund Madsen forleden dag i denne anbefalelsesværdige kronik, der handler om Minksagen og Mette Frederiksens eventuelle strafansvar.
Lund Madsens konklusion er, populært sagt, at Mette Frederiksen virkelig har fået fletningerne i postkassen; den er helt gal. Hermed har vi fået den første rigtige, uafhængige advokatvurdering af statsministerens rolle i le scandale des visons, som Minksagen vist nok hedder på fransk (jeg er stadig præget af min sommerferie i Frankrig, så bær lige over med mig). Ved endt læsning af Lund Madsens kronik tænker man, at det nok er en rigtig god idé, hvis Mette Frederiksen har fået sig noget personlig juridisk rådgivning, hvilket hun ellers nægtede at svare på til pressemødet i Odense i forrige uge. Selv har jeg skrevet til advokat Lars Kjeldsen, der jo var Mette Frederiksens bisidder under Minkkommissionen, for at høre, om han mon har rådgivet hende, men helt forventeligt svarede han:
“En advokat har tavshedspligt om sådanne forhold.”
Jeg har også talt med Statsministeriet, som venligt lod mig vide, at Mette Frederiksen ikke kommer til at gå ind i den diskussion.
FE-sagen
Vel er Minksagen en stor og saftig skandale, hvor der er vigtige principper på spil. Ingen tvivl om det. Men står det til mig, bør den komme i anden række i forhold til FE-sagen, som på mærkværdig vis er gledet i baggrunden. Til pressemødet i Odense var der for eksempel slet ingen journalister, der spurgte til den. Det er næsten, som om det aldrig er sket; som om den detroniserede spionchef Lars Findsen ikke blev anholdt af indsatsstyrken i Kastrup Lufthavn den 8. december 2021 og følgeligt fængslet i hemmelighed. Som om vi ikke længere er klar over, hvad der er foregået af skøre ting og sager: Intimideringskaffen med mediecheferne, det uopklarede indbrud i Lars Findsens private hjem og især det, som er allermest uhyggeligt og vanvittigt; at PET har aflyttet chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste – endda med rumaflytning hjemme hos ham selv.
Før det går helt i glemmebogen, gør man klogt i at læse professor emerita Eva Smiths kronik om sagen, der blev bragt i Berlingske i sidste uge.
“Er Findsen offer for en personlig vendetta?” spørger Eva Smith og skriver klogt og godt om, at hele forløbet tyder på, at Findsen har en personlig fjende højere oppe i systemet – en der vil ham det ondt:
“Hvis jeg har ret i, at Findsen har en personlig fjende, der står bag de uforståelige ydmygelser af Findsen, er sagen dybt foruroligende. Det betyder, at nogle udnytter det danske retssystem til en personlig vendetta. Det kaldes magtfordrejning i det juridiske system. Jeg håber inderligt, at ombudsmanden vil kigge på sagen, når den en dag er afsluttet,” skriver Eva Smith i kronikkens centrale afsnit.
Eva Smith går ikke hele vejen og skriver, at denne personlige fjende er statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen. Selv har jeg tidligere skrevet om det kendte rygte, at Bertelsen ikke kan udstå Findsen, men jeg understregede, at det var et rygte. Men i går udkom så DR’s podcast Genstart med folketingsmedlem Claus Hjort Frederiksen (V) som gæst, og ifølge ham skal vi netop kigge mod Barbara Bertelsen. Han siger ligeud, at det er Barbara Bertelsen, som har ringet til Justitsministeriets departementschef og meddelt, at nu skulle munden lukkes på Claus Hjort Frederiksen – fordi Hjort var gået i brechen for Lars Findsen.
“Jeg har det fra kilder, som jeg betragter som pålidelige,” tilføjer han. Altså lidt som når Mette Frederiksen siger hun ved noget fordi folk fortæller hende det.
Husk dog på, at dette forbløffende udsagn kommer fra en mand, der er uddannet jurist, og som har været minister i femten år – herunder forsvarsminister.
Så skænk lige Claus Hjort Frederiksen en tanke, hør ham i Genstart, og læs Eva Smiths kronik. Så håber jeg, at du spørger dig selv om, hvad det dog er, der foregår i Danmark – og i forlængelse heraf; hvorfor regeringen dog ikke for længst er blevet væltet. Det er i hvert fald et spørgsmål, der optager mig.
Uanset hvad vil Frihedsbrevet gøre vores til at skabe fornyet opmærksomhed om denne sag.
Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔
1️⃣ For længe siden skrev jeg om, hvor vild jeg var med den hollandsk-chilenske forfatter Benjamín Labatuts bog When we cease to understand the world. Sidenhen er bogen kommet på dansk, og i weekenden var jeg så heldig at få lov til at interviewe Labatut, da han gæstede Louisianas litteraturfestival. Her ses vi sammen backstage:
Labatut er en fest at tale med, og han har en udpræget sans for humor. Især var det sjovt, da han fortalte om, at han kun er interesseret i at skrive om den arketypisk gale videnskabsmand, for normale videnskabsmænd interesserer ham ikke. “For de er jo bare kedelige,” som han siger.
Han fortalte, at hans næste bog omhandler den efter hans mening bedst begavede og mest vanvittige af slagsen; nemlig det ungarske matematik-geni John von Neumann, der stod fadder til atombomben. Bogen kommer til at hedde The Maniac, og spørg mig lige, om jeg glæder mig til at læse den. I øvrigt sagde Labatut, at han helt er holdt op med læse, fordi han er for sensitiv til at læse andres prosa. Det eneste han læser er den amerikanske forfatter Eliot Weinberger, som han kalder for “essayets mester”. Den anbefaling er hermed givet videre.
2️⃣ Kausalitet. I dag kan Frihedsbrevet fortælle, at Copenhagen Medicals HR-direktør Ronnie Andersen er stoppet i sit job. Det sker, efter Frihedsbrevet i sidste uge kunne afsløre, at Ronnie Andersen har opført sig upassende og grænseoverskridende over for unge, kvindelige ansatte. Frihedsbrevets Sofie Frøkjær fortsætter med at undersøge sagen, og mon ikke der dukker mere op?
Good Beirut 👋🏼
Tak, fordi du læste med. Jeg er tilbage om en uges tid. Er du medlem af Frihedsbrevet, så skal du endelig ikke holde dig tilbage fra at anbefale os til venner, bekendte og kolleger. Der er altid plads til en til, som vil betale for fri og uafhængig journalistik.
I dagens anledning har vores hustegner Malthe Kibsgaard tegnet mig som piccoloen Splint fra Splint & Co. I hånden bærer jeg en ballon med tegneserie-vikingen Hagbard Den Skrækkelige og for at trække i den anden retning, rider jeg på en sød og nuttet delfin, så vi samlet set lander on a happy note.
Med venlig hilsen
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet