Fri Mads #66: J.K. Rowling er min tante 🧙♀️
Nå, jeg kan forstå på vores statsminister, at hun elsker satire. På Instagram skriver @mette nemlig, at hun har været i Cirkusrevyen og se skuespilleren Merete Mærkedahl parodiere hende.
“Satiren er en god og vigtig tradition i Danmark,” fortæller statsministeren om denne “skønne aften” i teltet på Bakken og fortsætter:
“Den siger noget om vores demokrati og vores værdier, at vi kan lave grin med hinanden og ikke mindst med magthaverne.”
Selvom vi ikke får at vide, hvad det helt præcis er, som satiren siger om vores demokrati og vores værdier, er jeg fuldkommen enig med statsministeren her; satire er bare skønt! Som for eksempel når seniorkorrespondenten Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm i et teaterstykke kalder SF-formanden Pia Olsen Dyhr for “verdens ældste dreng”. På den ene side er det jo helt forfærdeligt ondt sagt af KBSKH, men samtidig er det okay, at hun gør det, for det siger jo noget om vores demokrati og vores værdier, at vi kan lave grin med hinanden og ikke mindst med magthaverne. Så nu hvor bolden er blevet givet op af Mette Frederiksen selv, vil jeg virkelig slippe gækken løs i dette mit nyhedsbrev nummer 66. Velkommen til.
Dagsorden 📋
Jeg vil både skrive om de konservatives partiformand Søren Pape Poulsen og fødevareminister Rasmus Prehn (S), og så skal vi også lige runde den seneste udvikling i Minksagen. Og hvis det ikke bliver for langt, vil jeg riste en rune til Søren Pind, der jo efterhånden opfører sig som en skuespiller, der er blevet bestilt til at lave en satire på Søren Pind.
Nye medlemmer søges, godt indhold haves 🛍
Men før noget andet skal jeg dog skynde mig at sige, at der er udkommet et tredje afsnit i podcastserien om Den talentfulde fru Hjorth. Selv har jeg hørt det i weekenden, og det er blændende godt. Undervejs må man flere gange knibe sig selv i armen og spørge, om det virkelig kan passe, at Sahra-Josephine Hjorth for nylig stod på en scene i København sammen med selveste præsident Barack Obama, der ovenikøbet sagde tak for det “ekstraordinære arbejde”, som hun udfører. Men det kan det, og derfor vil du ikke gå glip af denne podcast, hvor nye afsnit snart føjes til.
Noget andet du heller ikke vil gå glip af, er anden akt i en stribe af historier, som vi nu ruller ud om fænomenet Mette Gadegaard. Mette Gadegaard sælger sig selv som en ildsjæl, der hjælper mennesker med ondt i livet, og dét har hun været særdeles god til: Fra 2007 og frem har det offentlige således sendt millioner af kroner afsted til Mette Gadegaard, så hun kunne gøre godt for psykisk syge, voldsramte kvinder og socialt udstødte mennesker. Men hvad der nok kommer bag på de fleste er, at en stor del af statens penge er gået til luksus i form af skønhedsbehandlinger, besøg på negleklinikker, heste-ridning, mærkevaretøj og rejser til de varme lande.
Tro mig; denne sag rummer så vilde opdagelser, at man bliver helt tummelumsk af det, men du skal være medlem af Frihedsbrevet for at få det hele med.
Bare så der ikke er noget at misforstå her, så er du altså ikke medlem, hvis du bare nøjes med at læse eller lytte til mit ugentlige nyhedsbrev – som jo er gratis. Så er du snarere en blind passager. For at være rigtigt ægte medlem, skal du altså til lommen. Men tænk så på alt det, du til gengæld får for pengene: Adgang til alle vores ugentlige nyhedsbreve, et væld af podcasts, som du kan lytte i vores dertil indrettede app. Og så selvfølgelig hvad jeg selv mener næsten er det bedste ved det hele; glæden ved at være med til at støtte Danmarks vel nok mest kompromisløst uafhængige medie. Tænk på, hvor meget Frihedsbrevet har udviklet sig hen over det seneste år, og tænk så på, hvad det kan blive til med din opbakning.
Smukt er stygt, og stygt er smukt 🎭
Bliver du medlem af Frihedsbrevet, kan du også læse eller lytte til denne fremragende reportage fra den forgangne uges pressemøde i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, skrevet af vores journalist Henrik Jensen. Som det fremgår af reportagen, var det hele virkelig en meget spøjs affære: Med kun en lille times varsel blev pressen i onsdags indkaldt til et længe ventet pressemøde – øjeblikket, hvor det ville blive åbenbaret, hvad der skulle ske med de 10 embedsmænd, som Minkkommissionen havde udtaget til fransk vask og strygning. Ved ankomsten fik journalisterne så at vide, at der ikke måtte sendes live fra pressemødet, hvilket selvfølgelig kom bag på de fleste – for det var jo netop et pressemøde, de var blevet sat i stævne til. Det var lige før, man tænkte, at der var nogen i alt dette, der ikke ville pressen det godt.
I timerne og dagene efter pressemødet gik bølgerne højt. Kunne det virkelig passe, at centraladministrationens Lady Macbeth – alias B3, alias Statsministeriets departementschef Barbara Beatrice Bertelsen – kun slap med en advarsel for sin hovedrolle i Minksagen? Men det kunne det altså, for vi lever jo i en tid, hvor “smukt er stygt, og stygt er smukt”, sådan som heksene siger i Shakespeares teaterstykke om Macbeth. Gik man og troede, at når Minkkommissionen rettelig har skrevet, at den finder, at “Barbara Bertelsen har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar,” ja, så måtte det mindst være lig med, at Barbara Bertelsen skulle lægges på hjul og stejle – så måtte man tro om igen. For dét at give hende en advarsel er nemlig også en måde for det offentlige at drage Bertelsen til ansvar på, måtte vi forstå på DJØF-kleresiet.
Godt nok er en advarsel den mildeste sanktion, der findes i penalhuset, et lille rap over nallerne, men husk i den forbindelse på, at der netop ikke står noget i Minkkomissionens rapport om, at B3 har handlet “kritisabelt”. Fraværet af dette ene lille ord – “kritisabelt” – blev så krogen, hvorpå regeringen og dens venner kunne hænge deres sorte fedora-hatte:
“Det bemærkes i øvrigt at Minkkomissionen ikke anvender ordet kritisabel ved dens vurderinger af dine forhold,” skrev statsminister Mette Frederiksen i brevet til Barbara Bertelsen, hvor advarslen blev forkyndt. Som om vi alle havde glemt, at Minkkommissionen jo også konkluderede, at Statsministeriet – som Barbara Bertelsen er den administrative leder af – havde handlet “meget kritisabelt”.
Når jeg læser, hvad jeg lige har skrevet, slår det mig, at det læses som et sammendrag af Kafka’s ufærdige roman Slottet; et stedsegrønt mesterværk, som andre har kaldt “den bedste bog om magt nogensinde skrevet.” Ikke fordi jeg opfatter mig selv som Kafka’s genkomst, eller fordi jeg søger en omvej til at spille det slidte udtryk “kafkask” på banen, men simpelthen fordi det vitterligt lyder som en pastiche over Slottet. Absurde elementer og navne som Minkkommissionen, Barbara Bertelsen, og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er jo det rene Slottet. Det samme er denne kabbalistiske og sælsomme leg med ordet kritisabelt.
Og helt som Slottet bliver det, når vi søndag aften kunne læse dagbladet Politikens historie om at Medarbejder- og Kompetencestyrelsen måske slet ikke er det uvildige organ, som statsminister Mette Frederiksen har garanteret os for, at det er. Så mon ikke det snart ender med en kommission, der skal undersøge Medarbejder- og Kompetencestyrelsens arbejde med Minkkomissionens redegørelse?
Én person der i hvert fald ville elske ideen om en kommissionen, der undersøger en styrelse, som har vurderet en anden kommissions arbejde, er naturligvis Franz Kafka.
Klam kommentar i Information 🤢
Noget af det værste af det, der blev sagt og skrevet om Minksagen i den forgangne uge, var denne kommentar af Informations Anton Geist – i øvrigt også et meget Kafkask navn.
“Åh, hvor fint”, “åh hvor sobert”, skrev mange på Twitter om Geists nuancering af Minksagen.
“Åh, hvor klamt,” vil jeg gerne tilføje, for man skal altid være på vagt, når redaktører gerne vil nuancere debatten, og hvad ligner det i øvrigt at stryge statsmagten med hårene, når man er journalist på en erklæret modstandsavis? I stedet bør man læse denne kommentar af juraprofessor Eva Smith, som siger alt, hvad der skal siges i denne sag. Især er jeg glad for dette afsnit:
“Det er helt utroligt, at den uafhængige Minkkommissions store og grundige arbejde ikke bliver vurderet af politikerne, men oversendes til en styrelse, der i hierarkiet rangerer lavere end de personer, hvis ansvar de skal vurdere,” skriver Eva Smith og konkluderer, at Minkkommissionen må føle sig til grin. I realiteten bør alle danskere føle sig til grin, vil jeg gerne føje til.
J.K. Rowling er min tante 👩👦
I går i Berlingske fik vi så at vide, at “Søren Pape taler ud”. Overskriften gav mig den klare forventning, at Søren Pape Poulsen endelig var stillet op til et kritisk interview om Ekstra Bladets afsløringer af Papes samlever Josue Medina Vasquez Poulsens mystiske fortid.
Kender du ikke historien, så er udgangspunktet, at Søren Pape Poulsen i årevis har underholdt det halve kongerige om, at Josue er nevø til den tidligere præsident for Den Dominikanske Republik. Hvorfor Pape har gjort det, aner jeg ikke, men vi skal nok ikke være blinde overfor, at det jo smager af poussin i konservative kredse, når man sådan danner par med selveste præsidentens nevø. Det er noget, der får monoklen til at funkle og lillefingeren til at stritte. Så måske det handler om noget så menneskeligt som forstillelse, når Pape har båret sin samlever rundt som et VIP-medlem af en fjern caribisk overklasse?
Men hvem er så Josue Medina Vasquez Poulsen? For at finde ud af det, har Ekstra Bladet fornuftigt nok været et smut i República Dominicana. Her møder avisen advokat Carlos Salcedo, der repræsenterer den tidligere præsidents familie. Og det er så her omkring, at det hele bliver tåkrummende pinligt, for advokaten slår nemlig fast, at Josue overhovedet ikke er i familie med den tidligere præsident Sánchez. Men det stopper ikke her; for efter at have vist billeder af Josue til præsidentens familie er advokaten nået frem til, at ingen i familien aner, hvem Søren Pape Poulsens samlever er; de har aldrig mødt Josue, de kender ham ikke. Med andre ord kan man heller ikke tale om, at præsidenten har været Josues onkel ud fra sådan et mere udvidet, efemerisk, afrikansk familiebegreb.
Ikke desto mindre har det indtil nu været Søren Pape Poulsens forsvar. I hvert fald på Facebook, hvor han fastholder, at præsidenten og Josue har “haft et onkel-nevø forhold igennem Josues barndom.” Desuden skriver Pape Poulsen, at Josue og præsidenten har været “tæt knyttet” til hinanden, hvilket jo simpelthen ikke kan være sandt, når ingen i familien ifølge Ekstra Bladet nogensinde har truffet Josue, endsige hørt om ham.
Alligevel beskylder Søren Pape Poulsen Ekstra Bladet for at chikanere ham og skriver, at det er “en faktuel forkert historie, som de har givet os en halv dag til at modbevise.”
Men hvis det virkelig er sandt, at Josue har været tæt knyttet til præsident Sánchez, burde det så ikke være en smal sag for Søren Pape Poulsen at dokumentere det? Burde der ikke være masser af billeder af Josue og præsidenten sammen? Breve og e‑mails dem imellem? Et væld af vidner, der kunne bakke historien op?
Det kan man i hvert fald kigge længe efter i førnævnte interview i Berlingske, som glimrer ved, at der ikke stilles så meget som et kritisk spørgsmål til sagen. Mærkeligt, al den stund at Søren Pape Poulsen ligefrem har beskyldt Ekstra Bladet for at chikanere ham og endnu mere besynderligt, eftersom sagen – ser man bort fra alle dens kulørte elementer – faktisk handler om noget meget vigtigt; nemlig om Papes troværdighed. Søren Pape Poulsen er statsministerkandidat, og derfor er det helt på sin plads at vide, om vi snart risikerer at få en statsminister, der går Marcel de Sade i bedene.
Det svarer lidt til, hvis jeg gik og fortalte alle, at J.K. Rowling var min tante, indtil dagen kom, hvor nogen spurgte hende, om det var sandt, og hun så svarede, at det ikke passede. Tænk, hvis jeg så stadig insisterede på, at det var sandt. Hvad ville du så mene om mig?
Faktion 📕
Det meste af det næste afsnit er fiktion, men ifølge fødevareminister Rasmus Prehn (S) skulle noget af det skrevne rent faktisk være sandt. I hvert fald er det baseret på Rasmus Prehns samråd i Miljø- og Fødevareudvalget i torsdags, hvor jeg sad klar med blok og pen. Og så har jeg ellers spædet mine noter op med detaljer fra Ekstra Bladet, som oprindeligt opdagede det fældende bevis mod Prehn: et bilag fra den italienske restaurant Undici på Christianshavn i København. Selvsamme restaurants Instagram-konto har også været en inspirationskilde for mig.
In medias res
Det var ved at være aften på Christianshavn, onsdag den 10. juni 2020. I den gamle, gule industribygning ved Wilders Plads, hvor den italienske restaurant Undici holder til, var der godt gang i gryderne. Ude i køkkenet stod kokkene Peppe og Raffaele og tryllede: Hver dag blev der lavet frisk pasta, som blev serveret med en ragu lavet af vildsvin og sorte trøfler. Eller med en sovs bygget på den vilde kålplante cime di rapa, der smager lidt som peberrod.
Imens, ude i restauranten ved de rustikke borde, som er lavet af kabeltromler, sad gæsterne og nød maden og de fine vine. Alt var smukt, alt var rigtigt, alt var dejligt. Og ved et af bordene, netop denne særlige aften, sad daværende udviklingsminister Rasmus Prehn (S) og hyggede sig. Overfor ham sad en journalist, hvis identitet vi ikke kender til, for journalistens navn er en hemmelighed den dag i dag. Det var bare de to, og Rasmus Prehn havde sat journalisten stævne denne aften, fordi der var noget helt utroligt vigtigt, som han gerne ville diskutere med vedkommende. Så vigtigt, at det ikke kun klares over en telefon eller med en kop kaffe på ministerens kontor. De skulle mødes face to face, de skulle spise med kniv og gaffel, og det skulle være på statens regning, for det her var nemlig public service, når det er finest.
Prehn løftede sit glas, som var fyldt med knasende kold italiensk hvidvin, og sagde så:
“Jeg vil gerne tale med dig om den udviklingspolitiske strategi for, hvordan vi løfter den afrikanske ungdom op… men lad os for Helvede da lige først smage på denne skønne Ribolla fra 2013, for det er Fanden tage mig en dejlig vin.”
Regibemærkning
Om Prehn virkelig sagde det med Ribollaen, ved jeg ikke, men ifølge Prehs forklaring til samrådet med Miljø- og Fødevareudvalget, var formålet med middagen med journalisten netop at drøfte “den udviklingspolitiske strategi for, hvordan vi løfter den afrikanske ungdom op.” Så her må vi tro ham på hans ord. Men så vidt jeg kan se, er der relativt få artikler derude, der handler specifikt om Rasmus Prehns udviklingspolitiske strategi for, hvordan vi løfter den afrikanske ungdom op. En af dem er skrevet af David Rebouh fra 3F’s fagblad. Artiklen drejer sig om at Prehn ville sende danske lærlinge på udveksling i Afrika, men David Rebouh fortæller mig, at han ikke blev inviteret på restaurant af Prehn. I stedet var interviewet foregået over telefonen.
I samme periode udkom en artikel fra Altinget, der handler om udviklingsminister Rasmus Prehns generelle visioner for Afrika, men så vidt jeg er orienteret blev journalisten bag kun inviteret på en danskvand ovre i ministeriet.
Vi dykker lige ned i middagen på Undici igen:
“Hvordan går det egentlig med Martin Rossen?” ville den ukendte journalist vide, for dengang var Martin Rossen jo stadig stabschef i Statsministeriet.
“Nej, ved du nu hvad, det må vente til senere. Vi sidder altså her for at tale om den udviklingspolitiske strategi for, hvordan vi løfter den afrikanske ungdom op,” svarede Rasmus Prehn. Det var vigtigt for ham at holde samtalen på sporet, for det her var en middag, som skatteyderne skulle betale, så der var ikke tid til shoptalk om Christiansborg. Det handlede jo om hvad der skal gøres for Afrikas ungdom.
Nu er jeg ude i total fiktion, men hvis vi skal tro på Prehn, er denne dialog ikke usandsynlig. Men gør vi så det? Tror vi virkelig på, at Prehn har siddet på restaurant Undici med en journalist og talt om “den udviklingspolitiske strategi for, hvordan vi løfter den afrikanske ungdom op”? Tror vi overhovedet på, at det var en journalist, han mødtes med?
Da middagen var slut, kommer så øjeblikket, hvor det går rigtigt galt for Rasmus Prehn. Han betaler regningen med sit ministerkort, og bag på kvitteringen skriver han, at hans ledsager var journalisten Søren Wormslev fra Nordjyske. Senere hen, da det kommer frem, at det ikke var Søren Wormslev, som spiste med Rasmus Prehn denne aften på restaurant Undici, siger Prehn, at fejlen skyldtes en hjerneprut, hvilket nok går hen og bliver et udtryk, der kommer til at forfølge ham til hans dødsdag.
Til samrådet med Miljø- og Fødevareudvalget sagde Rasmus Prehn, at han stadig ikke kunne forklare, hvordan fejlen kunne ske, og der var ikke grænser for, hvor ked af det, han var. Og flov. Han var meget, meget flov. Aldrig før havde man set en mand tage udtrykket “flov” i sin mund så mange gange i træk. Syv gange blev det til. Ved siden af Prehn sad hans bisidder og havde nedadvendte mundvige, som for at understrege, hvor pinligt og flovt det hele var:
Brødebetynget forklarede Rasmus Prehn, at han var skyldig i fire nuancer af kreditkortfusk, og fordi det hele var så pinligt, var han nået frem til, at han ikke længere var i stand til at administrere et kreditkort. Derfor ville Rasmus Prehn fremover kun betale af egen lomme, med – og nu kommer det – “mine egne beskattede midler.” Et helt utroligt og meget sigende øjeblik: En voksen mand, ovenikøbet en minister, der sidder og siger, at han ikke er i stand til at administrere et kreditkort, og som taler om sin løn som sine “egne beskattede midler.” Det ser man ikke hver dag.
Hvad man heller ikke ser hver dag, er Rasmus Prehn i rollen som journalisternes væbner. Til udvalget forklarede Prehn, at han stadig ikke kommer til at afsløre identiteten på den journalist, han spiste middag med på Undici. Årsagen er, at Prehn er bange for, at journalisten vil blive genstand for chikane, hvis han outer ham eller hende. Men som et medlem af udvalget bemærkede, så har Prehn jo allerede kastet en journalist under bussen een gang i denne sag, nemlig journalist Søren Wormslev. Så hvorfor er det, vi stadig ikke må få at vide, hvilken journalist, det er, som har siddet på Undici og talt med Prehn om den udviklingspolitiske strategi for, hvordan vi løfter den afrikanske ungdom op?
Frihedsbrevet retter 😌
Apropos bordets glæder: I Frihedsbrevets formålsparagraffer står der, at vi retter fejl, så snart vi opdager dem. I den forgangne uge fortalte vi, at Mette Frederiksen havde spist på restauranten på “gourmethotellet” Stella Maris i Svendborg, før hun tog til koncert med Kandis. Kilden var en repræsentant for hotellet, som i første ombæring fejlagtigt oplyste til os, at statsministeren havde spist hos Stella Maris den pågældende aften. Det viste sig desværre at bero på en misforståelse, og så snart vi blev klar over det, rettede vi fejlen. Samtidig har vi sendt statsministeren en beklagelse og vedlagt et gavekort for to til Stella Maris. Selve artiklen har vi dog ikke trukket tilbage, for den var tænkt som et stykke “rundt om statsministerens Kandis-koncert”-journalistik og fungerer stadig glimrende som sådan – blandt andet med et yderst morsomt interview med Ida Auken (S).
I forbindelse med berigtigelsen er Socialdemokratiets medieordfører, ogginoggen Kasper Sand Kjær, vågnet op til dåd. Se blot, hvad han skriver på Twitter:
Tankevækkende at Sand Kjær ser det som en tilsværtning af statsministeren, at man skriver, at hun har spist på en af Svendborgs bedste restauranter. For hvad er det lige, problemet er med det? Og decideret forbløffende er det, at Sand Kjær mener, at Frihedsbrevet er drevet af “vilde fantasier og blodtørst.”
Godt man ikke er chef for et medie, som Kasper Sand Kjær kan tage støtten fra. Ærgerligt at man er borger i et land, hvor Kasper Sand Kjær overhovedet har noget at skulle have sagt. Men sådan er der jo så meget.
Hvad jeg ellers går og tænker på 🧐
At gøre Søren Pind til formand for et udvalg, der skal lave nye retningslinjer for medierne, svarer til at gøre Søren Ventegodt til formand for et udvalg, der skal sikre nye retningslinjer for lægerne. Det er knaldhamrende skørt tænkt og siger alt om, hvordan den siddende regering fungerer. Søren Pind er deres ven; han forsvarer Barbara Bertelsen i tykt og tyndt, og så deler han Mette Frederiksens latente had til pressen, og før vi har fået set os om, oprinder dagen, hvor manden, der vitterlig har skrevet, at dansk presse er til fare for demokratiet, nu er blevet formand for et udvalg, der skal udstikke retningslinjerne for pressen. Imens kalder samme regering konstant alle deres kritikere for Trumpister.
Arrivederci Franz 👋🏼
Som Birthe Kjær engang sang. Jeg er tilbage om en uge. Til dette nyhedsbrev har vores hustegner Malthe Kibsgaard tegnet mig som superspionen Nick Fury fra S.H.I.E.L.D., der kører en Segway gennem det almene boligbyggeri Grantoften i Ballerup – måske en del af de store områder i Storkøbenhavn, hvor statsministeren ikke tør at gå alene? I hånden holder jeg en ballon med børnebogs-figuren Totte, og det kan man jo lægge alt muligt spændende i. Så gør endelig det.
Tak, fordi du læste eller lyttede med, og er du ikke blevet medlem af Frihedsbrevet endnu, så er det bare med at blive det.
Mvh.
Chefredaktør Mads Brügger, Frihedsbrevet