Fri Mads #67: Min selvangivelse 😔
Nu hvor jeg har svunget krabasken over alle mulige andre, er turen så kommet til undertegnede. Det er altså lille mig, der står for skud. Måske er jeg også den bedste til jobbet, eftersom det ikke rigtigt lykkedes for min sommervikar Kristoffer Eriksen at få nogle af min ofre til at give igen den anden vej. Så skal det gøres, skal man gøre det selv, synes pointen at være her.
Dårlig edderkoppesans 🕷
Dermed vil jeg spænde cilice-bæltet så hårdt som muligt og fortælle den utrolige historie om, hvordan det dog kunne gå til, at jeg i denne uge stod og spillede fransk klovn til et møde i Dansk Folkepartis pengeklub. Det er jeg nødt til at gøre, for det hører jo ingen steder hjemme, hvis Frihedsbrevet skriver om hvem, der er i bogklub med hvem, og hvem, der går til fest med hvem, og hvem, der er i madklub med hvem – hvis jeg så samtidig holder hånden over mig selv. Desuden tænker jeg, det er ganske underholdende at læse historien om, hvordan min edderkoppesans endnu engang har svigtet mig, og her tænker jeg på, at jeg i forvejen er skyld i, at den kontroversielle it-iværksætter Sahra-Josephine Hjorth skulle meldes ind i Frihedsbrevets bestyrelse.
Så hermed velkommen til mit nyhedsbrev #67, og lad os så komme ned i torturkælderen og putte mig på martrebænken.
Det skete der
Fredag den 26. august fik jeg en sms fra Morten Messerschmidt, formanden for Dansk Folkeparti. Han sendte mig først dette dagsprogram for noget, der hedder Dansk Erhvervsforening:
Bagefter skrev han, at komikeren Frederik Cilius desværre havde meldt afbud som oplægsholder, og derfor ville han høre, om jeg mon ville stille op i Cilius’ sted og dele mine tanker om mediefrihed.
Det første, jeg tænkte, var, at jeg gerne ville komme Frederik Cilius til undsætning. Han og jeg er jo gode venner og kender hinanden fra Radio24syv, hvor Frederik gav den i rollen som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Det er også herfra, at jeg kender Morten Messerschmidt, som var medvært på EU-programmet Europa i Flammer.
Det næste, jeg tænkte, var, at jeg aldrig før havde hørt om Dansk Erhvervsforening. Når jeg googlede foreningen, dukkede der intet op. Men jeg kunne se, at arrangementet skulle afholdes på Axelborg hos Landbrug & Fødevarer, og den første taler var Andreas Aagaard, som er chef for public affairs hos Landbrug & Fødevarer. Så jeg tænkte, det måtte være et eller andet, der havde med Dansk Industri og Axelborg at gøre. Stål, kraner, mahogniborde og sifoner, der sprøjter boblevand ned i drinksglas af bøhmisk krystal og blander sig med Chivas Regal, var mine associationer.
Set i bakspejlet burde jeg selvfølgelig have studset over, at Dansk Erhvervsforening er så generisk et navn, at det lyder som noget fra Anders And. Jeg mener; alene navnet giver anledning til mistanke. Jeg burde også have indset, at når det var Morten Messerschmidt, der bød op til dans, så havde det selvfølgelig noget med Dansk Folkeparti at gøre og ikke med Dansk Industri. Desværre nåede jeg ikke at tænke så langt, hvilket er en anden måde at sige, at jeg slet ikke tænkte mig om.
Midt i mine overvejelser skrev Morten Messerschmidt, at deltagerne ville være “centrale folk fra dansk erhvervsliv, som ville være begejstrede for det, Frihedsbrevet bygger på”. Det kunne jeg godt lide, at han skrev, for jeg er – som Frihedsbrevets direktør – altid på kig efter nye abonnenter til Frihedsbrevet, og tænk, hvis jeg kunne holde et oplæg, der ville udmønte sig i lukrative abonnementsordninger hos de helt store virksomheder? På intet tidspunkt delte jeg disse overvejelser med min kollega Kristoffer Eriksen eller med Frederik Cilius, men jeg tænkte, at sidstnævnte havde travlt med alt muligt andet grundet sit afbud. Så jeg var helt og holdent i megalomaniens solipsistiske vold.
“Yes, jeg kommer og fortæller,” skrev jeg til Morten Messerschmidt.
Så det gjorde jeg så. Jeg mødte op ved Restaurant Mark, som er en beværtning, der ligger i bunden af Axelborg ud mod Palads Biografen. Indenfor var der dækket op ved et langbord til 40–50 kuverter, og for enden hang en kæmpe fladskærm, hvor jeg fik installeret mit medbragte PowerPoint-show. Det er dette show, jeg plejer at vise, når jeg holder foredrag om Frihedsbrevet.
The show must go on 🤹🏻♂️
Lidt over fem kom deltagerne sivende ind. Det hele gik så hurtigt, men blandt deltagerne så jeg direktøren for Danske Rederier, Anne H. Steffensen, hvilket bekræftede mig i min antagelse af, at dette foregik på – som Egon Olsen ville sige det – allerhøjeste niveau. Men samtidig, og det, kan jeg godt se i dag, er lidt mærkeligt, var der op til flere medlemmer af Dansk Folkeparti til stede. For eksempel var Anders Vistisen der, og nu skal jeg ikke tale for Vistisens følelser og tanker, men de gange, vores øjne mødte hinanden, tænkte jeg på alle de gange, jeg har været efter ham for hans idiotiske bog om Det Store EU-bedrag, som han fik trykt for EU-midler og ikke ville oplyse prisen på.
René Christensen, næstformand for Dansk Folkeparti, var der også, og ham nåede jeg lige at få takket for det morsomme samråd med Rasmus Prehn i Miljø- og Fødevareudvalget, hvor han jo er formand.
Sidst, men ikke mindst, var Morten Messerschmidt der selvfølgelig. Han kom lidt skævt ind på arrangementet, for Restaurant Mark tillod ikke at Mortens lille bomuldshund Hugo måtte være med.
“Så bliver jeg nødt til at gå,” sagde Morten Messerschmidt, der netop var ankommet. Men så trådte en assistent til, og Hugo blev ekspederet et sted hen, hvor han ikke var til gene. Herpå bød Morten Messerschmidt velkommen, og så var scenen min.
Tragedie plus tid 🤡
Jeg gav den fuld skrue. Jeg fyrede en ice breaker af om at være tilkaldevikar og fortalte så om dengang, hvor Kirsten Birgit lukkede Radio24syv – som hun gjorde i programmet, hvor hun lavede den grove aprilsnar med DF’eren Pia Adelsten om, at der var kørt en lastbil igennem Restaurant A’Porta i Mariager. Nu, hvor jeg har fået et mere ædrueligt syn på min performance hos Dansk Erhvervsforening og er blevet en tand mere bevidst om de ulve, som jeg hylede iblandt, tænker jeg, at deltagerne måske har syntes, at det var lige lovligt friskt af mig sådan at trække den hest frem fra stalden. Men de grinede da, og sådan fik vi nok engang bekræftet, at humor er tragedie plus tid.
Da jeg var færdig med at fortælle om, hvor godt det går med Frihedsbrevet, sluttede jeg af med at opfordre dem alle til at tegne abonnement. Hvis nogen af deltagerne har fulgt min opfordring, tænker jeg, at de allerede har fået smæk for skillingen med dette nyhedsbrev, så det er trods alt noget.
Bagefter havde vi en kvik lille Q&A, medlemmerne af Dansk Erhvervsforening og jeg. Jeg fortalte om, hvor vigtigt det er at holde hus med, hvordan man omgås magthaverne, når man er journalist. Til eksempel sagde jeg, at der er forskel på at være til fest med Rasmus Prehn og til fest hjemme hos Rasmus Prehn – som jo faktisk er en kommentar, jeg har stjålet fra Se & Hørs chefredaktør Niels Pinborg og selvfølgelig skulle have krediteret ham for. Det skulle jeg have gjort, og så skulle jeg have sagt, at der er forskel på at holde oplæg for Landbrug & Fødevarer eller Dansk Industri og så at være pauseklovn for et politisk partis pengeklub. Det skete desværre ikke, for jeg var alt for fuld af mig selv og havde endnu ikke opdaget, at det lige præcis var det, jeg var — altså pauseklovn for en pengeklub.
Som den store idiot jeg er, satte jeg trumf på Q&A’en med at fortælle om chefredaktøren for Washington Post, Ben Bradlee, der på sine gamle dage godt kunne se, at det havde været til skade for ham og for avisen, at han havde været så gode venner med præsident John F. Kennedy.
“Uden sammenligning i øvrigt,” sagde jeg til tilhørerne, men når man siger det, siger man jo, at man rent faktisk lidt tænker på sig selv som en dansk Ben Bradlee, og det viser jo bare hvor latterlig en figur, jeg rent faktisk er.
Vingave fra Dansk Folkeparti 🍷
Morten Messerschmidt spurgte om jeg havde lyst til at spise med, men det takkede jeg nej til. Så fik jeg en papkasse med to flasker rødvin i, og da jeg puttede den ned i min taske, nåede jeg lige at se Dansk Folkepartis logo på papkassen, men tænkte ikke videre over det. Og så cyklede jeg hjem med løftede halefjer.
Da jeg var kommet indenfor i privaten, satte jeg papkassen med de to flasker rødvin på køkkenbordet. Senere den aften, da jeg lå i sengen og var ved at falde i søvn, kunne jeg høre min kone råbe ude fra køkkenet.
“Skat, hvorfor har du fået vin af Dansk Folkeparti?” råbte hun.
“Det har jeg fået af Morten Messerschmidt, fordi jeg trådte til som oplægsholder i stedet for Frederik Cilius,” svarede jeg begejstret.
“Men du skal da ikke tage imod vin fra Dansk Folkeparti,” sagde hun, og fortsatte:
“Sig mig, skal du ikke passe lidt på med, hvad du render og har gang i?”
Det var jo faktisk et rigtigt godt spørgsmål, som viser, at hun for længst har gennemskuet mig.
Jihadister som bademestre 🏊♀️
Næste morgen talte jeg i telefon med Frederik Cilius. Jeg havde fået den idé, at fordi jeg havde haft hans ryg med Dansk Erhvervsforening, så kunne Cilius være vikar for mig til et arrangement, som truede længere ude i horisonten. Desværre havde Frederik ikke tid til det, men til gengæld havde vi en morsom snak om Dansk Erhvervsforening. Blandt andet talte vi om, at det var nær sagt umuligt at finde noget om dem på nettet, og hvem er egentlig ham formanden, der bor oppe i Hørsholm, og som fortalte mig, at han engang havde arbejdet i Danmarks Radio? Og så talte vi om det morsomme i, at private ejere af swimming pools har licens til at bestille de vildeste slags kemikalier hjem. Derfor er det blot et spørgsmål om tid, før jihadister begynder at uddanne sig som bademestre, sagde Cilius. Det grinte vi meget af, og livet var herligt.
Arbejder jeg sammen med en komplet idiot? 🫣
Da jeg så kom på arbejde, mødte jeg min årvågne og vakse kollega Kristoffer Eriksen. Efter jeg havde fortalt ham om min optræden hos Dansk Erhvervsforening, viste det sig, at grunden til at Frederik Cilius havde meldt afbud var, at Kristoffer havde advaret ham imod det. Kristoffer Eriksen kunne nemlig på kilometers afstand se, at Dansk Erhvervsforening selvfølgelig er Dansk Folkepartis pengeklub. Altså, fuldstændig ligesom Socialdemokratiets pengeklub, som Frihedsbrevet har skrevet indgående om. Samtalen med Kristoffer havde – kombineret med at Cilius ikke kunne få et klart svar fra Messerschmidt på, hvad Dansk Erhvervsforening er – givet Cilius en “grim fornemmelse i mavsi”, og derfor var han hoppet fra. Hvad Kristoffer Eriksen ikke havde forestillet sig var, at tilbuddet var gået videre til mig, og at jeg havde takket ja. Uden at blinke. Således gik det op for Kristoffer Eriksen, at overraskelsernes tid endnu ikke er forbi. Det kan også være, at han fik stof til eftertanke om, hvem det egentlig er, han arbejder sammen med.
“Men jeg har jo ikke fået honorar for at tale om Frihedsbrevet,” sagde jeg til Kristoffer Eriksen, som for at gøre det godt igen.
“Det gør det på en måde værre,” svarede han resolut, og det har han muligvis ret i. I hvert fald er det ikke kønt, at Frihedsbrevets chefredaktør står og synger og danser på ølkassen til et møde i Dansk Folkepartis pengeklub.
Et antisocialistisk udgangspunkt
Senere den dag talte jeg i telefon med Morten Messerschmidt. Han forklarede mig, at Dansk Erhvervsforening er en forening, der har “et antisocialistisk udgangspunkt”, men at man ikke kan sige, at det er en pengeklub for Dansk Folkeparti. Som sådan. Det kan man ikke, fastslog Morten Messerschmidt og forklarede, at fordi der ikke er nogen fra DF’s ledelse i Dansk Erhvervsforenings bestyrelse, så er det klart, at partiet ikke er “fedtet ind i foreningen”, og dermed mener han, at det hele er fjong.
Jo mere han forklarede sig, jo mere tydeligt blev det, at Dansk Erhvervsforening selvfølgelig er Dansk Folkepartis pengeklub. Det kan næsten ikke være andet end det, især fordi det koster tyve tusinde kroner at være medlem af Dansk Erhvervsforening, og som Messerschmidt sagde, “kan det da godt være, at de (altså foreningen, red.) kommer til at give penge til vores kandidater, men det er ikke sket endnu”. Og så ved man jo godt, hvad klokken er slået, og den store viser peger på pengeklub.
Det er ikke pænt af mig, at jeg sådan refererer en telefonsamtale med Morten Messerschmidt uden eksplicit at have sagt til ham, at jeg ville citere ham. På den anden side kunne han godt have fortalt mig, at Dansk Erhvervsforening er Dansk Folkepartis pengeklub, så jeg tænker, det går A‑OK op med hinanden.
Men hvad der gør allermest ondt er at skulle erkende, at jeg faldt i med begge ben, og nu sidder tilbage med røde ører. På den anden side er det godt at have fået lejlighed til at demonstrere, hvad Frihedsbrevet går ud på i praksis.
Hvilket minder mig om 🤔
Om det ikke snart er på tide, at du bliver sådan rigtig medlem af Frihedsbrevet? Altså simpelthen melder dig ind – for eksempel ved at tegne et årsabonnement. Så du er med til at støtte et komplet frit og uafhængigt medie, som ikke holder hånden over nogen – heller ikke os selv. Det er jeg sikker på, at du gerne vil have mere af, og hvis det skal lade sig give sig, så skal du til lommerne. På forhånd tak.
Farvel og tobak 👋🏼
Jeg er tilbage om en uge fra nu. Tak, fordi du læste eller lyttede med. I dagens anledning har vores hustegner Malthe Emil Kibsgaard tegnet mig som en lille, ked hofnar.
Med skamfuld hilsen
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet