Fri Mads #67: Min selvangivelse 😔


Her er der en medieafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores leverandør.

Nu hvor jeg har svun­get kra­ba­sken over alle muli­ge andre, er turen så kom­met til under­teg­ne­de. Det er alt­så lil­le mig, der står for skud. Måske er jeg også den bed­ste til job­bet, efter­som det ikke rig­tigt lyk­ke­des for min som­mer­vi­kar Kri­stof­fer Erik­sen at få nog­le af min ofre til at give igen den anden vej. Så skal det gøres, skal man gøre det selv, synes poin­ten at være her. 

Dår­lig edderkoppesans 🕷

Der­med vil jeg spæn­de cili­ce-bæl­tet så hårdt som muligt og for­tæl­le den utro­li­ge histo­rie om, hvor­dan det dog kun­ne gå til, at jeg i den­ne uge stod og spil­le­de fransk klovn til et møde i Dansk Fol­ke­par­tis pen­ge­klub. Det er jeg nødt til at gøre, for det hører jo ingen ste­der hjem­me, hvis Fri­heds­bre­vet skri­ver om hvem, der er i bog­klub med hvem, og hvem, der går til fest med hvem, og hvem, der er i mad­klub med hvem – hvis jeg så sam­ti­dig hol­der hån­den over mig selv. Des­u­den tæn­ker jeg, det er gan­ske under­hol­den­de at læse histo­ri­en om, hvor­dan min edder­kop­pe­sans end­nu engang har svig­tet mig, og her tæn­ker jeg på, at jeg i for­vej­en er skyld i, at den kon­tro­ver­si­el­le it-iværk­sæt­ter Sahra-Josep­hine Hjorth skul­le mel­des ind i Fri­heds­bre­vets bestyrelse. 

Så her­med vel­kom­men til mit nyheds­brev #67, og lad os så kom­me ned i tor­tur­kæl­de­ren og put­te mig på martrebænken. 

Det ske­te der

Fre­dag den 26. august fik jeg en sms fra Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt, for­man­den for Dansk Fol­ke­par­ti. Han send­te mig først det­te dags­pro­gram for noget, der hed­der Dansk Erhvervsforening: 

Bag­ef­ter skrev han, at komi­ke­ren Fre­de­rik Cili­us desvær­re hav­de meldt afbud som oplægs­hol­der, og der­for vil­le han høre, om jeg mon vil­le stil­le op i Cili­us’ sted og dele mine tan­ker om mediefrihed. 

Det før­ste, jeg tænk­te, var, at jeg ger­ne vil­le kom­me Fre­de­rik Cili­us til und­sæt­ning. Han og jeg er jo gode ven­ner og ken­der hin­an­den fra Radio24syv, hvor Fre­de­rik gav den i rol­len som Kir­sten Bir­git Schi­øtz Kretz Hørs­holm. Det er også her­fra, at jeg ken­der Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt, som var med­vært på EU-pro­gram­met Euro­pa i Flam­mer.

Det næste, jeg tænk­te, var, at jeg aldrig før hav­de hørt om Dansk Erhvervs­for­e­ning. Når jeg goog­le­de for­e­nin­gen, duk­ke­de der intet op. Men jeg kun­ne se, at arran­ge­men­tet skul­le afhol­des på Axel­borg hos Land­brug & Føde­va­rer, og den før­ste taler var Andreas Aagaard, som er chef for public affairs hos Land­brug & Føde­va­rer. Så jeg tænk­te, det måt­te være et eller andet, der hav­de med Dansk Indu­stri og Axel­borg at gøre. Stål, kra­ner, mahog­ni­bor­de og sifo­ner, der sprøjter boble­vand ned i drinks­glas af bøh­misk krystal og blan­der sig med Chi­vas Regal, var mine associationer. 

Set i baks­pej­let bur­de jeg selv­føl­ge­lig have stud­set over, at Dansk Erhvervs­for­e­ning er så gene­risk et navn, at det lyder som noget fra Anders And. Jeg mener; ale­ne nav­net giver anled­ning til mistan­ke. Jeg bur­de også have ind­set, at når det var Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt, der bød op til dans, så hav­de det selv­føl­ge­lig noget med Dansk Fol­ke­par­ti at gøre og ikke med Dansk Indu­stri. Desvær­re nåe­de jeg ikke at tæn­ke så langt, hvil­ket er en anden måde at sige, at jeg slet ikke tænk­te mig om.

Midt i mine over­vej­el­ser skrev Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt, at del­ta­ger­ne vil­le være “cen­tra­le folk fra dansk erhvervs­liv, som vil­le være begej­stre­de for det, Fri­heds­bre­vet byg­ger på”. Det kun­ne jeg godt lide, at han skrev, for jeg er – som Fri­heds­bre­vets direk­tør – altid på kig efter nye abon­nen­ter til Fri­heds­bre­vet, og tænk, hvis jeg kun­ne hol­de et oplæg, der vil­le udmønte sig i lukra­ti­ve abon­ne­ments­ord­nin­ger hos de helt sto­re virk­som­he­der? På intet tids­punkt del­te jeg dis­se over­vej­el­ser med min kol­le­ga Kri­stof­fer Erik­sen eller med Fre­de­rik Cili­us, men jeg tænk­te, at sidst­nævn­te hav­de travlt med alt muligt andet grun­det sit afbud. Så jeg var helt og hol­dent i mega­lo­ma­ni­ens solip­si­sti­ske vold. 

“Yes, jeg kom­mer og for­tæl­ler,” skrev jeg til Mor­ten Messerschmidt. 

Så det gjor­de jeg så. Jeg mød­te op ved Restau­rant Mark, som er en bevært­ning, der lig­ger i bun­den af Axel­borg ud mod Palads Bio­gra­fen. Inden­for var der dæk­ket op ved et lang­bord til 40–50 kuver­ter, og for enden hang en kæm­pe fladskærm, hvor jeg fik instal­le­ret mit med­brag­te Power­Po­int-show. Det er det­te show, jeg ple­jer at vise, når jeg hol­der fored­rag om Frihedsbrevet. 

The show must go on 🤹🏻‍♂️

Lidt over fem kom del­ta­ger­ne siven­de ind. Det hele gik så hur­tigt, men blandt del­ta­ger­ne så jeg direk­tø­ren for Dan­ske Rede­ri­er, Anne H. Stef­fen­sen, hvil­ket bekræf­te­de mig i min anta­gel­se af, at det­te fore­gik på – som Egon Olsen vil­le sige det – aller­hø­je­ste niveau. Men sam­ti­dig, og det, kan jeg godt se i dag, er lidt mær­ke­ligt, var der op til fle­re med­lem­mer af Dansk Fol­ke­par­ti til ste­de. For eksem­pel var Anders Visti­sen der, og nu skal jeg ikke tale for Visti­sens følel­ser og tan­ker, men de gan­ge, vores øjne mød­te hin­an­den, tænk­te jeg på alle de gan­ge, jeg har været efter ham for hans idi­o­ti­ske bog om Det Sto­re EU-bed­rag, som han fik trykt for EU-mid­ler og ikke vil­le oply­se pri­sen på. 

René Chri­sten­sen, næst­for­mand for Dansk Fol­ke­par­ti, var der også, og ham nåe­de jeg lige at få tak­ket for det mor­som­me sam­råd med Ras­mus Pre­hn i Mil­jø- og Føde­va­re­ud­val­get, hvor han jo er formand. 

Sidst, men ikke mindst, var Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt der selv­føl­ge­lig. Han kom lidt skævt ind på arran­ge­men­tet, for Restau­rant Mark til­lod ikke at Mor­tens lil­le bomulds­hund Hugo måt­te være med. 

“Så bli­ver jeg nødt til at gå,” sag­de Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt, der net­op var ankom­met. Men så trå­d­te en assi­stent til, og Hugo blev eks­pe­de­ret et sted hen, hvor han ikke var til gene. Her­på bød Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt vel­kom­men, og så var sce­nen min. 

Tra­ge­die plus tid 🤡

Jeg gav den fuld skrue. Jeg fyre­de en ice bre­a­ker af om at være til­kal­de­vi­kar og for­tal­te så om den­gang, hvor Kir­sten Bir­git luk­ke­de Radio24syv – som hun gjor­de i pro­gram­met, hvor hun lave­de den grove aprils­nar med DF’eren Pia Adel­sten om, at der var kørt en last­bil igen­nem Restau­rant A’Porta i Mari­a­ger. Nu, hvor jeg har fået et mere ædru­e­ligt syn på min per­for­man­ce hos Dansk Erhvervs­for­e­ning og er ble­vet en tand mere bevidst om de ulve, som jeg hyle­de iblandt, tæn­ker jeg, at del­ta­ger­ne måske har syn­tes, at det var lige lov­ligt friskt af mig sådan at træk­ke den hest frem fra stal­den. Men de gri­ne­de da, og sådan fik vi nok engang bekræf­tet, at humor er tra­ge­die plus tid. 

Da jeg var fær­dig med at for­tæl­le om, hvor godt det går med Fri­heds­bre­vet, slut­te­de jeg af med at opfor­dre dem alle til at teg­ne abon­ne­ment. Hvis nogen af del­ta­ger­ne har fulgt min opfor­dring, tæn­ker jeg, at de alle­re­de har fået smæk for skil­lin­gen med det­te nyheds­brev, så det er trods alt noget. 

Bag­ef­ter hav­de vi en kvik lil­le Q&A, med­lem­mer­ne af Dansk Erhvervs­for­e­ning og jeg. Jeg for­tal­te om, hvor vig­tigt det er at hol­de hus med, hvor­dan man omgås magt­ha­ver­ne, når man er jour­na­list. Til eksem­pel sag­de jeg, at der er for­skel på at være til fest med Ras­mus Pre­hn og til fest hjem­me hos Ras­mus Pre­hn – som jo fak­tisk er en kom­men­tar, jeg har stjå­let fra Se & Hørs che­fre­dak­tør Niels Pin­borg og selv­føl­ge­lig skul­le have kre­di­te­ret ham for. Det skul­le jeg have gjort, og så skul­le jeg have sagt, at der er for­skel på at hol­de oplæg for Land­brug & Føde­va­rer eller Dansk Indu­stri og så at være pau­se­k­lovn for et poli­tisk par­tis pen­ge­klub. Det ske­te desvær­re ikke, for jeg var alt for fuld af mig selv og hav­de end­nu ikke opda­get, at det lige præ­cis var det, jeg var — alt­så pau­se­k­lovn for en pengeklub. 

Som den sto­re idi­ot jeg er, sat­te jeg trumf på Q&A’en med at for­tæl­le om che­fre­dak­tø­ren for Was­hin­g­ton Post, Ben Brad­lee, der på sine gam­le dage godt kun­ne se, at det hav­de været til ska­de for ham og for avi­sen, at han hav­de været så gode ven­ner med præ­si­dent John F. Kennedy. 

“Uden sam­men­lig­ning i øvrigt,” sag­de jeg til til­hø­rer­ne, men når man siger det, siger man jo, at man rent fak­tisk lidt tæn­ker på sig selv som en dansk Ben Brad­lee, og det viser jo bare hvor lat­ter­lig en figur, jeg rent fak­tisk er. 

Vin­ga­ve fra Dansk Folkeparti 🍷

Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt spurg­te om jeg hav­de lyst til at spi­se med, men det tak­ke­de jeg nej til. Så fik jeg en papkas­se med to fla­sker rød­vin i, og da jeg put­te­de den ned i min taske, nåe­de jeg lige at se Dansk Fol­ke­par­tis logo på papkas­sen, men tænk­te ikke vide­re over det. Og så cyk­le­de jeg hjem med løf­te­de halefjer. 

Da jeg var kom­met inden­for i pri­va­ten, sat­te jeg papkas­sen med de to fla­sker rød­vin på køk­ken­bor­det. Sene­re den aften, da jeg lå i sen­gen og var ved at fal­de i søvn, kun­ne jeg høre min kone råbe ude fra køkkenet. 

“Skat, hvor­for har du fået vin af Dansk Fol­ke­par­ti?” råb­te hun. 

“Det har jeg fået af Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt, for­di jeg trå­d­te til som oplægs­hol­der i ste­det for Fre­de­rik Cili­us,” sva­re­de jeg begejstret. 

“Men du skal da ikke tage imod vin fra Dansk Fol­ke­par­ti,” sag­de hun, og fortsatte: 

“Sig mig, skal du ikke pas­se lidt på med, hvad du ren­der og har gang i?” 

Det var jo fak­tisk et rig­tigt godt spørgs­mål, som viser, at hun for længst har gen­nem­sku­et mig. 

Jiha­di­ster som bade­me­stre 🏊‍♀️

Næste mor­gen tal­te jeg i tele­fon med Fre­de­rik Cili­us. Jeg hav­de fået den idé, at for­di jeg hav­de haft hans ryg med Dansk Erhvervs­for­e­ning, så kun­ne Cili­us være vikar for mig til et arran­ge­ment, som tru­e­de læn­ge­re ude i hori­son­ten. Desvær­re hav­de Fre­de­rik ikke tid til det, men til gen­gæld hav­de vi en mor­som snak om Dansk Erhvervs­for­e­ning. Blandt andet tal­te vi om, at det var nær sagt umu­ligt at fin­de noget om dem på net­tet, og hvem er egent­lig ham for­man­den, der bor oppe i Hørs­holm, og som for­tal­te mig, at han engang hav­de arbej­det i Dan­marks Radio? Og så tal­te vi om det mor­som­me i, at pri­va­te eje­re af swim­m­ing pools har licens til at bestil­le de vil­de­ste slags kemi­ka­li­er hjem. Der­for er det blot et spørgs­mål om tid, før jiha­di­ster begyn­der at uddan­ne sig som bade­me­stre, sag­de Cili­us. Det grin­te vi meget af, og livet var herligt. 

Arbej­der jeg sam­men med en kom­plet idiot? 🫣

Da jeg så kom på arbej­de, mød­te jeg min årvåg­ne og vak­se kol­le­ga Kri­stof­fer Erik­sen. Efter jeg hav­de for­talt ham om min optræ­den hos Dansk Erhvervs­for­e­ning, viste det sig, at grun­den til at Fre­de­rik Cili­us hav­de meldt afbud var, at Kri­stof­fer hav­de adva­ret ham imod det. Kri­stof­fer Erik­sen kun­ne nem­lig på kilo­me­ters afstand se, at Dansk Erhvervs­for­e­ning selv­føl­ge­lig er Dansk Fol­ke­par­tis pen­ge­klub. Alt­så, fuld­stæn­dig lige­som Soci­al­de­mo­kra­tiets pen­ge­klub, som Fri­heds­bre­vet har skre­vet ind­gå­en­de om. Sam­ta­len med Kri­stof­fer hav­de – kom­bi­ne­ret med at Cili­us ikke kun­ne få et klart svar fra Mes­ser­s­ch­midt på, hvad Dansk Erhvervs­for­e­ning er – givet Cili­us en “grim for­nem­mel­se i mavsi”, og der­for var han hop­pet fra. Hvad Kri­stof­fer Erik­sen ikke hav­de fore­stil­let sig var, at til­bud­det var gået vide­re til mig, og at jeg hav­de tak­ket ja. Uden at blin­ke. Såle­des gik det op for Kri­stof­fer Erik­sen, at over­ra­skel­ser­nes tid end­nu ikke er for­bi. Det kan også være, at han fik stof til eftertan­ke om, hvem det egent­lig er, han arbej­der sam­men med. 

“Men jeg har jo ikke fået honorar for at tale om Fri­heds­bre­vet,” sag­de jeg til Kri­stof­fer Erik­sen, som for at gøre det godt igen. 

“Det gør det på en måde vær­re,” sva­re­de han reso­lut, og det har han mulig­vis ret i. I hvert fald er det ikke kønt, at Fri­heds­bre­vets che­fre­dak­tør står og syn­ger og dan­ser på ølkas­sen til et møde i Dansk Fol­ke­par­tis pengeklub. 

Et antiso­ci­a­li­stisk udgangspunkt 

Sene­re den dag tal­te jeg i tele­fon med Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt. Han for­kla­re­de mig, at Dansk Erhvervs­for­e­ning er en for­e­ning, der har “et antiso­ci­a­li­stisk udgangs­punkt”, men at man ikke kan sige, at det er en pen­ge­klub for Dansk Fol­ke­par­ti. Som sådan. Det kan man ikke, fastslog Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt og for­kla­re­de, at for­di der ikke er nogen fra DF’s ledel­se i Dansk Erhvervs­for­e­nings besty­rel­se, så er det klart, at par­ti­et ikke er “fed­tet ind i for­e­nin­gen”, og der­med mener han, at det hele er fjong. 

Jo mere han for­kla­re­de sig, jo mere tyde­ligt blev det, at Dansk Erhvervs­for­e­ning selv­føl­ge­lig er Dansk Fol­ke­par­tis pen­ge­klub. Det kan næsten ikke være andet end det, især for­di det koster tyve tusin­de kro­ner at være med­lem af Dansk Erhvervs­for­e­ning, og som Mes­ser­s­ch­midt sag­de, “kan det da godt være, at de (alt­så for­e­nin­gen, red.) kom­mer til at give pen­ge til vores kan­di­da­ter, men det er ikke sket end­nu”. Og så ved man jo godt, hvad klok­ken er slå­et, og den sto­re viser peger på pengeklub. 

Det er ikke pænt af mig, at jeg sådan refe­re­rer en tele­fon­sam­ta­le med Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt uden eks­pli­cit at have sagt til ham, at jeg vil­le cite­re ham. På den anden side kun­ne han godt have for­talt mig, at Dansk Erhvervs­for­e­ning er Dansk Fol­ke­par­tis pen­ge­klub, så jeg tæn­ker, det går A‑OK op med hinanden. 

Men hvad der gør aller­mest ondt er at skul­le erken­de, at jeg faldt i med beg­ge ben, og nu sid­der til­ba­ge med røde ører. På den anden side er det godt at have fået lej­lig­hed til at demon­stre­re, hvad Fri­heds­bre­vet går ud på i praksis. 

Hvil­ket min­der mig om 🤔

Om det ikke snart er på tide, at du bli­ver sådan rig­tig med­lem af Fri­heds­bre­vet? Alt­så sim­pelt­hen mel­der dig ind – for eksem­pel ved at teg­ne et årsa­bon­ne­ment. Så du er med til at støt­te et kom­plet frit og uaf­hæn­gigt medie, som ikke hol­der hån­den over nogen – hel­ler ikke os selv. Det er jeg sik­ker på, at du ger­ne vil have mere af, og hvis det skal lade sig give sig, så skal du til lom­mer­ne. På for­hånd tak.

Far­vel og tobak 👋🏼

Jeg er til­ba­ge om en uge fra nu. Tak, for­di du læste eller lyt­te­de med. I dagens anled­ning har vores hus­teg­ner Malt­he Emil Kibs­gaard teg­net mig som en lil­le, ked hofnar.

Med skam­fuld hilsen 

Mads Brüg­ger, che­fre­dak­tør, Frihedsbrevet