Fri Mads #69: En kompleks borgerrejse 🙀
Om nogen ved jeg, at der er langt fra København til Pyongyang. Der er hele verdener til forskel. Alligevel kan jeg ikke stå for fristelsen i at bemærke, at Socialdemokratiets nye valgslogan “Lad os passe på fremtiden” – som der stod skrevet på det røde scenetæppe til landsmødet i Aalborg her i weekenden – i mine ører faktisk lyder som en sætning sakset fra en nordkoreansk propagandaplakat. Fordi jeg ved så meget om Nordkorea, ved jeg nemlig, at mange af Den Kære Leders slogans netop starter med opfordringen “lad os …”, hvilket man kan forvisse sig om her.
Som for eksempel:
“Lad os blive menneskelige bomber for dedikeret at forsvare den respekterede leder Kammerat Kim Jong-un!”
Eller:
“Lad os frembringe substantielle forandringer og fremskridt i det første år af fuldbyrdelsen af fem-års planen!”
Og nu har vi så fået:
“Lad os passe på fremtiden.”
Sossernes valgslogan er selvfølgelig kortere, og der mangler et udråbstegn, men ellers passer pengene. Og dermed ikke sagt at Danmark er Nordkorea, eller at Mette Frederiksen er en diktator. Det er bare et lidt pudsigt sammenfald.
Hvad betyder i øvrigt denne umiddelbart forvrøvlede sætning “Lad os passe på fremtiden”? Betyder det, at fremtiden er farlig – som i pas på! – eller at fremtiden er noget, vi skal værne om, fordi den er truet? Men hvordan kan man værne om noget, der ikke er sket endnu, og som ingen ved, hvad er? Altså, med mindre man er i stand til at se ud i fremtiden, hvilket Socialdemokratiet jo næppe er.
Og hvem er egentlig dette “os”? Er det alle danskerne, eller er det kun socialdemokraterne? Hvis det første, er det så ikke lige lovligt kollektivistisk, at Socialdemokratiet har en selvopfattelse i retning af, at de taler på vegne af alle danskere? Hvis det sidste, er det så et majestætisk pluralis; altså “os” forstået som Mette Frederiksen?
Det kan du så tænke over, mens du kigger på dette gamle foto af Anker Jørgensen og Kim Il-sung, Nordkoreas grundlægger. Lad os passe på fortiden!
Lad os læse et velskrevet nyhedsbrev 📨
Nå, men jeg kan ligeså godt sige det, som det er: Dette nyhedsbrev er skrevet med venstre hånd, for jeg har travlt med alle mulige nye tiltag i Frihedsbrevets regi. Hvad det helt præcist drejer sig om, vil blive afsløret i kommende uger, men allerede nu vil jeg gerne pege på vores nye forside på Frihedsbrevets hjemmeside, som havde premiere i fredags. Det er dog kun en 0.7 version, som vi er godt i gang med at peppe op.
Dagsorden 📋
På den anden side, som Walter Benjamin engang har bemærket det, så “slåes alle de afgørende slag med venstre hånd”, så det kan være, at det alligevel lykkes mig at ramme plet i dette mit nyhedsbrev nummer 69. Vi får se. I hvert fald har jeg tænkt mig at skrive om landsmøderne for De Radikale, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, og så vil jeg pege på noget af dét indhold, vi har i gryden til denne uge. Velkommen til.
Fri Dag 🌞
Allervigtigst er at få spurgt, om du har fået hørt vores nye daglige nyhedspodcast Fri Dag? Programmet udkommer kl. 07.00 hver morgen, og bag ved mikrofonen sidder Maya Tekeli. Her giver hun dig et kvikt, begavet og morsomt nyhedsoverblik samt tager dig med ind i en af dagens historier fra Frihedsbrevet. Spørger du mig, så er Fri Dag helt enormt godt, og med den formkurve Maya Tekeli er inde i, tør jeg ikke tænke på, hvor vi er henne, når denne uge er gået.
Hatten rundt 👒
Har du ikke hørt Fri Dag, er det nok, fordi du ikke er blevet medlem endnu. For podcasten kan kun høres i vores app. Og så er det nu, at du nok engang vil høre mig opfordre dig til at komme med i klubben.
Ja, det koster penge at være med, men når man siger nej til både mediestøtte og annoncer, skal pengene jo komme ind på en anden måde, nemlig gennem betalende medlemmer.
Ved at melde dig ind i Frihedsbrevet er du med til at støtte ideen om et nyhedsmedie, som politikerne ikke kan lukke. Eller tvinge til underdanighed. Som for eksempel med den konservative rådmand i Aalborg, Morten Thiessen, der er vred over, at DR tillod sig at bringe en kritisk historie om Søren Pape Poulsen midt i de konservatives fine landsmøde. På Facebook skrev han:
Thiessen skal have tak for at være så ærlig, for normalt holder de fleste politikere deres … hmm… ungarske tilbøjeligheder for sig selv. Men der er mange flere som Thiessen derude, og derfor er det vigtigt at bakke op om et nyhedsmedie, som Thiessen og ligesindede ikke kan bremse. Dette nyhedsmedie er Frihedsbrevet. Vi har brug for din støtte og meget gerne allerede fra i dag af.
Noget for noget
Men som jeg har sagt før, så er det ikke godgørenhed at bruge sine penge på Frihedsbrevet. Tværtimod, for du får noget igen den anden vej, nemlig fremragende undersøgende journalistik. I morgen kan vores medlemmer for eksempel se frem til endnu et afsnit i podcastserien om Den talentfulde fru Hjorth. Og samtidig udkommer en historie om det omvandrende meme fødevareminister Rasmus Prehn (S) og hans fine fornemmelser for netop fødevarer.
En kompleks borgerrejse 😵
“Du har hørt mange løgne. Nogle stikker så dybt, at selv stenene og rødderne tror på dem. At vikle det hele ud vil kræve skabelsen af en helt ny verden,” siger dén inkarnation af mørkets fyrste Sauron, som orkerne kalder for “Adar” (“far” på ork-sprog, red.) i afsnit 4 af tv-serien Magtringene på Amazon Prime.
I bemeldte scene taler Sauron til en tilfangetagen elver, men hvad han siger kunne ligeså godt være henvendt til en dansker og handle om det abstrakte begreb velfærdsstaten samt det byzantinske bureaukrati, som generationer af politikere har bygget op i velfærdens navn. Et bureaukrati så omfattende og komplekst, at ingen rigtigt længere forstår, hvad der foregår, og hvordan det hele fungerer. Hvilket er grunden til at det lidt er som at tale om vejret, når vi taler om velfærdsstaten; at gøre noget ved bureaukratiet er udenfor vores rækkevidde. Vi kan blot betragte det og tale om det, mens det på forunderlig vis udspiller sig for vores øjne.
En sjælden gang får man dog et kig ind bag kulissen, hvor en normalt ellers usynlig munkeorden af højt specialiserede teknokrater driver deres sindrige spil. Det skete i forrige uge, da Politiken bragte en historie om et udkast til et lovforslag, som Skatteministeriet har sendt i høring. Lovforslaget handler om ejendomsvurderinger og boligskatter, og et sted i teksten står følgende passus at læse:
“Den samlede tidsplan medfører således en kompleks borgerrejse med behov for løbende efterreguleringer af ejendomsskatterne, i takt med at de endelige vurderinger udsendes, år efter at de skulle udgøre beskatningsgrundlaget.”
Dette forbløffende udtryk, “en kompleks borgerrejse”, er jo helt vildt interessant. Og dybt uhyggeligt. For det vidner om et system, som ikke længere arbejder for borgerne, men for sig selv. Det vidner også om et bureaukrati, som er komplekst by design; at der er nogen, der bevidst vil have, at danskerne ikke skal kunne begribe, hvad der foregår.
Imens, på den anden side af hegnet, fortsætter vores politikere med at tale om bureaukratiet som noget, de har indflydelse på. Det gør de især, når der er optakt til folketingsvalg. Som for eksempel i Mette Frederiksens podcast Statsministeren Spørger. I det seneste afsnit møder Mette Frederiksen således antropologen Dennis Nørmark til en samtale om det, han kalder pseudoarbejde, som er et andet ord for unødvendigt og meningsløst bureaukrati. Her får vi nok engang en smagsprøve på en efterhånden Mette Frederiksen’sk specialitet, nemlig håbløs ubrugelig anekdotisk bevisførelse for sin politik. Hun siger følgende, ordret gengivet:
“Jeg hørte fra en af vores borgmestre en historie om… og her skal man altid passe på, når man gengiver et konkret eksempel, så man må lige trække lidt fra eller lægge lidt til, og det handler mere om sådan stemningen i det. Men der var, som jeg husker historien, et udsat menneske, der boede i egen bolig, men med noget støttekontakt. Han havde en kedelig vane med at brænde sig selv på sit komfur eller kogeplade. Og så tænker man derude, hvad er den bedste løsning på det? Det er at tage kogepladen ud af lejligheden, så han ikke brænder sig selv. Men som jeg forstod det, så havde Ankestyrelsen, tror jeg… og jeg siger ‘tror’, inden der kommer en kæmpe historie om det, og man må ligesom prøve at tage essensen ud af det i stedet for det konkrete… underkendt det og sagt, at når man bor i den type bolig, så er man berettiget til under alle omstændigheder at have en kogeplade. Hvis eksemplet ellers er rigtigt, er det jo et ret godt eksempel på, at den sunde fornuft fuldstændig ryger. Fordi hvis den person gør skade på sig selv, så har man jo som kollektiv et ansvar for, at personen ikke kan gøre det derhjemme. Så det bliver pludselig jura og rettigheder, der møder sund fornuft, og det er jo ikke altid sådan, at juraen kan tage højde for virkeligheden.”
Det kan Mette Frederiksen så åbenbart heller ikke. Tage højde for virkeligheden, altså. Bemærk også, hvordan hun rent sprogligt afslører, at hun selv er en del af problemet og ikke af løsningen. Udtrykket “et udsat menneske i egen bolig med støttekontakt” er kold, bureaukratisk empati, når det er bedst.
3 X landsmøde
Når man ser tre landsmøder i rap, slår det en, hvor dybt mærkelig og sært gammeldags en størrelse et traditionelt politisk parti er. Hvis det ikke allerede fandtes, og man mødte op med et forslag til noget, der bare tilnærmelsesvis minder om det spektakel, vi kunne se på fjernsynet i weekenden, ville folk jo sige, at man måtte have spist søm.
Noget af det første jeg bemærker er, at medlemmerne, som de er flest – slået over en bred kam, fra Dansk Folkeparti, over Socialdemokratiet til Radikale Venstre – ser jævnt hen ulykkelige ud. Forgræmmede, forbitrede, forstemte. Forståeligt nok, for den anstrengte voksenhumor, der stortrives i de politiske partier, er jo ikke, så man klasker sig på lårene af grin. Noget andet som kalder på en grov generalisering fra min side er mængden af topmaver og skinnende isser; politik er i sandhed, som salig Ronald Reagan så rigtigt sagde det, show business for grimme mennesker. Og gamle mennesker, for hvor er de unge?
Som tilskuer spørger man sig selv, hvorfor disse stakler dog gider tilbringe deres dyrebare weekend med at sidde i iltfattige kongrescentre og sportshaller og høre på erfaringsramte nørder, der fyrer sig selv af? Hvem vil være med i en klub, hvor der er bred enighed om, at Mogens Jensen (S) er byens sjoveste mand? Hvem kan sidde og høre Sofie Carsten Nielsen forklare, at hun stadig tror på en fælles europæisk løsning på flygtningekrisen, og ikke få akut Tourettes syndrom af det? Og hvem kan sidde og kigge på Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt oppe på scenen og alvorligt tro på, at denne mand kan rette op på en synkende plimsoller, hvor alle med den mindste smule overlevelsesinstinkt for længst er gået i bådene? Det er dét, jeg synes er så iøjnefaldende: At voksne mennesker i fuld alvor møder op til disse bizarre forestillinger og ikke tager mere anstød af, hvor langt ude det hele er.
Det mest slående er dog, at dansk politik er så fattigt på nye, sjove og spændende ideer. “Tænk Nyt” lyder De Radikales valgslogan, men allerede her er den gal, for hvis det bedste valgslogan, man kan finde frem til, er så intellektuelt dovent og generisk et slogan som “Tænk Nyt”, så har man indirekte demonstreret, at man slet ikke kan tænke.
Der er heller ikke nye boller på suppen hos Socialdemokratiet. Elevløn til SOSU’er er gammel vin på gamle flasker, og løftet om et quick fix, der skal sætte de varme hænder fri for regeltyranniet, har vi også hørt om før.
Til gengæld har de så en formand, som fra scenen roser sig selv for, at hun både kan lytte til Kandis og “samtidig interessere sig for podcast”. Selvom det knapt giver mening – for siden hvornår er Kandis blevet en modsætning til podcast? – syntes deltagerne, at det var virkelig morsomt sagt.
Allermest resigneret virker dog Dansk Folkeparti, som udviser, hvad der med et fint ord hedder steorotypi, nemlig gentagelsesadfærd. Gentagelsesadfærd er, når det store kattedyr i en zoologisk have hele tiden går frem og tilbage i buret i det samme bevægelsesmønster. Hos Dansk Folkeparti er det hadet til Islam, som der hele tiden gribes tilbage til. Hos dyr er gentagelsesadfærden ofte en reaktion på en kronisk konflikt. Hos Dansk Folkeparti er det en reaktion på at have overlevet og udspillet sig selv for nu at stå tilbage som en ildelugtende marskandiserbutik.
Sort hul forude 🕳
En politiker jeg dog gerne vil rose for sin sproglige kreativitet er De Radikales Ruben Kidde, som forleden dag gav denne fantastiske beskrivelse af, hvad der kommer til at ske, når Folketinget åbner:
“Jeg ser det lidt som et sort hul, hvor ingen af os ved, hvad der gemmer sig bag den begivenhedshorisont. Fysikkens rammer ophører ligesom med at give mening. Det eneste, man ved, er, at hvis man kommer tæt nok på det sorte hul, bliver man splittet i atomer.”
Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔
1️⃣ Ifølge The Economists Intelligence Unit er København verdens mest trygge og sikre by. Intet mindre; verdens mest! Alligevel var statsministeren som tidligere beskrevet ude og male et skræmmebillede af København som Skandinaviens svar på Johannesburg. Eller Mexico City. Eller Lagos. En by, hvor døden lurer bag hvert et gadehjørne. Hun sagde simpelthen, at der er “store dele af Storkøbenhavn”, hvor hun ikke tør at gå alene. En helt ekstraordinært vild udtalelse, som ikke bør gå i glemmebogen. Lige siden har hun nægtet at fortælle, hvor disse “store områder” er.
Forleden dag forsøgte Politiken så at få justitsminister Mattias Tesfaye til at forklare os, hvad statsministeren mener, men lige lidt hjalp det. I mellemtiden har jeg selv prøvet – på Facebook – at få beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard til at spørge statsministeren på vores vegne, men det har heller ikke været nogen succes. Godt nok svarer Hummelgaard mig, men altid kun med bortforklaringer og vildledninger. Så det forbliver uopklaret hvilke store dele af Storkøbenhavn, som er et no go area for statsministeren.
Til gengæld får jeg lunet mine rygstykker af en hær af rasende S‑trolde, som følger Hummelgaard i tykt og tyndt. Jeg er blandt andet blevet kaldt sindssyg, blevet sammenlignet med Amagermanden, og senest fik jeg den her tilbagemelding fra en borger ved navn Leif Nielsen, og det er jo Den Demokratiske Samtale, når den er allerfinest:
2️⃣ 156. Det antal stemmer, som Rasmus Paludan fik ved det netop overståede svenske valg. Så få, at det er morsomt.
3️⃣ Man kan jo være heldig. På Netflix har jeg opdaget en helt enestående italiensk dokumentar, der hedder Baikonur, Jorden. Filmen er fra 2018 og er instrueret af Andrea Sorini. Den handler om Baikonur i Kasakhstan, som er verdens største og ældste fungerende opsendelsesbase for rumraketter. Helt ulig noget andet på Netflix; en gennemført smuk, elegant og poetisk film. Den må du ikke gå glip af.
4️⃣ Min far har lært mig, at hvis der er tre ting, jeg skal holde mig fra, så er det knallert, saxofon og harmonika. “For det er nemlig bunden,” som han siger. Jo ældre jeg bliver, jo mere går det op for mig, at min far har fuldstændig ret; det er virkelig bunden. Derfor gjorde det også indtryk på mig, da jeg forleden dag opdagede, hvor hård en barndom, som skæbnen beredte opfinderen af saxofonen, Adolphe Sax (1814–1894). I min bog endnu et bevis på, at saxofonen er et dæmonisk instrument, der så vidt muligt bør undgås.
5️⃣ Der er blevet rejst tiltale mod den tidligere FE-chef Lars Findsen. Det tog så bare omtrent syv måneder at nå hertil; i sandhed en kompleks borgerrejse for ham. Dagen før sin 58-års fødselsdag fik han besøg af to PET-agenter, der gav ham lov til at læse det hemmelige anklageskrift. I en skriftlig udtalelse sendt til nyhedsbureauet Ritzau, undrer Findsen sig:
“Hvorfor var det nødvendigt at overvåge mig og min familie i så lang tid, hvis man tidligt i forløbet mente, at jeg var på gale veje? Jeg står stadig – ligesom mange andre, tror jeg – mildest talt temmelig uforstående over for mange ting i denne her sag.”
Jeg er fortsat en af “de mange andre”, som Findsen skriver om.
Farvel og tak 👋🏼
Jeg vinker med venstre hånd. Til dette nyhedsbrev har Malthe Emil Kibsgaard tegnet mig som selvtægtsmanden The Punisher, kørende på et longboard, med en ballon med Disney-heksen Madam Mim i hånden. I taleboblen står der selvfølgelig “Lad os passe på fremtiden” på koreansk, oversat af Google. Og som altid; det er helt åbent for fortolkning, så gør med det, hvad du vil.
Jeg er tilbage om en uge. Tak, fordi du læste eller lyttede med, og hvis du i mellemtiden møder en ven eller en kollega, der ikke kender til Frihedsbrevet, så husk at sprede det glade budskab. Vi har altid brug for flere medlemmer. På forhånd tak.
Med venlig hilsen
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet