Kun­ne det – helt grund­læg­gen­de – ikke være inter­es­sant at kom­me så tæt som muligt på de ti embeds­mænd, som hjalp stats­mi­ni­ste­ren med at bry­de loven? Det synes jeg. Nor­malt er embeds­mænd nog­le efe­me­ri­ske væse­ner, som har deres gang i skyg­ger­ne. Man ser dem ikke. Man hører dem ikke. De fle­ste ved ikke engang, hvad de hed­der. Men når de har så meget magt, som de aller­mest magt­ful­de man­da­ri­ner jo har, er det kun sundt og godt at få dem frem i lyset – især når de har for­brudt sig mod loven. Det er præ­cis dét, som er kong­stan­ken bag min ide; at gøre det muligt for offent­lig­he­den at se en vel­lig­nen­de fysisk repræ­sen­ta­tion af de ti embeds­folk, som hele mise­ren dre­jer sig om. At kom­me tæt på de usyn­li­ge magt­ha­ve­re, vi ellers aldrig får lov til at møde.