Fri Mads #70: Magtens Voksmuseum – en rejsende udstilling af ti embedsmænd
Se, når man fylder rundt, skal der jo ske noget særligt. Der skal skrives med højre hånd, og der skal meldes stort ud. Så lad os straks komme i gang med dét her i mit nyhedsbrev nummer 70 ?
Kineserier ??
Nu ved jeg ikke med dig, men hvad der fascinerer mig er, at der lige nu, ovre i Kina, as we speak, sidder en kineser og arbejder på en lerbuste af den hjemsendte rigspolitichef Thorkild Fogde. Indtil videre ser den sådan ud:
Kineseren er ansat på en virksomhed, der laver voksfigurer, det vil sige life size gengivelser af virkelige personer, formet i voks. Udover den hjemsendte rigspolitichef arbejdes der også på ni andre voksfigurer, heriblandt en af kontorchef i Fødevareministeriet; Paolo Drostby. Som indtil videre ser sådan ud:
Public service
Ordregiveren er Frihedsbrevet på min foranledning. Og nej, det er ikke billigt at få lavet ti mandshøje voksfigurer og så få dem transporteret hele vejen til Danmark, men hvad gør man ikke for at tjene offentligheden? I hvert fald ser jeg det som en kerneopgave for Frihedsbrevet at være med til at videreformidle indholdet af den rapport, som Minkkommissionen udkom med; en rapport, der altså har kostet skatteborgerne et stort to-cifret millionbeløb. At tage noget, som mange helst vil lægge låg på, og give det til nogen, der egentlig ikke er særligt interesserede i det, er jo public service, når det er finest.
Som bekendt handler rapporten især om de ti embedsmænd, der har gjort sig skyldige i tjenesteforseelser af varierende grovhed. Værst af alt er, at man blandt misdæderne finder en departementschef i Statsministeriet, som om nogen burde have rejst spørgsmålet om, hvorvidt der var lovhjemmel til at nedlægge et helt erhverv. For det var der som bekendt ikke.
Det er denne departementschef og de ni andre embedsmænd, der nu er ved at blive lavet til voksfigurer i Kina.
Nej, vi skal ikke videre ?
Og hvorfor så det? Fordi det, der ligger mig på sinde, er at kursivere og accentuere rapportens centrale budskab, nemlig at vi har været vidner til intet mindre end et moralsk og fagligt kollaps i toppen af det danske embedsværk. Utroligt, men sandt. Men det er der mærkeligt nok mange, der gerne vil dysse ned.
“Lad os nu komme videre,” siger de på forskellig vis.
For eksempel vil Connie Hedegaard gerne videre. Politiforbundet vil også gerne videre, og det forstår man jo egentlig godt, for hvor må det være mærkeligt, at selveste rigspolitichefen er blevet sendt hjem for at have været med til at give “groft vildledende oplysninger” til danskerne.
Og så er der DJØF – embedsmændenes fagforbund – og deres formand Sara Vergo, som selvfølgelig ser frem til, at vi “ryster det af os og kommer videre”.
Sådan er jeg ikke indrettet. Jeg vil ikke komme videre. Jeg vil gerne blive på smerten, og jeg vil gerne bidrage til at gøre denne smerte til et vedvarende offentligt anliggende. For hvis det hændte får lov til at gå i glemmebogen, risikerer vi nemlig, at det hele gentager sig.
En værdig udstilling ??
De, der gerne vil komme videre, er typisk også dem, der siger, at man ikke må hænge embedsmænd ud.
“For de kan jo ikke forsvare sig,” tilføjes det ofte.
At de ikke kan forsvare sig, har jeg aldrig helt forstået, for embedsmænd har jo deres statsgaranterede ytringsfrihed. Dén kunne de pågældende ti embedsmænd jo passende have gjort brug af, da de blev presset til at gøre ting og sager, som var stik imod legalitetsprincippet, altså det princip, som folkestyret hviler på; nemlig at loven skal overholdes. De burde have råbt vagt i gevær, men i stedet fulgte de trop og kørte embedsværket helt ud til brinken, til kanten af den massegrav, hvor femten millioner døde mink nu ligger og komposterer. Det synes jeg ikke skal gå upåagtet hen, så selvom man rigtigt nok siger, at man ikke må udstille embedsmænd, er det præcis, hvad Frihedsbrevet nu vil gøre. Men, og det er meget vigtigt at få med; vi vil gøre det på en værdig måde. Værdighed er simpelthen kodeordet.
Cabinet de Cire
Derfor har jeg grebet tilbage til noget gammelt og glemt; nemlig voksfiguren. De fleste danskere på min egen alder husker nok Madame Tussauds voksmuseum, der boede i det falske slot ved Rådhuspladsen i København. I dag er det lukket, men kort fortalt var det et sted, hvor danskerne kunne se voksfigurer af kendte, berømte og magtfulde mennesker. Ideen var, at man hermed kunne komme så tæt som muligt på oplevelsen af at møde et menneske, man ellers aldrig ville få lov til at møde. Som for eksempel Mikhail Gorbatjov, Margaret Thatcher eller Michael Jackson. Som sådan er voksfiguren ikke en latterliggørelse eller en nedgørelse af personen, som den forestiller. Det er snarere en hyldest; en gammeldags måde at løfte en person op på. Kort sagt er det fint at blive udstillet i voks.
Ud af skyggerne
Kunne det – helt grundlæggende – ikke være interessant at komme så tæt som muligt på de ti embedsmænd, som hjalp statsministeren med at bryde loven? Det synes jeg. Normalt er embedsmænd nogle efemeriske væsener, som har deres gang i skyggerne. Man ser dem ikke. Man hører dem ikke. De fleste ved ikke engang, hvad de hedder. Men når de har så meget magt, som de allermest magtfulde mandariner jo har, er det kun sundt og godt at få dem frem i lyset – især når de har forbrudt sig mod loven. Det er præcis dét, som er kongstanken bag min ide; at gøre det muligt for offentligheden at se en vellignende fysisk repræsentation af de ti embedsfolk, som hele miseren drejer sig om. At komme tæt på de usynlige magthavere, vi ellers aldrig får lov til at møde.
Politikerne har vi jo set rigeligt til i hele dette cirkus; statsminister Mette Frederiksen, sundhedsminister Magnus Heunicke og daværende fødevareminister Mogens Jensen. Med flere. Vi kender dem til hudløshed. Men embedsmændene derimod, dem fik vi kun små, korte glimt af, når de hastede ind og ud af Minkkommissionens lokaler. Hvem er de, hvad hedder de, og hvordan ser de ud i virkeligheden? Det er dét, vi sammen skal finde ud af i udstillingen Magtens Voksmuseum.
Magtens Voksmuseum vil – i al sin enkelhed – være en udstilling, hvor man kan se de ti kinesisk fremstillede voksfigurer, der altså forestiller de pågældende ti embedsmænd. Fra departementschefen i Statsministeriet Barbara Bertelsen, over departementschef i Justitsministeriet Johan Legarth og videre til de allermest ukendte af dem. Som for eksempel Birgitte Buch eller Hanne Larsen. Alle voksfigurer bliver i øvrigt leveret fuldt påklædte, så det er også en tækkelig udstilling.
Sådan bliver det
En for en vil man således kunne tage de ti embedsmænd i øjesyn, og ved siden af hver voksfigur vil der så være en planche, hvor man kan læse deres CV samt et uddrag af den kritik, som Minkkommissionen rettede imod dem. Der vil også være et stykke tekst om, hvad de hidtidige konsekvenser har været for de enkelte embedsmænd.
Alt sammen overskueligt og læsevenligt fremstillet.
Meditation
Udstillingen vil desuden rumme en planche, der gengiver nøglen til det hele, som jo er embedsmændenes syv centrale pligter. Og så kan man hver især gå rundt og meditere på, hvad man mener og tænker om det hændte, og hvordan det hele dog kunne gå så grueligt galt. Stille og roligt og først og fremmest værdigt. Det bliver altså, vil jeg nok engang understrege, en værdig udstilling.
Pointen med det hele
Hermed undgår vi, at det hele ender i et skænderi om, at pressen mobber de forsvarsløse embedsmænd. For ingen kan have noget imod en værdig udstilling. Altså med mindre man er en meget ømskindet skrivebordstomat.
Gratis for medlemmer
Hvad, det også bliver, er et medlemsarrangement. Alle medlemmer af Frihedsbrevet kommer gratis ind, mens ikke-medlemmer må betale. Sådan får det være og hermed nok en grund til at melde sig ind i Frihedsbrevet. Uanset hvad kan alle, der er interesserede i at følge med i dette projekt, allerede nu melde sig til en mailingliste her.
Hv-spørgsmål
“Hvornår bliver det så?” vil du sikkert gerne vide. Og hvorhenne? Hvad det første angår, er mit bedste svar, at udstillingen løber af stablen så snart som muligt. Regn med om nogle uger fra nu. Det er et stort arbejde at lave voksfigurer, og bagefter skal de transporteres hele vejen til Danmark. Det tager sin tid, men jeg skal lige love for, at kineserne knokler med at skynde sig. Hvad angår venue, som det hedder på nutidsdansk, leder vi efter et egnet udstillingssted, der er så tæt på Christiansborg som muligt. Det vil jeg også orientere om, så snart en aftale er faldet på plads.
Imens, på Frihedsbrevets konti på de sociale medier, vil du i kommende tid kunne se film og billeder af voksfigurerne, efterhånden som arbejdet med at få dem klar skrider frem. Men intet slår selvfølgelig at se de ti voksfigurer i virkeligheden, hvorfor jeg tænker, at Magtens Voksmuseum faktisk godt kan gå hen og blive lidt af et tilløbsstykke.
Frihedsbrevet er et medie for hele landet
Noget andet er, at vi gerne vil have udstillingen ud i landet. I hvert fald til Nordjylland, hvor der jo er mange, der har følelsesmæssige aktier i aflivningen af de danske mink. Så hvis du har et velegnet udstillingssted og samtidig har mod på at lægge lokaler til en begivenhed, som – gætter jeg – vil vække opmærksomhed i lokalmiljøet, så skriv til mads@frihedsbrevet.dk.
Hvad jeg ellers går og tænker på
1️⃣ Hvor glad jeg er for vores nye nyhedsbrev og podcast om udenrigspolitik, der hedder Friis´ Diplomatpost. Som titlen siger, er det med Friis Arne Petersen, Danmarks mest garvede diplomat i front. Hver uge tager han dig med Jorden rundt og sætter – i selskab med Flemming Rose – fokus på geopolitiske brændpunkter og tematikker. Og ja, du kan kun lytte eller læse med, hvis du melder dig ind i Frihedsbrevet og henter appen. Så hvorfor gør du ikke det?
2️⃣ Sagen om kändispræsten Flemming Pless. Der er så mange ting, som er så absurde ved denne affære, at det skriger til himlen – pun intended. For halvandet år siden gik fem kvinder til Kirkeministeriet og berettede om, at denne celebre præst fra Christianshavn i København har misbrugt den betroede magt, som en ordineret sjælesørger jo har. Lige siden har Kirkeministeriet så været i gang med at undersøge Pless, men netop som resultatet af undersøgelsen er på trapperne, kommer Flemming Pless begivenhedernes gang i forkøbet og melder, at han har søgt og fået sin afsked som præst.
På Facebook skriver Pless, at han siger undskyld til “dem jeg utilsigtet har såret”, men han siger ikke, hvad han undskylder for – og mere vigtigt; til hvem han undskylder. Dermed får vi ikke at vide, hvad resultatet af undersøgelsen var – det ved kun Kirkeministeriet og Pless – og hvad der er endnu værre er, at Pless herfra udmærket kan fortsætte sit virke – bare nu i privat regi, med endnu mindre kontrol – med at være præst til bryllupper, begravelser og dåbshandlinger.
Helt ærligt; Hvad er det dog, der foregår her? Når man dertil lægger, at Flemming Pless er et politisk dyr, der har været valgt ind i regionsrådet for Socialdemokratiet, og som er gode venner med statsminister Mette Frederiksen, synes sagen endnu mere betændt. Det må der gøres noget ved: Først og fremmest må vi have at vide, hvad konklusionen på undersøgelsen af Pless var. Og hvilke konsekvenser den var sat til at få. Stod Pless til at blive ekskommunikeret som præst? Var han blevet fyret, hvis han ikke selv havde sagt op? Eller blev han frifundet? Og hvorfor i alverden har det taget halvandet år at undersøge manden?
Sidst, men ikke mindst vil jeg gerne vide, om der er andre kvinder end de førnævnte fem, som er blevet krænket af Pless? Er der det, så er de meget velkomne til at henvende sig til Frihedsbrevet på frihedsbrevet@protonmail.com – og det samme er alle andre, som måtte vide noget om denne sag. Til sidst vil jeg gerne kippe med flaget for journalist og radiovært Ditte Okman, som i sin podcast Det, vi taler om troligt har holdt snor i sagen om Flemming Pless, mens resten af pressen har ligget på den lade side. Den seneste udgave af Det, vi taler om er et must hear, hvis man interesserer sig for sagen.
3️⃣ Hvor stolt jeg er over, at Frihedsbrevet – uden at få så meget som en krone i mediestøtte – er i stand til at udkomme med journalistik, som har fået en departementschef til at rejse sig op og sige undskyld. Det skete her i weekenden i forbindelse med vores seneste afsløring af fødevareminister Rasmus Prehn. Bemærk i øvrigt, at departementschef Morten Niels Jakobsen føler sig kaldet til at omtale Prehn som “vores dygtige og gode minister.”
4️⃣ Så du pressemøde fra Statsministeriet i dag? Den ukendte Jared Kushner-agtige mand ude til venstre i billedet var forskningsminister Jesper Petersen (S). Ham er der mangt og meget at sige om – det får vente til en anden dag – men i denne ombæring vil jeg blot bemærke, at Jesper Petersen nu er sprunget ud som satire-ekspert. Det gjorde han under en tale til Videnskabernes Selskab, hvor han kaldte DR-programmet Ellen Imellem for et “fejlslagent forsøg på satire”, som har “brudt tilliden til medierne”. Hermed er jeg nu en endnu større fan af Ellen Imellem, end jeg var i forvejen, for man kan være sikker på, at hvis Jesper Petersen synes, noget ikke er sjovt, så er det sjovt.
Vi ses i Fri Mads #71 ??
Nå, men hermed slutter så mit halvfjerdsindstyvende nyhedsbrev. Jeg håber, det har bekommet dig vel. Jeg er tilbage om en uge fra nu med flere causerier og iagttagelser, samt nyt om hvad der foregår på Frihedsbrevet. Tak, fordi du læste eller lyttede med.
Mvh
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet