Fri Mads #71: Den lange skruetrækker 🪛
Alle burde gøre, som jeg gjorde i går; smutte ned i boghandleren og købe den netop udkomne bog Spion blandt venner, skrevet af Politiken-journalisten Hans Davidsen-Nielsen. Man kan selvfølgelig også vente til, at den kan lånes på biblioteket, men hvis man har råd til det, synes jeg, det er værd at støtte det civil courage, Hans Davidsen-Nielsen udviser ved at træde frem og afsløre, at han er den ene af de to journalister, som den tidligere FE-chef Lars Findsen er tiltalt for at have plejet omgang med. Dermed ikke sagt at Davidsen-Nielsen bekræfter, at Lars Findsen er en kilde – naturligvis gør han ikke det – men han skriver, at han er vidende om, at hans navn indgår i tiltalen mod spionchefen. Det, synes jeg, er modigt gjort.
Poetisk ironi
Køb den også for at læse alle de nye, interessante detaljer om Lars Findsens anholdelse, som bogen byder på. Jeg vil ikke spoile det hele her, men billedet af den tilfangetagne Lars Findsen, der ligger og sover under et bord i en tom politistation i Gentofte efter mange timers uafbrudt afhøring, er svært at glemme.
“Er det virkelig noget, der er foregået i Danmark?” spørger læseren forbløffet sig selv. I hvert fald denne læser.
Det er også svært at glemme, at anholdelsen af Findsen tidsmæssigt faldt sammen med, at hans advokat Lars Kjeldsen var travlt optaget af at repræsentere sin anden klient, nemlig statsminister Mette Frederiksen – ovre hos Minkkommissionen. Bortset fra den poetiske ironi i at Kjeldsen både repræsenterer Mette Frederiksen og Lars Findsen, er det selvfølgelig oplagt at spørge om, hvorvidt politiet mon bevidst slog til mod Lars Findsen, på et tidspunkt hvor hans advokat var uden for rækkevidde. Hvad svaret er, vides endnu ikke, men mon ikke det kommer for en dag, når vi endelig får nedsat en kommission, der skal kulegrave hele denne ufattelige misere? På den anden side, som Hans Davidsen-Nielsen selv profeterer om i sin bog, bliver det nok en kommission, der kommer til at udspille sig bag lukkede døre.
Statens vitale organer
Noget andet er, at netop i denne uge – hvor der med al sandsynlighed udskrives folketingsvalg i morgen – er Spion blandt venner uomgængelig læsning, hvis man vil have en samlet fremstilling af, hvad der er sket med statens mest vitale organer, efter at departementschef Barbara Bertelsen påbegyndte sin opstigning fra Justitsministeriet til Statsministeriet. Lydefrit og præcist beskriver Hans Davidsen-Nielsen en skræmmende udvikling, som hele tiden fører i en og samme retning; mod øget lukkethed, mod intimidering af pressen og de offentligt ansatte, mod en tilgang til magtanvendelse, der smager slemt af misbrug.
Den lange skruetrækker 🪛
I øvrigt skriver Hans Davidsen-Nielsen, at Barbara Bertelsen også er kendt under øgenavnet “Den lange skruetrækker”, hvilket er nyt for mig. Sætter man sig lidt ind i, hvad udtrykket betyder, er det et både sjovt og velvalgt øgenavn, for det beskriver nemlig en højt rangeret magthaver, som blander sig i, hvad der sker nede på selv de allerlaveste niveauer. Altså, netop som med den Barbara Bertelsen, som vi kender så godt. For eksempel hende der blander sig i placeringen af spritstandere og plakater ude i lufthavnen, samtidig med at hun altså er departementschef i Statsministeriet. Den lange skruetrækker i en nøddeskal.
Powerkvinder 🦸♀️
Apropos Barbara Bertelsen. Og Mette Frederiksen: Mens jeg skriver disse linjer, så kommer jeg i tanke om et sjovt sted i forfatteren Glenn Bechs nye og stærkt læseværdige manifest Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet.
Her skriver han:
“Powerkvinderne
som vi håbede skulle redde os
fordi de var kvinder
umuligt kunne de være ligeså magtbegærlige
som mændene
snydt for en tyver
skinnet bedrager, eller
kønnet afslører ikke alt om vedkommendes moral.”
Dagsorden 📜
Hermed velkommen til mit nyhedsbrev nummer 71. Jeg har lyttet til den seneste udgave af podcasten Det Sidste Måltid, hvor Mette Frederiksen fortæller om, hvor meget hun elsker ost. Det er jeg selvklart nødt til at skrive om, og det samme gælder fødevareminister Rasmus Prehn, som vi bragte vigtigt nyt om i fredags. Desuden beretter jeg om forandringer i Frihedsbrevets portefølje af nyhedsbreve, og til sidst kommer jeg ind på en spillefilm, jeg synes, du skal skynde dig at se – foruden lidt nyt om en meget fin klub, som jeg er blevet kortbærende medlem af. Velkommen til.
My fair lady 🧀
Nu kommer der en rigtig lang sætning, så hold lige på hat og briller:
Før statsminister Mette Frederiksen havde overtaget Instagram-kontoen @mette, og før det så meget som havde strejfet hende at springe ud som elsker af makrelmadder, og længe inden Martin Rossen i rollen som sossernes professor Higgins havde fået tilendebragt den Pygmalion-agtige proces, der forvandlede Røde Mette fra Aalborg til en strømlinet og stylet statsmands-kvinde med knold i nakken, har Mette Frederiksen været konsistent med et budskab: Hun kan bare godt lide en ostemad. Og ikke noget med chèvre eller comté eller gouda på dyrt brød fra high end-bagerier som Emmerys eller Hart; nej, hun vil bare gerne have helt almindelig danbo-ost på helt almindeligt rugbrød. Det kan simpelthen ikke blive almindeligt nok.
Nu skal man jo generelt ikke udskamme folk for den mad, de kan lide at spise, men omvendt er det rimeligt nok at forholde sig til det, hvis folk igen og igen føler sig kaldet til at underholde andre mennesker med, hvad de foretrækker at skovle ind.
Hvis undertegnede for eksempel benyttede enhver given lejlighed til at fortælle om, at jeg elsker hapsdogs, og at hapsdogs er det bedste i verden, jeg ved, vil der nok komme et tidspunkt, hvor folk med rette ville spørge: Hvad er det egentlig med ham og de der hapsdogs, og hvorfor skal vi hele tiden høre om, at han elsker at spise en pølse, som er stoppet ind i et udhulet flute?
På samme måde er det – som Mette Frederiksen selv ville sige det – helt legitimt at spørge om, hvorfor hun dog taler så meget om ostemadder. Eller madder i det hele taget, for det er jo også makrelmadder og leverpostejsmadder. Hun er jo besat af madder.
De af Frihedsbrevets medlemmer, som holder vores nyhedsbrev Fri Politik – som jeg ikke overraskende kan anbefale på det varmeste – vil vide, at Mette Frederiksen igen har været ude for at divertere med, hvor meget hun holder af en hel almindelig ostemad. For som der står skrevet i seneste udgave af nyhedsbrevet Fri Politik:
“Mette Frederiksen har været med i podcasten Det sidste måltid på Radio 4, hvor hun spiste sine livretter; Chèvre chaud, Bos grillmad med botatoes og pandekager med is.”
“Inden der skulle smovses, fik Mette Frederiksen også lige understreget, at hun allerhelst bare vil spise ostemadder på rugbrød, men at et mellemled mellem hende selv og programmets vært har bedt hende vælge noget mere kompliceret.”
“Godt nok har flere medier og politikere hæftet sig ved noget helt andet i podcasten, nemlig Frederiksens udmelding om, at det handler om køn, når hun kaldes magtfuldkommen af kritikere, men det er der sagt så meget om, så vi dykker i stedet ned i statsministerens kærlighed til ost.”
“Siden 2005 har Mette Frederiksen aldrig påstået andet, end at ost er hendes livret. Om det skyldes, at det faktisk er tilfældet, eller om der er tale om en nøje udtænkt kommunikationsstrategi, skal vi ikke kunne sige, men her på redaktionen, må vi sande, at vores livretter altså varierer lidt fra sæson til sæson. Og så kan man vel diskutere, om en rugbrødsmad med ost i det hele kan betegnes som en ret.”
“Mette Frederiksens store kærlighed til skiveskåret danbo på groft rugbrød bliver nævnt i omkring 50 forskellige artikler. Den allerførste under overskriften Portræt: Jeg får tårer i øjnene af brun sovs hvilket også giver os her på redaktionen tårer i øjnene, men af helt andre årsager. Vi kan afslutningsvis afsløre, at statsministerens yndlingsost efter alt at dømme er Asaa danbo, der tilfældigvis stammer fra Danmarks mindste andelsmejeri. Det er i hvert fald den eneste, hun har nævnt ved navn.”
Reverse snobbery
Omkring 50 artikler, hvor Mette Frederiksen taler om ostemadder, når Frihedsbrevets politiske redaktion altså frem til i deres optælling. Helt utroligt. Ingen kan da elske ostemadder så meget over så lang tid?
Hvad der også er utroligt er, hvad Mette Frederiksen siger om sin kærlighed til ostemadder i bemeldte podcast. Hun siger, at hun gerne har en ostemad med sig i sin håndtaske, når hun er på arbejde – et billede, jeg virkelig godt kunne have været foruden, som den latente turofobiker jeg altid har været.
Og så siger Mette Frederiksen guddødemig, at når hun kommer til den yderste dag og lige skal have sig et stykke mundgodt, inden hun stempler ud for altid, ja, så skal denne godbid – det sidste hun putter i munden nogensinde overhovedet – være en ostemad. Det synes jeg simpelthen er så trist og nedslående en udmelding at komme med, at jeg mangler ord for det. Ikke fordi Mette Frederiksen nødvendigvis skal vælge sig belugakaviar, tasmanske østers eller paté af nattergale-tunger som den sidste snack, men hvem vil dog sige farvel til livet med noget så fladt og trivielt som en skive danbo på en skive rugbrød? Det vil vores statsminister åbenbart.
Kan det virkelig være sandt? Eller er det nok et eksempel fra Mette Frederiksens side på, hvad englænderne kalder for reverse snobbery – en omvendt slags snobberi, hvor man slår knuder på sig selv for at fremstå som et helt almindeligt menneske. Altså, lidt som når beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i ramme alvor påstår, at han ikke aner, hvor man køber en god flaske bourgogne. Eller som når Mette Frederiksen koketterer med, at hun ikke kan finde ud af at spise med pinde. Eller sagt mere prosaisk: Enten er de dumme, eller også spiller de dumme. Det sidste er selvfølgelig det allerværste.
Interne affærer
Hvor lille et menneske er statsminister Mette Frederiksen? Så lille, at hun i selvsamme podcast uopfordret føler behov for at nævne, at et medie fejlagtigt skrev, at hun frekventerede den svendborgensiske luksusrestaurant Stella Maris, før hun tog videre til koncert med dansktop-bandet Kandis. Dette medie er selvfølgelig Frihedsbrevet, og som jeg tidligere har forklaret, rettede vi fejlen, så snart vi blev opmærksom på den. Vi har også beklaget og sendt statsministeren et gavekort til Stella Maris, men det har åbenbart ingen interesse:
Hvorfor bringer Mette Frederiksen uopfordret dette fejltrin fra vores side op i podcasten? Det er jo ikke verdens største fejl, og man kan heller ikke sige, at Frihedsbrevet er Danmarks største medie, så er det egentlig ikke lidt mærkeligt, at Danmarks statsminister stadig går og brooder over dette faux pas? Det kan kun Mette Frederiksen svare på, hvorfor hun gør, men et gæt fra min side er, at Mette Frederiksen føler sig uretfærdigt forfulgt af pressen, og alt, hvad der kan bekræfte billedet af, at hun er et offer for nederdrægtige journalister, som vil hende det ondt, bekommer hende vel. Bemærk i den forbindelse, hvor lidt Mette Frederiksen er villig til at tilgive pressens fejl, alt imens hun selv ikke er sen til at minde os andre om, at hun før eller siden vil komme til at begå fejl.
Det Lille Ostemadshus
Til sidst, mens vi er ved emnet, er det lidt ærgerligt, at værten for podcasten ikke lige spørger Mette Frederiksen om, hvor hun og de andre socialdemokrater spiste henne hin aften på Fyn, før de tog videre til koncerten med Kandis. Jeg mener; nu hvor de alligevel taler om mad, og nu hvor Mette Frederiksen selv bringer det op, at hun i hvert fald ikke var på Stella Maris. For hverken Statsministeriet eller Socialdemokratiet har villet fortælle os, hvor hun så spiste aftensmad. Hvis de ikke var på Stella Maris, hvor var de så henne? På Det Lille Ostemadshus?
Apropos
Vil du gerne støtte et medie, som åbenbart går statsministeren på nerverne? Det håber jeg, du vil. For som jeg har forklaret så ofte før, så står og falder Frihedsbrevet med, at folk melder sig ind og bliver rigtige, ægte, betalende abonnenter. Jo flere medlemmer vi får, jo bedre journalistik kan vi præstere, og jo mere kan vi irritere de politikere, som har det svært med en fri og magtkritisk presse. Derfor siger jeg nok engang; kom og vær med! Meld dig hellere ind i dag end i morgen, og tag gerne venner, kolleger og familiemedlemmer med.
Ministeriets indre liv
Til gengæld får du undersøgende journalistik af højeste karat. Det er vores igangværende afsløring af fødevareminister Rasmus Prehn et oplagt eksempel på. I forrige weekend kunne vi afsløre, hvorledes udgifterne til en sammenkomst i Rasmus Prehns tænketank vedrørende “fremtidens landbrug” er stukket helt af.
Der er dukket bilag op på champagne og specialøl, og det hele er så galt fat, at Fødevareministeriets departementschef til sidst følte sig kaldet til at sende bud efter Frihedsbrevet for at undskylde.
Til mødet med departementschefen spurgte Frihedsbrevet så, om det var Rasmus Prehn selv, der havde valgt den kok, som lavede mad til arrangementet med tænketanken. Årsagen var, at vi tidligere har skrevet om, at Prehn mødte denne kok, mens han besøgte en safaripark i Kenya. Det afviste departementschefen at svare på, med en sælsomt poetisk begrundelse om, at dette spørgsmål hører under kategorien “ministeriets indre liv”.
Her i weekenden kunne vi så afsløre, at det rent faktisk er Rasmus Prehn, som har udbedt sig, at kokken lavede mad til mødet i tænketanken, hvormed fødevareministeren nu bliver trukket helt ind i hjertet af denne skandale.
SPQR
Jo mere indsigt jeg får i dette arrangement, jo mere tænker jeg på det gamle Rom, hvor medlemmer af den romerske elite havde deres berømte og berygtede banketter. Som for eksempel den gale kejser Heliogabalus, der druknede sin gæster i kaskader af rosenblade. Mange er myterne og historierne om disse romerske orgier, hvor togaklædte patriciere guffede æggeformede kager med ufødte fuglefostre i, spiste pølser farseret med hjernemasse og drak litervis af vin serveret af nøgne slavedrenge til lyden af lyreklang.
Herligt dekadent altsammen, men også med mening i, for disse banketter var en måde, hvorigennem Roms herskere kunne netværke, vise sig frem, belønne deres venner og konspirere mod deres fjender. Hvem ved, måske har de gamle romere også pakket deres udskejelser ind i en undskyldning om, at de skulle tale lidt om landbrugets fremtid?
Mest af alt tænker jeg på Trimalchios Middag fra den satiriske roman Satyricon — om den frigivne slave Trimalchio, som er kommet til penge og har samlet sine venner til et orgie for at prale med sin rigdom og tale om sig selv. Er figuren Trimalchio ikke et meget godt bud på, hvem der var Rasmus Prehn i antikkens Rom?
Et forsyningsproblem
Imens, ude på gaderne, vansmægtede Roms borgere. Kød og fisk var en luksus, som de færreste havde råd til, og hungersnød var et tilbagevendende problem for Roms indbyggere. Og til sidst brød det romerske imperium sammen. Kort fortalt var det et forsyningsproblem, som gjorde udslaget, nemlig at tilstrømningen af korn fra Nordafrika blev afbrudt, hvilket førte til oprør, kaos og opløsning.
Tankevækkende nok forsøger Ruslands præsident Putin lidt at gøre det samme med os. Ved at lukke for gassen håber han nemlig, at der bryder optøjer ud rundt omkring i Europa, når vinteren for alvor bider sig fast. Det er nemlig også et forsyningsproblem, som kan få store konsekvenser. Hvis det da ikke allerede er ved at få det, for i dag kan TV 2 Nyhederne nemlig melde, at antallet af lejere, der er på vippen til at blive hjemløse, er steget med 50 procent, ifølge formanden for Boligkontoret Danmark. Lejere over hele landet er simpelthen blevet så hårdt presset økonomisk af inflation og stigende udgifter til varme, at de risikerer at blive sat på gaden.
Intet er for småt 🔬
Det er derfor, jeg tænker på Roms sidste dage, når jeg læser om den røde patricier Rasmus Prehn, som møder en dansk kok, mens han besøger en safaripark i Kenya, og lige pludselig er denne kok blevet hyret ind til at lave mad til medlemmerne af det socialdemokratiske aristokrati.
Selvfølgelig er det ikke præcist det samme som det gamle Rom, men man får nemt associationer i den retning, når man tænker på Rasmus Prehn og kompagni; 3F-formanden, Poul Nyrup Rasmussen, Nina Groes og alle de andre, der sidder og nyder livet på andre menneskers regning, mens verden bryder sammen om ørene på dem.
Hvis de selv betalte for en herlig aften – som i Marco Ferrer’s satirefilm La Grande Bouffe fra 1973 – skulle de ikke høre et ondt ord herfra, men disse mennesker vil gerne have det godt, uden at de selv skal til lommen. Og de vil have det godt, mens rigtigt mange har det dårligt, men samtidigt skal de, der har det dårligt, være med til at betale for deres vellevned. Det er det, som er problemet, og problemet er så stort, at intet er for småt. Som med Rasmus Prehn, der lige synes, at skatteborgerne også skal betale hans superlim til hans knækkede briller.
Kan det overhovedet undre, at tilliden til vores politikere er lavere end nogensinde? At folk nu stoler mindre på politikere, end de gør på – i nævnte rækkefølge – bilforhandlere og journalister, siger i hvert fald ikke så lidt.
I øvrigt kunne jeg virkelig godt tænke mig at høre en udgave af podcasten Det sidste måltid med Rasmus Prehn som gæst. Selvom programmet lige præcis med den gæst nok ville fungere bedst som en podcastserie i tolv afsnit.
Fri Tid 🥣
Apropos dét vi spiser og drikker, så har vi sat vores nyhedsbrev Fri Tid midlertidigt ud af drift. Med andre ord har vi trykket på pauseknappen med vores samarbejde med De To Sultne Piger og Simon Jul. Ikke fordi vi er utilfredse med dem, slet slet ikke, men fordi vi er nået et sted hen, hvor vi overvejer, om der ikke snart skal ske noget nyt. De sultne piger har efterhånden anmeldt alle de restauranter i Hovedstadsområdet, som er værd at besøge, og Simon Jul har været omkring stort set alt i dyre- og planteriget, der kan fourageres af mennesker, så hvor skal vi hen nu?
Ideen med Fri Tid er et nyhedsbrev, som giver vores medlemmer et bud på, hvad de skal bruge deres weekend på. Hvad de skal spise og drikke, og hvad de skal ud at opleve. Den ide kan vi stadig godt lide, så spørgsmålet er bare, hvem der skal føre pennen, og hvad det skal handle om. Her hører vi gerne fra vores medlemmer, så skriv endelig til mads@frihedsbrevet.dk, hvis du har tanker og ideer i denne retning. På forhånd tak.
Fri Jihad
Noget andet, vi justerer, er nyhedsbrevet Fri Jihad. Det gør vi dels for at give plads – i forhold til vores redaktionelle båndbredde – til nye og kommende nyhedsbreve – og dels, fordi vi må se i øjnene, at international jihadisme er et emnefelt, som vi hellere vil dække med punktvise og rettidige nedslag i stedet for på fast ugentlig basis. Med det menes, at når der virkelig sker noget, som bør kalde på vores opmærksomhed, vil Fri Jihad udkomme. Derfor går Fri Jihad over til at udkomme med en uregelmæssig frekvens.
Friis’ Diplomatpost 📨
Et nyt nyhedsbrev, vi til gengæld har åbnet, er Friis’ Diplomatpost, som er et skriftligt tilbehør til vores ugentlige podcast af samme titel. I begge udgaver fortæller den erfarne diplomat Friis Arne Petersen om, hvad der sker ude i verden. Har du ikke opdaget det endnu, synes jeg bestemt, du bør tjekke det ud.
Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔
1️⃣ Måske iranske film ikke er det, du går allermest op i? Det burde du ellers overveje, men hvad du i hvert fald slet ikke må gå glip af, er den nye danskproducerede spillefilm Holy Spider, som foregår i Iran. Kort fortalt er den baseret på en sand historie om en kvindelig journalist, der kom på sporet af en seriemorder, som myrdede løs blandt prostituerede i den hellige by Mashhad. Instruktøren Ali Abassis håndtering af dén fortælling er så enestående godt eksekveret, at jeg bøjer mig i støvet. At filmen så samtidig, på forunderlig vis, er timet med det igangværende kvindeoprør i Iran, gør den kun endnu mere interessant som budbringer for et tidehverv, en overgang fra en epoke til en anden.
2️⃣ Der er sket det glædelige, at jeg har fået udstedt et adgangskort, der giver privilegeret adgang til Folketinget. Se lige, hvor flot det er:
Så nu kan jeg komme og gå, som jeg vil. Helt igennem knaldhamrende herligt, især fordi Frihedsbrevets redaktion jo kun ligger et stenkast fra Christiansborg. I anledning af det kommende folketingsvalg påtænker jeg for fremtiden at gå stuegang på Christiansborg hver fredag, og så vil jeg fare i blækhuset og forfatte en kvik lille reportage, som så udkommer i mit nyhedsbrev om mandagen. Det skal nok blive festligt.
Allerede nu vil jeg gerne sige tak til det venlige personale i Folketinget, som har taget godt imod mig. Til alle jer andre, som møder mig på Borgens gange i kommende tid, så husk, at jeg er ny i trafikken.
3️⃣ Jeg ser, at vores allesammens Dan Jørgensen også er inspireret af det gamle Rom:
Måske Dan Jørgensen så kender til dette Cicero-citat:
“Aldrig har der været en regering, som ikke var sammensat af løgnere, misdædere og tyve.”
Te Visurum 👋🏼
Som man vist nok sagde i det gamle Rom, når man sagde “på gensyn” på latin. I denne ombæring har Malthe Emil Kibsgaard tegnet mig som Kaptajn Haddock, der kører en kampvogn i krig mod en bande orker fra Sønderland. Og så kan du så tænke lidt over det, lægge tegningen væk, tage den frem igen og tænke lidt mere over det. Præcis som det skal være, når man kører rundt i den hermeneutiske cirkel.
Tak, fordi du læste eller lyttede med. Jeg er tilbage om en uge, og det bliver med spændende nyt om vores udstilling Magtens Voksmuseum, som jeg fortalte om i forrige nyhedsbrev.
Mvh.
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet