Fri Mads #72: Min første stuegang på tinge ?
Amatørerne dækkede de 14 timers åbningsdebat. De professionelle derimod; det er dem, der dukker op dagen derpå, hvor Folketinget ligger tomt og øde hen som et udplyndret medborgerhus efter et halmbal for Gremlins.
Det er i hvert fald, hvad jeg siger til mig selv, da jeg svinger cyklen ind i Rigsdagsgården og parkerer ved hovedindgangen til Christiansborg. På vejen får jeg et glimt af Holger K Nielsen på sin jernhest. Han bærer en hvid cykelhjelm, og i ansigtet ligner han et menneske, som har stirret ind i en grævlings røvhul det meste af sit liv. Det er sådan, man ender med at se ud, hvis man ikke kommer ud af politik i tide. Og journalistik for den sags skyld.
Men jeg har stadig nogle gode år foran mig, før jeg bliver helt forgræmmet. Og noget af tiden vil jeg bruge hver fredag på at gå stuegang på Christiansborg. Bagefter vil jeg skrive mine indtryk ned i en journal, der altså udkommer her.
Kigsuppe med globoller til morgenmad ?
Min tilgang til opgaven er inspireret af tegneseriefiguren The Watcher, eller på dansk Beskueren. Han er en gådefuld, allestedsværende intergalaktisk voyeur, som optræder i Marvel-universet. Det eneste, han gør, er at kigge på ting. “Han griber ikke ind,” lyder hans slogan. He will not interfere. Det princip har Beskueren så alligevel forbrudt sig mod rundt regnet 300 gange, men ikke desto mindre kan jeg godt lide The Watchers fremgangsmåde: Han kigger bare. Så det vil jeg også gøre; bare gå rundt og kigge og samle indtryk og straks tage noter om det oplevede.
Forventningsafstemning ?
Lad os lige forventningsafstemme, før jeg går til stålet; dette er min første stuegang på Christiansborg, og al begyndelse er jo svær. Desuden var det helt åbenlyst en dårlig dag at debutere på som stuegænger, det var nemlig på bagkanten af Folketingets åbning, og desuden var stort set alle MF’ere ude i landet for at føre valgkamp. Så det, der følger her, i hvad der retteligt er mit nyhedsbrev #72, er altså blevet til ud fra disse lidet lovende konditioner. Velkommen til ??
I øvrigt, mens vi er ved regibemærkningerne, så er der spændende nyt om Frihedsbrevets kommende udstilling Magtens Voksmuseum til sidst i dette nyhedsbrev. Så om ikke andet bør du hænge på til slutningen for at få det med.
En fin hilsekultur ??
Nå, men de første par timer af min stuegang brugte jeg på at lære Christiansborg bedre at kende – som den newbie jeg er. Det er en virkelig sjov verden at blive lukket ind i. Først og fremmest er der folketingsbetjentene, som er de rareste mennesker i verden. Som sådan de perfekte repræsentanter for den grundlæggende gode stemning, der præger vores parlament. Alle hilser på hinanden.
Ridebanen ?
Helt improviseret gik jeg først ned ad Borgens venstre flanke, set fra hovedindgangen; altså det anlæg, som kaldes Ridebanen. Og midtvejs i Ridebanens indre finder man så bygningens pièce de résistance, nemlig den lange, smalle gang med en loftshøjde, der helt tager pippet fra beskueren, og som er belyst med nogle virkelig flotte lysekroner. Se bare her:
Jeg kom i øvrigt forbi flere robotstøvsugere, der gav min stuegang en knivspids af noget science fiction over sig.
Ude ved Ridebanen finder man de nye partier som Nye Borgerlige, Alternativet og Liberal Alliance. Hvis Christiansborg var et psykiatrisk hospital, ville det altså være i denne fløj, at man stødte på patienterne med de mere nymodens psykiske lidelser; helt oplagt de stofrelaterede psykoser, dem der har taget for meget ecstasy og kokain og røget for meget skunk. Men også hovedgruppen F60-69 i ICD-10, som altså står for International Classification of Diseases, ville sikkert være godt repræsenteret her.
F60-69 er “forstyrrelser og forandringer af personlighedsstrukturen og adfærd.” Paranoia, kleptomani og seksuelle afvigelser hører til i denne brede diagnosegruppe. Samt en neurotisk adfærd i forbindelse med udsondring af affaldsstoffer. Som for eksempel her:
I øvrigt var det i bunden af Ridebanen, at Venstres svar på prins Hamlet, Kristian Jensen, endte sine dage som politiker.
“Hvor må han dog have været ensom herude,” tænkte jeg for mig selv.
Gangsladder ?
Langs med vejen samlede jeg noget interessant og saftigt gangsladder op.
Blandt andet hørte jeg flere udgaver af et rygte om, at Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen måske allerede har indgået en hemmelig pagt, som snart vil give os verdens første S/M‑regering.
“Men Løkke har jo lagt snubletråde ud for Mette Frederiksen og siger, at hendes rolle i Minksagen skal granskes af advokater, før han kan acceptere hende som statsminister,” sagde jeg til en kilde.
“Ja, ja, men bid mærke i, at Løkke vil have en advokatvurdering og ikke en advokatundersøgelse,” svarede kilden og lagde tryk på endelsen vurdering, som for at understrege at en vurdering er noget dejligt blødt og fluffy noget, som ingen rigtigt kan være bange for.
En anden kilde sagde, at jeg skulle bide mærke i, hvor ovenud begejstret Løkke var for Mette Frederiksens åbningstale. Som om han allerede tilhørte det samme parti som hende. Så spørgsmålet er, om Lars Løkke Rasmussen er den nye Pia Olsen Dyhr?
Gigantisk skideballe ?
Et andet stykke gangsladder, der faldt ned i min turban, var, at der for nylig havde været en episode på Ridebanen, hvor Sikandar Siddique, lederen af de Frie Grønne, havde – som det blev formuleret – “revet et nyt røvhul” på en af sine unge partikandidater. Skideballen kunne høres ud over hele Ridebanen, så gigantisk var den, og det havde været som at lytte til lederen af en indvandrerbande, der satte en stik-i-rend-dreng på plads.
“Så der er altså lidt gået Stringer Bell i den herude,” sagde jeg til en kilde.
“Ha, ha, åh ja,” svarede vedkommende.
Nu er gangsladder jo ikke at regne for andet og mere, end hvad det er; nemlig sladder fra gangen. Især hvis man ikke kan få det bekræftet, og eftersom Sikandar Siddique ikke var på sit kontor, mens jeg gik stuegang, er det altså kun det; gangsladder. På den anden side; hvis man vil lære at forstå, hvad der foregår på en arbejdsplads, er det altid vigtigt at lytte til det sladder, der er i omløb.
Rygeterrassen på tredje ?
Jeg spankulerede tilbage til Vandrehallen, den akse, hvorom alt liv på Christiansborg roterer. På vejen nød jeg at opleve, hvorledes mit nye, smarte adgangskort åbner lukkede døre og til eksempel giver mig adgang til de flotte rygeterrasser på Christiansborg. Er man ryger, er der ikke et smukkere sted at nyde en tobakscigaret end netop terrassen på tredje sal. Hele København ligger for ens fødder, og man føler virkelig, at man er på toppen af tinge(ne).
Pressemøde med Venstre ?
Ikke langt derfra var Venstre i gang med at afholde et pressemøde. Jeg gik derhen og tog plads i siden af rummet, tættest på udgangen. Foran mig, ved fem cafeborde, stod finansordfører Troels Lund Poulsen, klimaordfører Marie Bjerre, partiformand Jakob Ellemann-Jensen, politisk ordfører Sophie Løhde og sluttelig miljøordfører Jacob Jensen. Altså mand, kvinde, mand, kvinde, mand. Perfekt symmetri.
For at give Socialdemokratiet kamp til stregen som et grønt parti fremlagde Venstre nu en plan for finansieringen af partiets ambitioner for den grønne omstilling. Hvad man agter at gøre, såfremt at Venstre kommer til magten, er at sælge Ørsteds internationale vindmølleforretning fra for så at bruge pengene til at gøre Danmark endnu grønnere.
Til gengæld rummede udspillet ikke så meget som et ord om, hvad der skal stilles op med de enorme mængder metan, som hvert år udledes af dansk landbrug.
“Det er superkonkret, superansvarligt, superrealistisk, og superambitiøst,” sagde Jakob Ellemann-Jensen om sin plan.
Watergate på dansk ??♂️
Den første, jeg kiggede på, var Troels Lund Poulsen. Han så ud, som om han var helt lost in translation. Totalt væk med andre ord. Han zonede ud, hver gang han så sit snit til det. Og så lignede Trolex, som han jo altid gør det i sit men in black outfit, en af de mænd, man ofte ser i periferien i dokumentarfilm om præsident Richard Nixons administration. Dem, der hænger ud i kanten af billedet:
Optisk vil der altid være en aura af Watergate rundt om Troels Lund Poulsen, og hvad der bærer ved til denne suspekte udstråling, bortset fra mandens blotte fremtoning, er naturligvis sagen om lækket af tidligere statsminister Helle Thorning Schmidts skattepapirer til avisen B.T.. En skandale, som er gået i glemmebogen i dag, men som er god at genopfriske fra tid til anden, hvis man vil huske sig selv på, hvor grimt og beskidt dansk politik altid har været. Hvad der gør det ekstra meget Watergate-agtigt, er selvfølgelig de stadig uopklarede sager om tyveri af computere fra Skatteministeriet, hvor Troels Lund Poulsen var minister.
Troels er grøn ?
Men tiderne skifter, det gør de så sandelig, og nu er landmanden Troels Lund Poulsen gået hen og blevet grøn. Det måtte vi forstå, alle os der var med til pressemødet denne dag. Og mens man forsøger at få denne påstand til at glide ned, kan man jo passende kigge et smut forbi Troels Lund Poulsens hjemmeside, hvor det første, man ser, er Traktor Troels, der sidder og poserer i et gigantisk traktordæk og ligner en bonde, som ikke kan vente med at sprøjte kaskader af gylle ud over det hele.
Men det er en helt forkert antagelse, for Troels Lund Poulsen er nemlig grøn, og Venstre er et grønt parti. Eller som Troels Lund Poulsen sagde til alle os journalister, da Jakob Ellemann-Jensen gav bolden op til spørgsmål fra salen:
“Det er en myte, at Venstre ikke vil have et grønt landbrug.”
Stor komik var det; mindst lige så morsomt og forbløffende, som hvis en kommandant for en KZ-lejr havde trommet det tyske pressekorps sammen for at erklære, at han nu ville tage til Det Hellige Land og grundlægge en kibbutz.
Bløde curve balls ⚾️
Jeg zonede også ud og mediterede lidt på pressemødet som begreb. Først og fremmest handler pressemødet om at projicere kompetence. Journalisterne vil virke kompetente, og politikerne vil virke kompetente. Ingen vil tages i at fremstå usikre eller famlende. Når jeg lyttede til spørgsmål fra Zetland og Berlingske og Altinget, lød det som nogle virkelig gode spørgsmål, som hver gang fik mig til at tænke:
“Hold da op, her er der vist en kompetent journalist som ved utroligt meget om klimaet. Og om landbruget.”
Og så blev disse bløde curve balls pitchet afsted til Jakob Ellemann-Jensen & Co, som straks greb dem med sikker hånd og rutineret brugte dem til at fremvise kompetence. Men så snart ordene havde forladt deres pomadiserede læber, gled de straks over i forglemmelsens tåger. Med mindre man øjeblikkeligt skrev journalisternes spørgsmål og politikernes svar ned, ville man glemme dét, som blev sagt med det samme, så kedeligt var det. Og meningsløst.
Som sådan bragte dette pressemøde os et skridt nærmere dét endegyldige øjeblik, hvor skaberen af universet – hvad enten han hedder Gud, Allah eller Jahve – til sidst gaber og spørger sig selv om, hvad det egentlig skal til for. Og så krøller han det hele sammen og smider det fra sig, simpelthen fordi det er blevet for kedeligt. Således er kedsomhed den største trussel mod vores civilisation.
Ros til Børsen ??
Dog vil jeg gerne rose Børsens journalist for at spørge om, hvorvidt Ørsteds vindmøller så skulle sælges til Goldman Sachs. Det var et sjovt, godt og dejligt håndgribeligt spørgsmål, som fik Jakob Ellemann-Jensen til at se helt svimmel ud. Samtidigt udløste det et fornøjeligt rant fra Troels Lund Poulsen om, at “Venstre intet har imod kapitalfonde”, og at SAS for eksempel lige er blevet reddet af en amerikansk kapitalfond, der jo hedder – hvad Troels Lund Poulsen selv understregede var et virkeligt sjovt apropos-navn – Apollo.
Hvad Troels Lund Poulsen ikke sagde noget om – men retfærdigvis skal siges, at det sagtens kan tænkes, at han intet aner om det – er, at Apollo Global Management indtil for nyligt var anført af selskabets medgrundlægger Leon Black. Og med ham var der der bare det helt specielle anliggende, at han mellem 2012 og 2017 betalte den pædofile sexforbryder og slavehandler Jeffrey Epstein omtrent 158 millioner dollars for at give Black finansiel vejledning. For at slippe for at forklare om, hvad det helt præcist var for noget finansiel vejledning, som Epstein gav til Leon Black, trådte Black sidste år tilbage som CEO for Apollo Global Management, men han er stadig fedtet godt ind i ledelsen og bestyrelsen.
Cowboystøvler eller ej ?
Jeg forlod pressemødet og gled ned ad gangen. Før jeg vidste af det, stod jeg foran DR’s Christine Cordsen – politisk korrespondent og selverklæret papmor for Mette Frederiksens magnetisør, tidligere stabschef Martin Rossen. Hun var godt i gang med at interviewe klimaminister Dan Jørgensen. Som han stod dér, var han klædt i et sort jakkesæt, sorte scooterstøvler og en grå sweater. Hertil briller i et sort stel. Tydeligvis var han i rigtigt hopla, struttende af plump-sund optimisme.
Dan Jørgensen kom med sin reaktion på Venstres klimaudspil, og så kørte interviewet over i nogle utroligt kedelige spørgsmål og ditto svar om håndværkerfradraget. Som sådan er Christine Cordsen en negation af journalistik, og når tiden kommer, hvor hun skal pensioneres, kan man passende erstatte hende med en androide, der ligner en HR-chef for Gringotts Banken, og så udstyre dette nissevæsen med en mikrofon og et universal-spørgeskema skrevet af trioen Lisbeth Knudsen, David Trads og Jakob Nielsen.
Da interviewet var slut, kiggede Dan Jørgensen på mig. Vi havde ikke talt sammen, siden han arbejdede for Radio24syv, og jeg var hans redaktør. Dengang havde vi en glimrende relation, men så solgte han sin sjæl til Martin Rossen og blev hermed viklet ind i et mefisto-telesk uvæsen, som ligger til grund for den råddenskab, der præger Socialdemokratiet, og som partiet må gøre op med, før det kan blive sig selv igen.
Dan Jørgensen er så meget i Rossens vold, at han nægter at tale med mig om det, hvorfor vi ikke har haft noget med hinanden at gøre, før vi altså mødtes på en gang på Christiansborg, denne fredag i starten af oktober måned, 2022.
“Nå, der har vi så mørkets fyrste,” sagde Dan Jørgensen til mig og fortsatte, nu henvendt til Christine Cordsen og hendes kameramand:
“Han gør alt, hvad han kan, for at skrive ting om mig, som har til formål, at jeg ikke skal kunne kan lide ham, men det lykkedes ikke, på nær een ting; jeg havde ikke cowboystøvler på.”
Med den bemærkning sigtede Dan Jørgensen til dét, jeg skrev for længe siden i mit nyhedsbrev, om dengang jeg mødte Dan Jørgensen for første gang nogensinde nede i Bruxelles.
“Jeg husker det altså som cowboystøvler,” sagde jeg til Dan Jørgensen.
Hvad sandt er; jeg er stadig sikker på, at det var cowboystøvler, og så snart samtalen var slut, ringede jeg til min kollega Mikael Bertelsen, som også var med i Bruxelles, og han er også hundrede på, at det var cowboystøvler. Ikke fordi det betyder det store og hele, men det gør det åbenbart for Dan Jørgensen.
“Siger du, at du kender min garderobe bedre, end jeg selv gør?” spurgte Dan Jørgensen, og netop som han havde sagt det, kom Christine Cordsens kameramand til at vælte den lampe, som de havde stillet op. Og et mildt kaos brød ud.
“Hvis det ikke var cowboystøvler, så må jeg huske forkert, måske det var nogle inner city boots, som dem du har på dér,” sagde jeg til Dan Jørgensen, som nu var på vej væk, ned ad gangen, sammen med en hjælper fra Socialdemokratiet. Deres retræte havde et skær af flugt over sig.
Knald i låget ?
Så dryssede jeg over i Proviantgården, et anneks til slottet Christiansborg, hvor vi finder Enhedslisten, De Radikale, Dansk Folkeparti og nu også Danmarksdemokraterne. Man skal ikke være ambiencespecialist for på forhånd at kunne regne ud, at stemningen må være utroligt dårlig langs med disse gangarealer. Ikke mindst hos De Radikale, hvor Sofie Carsten Nielsen, næsten som en blodtørstig kirurg fra Region Midtjylland, målrettet har amputeret bentøjet på både sig selv og alle de andre medlemmer af folketingsgruppen. Der er kun nogle bittesmå stumper tilbage af deres underekstremiteter, som de nu vralter rundt på, mens de forsøger at overbevise vælgerne om, at man sagtens kan vælte Mette Frederiksen, fordi man har mistillid til hende, for så umiddelbart bagefter at ville pege på hende som statsminister. Pænt formuleret er der tale om kognitiv dissonans, men skal man udtrykke det lidt festligt, kan man sige, at det at tro på to modsatrettede synspunkter på samme tid er et sikkert tegn på, at man har fået knald i låget.
På vejen traf jeg Politikens journalist Kristian Klarskov. Han arbejdede på en historie om politiseringen af embedsværket.
Så kom jeg til gangen, hvor blodet virkelig driver ned ad væggene, nemlig gangen, hvor Dansk Folkeparti har deres revir. Nu har de fleste af Pianisterne så skiftet over til Danmarksdemokraterne, men alligevel er de stadigt blevet boende sammen, op og ned ad hinanden, de gamle DF’ere og de nye DD’ere. Anskuet som et socialt eksperiment foregår der her noget, som selv de mest skruppelløse russiske videnskabsfolk ikke ville lægge navn til.
En mand kom trillende med en vogn læsset med store mængder slik pakket i industriemballage. Det var fredagsslik til de tilbageværende DF’ere, sagde han. Jeg spurgte, om Danmarksdemokraterne også blev budt et stykke guf på vejen, men det blev kort og godt besvaret med et “nej.”
Ved vejs ende
Senere den dag fandt jeg mig selv i en sofa i Vandrehallen. Foran mig var der en buste af Viggo Hørup:
“Lov er lov og lov skal holdes,” stod der skrevet på væggen under Hørup. På min telefon så jeg samtidigt en reklame for Socialdemokratiet med en manisk stirrende Mattias Tesfaye:
Jeg kiggede nøje på justitsminister Mattias Tesfayes øjne. De udstrålede et ubønhørligt og altgennemtrængende blik. Et blik med en rækkevidde og en gennemslagskraft, der fik mit rollespil som The Watcher til at virke som ren amateur hour. Her var en mand, som virkelig kan kigge!
Det er dette uhyggelige blik, som bestandigt spejder efter borgere, der hænger dukker af Mette Frederiksen op i lygtepæle. Og det samme blik, som hele tiden stirrer mod den tidligere FE-chef Lars Findsen.
Min første stuegang var slut. Jeg gik ned i garderoben og hentede mine pakkenelliker og stemplede ud fra Borgen. Men på fredag tager jeg en ny runde på tinge, og jeg glæder mig allerede til gensynet. Det skal nok blive godt.
Magtens Voksmuseum ?
En udstilling af ti embedsmænd. Projektet går over stok over sten. Især ude i Kina, hvor flittige mennesker er kommet videre med at få de 10 voksfigurer klar. Se blot hvor langt de er kommet med Justitsministeriets departementschef Johan Legarth:
Og her er den hjemsendte departementschef fra Miljøministeriet, Henrik Studsgaard:
Og dette er politiinspektør Uffe Stormly:
Som betalende medlem af Frihedsbrevet får du gratis adgang til udstillingen, hvilket er nok en grund til at melde sig ind i klubben. En anden grund er, at du samtidig får adgang til al den fremragende, undersøgende journalistik, som er Frihedsbrevets særkende. Seneste eksempel er dagens historie om, hvorledes beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) bruger skyggekandidater.
Et andet aktuelt indslag bag betalingsvæggen, som jeg gerne vil fremhæve her, er Flemming Roses samtale med amerikaneren Hans Kristensen, som er direktør for The Nuclear Information Project i Washington. De taler om, hvor tæt verden er på atomkrig, og det er noget af det mest interessante, jeg længe har læst. Ergo er der ingen undskyldninger for ikke allerede at blive betalende medlem af Frihedsbrevet i dag.
På gensyn ??
I dagens anledning har Malthe Kibsgaard selvfølgelig tegnet mig som The Watcher, der svæver over Folketinget. I hånden bærer jeg en ballon med Søren Spætte på, og det er selvfølgelig, fordi Søren Spætte er rødhåret, og så fordi han er helt vildt irriterende. Og det er der ingen skjulte budskaber i.
Tak, fordi du læste eller lyttede med og på gensyn om en uge fra nu.
Med venlig hilsen
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet