Fri Mads #72: Min før­ste stu­e­gang på tinge 🥼


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores lydleverandør.

Ama­tø­rer­ne dæk­ke­de de 14 timers åbnings­de­bat. De pro­fes­sio­nel­le der­i­mod; det er dem, der duk­ker op dagen der­på, hvor Fol­ke­tin­get lig­ger tomt og øde hen som et udplyn­dret med­bor­ger­hus efter et halm­bal for Gremlins. 

Det er i hvert fald, hvad jeg siger til mig selv, da jeg svin­ger cyk­len ind i Rigs­dags­går­den og par­ke­rer ved hove­d­ind­gan­gen til Chri­sti­ans­borg. På vej­en får jeg et glimt af Hol­ger K Niel­sen på sin jern­he­st. Han bærer en hvid cykel­hjelm, og i ansig­tet lig­ner han et men­ne­ske, som har stir­ret ind i en græv­lings røv­hul det meste af sit liv. Det er sådan, man ender med at se ud, hvis man ikke kom­mer ud af poli­tik i tide. Og jour­na­li­stik for den sags skyld. 

Men jeg har sta­dig nog­le gode år for­an mig, før jeg bli­ver helt for­græm­met. Og noget af tiden vil jeg bru­ge hver fre­dag på at gå stu­e­gang på Chri­sti­ans­borg. Bag­ef­ter vil jeg skri­ve mine ind­tryk ned i en jour­nal, der alt­så udkom­mer her. 

Kigsup­pe med glo­bol­ler til morgenmad 👀

Min til­gang til opga­ven er inspi­re­ret af teg­ne­se­ri­e­fi­gu­ren The Wat­cher, eller på dansk Besku­e­ren. Han er en gåde­fuld, alle­steds­væ­ren­de inter­ga­lak­tisk voy­eur, som optræ­der i Mar­vel-uni­ver­set. Det ene­ste, han gør, er at kig­ge på ting. “Han gri­ber ikke ind,” lyder hans slo­gan. He will not inter­fe­re. Det prin­cip har Besku­e­ren så alli­ge­vel for­brudt sig mod rundt reg­net 300 gan­ge, men ikke desto min­dre kan jeg godt lide The Wat­chers frem­gangs­må­de: Han kig­ger bare. Så det vil jeg også gøre; bare gå rundt og kig­ge og sam­le ind­tryk og straks tage noter om det oplevede. 

For­vent­nings­af­stem­ning 🤝

Lad os lige for­vent­nings­af­stem­me, før jeg går til stå­let; det­te er min før­ste stu­e­gang på Chri­sti­ans­borg, og al begyn­del­se er jo svær. Des­u­den var det helt åben­lyst en dår­lig dag at debu­te­re på som stu­e­gæn­ger, det var nem­lig på bag­kan­ten af Fol­ke­tin­gets åbning, og des­u­den var stort set alle MF’ere ude i lan­det for at føre valg­kamp. Så det, der føl­ger her, i hvad der ret­te­ligt er mit nyheds­brev #72, er alt­så ble­vet til ud fra dis­se lidet loven­de kon­di­tio­ner. Vel­kom­men til 🙌🏼 

I øvrigt, mens vi er ved regibe­mærk­nin­ger­ne, så er der spæn­den­de nyt om Fri­heds­bre­vets kom­men­de udstil­ling Mag­tens Voks­mu­se­um til sidst i det­te nyheds­brev. Så om ikke andet bør du hæn­ge på til slut­nin­gen for at få det med. 

En fin hilsekultur 🖖🏼

Nå, men de før­ste par timer af min stu­e­gang brug­te jeg på at lære Chri­sti­ans­borg bed­re at ken­de – som den new­bie jeg er. Det er en vir­ke­lig sjov ver­den at bli­ve luk­ket ind i. Først og frem­mest er der fol­ke­tings­be­tjen­te­ne, som er de rare­ste men­ne­sker i ver­den. Som sådan de per­fek­te repræ­sen­tan­ter for den grund­læg­gen­de gode stem­ning, der præ­ger vores par­la­ment. Alle hil­ser på hinanden. 

Ride­ba­nen 🏇

Helt impro­vi­se­ret gik jeg først ned ad Bor­gens ven­stre flan­ke, set fra hove­d­ind­gan­gen; alt­så det anlæg, som kal­des Ride­ba­nen. Og midt­vejs i Ride­ba­nens indre fin­der man så byg­nin­gens piè­ce de rési­stan­ce, nem­lig den lan­ge, smal­le gang med en lofts­høj­de, der helt tager pip­pet fra besku­e­ren, og som er belyst med nog­le vir­ke­lig flot­te lyse­kro­ner. Se bare her: 

Jeg kom i øvrigt for­bi fle­re robot­støv­su­ge­re, der gav min stu­e­gang en kniv­spids af noget sci­en­ce fiction over sig. 

Ude ved Ride­ba­nen fin­der man de nye par­ti­er som Nye Bor­ger­li­ge, Alter­na­ti­vet og Libe­ral Alli­an­ce. Hvis Chri­sti­ans­borg var et psy­ki­a­trisk hospi­tal, vil­le det alt­så være i den­ne fløj, at man stød­te på patien­ter­ne med de mere nymo­dens psy­ki­ske lidel­ser; helt oplagt de stof­re­la­te­re­de psy­ko­ser, dem der har taget for meget ecst­a­sy og kokain og røget for meget skunk. Men også hoved­grup­pen F60-69 i ICD-10, som alt­så står for Inter­na­tio­nal Clas­si­fi­ca­tion of Disea­ses, vil­le sik­kert være godt repræ­sen­te­ret her.

F60-69 er “for­styr­rel­ser og for­an­drin­ger af per­son­lig­heds­struk­tu­ren og adfærd.” Para­noia, klep­to­ma­ni og seksu­el­le afvi­gel­ser hører til i den­ne bre­de diag­no­se­grup­pe. Samt en neu­ro­tisk adfærd i for­bin­del­se med udson­dring af affalds­stof­fer. Som for eksem­pel her: 

På døren står der: “Efter afta­le med admi­ni­stra­tio­nen er toilet­tet for­be­holdt Nye Bor­ger­li­ge.

I øvrigt var det i bun­den af Ride­ba­nen, at Ven­stres svar på prins Ham­let, Kri­sti­an Jen­sen, end­te sine dage som politiker. 

“Hvor må han dog have været ensom her­u­de,” tænk­te jeg for mig selv. 

Gang­slad­der 🗣

Langs med vej­en sam­le­de jeg noget inter­es­sant og saf­tigt gang­slad­der op. 

Blandt andet hør­te jeg fle­re udga­ver af et ryg­te om, at Lars Løk­ke Ras­mus­sen og Met­te Fre­de­rik­sen måske alle­re­de har ind­gå­et en hem­me­lig pagt, som snart vil give os ver­dens før­ste S/M‑regering.

“Men Løk­ke har jo lagt snuble­t­rå­de ud for Met­te Fre­de­rik­sen og siger, at hen­des rol­le i Minksa­gen skal gran­skes af advo­ka­ter, før han kan accep­te­re hen­de som stats­mi­ni­ster,” sag­de jeg til en kilde. 

“Ja, ja, men bid mær­ke i, at Løk­ke vil have en advo­kat­vur­de­ring og ikke en advo­ka­tun­der­sø­gel­se,” sva­re­de kil­den og lag­de tryk på endel­sen vur­de­ring, som for at under­stre­ge at en vur­de­ring er noget dej­ligt blødt og fluf­fy noget, som ingen rig­tigt kan være ban­ge for. 

En anden kil­de sag­de, at jeg skul­le bide mær­ke i, hvor ove­nud begej­stret Løk­ke var for Met­te Fre­de­rik­sens åbnings­ta­le. Som om han alle­re­de til­hør­te det sam­me par­ti som hen­de. Så spørgs­må­let er, om Lars Løk­ke Ras­mus­sen er den nye Pia Olsen Dyhr? 

Gigan­tisk skideballe 🗯

Et andet styk­ke gang­slad­der, der faldt ned i min tur­ban, var, at der for nylig hav­de været en epi­so­de på Ride­ba­nen, hvor Sikan­dar Sid­dique, lede­ren af de Frie Grøn­ne, hav­de – som det blev for­mu­le­ret – “revet et nyt røv­hul” på en af sine unge par­ti­kan­di­da­ter. Ski­de­bal­len kun­ne høres ud over hele Ride­ba­nen, så gigan­tisk var den, og det hav­de været som at lyt­te til lede­ren af en ind­van­drer­ban­de, der sat­te en stik-i-rend-dreng på plads. 

“Så der er alt­så lidt gået Strin­ger Bell i den her­u­de,” sag­de jeg til en kilde. 

“Ha, ha, åh ja,” sva­re­de vedkommende. 

Nu er gang­slad­der jo ikke at reg­ne for andet og mere, end hvad det er; nem­lig slad­der fra gan­gen. Især hvis man ikke kan få det bekræf­tet, og efter­som Sikan­dar Sid­dique ikke var på sit kon­tor, mens jeg gik stu­e­gang, er det alt­så kun det; gang­slad­der. På den anden side; hvis man vil lære at for­stå, hvad der fore­går på en arbejds­plads, er det altid vig­tigt at lyt­te til det slad­der, der er i omløb. 

Ryge­ter­ras­sen på tredje 🚬

Jeg span­ku­le­re­de til­ba­ge til Van­dre­hal­len, den akse, hvor­om alt liv på Chri­sti­ans­borg rote­rer. På vej­en nød jeg at ople­ve, hvor­le­des mit nye, smar­te adgangs­kort åbner luk­ke­de døre og til eksem­pel giver mig adgang til de flot­te ryge­ter­ras­ser på Chri­sti­ans­borg. Er man ryger, er der ikke et smuk­ke­re sted at nyde en tobaksci­ga­ret end net­op ter­ras­sen på tred­je sal. Hele Køben­havn lig­ger for ens fød­der, og man føler vir­ke­lig, at man er på top­pen af tinge(ne).

Pres­se­mø­de med Venstre 📸

Ikke langt der­fra var Ven­stre i gang med at afhol­de et pres­se­mø­de. Jeg gik der­hen og tog plads i siden af rum­met, tæt­test på udgan­gen. For­an mig, ved fem cafe­bor­de, stod finansord­fø­rer Tro­els Lund Poul­sen, kli­ma­ord­fø­rer Marie Bjer­re, par­ti­for­mand Jakob Elle­mann-Jen­sen, poli­tisk ord­fø­rer Sop­hie Løh­de og slut­te­lig mil­jøord­fø­rer Jacob Jen­sen. Alt­så mand, kvin­de, mand, kvin­de, mand. Per­fekt symmetri. 

For at give Soci­al­de­mo­kra­ti­et kamp til stre­gen som et grønt par­ti frem­lag­de Ven­stre nu en plan for finan­si­e­rin­gen af par­tiets ambi­tio­ner for den grøn­ne omstil­ling. Hvad man agter at gøre, såfremt at Ven­stre kom­mer til mag­ten, er at sæl­ge Ørsteds inter­na­tio­na­le vind­møl­le­for­ret­ning fra for så at bru­ge pen­ge­ne til at gøre Dan­mark end­nu grønnere. 

Til gen­gæld rum­me­de udspil­let ikke så meget som et ord om, hvad der skal stil­les op med de enor­me mæng­der metan, som hvert år udle­des af dansk landbrug. 

“Det er super­kon­kret, supe­ransvar­ligt, super­re­a­li­stisk, og supe­ram­bi­tiøst,” sag­de Jakob Elle­mann-Jen­sen om sin plan. 

Water­ga­te på dansk 🕵🏻‍♂️

Den før­ste, jeg kig­ge­de på, var Tro­els Lund Poul­sen. Han så ud, som om han var helt lost in trans­la­tion. Totalt væk med andre ord. Han zone­de ud, hver gang han så sit snit til det. Og så lig­ne­de Tro­lex, som han jo altid gør det i sit men in bla­ck out­fit, en af de mænd, man ofte ser i peri­fe­ri­en i doku­men­tar­film om præ­si­dent Richard Nixons admi­ni­stra­tion. Dem, der hæn­ger ud i kan­ten af billedet: 

Optisk vil der altid være en aura af Water­ga­te rundt om Tro­els Lund Poul­sen, og hvad der bærer ved til den­ne suspek­te udstrå­ling, bort­set fra man­dens blot­te fremto­ning, er natur­lig­vis sagen om læk­ket af tid­li­ge­re stats­mi­ni­ster Hel­le Thor­ning Sch­midts skat­te­pa­pi­rer til avi­sen B.T.. En skan­da­le, som er gået i glem­me­bo­gen i dag, men som er god at genop­fri­ske fra tid til anden, hvis man vil huske sig selv på, hvor grimt og beskidt dansk poli­tik altid har været. Hvad der gør det ekstra meget Water­ga­te-agtigt, er selv­føl­ge­lig de sta­dig uopkla­re­de sager om tyve­ri af com­pu­te­re fra Skat­te­mi­ni­ste­ri­et, hvor Tro­els Lund Poul­sen var minister. 

Tro­els er grøn 🍀

Men tider­ne skif­ter, det gør de så san­de­lig, og nu er land­man­den Tro­els Lund Poul­sen gået hen og ble­vet grøn. Det måt­te vi for­stå, alle os der var med til pres­se­mø­det den­ne dag. Og mens man for­sø­ger at få den­ne påstand til at gli­de ned, kan man jo pas­sen­de kig­ge et smut for­bi Tro­els Lund Poul­sens hjem­mesi­de, hvor det før­ste, man ser, er Trak­tor Tro­els, der sid­der og pose­rer i et gigan­tisk trak­tor­dæk og lig­ner en bon­de, som ikke kan ven­te med at sprøjte kaska­der af gyl­le ud over det hele. 

Men det er en helt for­kert anta­gel­se, for Tro­els Lund Poul­sen er nem­lig grøn, og Ven­stre er et grønt par­ti. Eller som Tro­els Lund Poul­sen sag­de til alle os jour­na­li­ster, da Jakob Elle­mann-Jen­sen gav bol­den op til spørgs­mål fra salen: 

“Det er en myte, at Ven­stre ikke vil have et grønt landbrug.” 

Stor komik var det; mindst lige så mor­somt og for­bløf­fen­de, som hvis en kom­man­dant for en KZ-lejr hav­de trom­met det tyske pres­se­kor­ps sam­men for at erklæ­re, at han nu vil­le tage til Det Hel­li­ge Land og grund­læg­ge en kibbutz. 

Blø­de cur­ve balls ⚾️

Jeg zone­de også ud og medi­te­re­de lidt på pres­se­mø­det som begreb. Først og frem­mest hand­ler pres­se­mø­det om at pro­ji­ce­re kom­pe­ten­ce. Jour­na­li­ster­ne vil vir­ke kom­pe­ten­te, og poli­ti­ker­ne vil vir­ke kom­pe­ten­te. Ingen vil tages i at frem­stå usik­re eller fam­len­de. Når jeg lyt­te­de til spørgs­mål fra Zet­land og Ber­ling­s­ke og Altin­get, lød det som nog­le vir­ke­lig gode spørgs­mål, som hver gang fik mig til at tænke: 

“Hold da op, her er der vist en kom­pe­tent jour­na­list som ved utro­ligt meget om kli­ma­et. Og om landbruget.” 

Og så blev dis­se blø­de cur­ve balls pit­chet afsted til Jakob Elle­mann-Jen­sen & Co, som straks greb dem med sik­ker hånd og ruti­ne­ret brug­te dem til at frem­vi­se kom­pe­ten­ce. Men så snart orde­ne hav­de for­ladt deres poma­di­se­re­de læber, gled de straks over i forg­lem­mel­sens tåger. Med min­dre man øje­blik­ke­ligt skrev jour­na­li­ster­nes spørgs­mål og poli­ti­ker­nes svar ned, vil­le man glem­me dét, som blev sagt med det sam­me, så kede­ligt var det. Og meningsløst. 

Som sådan brag­te det­te pres­se­mø­de os et skridt nær­me­re dét ende­gyl­di­ge øje­blik, hvor ska­be­ren af uni­ver­set – hvad enten han hed­der Gud, Allah eller Jahve – til sidst gaber og spør­ger sig selv om, hvad det egent­lig skal til for. Og så krøl­ler han det hele sam­men og smi­der det fra sig, sim­pelt­hen for­di det er ble­vet for kede­ligt. Såle­des er kedsom­hed den stør­ste trus­sel mod vores civilisation. 

Ros til Børsen 👏🏻

Dog vil jeg ger­ne rose Bør­sens jour­na­list for at spør­ge om, hvor­vidt Ørsteds vind­møl­ler så skul­le sæl­ges til Gold­man Sachs. Det var et sjovt, godt og dej­ligt hånd­gri­be­ligt spørgs­mål, som fik Jakob Elle­mann-Jen­sen til at se helt svim­mel ud. Sam­ti­digt udlø­ste det et for­nø­je­ligt rant fra Tro­els Lund Poul­sen om, at “Ven­stre intet har imod kapi­tal­fon­de”, og at SAS for eksem­pel lige er ble­vet red­det af en ame­ri­kansk kapi­tal­fond, der jo hed­der – hvad Tro­els Lund Poul­sen selv under­stre­ge­de var et vir­ke­ligt sjovt apro­pos-navn – Apollo. 

Hvad Tro­els Lund Poul­sen ikke sag­de noget om – men ret­fær­dig­vis skal siges, at det sag­tens kan tæn­kes, at han intet aner om det – er, at Apol­lo Glo­bal Mana­ge­ment ind­til for nyligt var anført af sel­ska­bets med­grund­læg­ger Leon Bla­ck. Og med ham var der der bare det helt spe­ci­el­le anlig­gen­de, at han mel­lem 2012 og 2017 betal­te den pædo­fi­le sex­for­bry­der og sla­ve­hand­ler Jef­frey Epste­in omtrent 158 mil­li­o­ner dol­lars for at give Bla­ck finan­si­el vej­led­ning. For at slip­pe for at for­kla­re om, hvad det helt præ­cist var for noget finan­si­el vej­led­ning, som Epste­in gav til Leon Bla­ck, trå­d­te Bla­ck sid­ste år til­ba­ge som CEO for Apol­lo Glo­bal Mana­ge­ment, men han er sta­dig fed­tet godt ind i ledel­sen og bestyrelsen. 

Cow­boy­støv­ler eller ej 🤠

Jeg for­lod pres­se­mø­det og gled ned ad gan­gen. Før jeg vid­ste af det, stod jeg for­an DR’s Chri­sti­ne Cord­s­en – poli­tisk kor­re­spon­dent og sel­ver­klæ­ret pap­mor for Met­te Fre­de­rik­sens mag­ne­ti­sør, tid­li­ge­re stabs­chef Mar­tin Ros­sen. Hun var godt i gang med at inter­viewe kli­ma­mi­ni­ster Dan Jør­gen­sen. Som han stod dér, var han klædt i et sort jak­ke­sæt, sor­te scoo­ter­støv­ler og en grå swe­a­ter. Her­til bril­ler i et sort stel. Tyde­lig­vis var han i rig­tigt hop­la, strut­ten­de af plump-sund optimisme. 

Dan Jør­gen­sen kom med sin reak­tion på Ven­stres kli­maud­spil, og så kør­te inter­viewet over i nog­le utro­ligt kede­li­ge spørgs­mål og dit­to svar om hånd­vær­ker­fradra­get. Som sådan er Chri­sti­ne Cord­s­en en nega­tion af jour­na­li­stik, og når tiden kom­mer, hvor hun skal pen­sio­ne­res, kan man pas­sen­de erstat­te hen­de med en androi­de, der lig­ner en HR-chef for Gringotts Ban­ken, og så udsty­re det­te nis­se­væ­sen med en mikro­fon og et uni­ver­sal-spør­ge­ske­ma skre­vet af trio­en Lis­beth Knud­sen, David Trads og Jakob Nielsen. 

Da inter­viewet var slut, kig­ge­de Dan Jør­gen­sen på mig. Vi hav­de ikke talt sam­men, siden han arbej­de­de for Radio24syv, og jeg var hans redak­tør. Den­gang hav­de vi en glim­ren­de rela­tion, men så solg­te han sin sjæl til Mar­tin Ros­sen og blev her­med vik­let ind i et mefi­sto-telesk uvæ­sen, som lig­ger til grund for den råd­den­skab, der præ­ger Soci­al­de­mo­kra­ti­et, og som par­ti­et må gøre op med, før det kan bli­ve sig selv igen. 

Dan Jør­gen­sen er så meget i Ros­sens vold, at han næg­ter at tale med mig om det, hvor­for vi ikke har haft noget med hin­an­den at gøre, før vi alt­så mød­tes på en gang på Chri­sti­ans­borg, den­ne fre­dag i star­ten af okto­ber måned, 2022. 

“Nå, der har vi så mør­kets fyr­ste,” sag­de Dan Jør­gen­sen til mig og fort­sat­te, nu hen­vendt til Chri­sti­ne Cord­s­en og hen­des kameramand: 

“Han gør alt, hvad han kan, for at skri­ve ting om mig, som har til for­mål, at jeg ikke skal kun­ne kan lide ham, men det lyk­ke­des ikke, på nær een ting; jeg hav­de ikke cow­boy­støv­ler på.” 

Med den bemærk­ning sig­te­de Dan Jør­gen­sen til dét, jeg skrev for læn­ge siden i mit nyheds­brev, om den­gang jeg mød­te Dan Jør­gen­sen for før­ste gang nogen­sin­de nede i Bruxelles. 

“Jeg husker det alt­så som cow­boy­støv­ler,” sag­de jeg til Dan Jørgensen. 

Hvad sandt er; jeg er sta­dig sik­ker på, at det var cow­boy­støv­ler, og så snart sam­ta­len var slut, rin­ge­de jeg til min kol­le­ga Mika­el Ber­tel­sen, som også var med i Bruxel­les, og han er også hund­re­de på, at det var cow­boy­støv­ler. Ikke for­di det bety­der det sto­re og hele, men det gør det åben­bart for Dan Jørgensen. 

“Siger du, at du ken­der min gar­dero­be bed­re, end jeg selv gør?” spurg­te Dan Jør­gen­sen, og net­op som han hav­de sagt det, kom Chri­sti­ne Cord­s­ens kame­ra­mand til at væl­te den lam­pe, som de hav­de stil­let op. Og et mildt kaos brød ud. 

“Hvis det ikke var cow­boy­støv­ler, så må jeg huske for­kert, måske det var nog­le inner city boots, som dem du har på dér,” sag­de jeg til Dan Jør­gen­sen, som nu var på vej væk, ned ad gan­gen, sam­men med en hjæl­per fra Soci­al­de­mo­kra­ti­et. Deres retræte hav­de et skær af flugt over sig. 

Knald i låget 🤪

Så drys­se­de jeg over i Provi­ant­går­den, et anneks til slot­tet Chri­sti­ans­borg, hvor vi fin­der Enheds­li­sten, De Radi­ka­le, Dansk Fol­ke­par­ti og nu også Dan­marks­de­mo­kra­ter­ne. Man skal ikke være ambi­en­ce­spe­ci­a­list for på for­hånd at kun­ne reg­ne ud, at stem­nin­gen må være utro­ligt dår­lig langs med dis­se gan­ga­re­a­ler. Ikke mindst hos De Radi­ka­le, hvor Sofie Car­sten Niel­sen, næsten som en blodtørstig kirurg fra Region Midtjyl­land, mål­ret­tet har ampu­te­ret bentø­jet på både sig selv og alle de andre med­lem­mer af fol­ke­tings­grup­pen. Der er kun nog­le bit­tes­må stum­per til­ba­ge af deres underek­stre­mi­te­ter, som de nu vral­ter rundt på, mens de for­sø­ger at over­be­vi­se væl­ger­ne om, at man sag­tens kan væl­te Met­te Fre­de­rik­sen, for­di man har mistil­lid til hen­de, for så umid­del­bart bag­ef­ter at vil­le pege på hen­de som stats­mi­ni­ster. Pænt for­mu­le­ret er der tale om kog­ni­tiv dis­so­nans, men skal man udtryk­ke det lidt fest­ligt, kan man sige, at det at tro på to mod­sa­t­ret­te­de syns­punk­ter på sam­me tid er et sik­kert tegn på, at man har fået knald i låget. 

På vej­en traf jeg Poli­ti­kens jour­na­list Kri­sti­an Klarskov. Han arbej­de­de på en histo­rie om poli­ti­se­rin­gen af embedsværket. 

Så kom jeg til gan­gen, hvor blo­det vir­ke­lig dri­ver ned ad væg­ge­ne, nem­lig gan­gen, hvor Dansk Fol­ke­par­ti har deres revir. Nu har de fle­ste af Pia­ni­ster­ne så skif­tet over til Dan­marks­de­mo­kra­ter­ne, men alli­ge­vel er de sta­digt ble­vet boen­de sam­men, op og ned ad hin­an­den, de gam­le DF’ere og de nye DD’ere. Ansku­et som et soci­alt eks­pe­ri­ment fore­går der her noget, som selv de mest skrup­pel­lø­se rus­si­ske viden­skabs­folk ikke vil­le læg­ge navn til. 

En mand kom tril­len­de med en vogn læs­set med sto­re mæng­der slik pak­ket i indu­stri­em­bal­la­ge. Det var fre­dags­slik til de til­ba­ge­væ­ren­de DF’ere, sag­de han. Jeg spurg­te, om Dan­marks­de­mo­kra­ter­ne også blev budt et styk­ke guf på vej­en, men det blev kort og godt besva­ret med et “nej.”

Ved vejs ende 

Sene­re den dag fandt jeg mig selv i en sofa i Van­dre­hal­len. For­an mig var der en buste af Vig­go Hørup: 

“Lov er lov og lov skal hol­des,” stod der skre­vet på væg­gen under Hørup. På min tele­fon så jeg sam­ti­digt en rek­la­me for Soci­al­de­mo­kra­ti­et med en manisk stir­ren­de Mat­ti­as Tesfaye: 

Jeg kig­ge­de nøje på justits­mi­ni­ster Mat­ti­as Tes­fay­es øjne. De udstrå­le­de et ubøn­hør­ligt og alt­gen­nem­træn­gen­de blik. Et blik med en ræk­ke­vid­de og en gen­nem­slags­kraft, der fik mit rol­le­spil som The Wat­cher til at vir­ke som ren ama­t­eur hour. Her var en mand, som vir­ke­lig kan kigge! 

Det er det­te uhyg­ge­li­ge blik, som bestan­digt spej­der efter bor­ge­re, der hæn­ger duk­ker af Met­te Fre­de­rik­sen op i lyg­tepæ­le. Og det sam­me blik, som hele tiden stir­rer mod den tid­li­ge­re FE-chef Lars Findsen. 

Min før­ste stu­e­gang var slut. Jeg gik ned i gar­dero­ben og hen­te­de mine pak­ke­nel­li­ker og stemp­le­de ud fra Bor­gen. Men på fre­dag tager jeg en ny run­de på tin­ge, og jeg glæ­der mig alle­re­de til gen­sy­net. Det skal nok bli­ve godt. 

Mag­tens Voksmuseum 🎎

En udstil­ling af ti embeds­mænd. Pro­jek­tet går over stok over sten. Især ude i Kina, hvor flit­ti­ge men­ne­sker er kom­met vide­re med at få de 10 voks­fi­gu­rer klar. Se blot hvor langt de er kom­met med Justits­mi­ni­ste­ri­ets depar­te­ments­chef Johan Legarth: 

Og her er den hjem­send­te depar­te­ments­chef fra Mil­jø­mi­ni­ste­ri­et, Hen­rik Studsgaard: 

Og det­te er poli­ti­in­spek­tør Uffe Stormly: 

Som beta­len­de med­lem af Fri­heds­bre­vet får du gra­tis adgang til udstil­lin­gen, hvil­ket er nok en grund til at mel­de sig ind i klub­ben. En anden grund er, at du sam­ti­dig får adgang til al den frem­ra­gen­de, under­sø­gen­de jour­na­li­stik, som er Fri­heds­bre­vets sær­ken­de. Sene­ste eksem­pel er dagens histo­rie om, hvor­le­des beskæf­ti­gel­ses­mi­ni­ster Peter Hum­mel­gaard (S) bru­ger skyggekandidater.

Et andet aktu­elt indslag bag beta­lings­væg­gen, som jeg ger­ne vil frem­hæ­ve her, er Flem­m­ing Roses sam­ta­le med ame­ri­ka­ne­ren Hans Kri­sten­sen, som er direk­tør for The Nuclear Infor­ma­tion Pro­ject i Was­hin­g­ton. De taler om, hvor tæt ver­den er på atom­krig, og det er noget af det mest inter­es­san­te, jeg læn­ge har læst. Ergo er der ingen und­skyld­nin­ger for ikke alle­re­de at bli­ve beta­len­de med­lem af Fri­heds­bre­vet i dag. 

På gen­syn 👋🏼

I dagens anled­ning har Malt­he Kibs­gaard selv­føl­ge­lig teg­net mig som The Wat­cher, der svæ­ver over Fol­ke­tin­get. I hån­den bærer jeg en bal­lon med Søren Spæt­te på, og det er selv­føl­ge­lig, for­di Søren Spæt­te er rød­hå­ret, og så for­di han er helt vildt irri­te­ren­de. Og det er der ingen skjul­te bud­ska­ber i.

Tak, for­di du læste eller lyt­te­de med og på gen­syn om en uge fra nu. 

Med ven­lig hilsen
Mads Brüg­ger, che­fre­dak­tør, Frihedsbrevet