Fri Mads #73: Et forøget bekymringsniveau ?
Man kan sove så lidt – og dårligt – at slutresultatet minder om tømmermænd. Man vågner op med kvalme og hovedpine, og som dagen skrider frem, bliver man mere og mere grådlabil og støjfølsom. Altså med andre ord den perfekte tilstand at befinde sig i, når man skal gå stuegang på Christiansborg.
Fascismen er flyttet ind ⚒
Manglen på søvn skyldes selvfølgelig, at jeg har siddet og brændt midnatsolien, mens jeg læste i Spionchefen – erindringer fra celle 18.
En utrolig bog er det. Forbløffende, simpelthen. Godt skrevet, stramt skåret. En rigtig page turner.
Idet jeg låser min cykel foran Christiansborg, denne fredag formiddag den 14. oktober, tænker jeg, at hvis bare halvdelen af det uvæsen, som tidligere FE-chef Lars Findsen blotlægger i sin bog, står til troende, er det ikke kun nødvendigt med en undersøgelseskommission. Så skal der simpelthen holdes hovedrengøring i både Statsministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet og i begge de hemmelige tjenester. Det hele skal gennemskylles med kaustisk soda, renses helt ud, og så skal det bygges op igen fra bunden af.
For den er jo helt gal, ikke bare gal, som i at fascismen står for døren. Nej, den er gal, som i at fascismen rent faktisk er flyttet ind og har gjort det rigtigt hyggeligt for sig selv med ryatæpper og lavalamper og en pakke med snøfler.
Dum som en dør ?
Hvordan kan jeg skrive det så skråsikkert? Det kan jeg argumentere for med eksemplets magt. Og det bedste eksempel, jeg kan give på, at fascismens bjørneklo har slået rod i statens højbede, er scenen fra bogen, hvor politiet afhører Lars Findsens bror.
Gennem den månedlange rumaflytning af Lars Findsen har PET opsnappet, at Findsen har omtalt tidligere forsvarsminister Trine Bramsen som værende “dum som en dør”, og det vil politiet nu gerne have uddybet. Hvad menes der med, at hun er dum som en dør, spørger de om.
“At hun er dum som en dør,” lyder broderens lakoniske svar.
Bortset fra at det er morsomt svaret – samt en grov fornærmelse af samtlige døre i dette land – er det også uhyggeligt. Det uhyggelige er, at en af fascismens mest distinkte kendetegn nemlig er manglen på humor. For fascismen er stupid, det dummes adelsmærke er graveret i dens våbenskjold, og manglen på humoristisk sans hænger jo typisk sammen med en lav intelligenskvotient. En funktion heraf er, at fascismen ikke tolererer latterliggørelse af magten. Det er faktisk det værste, den ved.
Alt dette er righoldigt repræsenteret i førnævnte scene, for bortset fra at det skudsmål, som Findsen har givet Trine Bramsen, intet overhovedet har med hans sag at gøre, så vidner scenen om en ømskindet og selvhøjtidelig stat, der kræver, at dens ministre omtales med reverens og respekt – også selvom det foregår i ens eget, private hjem. Og så er det bare godt, gammeldags dumt; det fortæller om en efterretningstjeneste, hvor små, dumme og nøjeregnende mænd og kvinder er kommet til magten. Fascisme i praksis er, hvad det er.
Men igen; jeg er bare en fyr, som har sovet for lidt og har haft en vild oplevelse med en bog.
Brunsvigerens Dag ?
At Trine Bramsen virkelig er dum som en dør, beviste hun i øvrigt til fulde selv, samme dag som bogen udkom. I anledning af noget, der hedder Brunsvigerens Dag, skulle hun have afhentet en brunsviger ved bageren i Stige. Men så uden varsel og nærmere forklaring aflyste Bramsen denne optræden, for så pludselig senere samme dag at dukke op på et foto på sociale medier med en gigantisk brunsviger i hænderne – med en løgnagtig forsikring om at denne besynderlige udvikling absolut intet havde med udgivelsen af Findsens bog at gøre.
Alt ved denne opførsel var idiotisk og pinligt, og allermest idiotisk er selvfølgelig i det hele taget at gøre et stort nummer ud af, at man elsker at proppe sig med brunsviger, dette ækle, lortefarvede bagværk, som udøver en forunderlig tiltrækningskraft på de mest irriterende, småt begavede og humorforladte mennesker i dette land. Som for eksempel Trine Bramsen.
Tilbage på sporet ?
Men nu lader jeg vist fortælleglæden løbe afsted med mig. For det handler jo om noget så stilfærdigt som en stuegang; altså hvad jeg oplever, når jeg går rundt på Christiansborg med mit fine, nye adgangskort. Et kort, der giver mig privilegeret adgang til alle dele af Borgen.
Som beskrevet i mit forrige nyhedsbrev er kontrakten mellem mig og læserne simpel og enkel: Hver fredag går jeg rundt på Borgen og ser, hvad der sker, og det meste af tiden kigger jeg bare – inspireret af det omnipotente rumvæsen The Watcher fra Marvel-universet. Jeg kigger bare, og ligesom The Watcher griber jeg ikke ind i begivenhedernes gang, men nøjes med at være en betragter. Til sidst går jeg hjem og renskriver mine notater fra min stuegang.
Så lad os komme i gang med det, og hermed velkommen til mit nyhedsbrev nummer 73.
Ved første øjekast ?
Christiansborg er om end endnu mere øde og forladt, end slottet var det forrige fredag. Stort set alle MF’ere er ude på kampagnesporet, og hvad der kan fornemmes af aktivitet i bygningen denne fredag formiddag består mest af tjenende ånder, som er i gang med at forberede Kulturnatten. På de følgende billeder kan man se, hvordan der er gjort klar til halløj i de Konservatives lokale, og inde hos SF har de blæst en kæmpe ballon op, der skal forestille Jorden:
Men det skal selvfølgelig ikke forhindre mig i at gå stuegang, for måske er Christiansborg allermest interessant, netop når der umiddelbart ikke sker noget?
En kvinde ved navn Carsten ?
For man kan jo være heldig. En af de første, jeg render ind i oppe i vandrehallen, er Sofie Carsten Nielsen, politisk leder af det Radikale Venstre. Hun er ved at blive interviewet til DR. Og bagefter skal hun fotograferes – til hvor ved jeg ikke.
Mens det står på, chit chatter jeg med hendes rådgiver Christoffer Lehmann. Han fortæller, at det er første gang efter udskrivelsen af valget, at Sofie Carsten Nielsen er tilbage på Christiansborg. Sammen kan de to gæve campaigners kigge tilbage på et kikset besøg på Lolland, hvor Sofie Carsten Nielsen kom for skade at sige, at de trængte øboere er nødt til at droppe deres gasfyr. Virkelig en udmelding med schwung i, men sagen er bare den, at der ikke findes et eneste gasfyr på hele Lolland. Som sådan en dejligt dansk pendant til den udødelige franske sætning qu’ils mangent de la brioche, altså “lad dem spise kage”, som en stor fransk prinsesse vist nok skulle have sagt, da hun hørte, at bønderne gik og manglede brød. Lehmann kalder hændelsen for “gas-fortalelsen”, hvilket jo er et pragtfuldt udtryk.
Nu står hun så dér, Sofie Carsten Nielsen. Hun er i hvide bukser, sort blazer og sorte højhælede støvler. Håret er samlet i en hestehale. Når man taler med hende, fornemmer man en kvinde, som allerede er blevet så tyndslidt af valgkampen, at hun ikke rigtig magter at small talke. Det kan selvfølgelig også bare være, at hun synes, at jeg er anstrengende selskab, hvilket jeg bestemt ikke kan afvise, at jeg er. I hvert fald spiller det ikke rigtigt ping-pong mellem os.
Dagen forinden er det blevet meldt ud, at alle de borgerlige partier vil have en undersøgelseskommission på grund af Findsens bog. Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne er også med på vognen.
Til Politiken siger Løkke, at bogen “øger bekymringsniveauet”; en formulering, som jo igen demonstrerer, hvad Løkke kan med ord. Men skal det være før eller efter, at retsopgøret med Lars Findsen er bragt til ende, at en kommission skal kulegrave FE-sagen? Heri består den nye skillelinje i dansk politik, og på hvilken side befinder de Radikale sig mon?
Det vil jeg gerne tale med Sofie Carsten Nielsen om, men hun har ikke rigtigt lyst. Hun siger, at hun ikke har noget at sige, som hun ikke sagde dagen før, hvilket egentlig ikke var så meget. Og desuden har hun ikke fået læst bogen endnu, understreger hun. Jeg siger til hende, at jeg godt kan forstå, at hun har for travlt til at læse bøger, men at hun skal glæde sig til at få taget hul på den, fordi den er så god. Mere bliver det ikke til imellem os, for nu skal hun videre. Herfra går der en halv time, og så bliver det meldt ud, at de Radikale støtter en kommissionsundersøgelse af FE-sagen. Og ikke kun det; de støtter en kommissionsundersøgelse, før at sagen mod Lars Findsen er blevet afgjort.
Mens Sofie Carsten Nielsen og jeg har talt sammen, er Sophie Løhde, Venstres politiske ordfører, dukket op i Vandrehallen. Hun skal også interviewes til DR. Det står jeg og kigger lidt på og snupper et billede af sceneriet. For det er jo det, jeg gør; jeg kigger bare.
The sound of silence hos Ø ?
Jeg går videre. Nede i Provianthuset forsøger jeg at finde et medlem af Enhedslisten, som kan sige noget interessant om, hvorfor netop dette parti, hvis stiftende medlemmer historisk set har været overvåget af de hemmelige tjenester, dog ikke jubler af glæde bare ved tanken om en undersøgelseskommission, der skal kulegrave FE-sagen. For denne skandale rummer jo alt det, som Enhedslisten er i opposition til. Men alligevel er de helt stille. Næsten lige så stille som når man spørger dem om, hvorvidt Danmark skal have et modtagecenter i Rwanda eller ej.
Gottlieb og Skipper
Igen er jeg heldig. Inde på sit kontor sidder minsandten koryfæet Jette Gottlieb (Ø), en legende på venstrefløjen. Tilbage i 2009 anlagde hun sag mod PET for at have overvåget hende ulovligt, mens hun var med i Venstresocialisterne. Derfor tænker jeg, at FE-sagen må være guf for en som hende, men til min overraskelse vil hun ikke sige noget.
“Nej,” svarer hun resolut, da jeg spørger, om jeg må sætte mig ned ved hendes mødebord. Hun siger, at jeg skal tale med Søren Søndergaard eller Eva Flyvholm.
Ude på gangen igen møder jeg en pressechef fra Enhedslisten, som virker helt svimmel ved synet af mig. Han lover mig at sørge for, at jeg kan få en kommentar til Enhedslistens syn på en mulig kommissionsundersøgelse af FE-sagen, men som dagen skrider frem, hører jeg aldrig fra ham.
Til gengæld møder jeg Pernille Skipper, som er i højt humør. Hun er på vej ud i byen for at medvirke i podcasten Mads & A‑Holdet. Hun vil heller ikke sige noget om Lars Findsen og FE-sagen. For hendes vedkommende skyldes det, at hun snart stopper på Christiansborg, fordi hun falder for Enhedslistens rotationsprincip. Vi ønsker hinanden en god weekend.
Jeg går en etage ned, ned til dér hvor Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti residerer. Også her er der tomt og stille. Dog hører jeg en lavmælt mumlen inde fra Inger Støjbergs kontor, men ikke højt nok til at det kan høres fra gangen.
Noget dejligt og skønt
“Vi er på rette vej,” siger Dansk Folkepartis nyhedschef Jesper Gisli til mig, da jeg kommer forbi hans kontor og spørger om, hvordan det går.
“Ah, ligesom Alternativet er på rette vej,” svarer jeg med henvisning til, at de to partier ligger lige højt i meningsmålingerne. Eller lige lavt, om man vil.
“Det skal jeg ikke udtale mig om,” svarer Gisli. På den anden side af gangen er der lukket ind til Messerschmidts kontor. Han er ude for at føre valgkamp, men vender vist nok tilbage til Borgen sidst på dagen for at være med til Kulturnatten.
Ved et tilstødende køkken, som hører under Dansk Folkepartis hat, bakser en mand rundt med et sandwichskilt med en plakat for partiet. Det hele ser så trist ud, at jeg beslutter mig for at tage et billede af det.
Manden spørger, hvad jeg laver her, og jeg svarer, at jeg er ude på stuegang.
“Og så skriver du noget dejligt og skønt om os,” siger han i en sarkastisk tone. Pludselig genkender jeg manden fra min katastrofale optræden hos Dansk Erhvervsforening, hvor han hjalp Morten Messerschmidt af med sin bomuldshund Hugo.
“Jeg skriver noget dejligt og skønt om alle,” svarer jeg.
“Ja tak,” svarer manden og knejser med nakken, som jeg sjældent har set et menneske knejse før.
Så går han sin vej.
Men den er faktisk god nok: Jeg skriver noget dejligt og skønt om alle. Som for eksempel de to personer fra Enhedslistens folketingsgruppe, som jeg møder i elevatoren på vej op til Provianthusets øverste sal. De bærer begge en tallerken med højt belagt smørrebrød. Selvom der hverken er flæskesteg eller rødkål på deres selvsmurte madder, lugter der netop af det i elevatoren; flæskesteg og rødkål. Måske et efterlevn fra Dansk Folkepartis storhedstid? De to tallerkenbærere er midt i en fortrolig og dybt alvorlig samtale, da jeg træder ind i elevatoren.
“Det er ikke sjovt,” siger den ene.
“Nej, det er ikke sjovt,” svarer den anden.
En, som heller ikke synes, det er sjovt, er klimaminister Dan Jørgen, som jeg passerer i Vandrehallen på vejen tilbage fra Provianthuset. Han er ved at blive interviewet til en af TV 2’s regionaler.
“Hej Dan,” siger jeg.
“Hej,” svarer Dan Jørgensen og smiler forskrækket. Mere kommer vi ikke hinanden ved i denne ombæring, men mon ikke vores veje snart krydses igen? I øvrigt havde han ikke cowboystøvler på.
Jeg går ud til Ridebanen. I et af kontorerne har min første stuegang vakt så stor begejstring, at de har fået lavet valgplakater med mig:
Plakaten, hvor der står “din mor” på, er et throwback til en lille episode på Twitter, hvor jeg skrev “din mor” til Pia Olsen Dyhr, SF’s partiformand. Kort fortalt kunne jeg ikke stå for fristelsen til at svare “din mor” til netop dette spørgsmål:
Vinteren kommer ❄️
Ude på en af Ridebanens terrasser nyder jeg en cigaret. Efterårsvejret er strålende. Høj himmel og solskin. Som en forårsdag. Men mørket er på vej, mørket og kulden. Altså vinteren; det er vinteren, som kommer nu. Og Tredje Verdenskrig måske? Bliver russerne presset ud af Donbas, er det ikke utænkeligt, at Putin upper gamet med taktiske atomvåben.
Nej, man skulle have gjort som Josue; Søren Pape Poulsens eksmand. Pakket sine sydhavsfrugter og fløjet afsted til Den Dominikanske Republik, hvor rommen flyder frit, og livet er let at leve. I hvert fald lettere end det er i de nedadvendte mundviges land, Danmark.
“Det er sgu Josue, som har regnet den ud,” siger jeg til mig selv.
I øvrigt er det på Ridebanen, at jeg hører et lille stykke gangsladder om, hvad Josue laver nu. Han arbejder for et firma i Punta Cana, der sælger anordninger, som forhindrer havtang i at skylle op på stranden foran luksushotellerne i Den Dominikanske Republik, siger rygtet. Er det sandt? Det lyder det til at være, og hvis det er, så godt for Josue, at han har fået noget at rive i. Vi trænger alle til at komme videre.
Også mig. Jeg går tilbage til Vandrehallen. Her ser jeg igen Sophie Løhde, nu i samtale med TV 2.
“Hvorfor fotograferede du mig lige før?” spørger hun. Jeg forklarer hende, at jeg er ude at gå stuegang. Så starter interviewet med hende til TV 2. De taler om Løkkes udspil til en sundhedsreform.
Et fleksibelt iværksætterliv
Bagefter følger jeg med hende ovenpå. Hun skal videre til et interview med en lokalradio. Selv går jeg videre til kantinen i nærheden af Statsministeriet. De eneste spisende er TV 2‑journalisten fra før, som interviewede Sophie Løhde, og så en gruppe af tre-fire unge kvinder. Jeg køber tre stykker smørrebrød og en ginger ale.
Fordi jeg fordøjer mad bedst i en tilstand af raseri, lytter jeg imens til seneste afsnit i Zetlands serie med partiledere, der leger med på en leg om, hvordan Danmark kommer til at se ud, hvis de får uendelig magt i tre valgperioder. For nu skal det nemlig være slut med “politisk fnidder”, som Zetland bruger som undskyldning for pseudokritisk at holde mikrofonen for den ene partileder efter den anden. Og seneste afsnit er så – meget apropos – med førnævnte Sofie Carsten Nielsen. Hvordan forestiller hun sig så, at verden ser ud i 2035, efter at hun har været ved magten i 12 år?
For det første forestiller hun sig en pige, der hedder Alma, som går i ottende klasse. Når Alma møder i skolen, bliver hun lige “grounded” af læreren, der “helt old school” skriver op på tavlen, hvad de skal lave den dag. Almas far er læge, og Almas mor lever “et fleksibelt iværksætterliv”, men vi får ikke at vide, hvad det er for noget iværksætteri, Almas mor egentlig har gang i.
“Hun har sat sit arbejdsliv fri,” siger Sofie Carsten Nielsen bare.
For det andet; ude i samfundet er folk blevet så raske og sunde, at selv de 80-årige hjælper til med at pleje andre gamle. Det med at sørge for, at folk skal komme i bad, er nu blevet “ren teknologi” forklarer Sofie Carsten Nielsen, men hun fortæller ikke om dermed menes sådan en kran, som Else Marie Larsen blev hejst op i. I det hele taget forestiller Sofie Carsten Nielsen sig en fuldstændig friktionsfri fremtid, hvor alle lever et meningsfuldt liv.
“Når du er den, der gør rent på toilettet, gør du ikke kun det; du hjælper også til ude i køkkenet,” siger hun, hvilket jo egentlig lyder helt enormt ulækkert. Da Sofie Carsten Nielsen er færdig med at fortælle om sin fremtidsvision til Zetland, har jeg fået lyst til at ryge crack, surfe porno og grundlægge en asbestfabrik i Amazonas, men husk på; jeg lider af søvnunderskud og har et følsomt gemyt.
Medie Mash Up
Tilbage på gangene igen. Jeg går rundt og rundt. Da klokken slår 14, stiller jeg ind på TV 2 Play på min mobiltelefon for her at se Søren Lippert interviewe Lars Findsen. Lipperts spørgsmål er sådan set gode nok – han er bedre end sit rygte – men Findsen slår knuder på sig selv for ikke at svare på dét, Lippert spørger om.
Som interviewet skrider frem, spørger seeren i stigende grad ikke kun sig selv om, hvorfor Findsen dog er stillet op til interviewet, når han tydeligvis intet har at sige om sin bog. Nej, den årvågne seer tænker, at det ligefrem virker, som om at Findsen er ude på en fralægger til sin egen bog; som om han intet har med den at gøre, og derfor ikke rigtigt vil kendes ved den.
“Det er så din fortolkning. Jeg beskriver nogle arbejdsmæssige relationer,” siger Findsen på kancellisprog om de opsigtsvækkende nøglescener i bogen, hvor statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen beskrives som Tante Lydia fra Tjenerindens Fortælling. Vildt mærkeligt!
Hvad der bidrager til mærkeligheden er, at jeg samtidig, mens jeg ser Lippert og Findsen på min mobil, kommer forbi sundhedsminister Magnus Heunicke, der er ved at blive interviewet til DR om Løkkes ideer til en reform af sundhedsvæsenet. Heunicke står i et gevaldigt manspread og er klædt i nøjagtigt det samme sæt tøj, som Findsen bærer i interviewet med Lippert; en dyr hvid dress shirt og et sort jakkesæt, intet slips, den øverste skjorteknap knappet op.
Lippert er næsten klædt på samme måde, bortset fra at han bærer en gul lommeklud med sorte prikker på. Men Lippert er jo også spøgefuglen blandt disse tre identisk klædte mænd. Det forstår man på Findsens egen bog, hvor Søren Lippert pludselig optræder i sin egenskab af daværende forsvarsminister Nick Hækkerups særlige rådgiver.
Når jeg kigger ned på min mobiltelefon, kan jeg se Lippert og Findsen sidde i, hvad der ligner, et Bolia showroom, og når jeg kigger op, ser jeg Heunicke med vidt spredte ben.
Jeg tager den ene af mine airpods ud, og de to interviews smelter sammen til et fascinerende mash up.
“ … tomme operationsstuer, tomme hospitalssenge,” siger Magnus Heunicke i mit ene øre.
“ … en ressortminister kan ikke indenfor rammerne af eget mandat hjemsende FE’s ledelse,” siger Lars Findsen i det andet.
Sådan bliver det ved.
Min stuegang nummer to er ved at være slut. På vej ned til garderoben, for at stemple ud fra Christiansborg, møder jeg en journalist fra Børsen.
“Din mor,” siger han og peger på mig.
“Nej, nej, DIN mor,” svarer jeg.
OBS ?
Dette var i øvrigt den sidste gratis Fri Mads. Fra og med på næste mandag kommer jeg bag betalingsvæggen. Så hvis du vil fortsætte med at følge med i min stuegang på Christiansborg, er du nødt til at blive betalende medlem af Frihedsbrevet.
Jeg tænker, at det er alle pengene værd, for selv hvis du er ved at være træt af mig, så overvej lige de mange gode ting og sager, som du får adgang til hos Frihedsbrevet. Først og fremmest undersøgende journalistik, når det er bedst – som for eksempel vores afsløring i dag af, hvordan danske socialdemokrater i Bruxelles sender EU-penge op til socialdemokraterne i Danmark for at skrive om socialdemokraterne nede i Bruxelles i socialdemokraternes danske medlemsblad. Men også dyb baggrund, som for eksempel Flemming Roses interview med den norske politolog Asle Toje.
Noget andet, du får adgang til som betalende medlem, er alle vores podcasts. Som det daglige nyhedsoverblik med Maya Tekeli og vores populære dokumentarserie om den kontroversielle it-iværksætter Sahra-Josephine Hjorth, som i øvrigt lige er røget ud af Dansk Industri Digitals bestyrelse.
Fri Kristoffer ??
Vi fortsætter dog med at have et nyhedsbrev til gratisterne, og det tager min kollega Kristoffer Eriksen sig af. Fra og med på fredag udkommer hans nyhedsbrev Fri Kristoffer, hvor chefredaktør Kristoffer Eriksen fortæller om, hvad der sker på Frihedsbrevet og sikkert også leverer nogle velgørende svirpere i alle kompassets retninger, som den effne revser af medier og politik han jo er. Kristoffers nyhedsbrev vil være gratis og tilgængeligt for alle, også dem der ikke er aktive, betalende medlemmer af Frihedsbrevet.
Men som sagt; hvis man vil modtage Fri Mads #74 på næste mandag, skal man skynde sig at melde sig ind i Frihedsbrevet. På forhånd tak til dem der gør det.
Good Beirut ??
Jeg er tilbage om en uge, men næste gang kun for betalende medlemmer. Til denne uge har Malthe Emil Kibsgaard igen tegnet mig som The Watcher, svævende i Vandrehallen på Christiansborg, med en ballon i hænderne, som forestiller en noget ramponeret Pinocchio. Og så kan du ellers gå og meditere lidt på, hvad det så skal betyde.
Tak, fordi du læste eller lyttede med.
Mvh
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet