Fri Mads #88: I fjor i Marienborg
At tvætte et lig. Det er gammeldaws sprog for at vaske et lig eller at være en dødevasker. Og det er netop det, jeg var vidne til i den forgangne uge, da der var mindehøjtidelighed for Ritt Bjerregaard i Folketinget. I åndelig forstand selvfølgelig, for det var ikke sådan fat, at Ritt var lagt lit de parade i Vandrehallen, og folk så havde stået med svanemærkede vådservietter og vasket hendes afsjælede legeme. I stedet blev Ritt afsprittet med så meget lovprisning, at man var blevet helt flov på hendes vegne – hvis det ikke lige var, fordi man vidste, at Ritt Bjerregaard sagtens havde kunnet rumme al denne lobhudling. At lobhudle er også et gammeldags ord, som betyder, at man roser nogen på en overdreven måde.
Dagsorden ?
Herom vil jeg berette i mit nyhedsbrev nummer 88, som så samtidig er min syttende stuegang i Folketinget. Men ikke kun det, for jeg har også været til verdensmålsuge i Fællessalen, hvor jeg mødte Stine Bosse. Bagefter var jeg til doorstep med Granskningsudvalget om Samsam-sagen. Og så opsnappede jeg et rygte om, hvad der foregik bag kulissen, da SVM-regeringen var til konference på hotellet KolleKolle. Og tro mig, når jeg skriver, at det er noget, du ikke vil gå glip af.
Den Mentale Kriger ?
I minutterne før jeg trådte ind i Borgens indre, den 1. februar klokken 13.30, var Nye Borgerliges leder, Lars Boje Mathiesen, blevet set i selskab med den såkaldte Mentale Kriger, alias sportscoach Kim Boye. Så vidt vides guidede Lars Boje Mathiesen bemeldte Kim Boye rundt på Christiansborg, men hvad disse to styrvolter ellers render og laver med hinanden, melder historien ikke noget om.
Dog er det interessant, at Kim Boye ifølge Altinget har tråde til Men in Black-bevægelsen, hvis talsmand har givet interview til DR i Den Mentale Krigers kontor i Energihuset i Ballerup. Hvilket minder mig om, at jeg ved en given lejlighed må få spurgt Lars Boje Mathiesen, hvad han egentlig tænker om stormen på kongressen i Washington den 6. januar 2021.
Løkkes lever ?
Oppe i Vandrehallen traf jeg en af landets vildeste bananer, nemlig journalist og performancekunstner René Fredensborg. Han var på reportage for Ekstra Bladet. Ideen var at spørge politikerne om, hvilke organer de gerne ville donere, såfremt det bliver standard, at man som borger i Danmark er frivillig organdonor, med mindre man aktivt går ind og vælger det fra.
“Ville du for eksempel have Lars Løkkes lever?” spurgte René Fredensborg mig.
“Ved du hvad, René, jeg tror faktisk, at Løkke har et sandt kraftværk af en lever, så det har jeg ikke noget imod,” svarede jeg.
En rejse ind i sindet ?
Inde i mellemgangen til venstre for Folketingssalen, dér, hvor der hænger portrætmalerier af alle Folketingets formænd – og hvor der engang vil komme til at hænge et portræt af bestyrelsesformanden for Esbjerg Havn, nemlig Søren Gade – stod Morten Messerschmidt og blev interviewet af Sverre Quist fra TV 2 News. Lederen af Dansk Folkeparti fortalte om det samråd med kirkeministeren, som han skulle til om en halv times tid.
Da interviewet var slut, spurgte jeg Messerschmidt, om jeg måtte følges med ham over til samrådet. Det måtte jeg gerne, men han skulle først op på tredje sal og hente nogle papirer, som hans personlige assistent ville komme ham i møde med.
Vi gik op ad trappen. Messerschmidt ringede assistenten op.
“Min assistent svarer aldrig,” sagde han og fortsatte:
“Jeg er begyndt altid at tage trappen.”
“For motionens skyld?” spurgte jeg.
“Præcis,” svarede Messerschmidt.
I gangen på tredje sal kom Messerschmidts assistent ham i møde med en stak papirer. Det var skriftlig ammunition til samrådet med kirkeministeren, der skulle handle om afskaffelsen af Store Bededag. Messerschmidt sagde, at han havde læst op på lektien, og endda havde været forbi nogle gamle bøger om folkekirkens historie. Han erklærede, at han ville tage kirkeministeren med på en rejse ind i sindet.
“You wanna hang around for this one.”
Vi gik ned til lokale 1–133. Morten Messerschmidt smuttede ind i udvalgsværelset. Pressen og de andre tilhørere måtte først komme ind tyve minutter senere.
Lidt derfra, ved indgangen til Landstinget, var nogle folketingsbetjente ved at gøre klar til mindehøjtideligheden for Ritt Bjerregaard. Privatpersonen Ritt Bjerregaard var tidligere på dagen blevet begravet fra Nordre Kapel på Vestre Kirkegård. Nu var det så politikeren Ritt Bjerregaard, der skulle siges farvel til.
Folketingsbetjentene talte om, at de måtte se at få lavet en protokol for disse mindehøjtideligheder. Det var den tredje prominente politiker i streg: Først Lone Dybkjær, bagefter Uffe Ellemann-Jensen, og nu altså så Ritt Bjerregaard. Det kunne være rart med en fast, nedskreven fremgangsmåde, var de enige om.
Arrangementet var sat til at gå i gang klokken 16.00. En journalist fra DR delte programmet med mig. Trine Bramsen (S) ville byde velkommen, og så skulle der vises en film om Ritt Bjerregaard, hvor udvalgte socialdemokrater chippede ind med betragtninger om, hvor genial Ritt Bjerregaard havde været. Så fulgte sang og guitarspil med Annika Aakjær og så en tale af statsminister Mette Frederiksen, der også havde holdt tale til Ritt Bjerregaard ude på Vestre Kirkegård.
“You wanna hang around for this one,” sagde DR-journalisten til mig. Det havde han ret i. For at blive i det engelske var det not to be missed.
Ministertid
Louise Schack Elholm (V), som er kirkeminister, kom op ad trappen til Vandrehallen. Med som ledsager havde hun særlig rådgiver Uffe Tang, tidligere lobbyist hos Ulveman & Børsting, tidligere ankermand hos TV 2 News, tidligere politisk korrespondent for DR. Nu havde han taget sig en ny tur gennem svingdøren, uden at nogen satte spørgsmålstegn ved det.
Men det vil jeg gerne gøre, for hvad glæde har danskerne egentlig af at betale for, at Uffe Tang driver sit spil?
Ministeren og hendes portefølje stillede sig op foran døren til udvalgsværelset. Rundt om hjørnet kom så journalisten Sverre Quist.
“Hej Sverre! Skal du til samråd eller mindehøjtidelighed for Ritt?” spurgte Louise Schack Elholm.
“Lidt af det hele,” sagde Sverre Quist og fortsatte:
“Vi skal lige nå at fortælle, at der er samråd, og så skal vi snakke med Ritt Bjerregaard.”
“Men da vel ikke snakke med hende?” spurgte ministeren.
“Nej! Ikke med hende. Haha!” sagde Sverre Quist og grinede.
Kirkeudvalget ⛪️
Så blev vi lukket ind i udvalgsværelset. Bordene, som MF’erne var placeret ved, var arrangeret i en firkant. Længst væk, i midten, sad kirkeudvalgets formand, Søren Espersen. Han så helt slukket ud. Som om han stadig rekonvalescerede efter en klodset udført lobotomi. Til stede var også Venstre-notabiliteter som Lars Christian Lilleholt og Preben Bang Henriksen. På den modsatte side af firkanten sad Søren Søndergaard fra Enhedslisten og Bjarne Laustsen fra Socialdemokratiet. Kim Edberg fra Nye Borgerlige var også med og havde sat sig ved siden af Messerschmidt, som igen sad ved siden af Preben Bang Henriksen.
Morten Messerschmidts højre arm hvilede med albuen oven på den venstre, og så havde han placeret to af højre hånds længste fingre inde i det stykke under den venstre del af hagen, som slutter lige før øret begynder. Posituren gav indtryk af et overlegent renæssancemenneske, som var i besiddelse af uovertrufne argumenter.
Samrådet kan sammenfattes meget kort. Så det vil jeg gøre. Det handlede om, hvorledes grundlovens påbud om, at staten skal understøtte folkekirken, egentlig harmonerer med, at regeringen er i gang med at sløjfe en af kirkens helligdage. Umiddelbart ikke særligt godt, men den, der betaler for orkestret, bestemmer musikken, og skærer man ind til benet, er det netop essensen af forholdet mellem stat og kirke i Danmark. Biskopperne havde fået en tvangsbolle stukket ned i halsen, og nu havde de bare at sluge den. Sådan blev det selvfølgelig ikke formuleret af kirkeminister Louise Schack Elholm. Hun gjorde derimod meget ud at forklare udvalget om, hvordan hun både havde involveret og inkluderet biskopperne.
I øvrigt virker Louise Schack Elholm som en dygtig politiker. Hende skal man holde øje med.
En, der i hvert fald holder øje med hende, er Morten Messerschmidt. Som samrådet skred frem, tog hans vrede til i styrke. Til sidst talte han i versaler og sagde:
“Det her handler ikke om at forsvare Danmark. Det handler om, AT I ØDELÆGGER DANMARK, OG JEG GLEMMER JER ALDRIG FOR DET!”
Imens sad Louise Schack Elholm og smilede venligt til ham.
På sidelinjen var hendes parteigenossen klar med medløbende spørgsmål til at trække vinden ud af sejlene. Og til at få tiden til at gå. Lars Christian Lilleholt fra Venstre ville for eksempel vide, om der mon findes store bededage i andre lande. Og så gik der jo tid med det.
Helt mærkeligt var det også at opleve en socialdemokratisk politiker kaste en softball til en minister fra Venstre. Det skete, da Bjarne Laustsen ville høre, om det virkelig kan passe, at det kan tage op til 10 år at ændre i folkekirkens alterbog.
Ingen adgang for pressen ?
Da samrådet med kirkeudvalget var slut, var mindehøjtideligheden for Ritt Bjerregaard ved at gå i gang. Jeg gik bogstaveligt lige ud i den. Men ikke langt, for journalisterne skulle holde sig bag en afspærring, og på den anden side af den gik de indbudte gæster så rundt. De minglede med hinanden og drak hvidvin og spiste snacks, og enkelte af dem, som Mogens Jensen (S) og Rasmus Prehn (S), fik sig lige en håndbajer for at vise – gætter jeg – at de er gode socialdemokrater.
Blandt de inviterede var der også journalister. Elisabet Svane fra Politiken var der, og Jens Ringberg fra Danmarks Radio var der. Jeg fik også øje på politisk kommentator emeritus Peter Lautrup Larsen. De var alle blevet clearet til at komme med til mindehøjtideligheden. De andre journalister, mig selv iberegnet, måtte pænt vente uden for Landstingssalen. En ansat hos Socialdemokratiet sagde til mig, at jeg kunne se arrangementet live på TV 2 News.
De Stærke Kvinders Dag ?♀️
Og så vrimlede det selvfølgelig med stærke kvinder. Hanne Vibeke Holst, Helle Degn, Anne Linnet og Lone Kühlmann var der. Fagforeningslederen Lizette Risgaard ligeså. Dette var de stærke kvinders dag. For som Mogens Lykketoft har sagt det, blev Ritt Bjerregaard “et symbol på den stærke kvinde”. Man kan endda sige, at Ritt Bjerregaard var de stærke kvinders stærke kvinde.
Jeg tænkte på, om jeg skulle skrive noget kritisk om begrebet “den stærke kvinde”, men skød det hurtigt hen. At skrive om stærke kvinder er jo farligere end at skrive om islam.
Så fik jeg øje på den politiske operatør og opportunist Kasper Fogh. Han havde været spindoktor for Ritt Bjerregaard, da hun var overborgmester, og senere hen blev han spindoktor for tidligere kulturminister Joy Mogensen. Da hun stoppede, røg Kasper Fogh ud, og noget må være galt, for buddysystemet havde svigtet ham. Han var ikke kommet ind i varmen igen. Nu gik han hvileløst rundt blandt gæsterne og delte nogle ordentlige krammeture ud til de førende socialdemokrater. Blandt andet så jeg ham omfavne justitsminister Peter Hummelgaard.
Hvad jeg også bemærkede var, at der over Kasper Foghs skulder hang en kæmpemæssig brun lædertaske, der lidt lignede et stykke accessory til et voksenrollespil med middelaldertema. Jeg havde svært ved at regne ud, hvad der var så vigtigt at have med til en begravelse, at det skulle transporteres rundt i denne enorme naver-taske.
“Jeg bøjer nakken nu.”
Så dukkede statsminister Mette Frederiksen op. Først forklarede hun TV 2 News, at det var en “kæmpe ære, som socialdemokratiets formand og som statsminister” at holde tale for Ritt Bjerregaard. Og ikke kun een, men hele to taler, blev det understreget. Og til DR sagde Mette Frederiksen noget om, hvilken ærefrygt kirkerummet havde fyldt hende med.
Nu var det min tur, men lige som jeg skulle til at spørge Mette Frederiksen om, hvorfor pressen ikke måtte være med til mindehøjtideligheden, kom Brian Weichardt fra Ekstra Bladet ind fra højre og råbte noget om, hvem der mon havde fået ideen til at fjerne store bededag.
Men så var Mette Frederiksen allerede væk. Hun havde, som altid, upåklagelige overlevelsesinstinkter.
“Jeg bøjer nakken nu,” sagde Brian Weichardt og gik hjem. Jeg gjorde det samme.
Morfisk resonans ?
Så blev det fredag. Var det morfisk resonans? Nogen tid forinden havde jeg bestilt en verdensmålsnål, en såkaldt SGD-pin. Den koster 49 kroner i Unicefs webshop. Som der står skrevet om nålen, giver den bæreren af nålen et ubrydeligt panser af godhed, som dybest set er en fribillet til at være en kæmpestor skiderik:
“Bær den med stolthed på din jakke, taske, trøje eller skjorte, og vis hele verden, at du støtter de fremtidssikrende mål, vi har sat i fællesskab for at sikre en bæredygtig udvikling. Hver eneste farvefelt på den lille pin repræsenterer et af de vigtige SDG-mål (Sustainable Development Goals),” stod der skrevet på Unicef’s hjemmeside.
Lige noget for mig, som stuegænger i Folketinget, at bære sådan en nål, havde jeg tænkt.
Og så var det bare så mærkeligt, at netop da jeg kom tilbage til Folketinget for at debutere som verdensmålsnålsbærer, hørte jeg støj henne fra Fællessalen. Og tro det eller ej, men støjen kom fra et arrangement i anledning af, at det var… verdensmålsuge!
“Den nye regering gør mig tryg.”
Den første, jeg løb ind i, var det professionelle bestyrelsesmedlem Stine Bosse. På Twitter var hun røget langt ud af en tangent i vild begejstring over SVM-regeringen. Dem, der ikke bakkede op om den nye regering og herunder beslutningen om at fjerne store bededag, havde hun kaldt for privilegieblinde. Og så var den vilde shitstorm ellers gået derudaf. Nu stod hun så her og var stadig lige vild med SVM-regeringen. Hun sagde til mig, at “den nye regering gør mig tryg” og fortsatte så:
“Jeg sad i Velfærdskommissionen og skrev om alle de ting, der sker lige nu. Vi kommer til at mangle mennesker, vi kommer til at mangle penge. Alt det skrev vi om, og hverken Venstre eller Socialdemokratiet ville gøre noget ved det. Det gør de så noget ved nu. Og det gør mig tryg. That’s my point of view.”
“Point taken!” udbrød jeg.
“Haha!” grinede Stine Bosse.
“Har du sådan en verdensmålsnål?” spurgte jeg hende.
“Nej. Men jeg arbejder med dem alle sammen. Lige i øjeblikket laver jeg grøn omstilling,” svarede Stine Bosse.
“Jeg spørger, fordi jeg lige har købt en,” forklarede jeg.
“Har du det?” ville Stine Bosse vide.
“Ja!” svarede jeg stolt.
“Jeg tror, jeg har en. Derhjemme. Men jeg går ikke og flasher med sådan noget, altså,” sagde Stine Bosse.
“Jeg købte den også, fordi jeg lagde mærke til, at politikerne er holdt op med at gå med dem,” uddybede jeg.
“Nå?! Også Jakob? (Ellemann-Jensen, red.),” ville Stine Bosse vide.
“Altså Kristian Jensen gik jo med verdensmålsnål. Det synes jeg bare ikke, man ser ham med mere,” bemærkede jeg.
“Verden er mærkelig,” fastslog Stine Bosse.
“Verden er meget mærkelig,” understregede jeg og trådte ind i Fællessalen.
Det halve kunne være nok
Det første, jeg bemærkede, da jeg kom indenfor, var en installation i glade farver, som fremviste de sytten verdensmål. Det er først, når man løber dem alle igennem – fra et til sytten – at man indser fantasteriet i dem. Alene dét at kunne udrydde sult og fattigdom i dette barbariske slagtehus, der kaldes menneskeheden, ville være en titanisk bedrift. Men det er jo kun to ud af sytten mål. Man vil også have ligestilling mellem kønnene, redde klimaet og have fred og retfærdighed i hele verden. Man vil gøre så meget godt, at det halve kunne være nok. Eller bare en fjerdedel af det.
Til gengæld nævner Verdensmålene intet om, at man vil sikre alle mennesker demokrati og ytringsfrihed, og netop udeladelser som disse gør, at der grundlæggende er noget suspekt ved de sytten verdensmål.
Den Europæiske Spermbank og andre do-goodere
Men bortset fra det var ugen gået over stok og sten for de brave verdensmålsfolk. Der havde været debatter om det ene verdensmål efter det andet, modereret af K‑Forum-profiler som Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, og strategisk direktør for Altinget og Mandag Morgen, Lisbeth Knudsen.
I det hele taget var Verdensmålsugen et resultat af dét, som Altinget har gjort til sit speciale: nemlig at få snablen stukket godt ned i de offentlige kasser og så ellers suge til.
Denne gang kom skejserne fra 20–30 Panelet, som har afsat en sum penge til at afholde verdensmålsuge for. Sådan en uge skal der holdes hvert år frem til 2030, og det er Altinget og Mandag Morgen, der står for løjerne. Indblandet i affæren er også Lego Fonden og så det besynderlige foretagende Global Compact Network Denmark, der holder til i Industriens Hus.
Medlemmerne af netværket tæller alt fra Danmarks allerstørste klimasynder, nemlig MÆRSK, til mere odiøse badegæster som Den Europæiske Spermbank og Kammeradvokaten Poul Schmith. Alle som én bakker de op om de 17 verdensmål, og deres ledere kan derfor hver aften gå i seng med en rar fornemmelse i maven. De er med til at gøre godt.
Alt dette kan jeg skrive med sikker penneføring, fordi jeg sad og læste om Verdensmålsugen i min telefon, mens jeg ventede på, at debatten skulle starte.
Dagens emne var “Fremsyn – kompetencer for fremtiden”. I panelet var førnævnte Stine Bosse, Stefan Hermann, som er rektor for professionshøjskolen, og så til sidst Steen Hildebrandt, der er professor emeritus ved Aarhus Universitet. Da jeg kiggede op fra min telefon, kiggede jeg på Stine Bosse og Steen Hildebrandt, som var ved at blive fotograferet sammen. Det lignede lidt et photoshoot til Cirkusrevyens næste plakat.
“Pengene kommer fra en driftsbevilling.” ?
Til højre for mig kom Altingets grundlægger, Rasmus Nielsen, valsende forbi. Han var fløjet op fra sit skattely i Cypern for at overvære, hvordan Altinget og Mandag Morgen får business ud af Verdensmålene.
Bagerst i salen stod konferencieren Jonas Keiding Lindholm, som er direktør for Altinget og Tænketanken Mandag Morgen. Før han blev det, var han generalsekretær for Red Barnet, men blev fyret på grund af en – ifølge ham selv – “for hård ledelsesstil”.
Jonas Keiding Lindholm stod sammen med en brillebærende yngre mand, på hvis blazer der sad en verdensmålsnål. Jeg gik straks hen til dem.
“Verdensmålsnålen!” sagde jeg begejstret til den yngre mand.
“Ja, verdensmålsnålen!” replicerede han.
“Jeg har lige købt en faktisk,” sagde jeg så.
“Er det rigtigt!?” ville den unge mand vide.
“Ja,” svarede jeg selvsikkert.
“Man skal have den på til den her uge, jo,” svarede den unge mand.
“Så har jeg ikke gjort det godt nok, kan jeg se,” sagde Jonas Keiding Lindholm. Han havde nemlig ikke en verdensmålsnål på.
Jeg vendte mig imod Keiding Lindholm og spurgte så:
“Af ren professionel nysgerrighed: Hvordan er Altinget og Mandag Morgen egentlig blevet indblandet i at holde den her konference?”
“Vi tog initiativet,” lød det fra Jonas Keiding Lindholm.
“I tog initiativet?” spurgte jeg.
“Vi tog initiativet for tre år siden. Sammen med Global Compact,” svarede Jonas Keiding Lindholm.
“Hvor kommer pengene fra?” ville jeg vide.
“Pengene kommer fra en driftsbevilling … Tror jeg, vi kalder det. 2030-Panelet, som har til opgave at skabe debat, får en bevilling til ligesom at debattere omkring verdensmål,” forklarede Jonas Keiding Lindholm.
“Hvor meget er den på?” spurgte jeg så.
“Det ved jeg faktisk ikke,” svarede Jonas Keiding Lindholm.
“Var bevillingen der først?” spurgte jeg.
“Nej, den er blevet lavet til det fælles samarbejde,” sagde Jonas Keiding Lindholm.
Djævlens symbol ?
Nok om det. Jeg forlod Verdensmålsugen og gik ud af Fællessalen. Nede i garderoben fandt jeg min nye verdensmålsnål frem og satte den fast i mit revær. Så tog jeg et billede af resultatet og lagde det op på min Twitter-profil.
Snart begyndte reaktionerne at strømme ind:
– “WEF facisme nål,” skrev en bruger ved navn Bjarne B.
– “Føj!” skrev en anden.
– “Djævlens symbol,” skrev en mand ved navn Niels Nielsen.
– “Du gik glip af guldkornene,” skrev Stine Bosse.
I fjor i Marienborg
I mit øre havde jeg samtidig lyden af pressemødet, der samme dag blev afholdt på konferencehotellet KolleKolle. Både Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen sagde, at de havde haft en ovenud vellykket regeringskonference. Lars Løkke Rasmussen bemærkede, at “ånden fra Marienborg stadig er imellem os”.
Ånden fra Marienborg? Da Løkke sagde det, kom jeg straks til at tænke på den franske nybølgefilm I fjor i Marienbad (1961), instrueret af Alain Resnais.
Er det ikke, som om det allerede er gevaldig lang tid siden, at Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen fandt sammen i et arbejdsfællesskab oppe på Marienborg? Som om det netop var i fjor, hvilket det jo også er: I fjor i Marienborg.
Filmen I fjor i Marienbad er et trekantsdrama mellem to mænd og kvinde, som udspiller sig på et dekadent luksushotel. Hele tiden vises der tilbage til hændelser, der fandt sted året forinden mellem kvinden og den ene af de to mænd. Et løfte, der måske er blevet givet, men ikke kan indfries.
Filmen handler især om hukommelse. Undervejs er man som publikum hele tiden i tvivl om, hvad der er sandt, og hvad der er falsk. Hvem er denne gådefulde kvinde, og hvad er hun ude på? Der er næsten ingen holdepunkter, og det hele slutter uden nogen egentlig konklusion.
Meget af filmen kan helt oplagt anvendes til at analysere SVM-regeringen. Som for eksempel at Mette Frederiksen har været i stand til at glemme, at Jakob Ellemann-Jensen dagen efter valget kaldte hende for rædselsfuld. Hvordan kan man sammen komme videre efter den udmelding, er spørgsmålet, som stadig kredser over dét, som hændte i fjor i Marienborg.
Noget andet, man bestandigt spørger sig selv om, er, hvad der er sandt, og hvad der er falsk. Som med I fjor i Marienbad mangler SVM-regeringen også faste holdepunkter. Det er svært at forstå, hvad der egentlig foregår.
Men der foregår selvfølgelig noget, og det kom jeg snart til at opleve.
Samsamråd
Oppe i Vandrehallen var en flok pressefolk samlet ved Grundlovsværelset. De ventede på, at mødet i Granskningsudvalget skulle slutte. Mødet handlede om Samsam-sagen, nærmere bestemt oppositionens ønske om en tilbundsgående undersøgelse af denne ubegribelige rævekage.
Hvis Hal Kochs bemærkning om, at demokrati er en samtale, ellers står til troende, svarer en bred flertalsregering hen over midten til at putte en tennissok i munden på folkestyret og så klæbe et stykke gaffatape hen over læberne.
Det fik vi demonstreret i praksis, da mødet i Granskningsudvalget var slut.
Foran pressen erklærede Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen – som nu var blevet næstformand for Granskningsudvalget – at regeringen ikke kun er imod en kommission, der skal undersøge Samsam-sagen. Nej, regeringen er også imod en forundersøgelse af sagen.
For dem, der ikke ved det, er en forundersøgelse intet andet end en koordineret indsats, hvor medlemmer af Folketinget sammen anvender de instrumenter, de under alle omstændigheder har til rådighed: At stille paragraf 20-spørgsmål. At kalde en minister i samråd. Og så videre.
At være imod en forundersøgelse er således ikke langt fra at være imod selve det grundlæggende parlamentariske arbejde med at føre tilsyn med regeringen.
Kønt er det i hvert fald ikke.
Hvad kan denne modvilje skyldes? Før valget var både Venstre og Socialdemokratiet åbne overfor en undersøgelse af Samsam-sagen, men nu er de imod. Hvad har ændret sig? Det er svært at forstå, med mindre der gemmer sig noget, noget et-eller-andet, dybt inde i sagen, som truer dem selv?
Ligger hunden mon begravet ovre hos departementschef Barbara Beatrice Bertelsen i Statsministeriet, som jo har en fortid i Justitsministeriet? Er det B3, som de vil beskytte? Det aner jeg ikke, men det er jo en gratis fornøjelse at stille spørgsmål, så det vil jeg blive ved med.
Christian Rabjerg Madsen sagde, at regeringen ikke bakker op en forundersøgelse af Samsam-sagen, fordi det vil være til skade for vores hemmelige tjenester. Et besynderligt argument, al den stund at sålænge Samsam-sagen ikke er blevet fuldstændigt udredt, vil ethvert tænkende menneske slå korsets tegn for sig, når en af vores efterretningstjenester ringer og spørger, om man mon vil gøre tjeneste som civil agent.
Så ikke at undersøge Samsam-sagen er netop til skade for de hemmelige tjenester. Og for tilliden til dem. Hvilket jeg gjorde Christian Rabjerg Madsen opmærksom på. Til det svarede han:
“Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Det, jeg kan sige, er, at det er hensynet til tjenesterne, der gør, at vi ikke bakker op om en undersøgelse.”
Men det stopper ikke her, for Granskningsudvalget laver nu i stedet en forundersøgelse af Samsam-sagen uden om regeringen. Udvalget mødes på torsdag for at diskutere rammerne og tidsplanen for arbejdet.
Efter Christian Rabjerg Madsen havde udtalt sig, sagde Rasmus Jarlov (K) følgende til pressen:
“Jeg synes, det her viser, at vi ikke har ordentlig mulighed for at føre kontrol med magten i Danmark. Hvis et flertal i Folketinget beslutter sig for, at der ikke skal være indsigt i, hvad der foregår, så kommer der ikke indsigt i, hvad der foregår. Vi mangler nogle organer, der kan sikre, at der er åbenhed, når der foregår noget, der er forkert i toppen af magten i Danmark.”
Magenta Gang
Resten af fredagen gik jeg rundt for mig selv på gangene. De fleste kontorer stod tomme. Provianthuset var næsten affolket. Selv Jette Gottlieb (Ø) var ikke at træffe. Der brændte dog lys inde hos Søren Søndergaard (Ø), men han var heller ingen steder at se. Alle dem fra Danmarksdemokraterne var for længst gået på weekend.
Men oppe på Magenta Gang, som de Radikale kalder deres afsnit, var der lyd af liv. Det kom fra en gruppe ansatte, som var i gang med en fejring af en art. Måske det var en fredagsbar, men jeg gætter på, at de sagde farvel til sekretariatschefen Lars Beer Nielsen, der samme dag havde meldt ud, at han nu skulle over til Klima- Energi- og Forsyningsministeriet og være kontorchef.
På LinkedIn var hans væg ved at drukne i lykønskninger fra journalister, public affairs-chefer, politiske konsulenter og særlige rådgivere.
Det er blevet moderne at være lyseslukker ?️
Ovre på Ridebanen var der mindst lige så dødt. Den eneste, som var hjemme hos Nye Borgerlige, var gruppeformanden Peter Seier Christensen, som stod oprejst ved sit hæve-sænke-bord. Han lignede ikke en mand, der ville forstyrres.
På døren til Henrik Dahls (LA) kontor var der en mindre debat i gang. Fra Folketingets side var der blevet sat et klistermærke op, hvor der stod:
“Se lyset. Det er blevet moderne at være lyseslukker. Sluk lyset i de lokaler, du ikke bruger.”
Nedenunder klistermærket havde Henrik Dahl sat to pink Post-It-notes op, hvor der stod:
“STOP med at hænge flere mærkater op!”
“Har læst dem. Har forstået dem.”
Verden er mærkelig ??
I Vandrehallen, på vej ud, mødte jeg en kilde, som altid har noget interessant at sige. Min kilde sagde, at vedkommende var bekendt med, at regeringen til deres seminar på KolleKolle havde haft besøg af en coach, der havde trænet dem i åndedrætsøvelser. Senere, da det var blevet weekend, bekræftede en anden kilde overfor mig, at ja; regeringen var rent faktisk blevet trænet i åndedrætsøvelser. Hvem coachen er, melder historien ikke noget om, men han skulle dog hedde Jacob til fornavn.
Det skal heller ikke komme an på detaljer som disse, for det mest interessante er naturligvis selve scenen: Regeringen Mette Frederiksen II, alle 23 ministre, socialdemokrater, moderater og Venstre-folk, der laver åndedrætsøvelser sammen.
Det må have været et svimlende syn. Og tænk lige over, at som den tjekkiske psykiater Stanislav Grof har bemærket det, så kan åndedrætsteknikker, hvis anvendt rigtigt, være et kraftigere stof end LSD.
Eller som Stine Bosse så rigtigt siger det:
“Verden er mærkelig.”
“10–4 hej piger” ??
Som man sagde det i 1990’erne. Tak, fordi du læste eller lyttede med. Jeg holder vinterferie i næste uge og er tilbage med ny stuegang mandag den tyvende februar. Til denne ombæring har Malthe Emil Kibsgaard tegnet mig som en parafrase over logoet til børnebogsserien Victoria og Verdensmålene. I stedet for pigen Victoria er det dog undertegnede som tegneseriefiguren The Watcher, der kigger gennem logoet for Verdensmålene. Altid kiggende, aldrig indgribende. Sådan skal det være.
Med venlig hilsen
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet