Fri Politik uge 34: Ellemann skal ikke hjem, Ellemann skal væk
Kære læser
Hjertet ved godt, hvad det ønsker sig, og efter tre uger tilbage i sadlen som landets forsvarsminister ønsker Jakob Ellemann-Jensens sig langt væk fra Forsvarsministeriet.
Det var ellers “et valg med hjertet”, som Venstres formand traf, da han i december sidste år tiltrådte posten som forsvarsminister.
Men nu har Ellemann-Jensen ændret mening, og fremover vil han være at finde i Økonomiministeriets tryggere rammer, mens Troels Lund Poulsen vender tilbage til Forsvarsministeriet.
Ellemann skulle ikke hjem, han skulle væk – og det tids nok til ikke at skulle stå skoleret i sagen om det israelske våbenindkøb, hvor både et samråd og en uvildig advokatundersøgelse venter forude.
Bag sig efterlader Kaptajn Ellemann ikke kun sit hjertebarn, men også en lang række ubesvarede spørgsmål, hvoraf flere kredser om hans egen rolle i den omstridte sag.
Mest betændt er spørgsmålet, om han personligt blev orienteret om den korrekte tidsfrist for våbenindkøbet, før han i januar gav Folketingets finansudvalg forkerte oplysninger derom og på fem dage hastede købet igennem, selvom tidsfristen reelt var et halvt år længere.
Foto: Emil Nicolai Helms/Scanpix 2023
På et golfresort i Himmerland skulle Venstre videre
“Hvis regeringen ikke har noget at skjule i minksagen, skjuler den det godt,” skrev Weekendavisens journalist Hans Mortensen, da minkskandalen rullede i efteråret 2021.
På samme måde skjuler Jakob Ellemann-Jensen det ekstremt godt, hvis han intet har at skjule i våbensagen.
Fri Politik var med, da Venstre sidste fredag indkaldte til pressemøde under partiets sommergruppemøde, der i år blev afholdt på den afdøde Lars Larsens kolos af et golfresort i Himmerland, lidt syd for Limfjorden.
Bygningerne var store og kantede med enorme glaspartier, og inden for kunne man ikke sparke sig frem for trælameller på sort filt. En inkarnation af provinsiel succes.
Hvis sagen om det israelske våbenindkøb og beskyldningerne mod ham, tyngede Venstres formand, lod han det ikke skinne igennem denne dag.
Det var en lystig, nærmest spankulerende vicestatsminister, der i ly for regnen gik pressen i møde med brystet højt for at holde sin tale om Venstres fremtid.
“Venstre skal ikke hjem, Venstre skal videre,” fastslog han og bankede en pæl definitivt gennem blå blok. Nu handler det om at få gennemført Venstres liberale politik, og det går bedre med Mette Frederiksen, end det gjorde med de blå, lod han forstå.
Derfra handlede store dele af pressemødet om farvelade og stoledans i Statsministeriet, men Fri Politik var draget mod nord med et ganske andet spørgsmål under armen.
Det er nemlig ikke uset, at ministre bliver mundtligt orienteret om indholdet af potentielt problematiske dokumenter i stedet for selv at få overrakt det sprængfarlige materiale, så derfor spurgte vi Ellemann:
Kan du garantere, at du ikke er blevet mundtligt orienteret om den korrekte tidsfrist i våbenskandalen?
“Der kommer til at være en uvildig undersøgelse af det her, og jeg kommer ikke til at komme ind i spekulationer om, hvad der er sket på hvilke tidspunkt og så videre. Det, som…”
Du behøver vel ikke en redegørelse for at garantere, hvad du selv er blevet fortalt?
“Hvis jeg må få lov til at tale ud? Det var godt. Jeg har videregivet de oplysninger, som jeg er givet. Nu skal vi have en ordentlig undersøgelse af det her, fordi jeg synes også – ligesom Frihedsbrevet – at der er mange ubesvarede spørgsmål. Dem vil jeg rigtig gerne have svar på.”
Men nu går spørgsmålet så til lige præcis dig og din hukommelse, og spørgsmålet er jo helt klart – du burde jo uden en redegørelse kunne svare på, om du kan garantere, at du ikke er blevet mundtligt orienteret om den korrekte tidsfrist i våbensagen?
“Prøv at høre; der kommer en uvildig undersøgelse af det her, og vi kommer til at se på, hvad har sagsgangen været i det her. Hvad der har flydt frem og tilbage mellem styrelse og departement, og hvilke oplysninger er der givet hvornår, og jeg kan bare sige igen – og undskyld, at jeg kommer med det samme svar, men du kommer også med det samme spørgsmål…”
Det er jo, fordi du ikke endnu har svaret.
“Jeg har mange ubesvarede spørgsmål i det her, og det kommer vi til at…”
Er det, fordi du ikke kan huske, om du er blevet mundtligt orienteret om den korrekte tidsfrist?
“Vi får en uvildig undersøgelse af det her. Der er mange ting, vi har brug for at få svaret på, og den skal jeg ikke foruddiskontere nu her på et pressemøde,” sagde Ellemann.
Og så skulle der trykkes hænder
Det var til lyden af jubel og klapsalver, da Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj mandag trådte frem i Prins Jørgens Gård for at takke danskerne for donationen af de 19 danske F‑16-fly.
Pladsen var fyldt med danske og ukrainske flag, som Folketingets administration havde indkøbt og omdelt til lejligheden. I alt skulle 4.000 flag være med til at sætte scenen rigtigt til præsidentens takketale.
Og det så da også flot ud, da Zelenskyj trådte ud på hovedtrappen til et hav af røde, hvide, blå og gule vimpler. Prisen for det fine indslag ønsker Folketinget dog ikke at oplyse.
Men før præsidenten trådte ud på hovedtrappen, gik han rundt inde på Christiansborgs gange, hvor der ikke var den starstruck politiker, som ikke stod klar med lappen fremme.
Jan E. Jørgensen fortalte på X/Twitter efterfølgende, at han ikke foreløbig agtede at vaske den hånd, der havde trykket Zelenskyjs, og Mette Abildgaard efterlyser nu et billede taget af hende og den ukrainske præsident – formodentligt så det kan hænge på hendes væg til evig tid.
Jo, humøret var højt og stemningen varm, da den ukrainske præsident midt i krigstid slog vejen forbi vor lille andedam.
Kun på den russiske ambassade i Danmark var der sure miner. Her lød kritikken fra den russiske ambassadør Vladimir B. Barbin, at donationen af F‑16-fly bidrager til at eskalere krigen.
Det er ikke just overraskende, at den russiske ambassadør stiller sig sådan, men da det fra begyndelsen af krigen har været en balancegang for Danmark og resten af Vesten at støtte det ukrainske forsvar militært uden at involvere sig direkte i kampene på slagmarken, synes vi, at spørgsmålet var relevant at stille landets magthavere.
Da Zelenskyj igen havde forladt Christiansborg, spurgte vi derfor Socialdemokratiets forsvarsordfører, Simon Kollerup, om han ser en risiko for, at donationen af kampflyene kan trække Danmark tættere på og længere ind i krigen.
Den russiske ambassadør siger, at det kan være med til at eskalere krigen. Gør det ikke det?
“Jeg synes, den donation, der er lavet i dag med F‑16-flyene, er med til at styrke Ukraine i sin forsvarskamp. Og ja, det er en forsvarskamp mod Rusland, så det er ikke underligt, at den russiske ambassadør siger, som han gør. Men det er vel også meget forventeligt, så det tillægger jeg ikke den helt store betydning.”
Men hvad nu, hvis de bliver brugt til at angribe mål i Rusland?
“Jamen altså, jeg er helt tryg ved, at flyene bliver brugt på den rigtige måde og efter de konditioner, der er aftalt om dem.”
Men når flyene først er i ukrainernes hænder, så kan de jo bruge dem til, hvad de vil. Og hvis de vil bruge dem til at angribe mål i Rusland, er det så noget, som du vil bakke op om?
“Vi har jo fra dansk side doneret forskellige våbensystemer hen over tid, og jeg er meget tryg ved, at ukrainerne bruger det til det, der er det vigtige her – det er at forsvare Ukraine og kæmpe for den frihed, som de selvfølgelig gør.”
Har du gjort dig nogle tanker om, hvorvidt donationerne af de danske fly kan blive brugt til at trække Danmark længere ind i krigen?
“Jeg synes, at vi har fulgt en meget rigtig stil fra dansk side, når vi skridt for skridt har øget vores donationer til Ukraine. Og det synes jeg, vi gør med åbne øjne – både som stolte danskere og som stolte danske politikere. Så jeg ser ikke på det på den måde, at man bliver trukket længere ind i en konflikt, men at vi hjælper nogle vigtige allierede i deres kamp for deres egen frihed, men dermed også i kamp for vores frihed.”
Ja, men hvis Ukraine netop bruger dem til at angribe mål i Rusland, og det er med danske fly, at de angreb finder sted, så er vi jo trukket længere ind i krigen, og så står vi jo også lige pludselig et andet sted i forhold til Rusland?
“Jeg må bare sige, at jeg er helt tryg ved den måde, som Ukraine har brugt de hidtidige donationer klogt og fornuftigt på, at det er også den måde, de vil bruge den nye donation af F‑16 fly på.”
SKÅL!
Ugens citat kommer fra… ja, det siger næsten sig selv.
Klimaministre vil have “faktabaseret” debat, men udelader selv fakta
For øjeblikket har vi ikke bare én, men hele to klimaministre i Danmark, og de er godt trætte af at høre på, at regeringens førte klimapolitik står stille.
Det passer simpelthen ikke, lyder det i en replik i Politiken, som klimaminister Lars Aagaard og klimaminister Dan Jørgensen er afsendere på.
“At sortmale regeringens klimapolitik er helt sort,” skriver ministrene i et noller ordspil, og efterspørger en “nøgtern og faktabaseret debat” om den grønne omstilling.
Det kan vi kun bakke op om, og derfor undrer vi os også over, at Aagaard og Jørgensen derfra giver sig i kast med at sælge Politikens læsere flere halve sandheder om regeringens klimapolitik.
Når ministrene for eksempel skriver, at de har fået Klimarådets ord for, at regeringen “på et overordnet plan har skitseret en vej til at opfylde 2030-målet”, så undlader de samtidig at nævne, at rådets vurdering langt fra stopper der.
Ifølge Klimarådet indeholder regeringens skitserede vej til mål nemlig så “betydelige risici”, at det ikke er “anskueliggjort”, at vejen rent faktisk fører hele vejen til mål. En detalje, som man skulle tro, at de faktabevidste ministre var bevidste om.
Også når det kommer til fejringen af “Danmarkshistoriens største udbud af havvind på potentielt 14 gigawatt” glemmer Aagaard og Jørgensen at nævne, at den politiske aftale om udbuddet reelt “fastlægger rammerne for udbud af havvind på 9 GW”.
De ekstra fem gigawatt havvind, der teoretisk set kan bringe tallet op på 14 GW, opnås, hvis og såfremt selskaberne udnytter den frihed, der er i aftalen, til at opføre mest muligt kapacitet på arealerne. Men indtil da er det altså blot fugle på taget.
Et andet tiltag, som Aagaard og Jørgensen bryster sig af, er de nylige skridt, som regeringen har taget indenfor fangst og lagring af CO2.
“Vi har lagret den første CO2 i den danske undergrund i Nordsøen og afholdt et 8 mia. kr. stort udbud på fangst og lagring af CO2 – fra 2026 skal Ørsted årligt fange 430.000 tons CO2,” lyder det i Politiken.
Og det er da også rigtigt, at regeringen siden foråret har sat skub i planerne om fangst og lagring af CO2 og barsler med andre planer om et nyt milliardstort udbud, men hvad ministrene ikke nævner, er, at regeringen er for sent på den til at nå sin egen målsætning på området.
Oprindeligt lød målet nemlig, at der allerede fra 2025 skulle fanges og lagres 400.000 tons CO2 om året. Men det kommer ikke til at ske, har Lars Aagaard tidligere erkendt, og nu er indsatsen så foreløbigt udskudt til 2026.
Et tredje tiltag, som Aagaard og Jørgensen fremhæver som et hak i regeringens grønne bælte, er “Danmarkshistoriens første udbud” på produktionen af grønt brint på 1,25 milliarder kroner.
Også her glemmer Aagaard og Jørgensen den lille detalje, at det såkaldte Power-to-X-udbud ikke er den siddende regerings fortjeneste.
Nok åbnede Energistyrelsen først for tilbud i april i år, men selve udbuddet blev forhandlet på plads med en bred politisk aftale i marts 2022. Det var før, der var et parti i Folketinget, der hed Moderaterne, før SVM-regeringen blev dannet, og før Lars Aagaard skiftede direktørstolen i Dansk Energi ud med en taburet i Klimaministeriet.
Listen er længere endnu, men vi tror, at du forstår pointen, og hvis ikke kommer her summen af kardemommen:
Djævlen gemmer sig i detaljen, og hvis det er en faktabaseret debat om regeringens klimapolitik, regeringen ønsker, kunne et godt sted at starte jo være hos regeringen selv.
Tre hurtige fra ugen der gik i dansk politik
Dragsted i rød front: Enhedslisten har skiftet politisk ordfører, så Pelle Dragsted afløser Mai Villadsen, der nu går på barsel. Fri Politik var med til overdragelsen, hvor Dragsted iklædt sort t‑shirt og blå blazer udrullede sine visioner for det tidligere revolutionslystne parti.
Vindene er skiftet på den røde fløj, revolutionen er aflyst, og nu går kursen ifølge Dragsted mod noget mere afdæmpet, nemlig indflydelse. Under overdragelsen lykkedes det i øvrigt en partiansat at falde i søvn op til flere gange.
Ud med Jon Stephensen og ind med Lars Barfoed: Moderaterne har haft en travl uge på udskiftningsbænken. Jon Stephensen tog torsdag sit forpjuskede tøj og meldte sig ud af partiet. Både Lars Løkke Rasmussen og gruppeformand Henrik Frandsen kritiserede efterfølgende Jon Stephensen for at blive løsgænger i stedet for at overdrage mandatet til Moderaterne.
Et modigt standpunkt fra to herrer, der begge undlod at overlade deres egne mandater til partiet, da de forlod Venstre i unåde.
Til gengæld har Moderaterne fået tilgang fra Det Konservative Folkeparti. Den tidligere formand Lars Barfoed har efter mere end 40 år som konservativ skiftet parti, fordi “Moderaterne ligger dér i dansk politik, hvor jeg meget gerne havde set, at Det Konservative Folkeparti lå,” som han udtalte i forbindelsen med partihoppet.
“Ingen sammenhæng”: I januar droppede den israelske våbenfabrikant Elbit et større sagsanlæg mod Danmark, og blot få dage efter hastebehandlede Folketinget milliardindkøbet af israelske kanoner hos selvsamme våbenfabrikant.
I Forsvarsministeriets redegørelse for våbensagen fastslås det, at det ellers opsigtsvækkende sammenfald mellem de to sager har “ingen sammenhæng”.
Det passer bare ikke. Altinget kunne onsdag afsløre, at det er den eksakt samme person – daværende vicedirektør i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Christian Brejner Ishøj – der på vegne af Danmark har forhandlet forliget mellem Elbit og Danmark angående sagsanlægget og milliardindkøbet af våben.
Radikale på gyngende grund
Radikale Venstre havde egentlig planlagt at afholde pressemøde mandag i forbindelse med partiets sommergruppemøde. Men da Zelenskyj pludselig stjal dagsordenen, rykkede de pressemødet til om tirsdagen.
Men heller ikke den dag kunne partiet få fred. Allerede fra morgenstunden blev mediernes rampelys taget som gidsel af først en ministerrokade i regeringen og senere en udskiftning i toppen af Enhedslisten.
Ja, det kan være svært at få skærmtid som radicool for tiden.
Helt uden omtale har partiet dog ikke været på det seneste. Et særligt billede af den radikale leder, Martin Lidegaard, har nemlig vakt opsigt. På billedet gynger Lidegaard på en gynge i haven ved sit sommerhus, mens han kigger nedad og ser helt utrolig trist ud.
Hvordan kom denne ejendommelige opstilling mon i stand, har vi siden spurgt os selv om på redaktionen. Var det Lidegaards egen idé at kravle op på gyngen? Og hvorfor ser han så ufatteligt trist ud?
Fotografen bag billedet, Gregers Tycho, forklarer til Fri Politik, at man skal se fotoet i relation til det interview, Martin Lidegaard gav i samme forbindelse. Et interview, som handler om Lidegaards største fortrydelse – nemlig da han mobbede sine gamle folkeskolelærere ved for eksempel at få en af dem til at sætte sig i en leverpostejmad.
“Det handler jo om, da han var i sin barndom. Så, det var for at skabe et led til en historie, der handler om Martin Lidegaard, da han var i en anden tid,” siger fotografen Gregers Tycho.
“Det, jeg gerne ville have frem på billedet, er alle de ting, som er i teksten. For eksempel så siger Lidegaard i artiklen: ‘Jeg føler mig sårbar. Jeg er bange for, hvad du skriver. Hvor meget du giver den gas i din artikel. Det er ikke rart at være sårbar i politik.’ Det var ligesom det, jeg gerne ville have frem.”
Frihedsbrevet ønsker Martin Lidegaard lykke til med at leve sit liv videre med sin største fortrydelse.
Fri Politik er tilbage med endnu et nyhedsbrev igen på torsdag, og mens du venter, er du mere end velkommen til at sende os tips, ris og ros på camille@frihedsbrevet.dk eller på frihedsbrevet@protonmail.com.
Kan du lide, hvad du læste?
Bliv medlem i dag, og få adgang til al Frihedsbrevets indhold. Fra vores otte afsnit lange podcastserie Huset Færch, hvor Mads Brügger udfolder en vild fortælling om en skandaleombrust rigmandsfamilie, til magtkritisk og undersøgende journalistik om finans, politik og kultur.
Der er ingen bindingsperiode.
Allerede medlem? Log ind her