Fri­he­den lig­ger i mødet med det, vi ikke for­står

Ágo­ta Kristóf (1935–2011) og Eliza­beth Bis­hop (1911–1979) er beg­ge for­fat­te­re, som skri­ver oven på en trau­ma­tisk per­son­lig histo­rie om tab, hjem­løs­hed og med den ensom­hed, der er deres skyg­ge. I mod­sæt­ning til en stor del af nuti­dens – og deres egen sam­tids – skøn­lit­teræ­re for­fat­te­re er det auto­bi­o­gra­fi­ske stof dog ikke noget, de vil­ligt deler ud af, men sna­re­re for­bun­det med en for­hand­ling, som måske især kom­mer til udtryk i nær­væ­ren­de bøger. Det skal vi bl.a. se nær­me­re på i det føl­gen­de.