Julie Gufler

Du har sikkert hørt om Platons hulelignelse. I det mindste fra gymnasiet, fra det fag ingen fattede, hvad lavede der, og de få elskede grundløst, altså Oldtidskundskab. Nogle mænd sidder (fanget) i en hule og ser op på et billede på en væg; men det, de ser, er i virkeligheden skyggen af noget bag dem – den skjulte sandhed, som de ikke kan se. Er det i øvrigt ikke skørt at tænke på, at der sandsynligvis er flere på din årgang, der i dag er blevet kunstnere, end der er blevet filologer?

Femte og sidste del af schweiziske Kim de l’Horizons debutroman, Blodbog, er skrevet på engelsk – “the language that has other eyes than my mother tongue”. Her ankommer hovedpersonen Kim sammen med vennerne og skrivekollegerne Dina og Mo til en nedlagt chokoladefabrik i Blenio-dalen i alpelandet Ticino for at færdiggøre sit romanprojekt. Efter bad og velkomstdrinks foreslår Mo, at de ifører sig turkis glimmerneglelak – som et begyndelsesritual for deres tid sammen “i stedet for at blande blod”. Kim afslår afvigende, og Mo insisterer først kælent, så plagende, indtil Kim pludselig koger over:

At slutte på en high synes at være et motto i tiden (engang skulle man bare stoppe, mens legen var god!). Måske derfor har jeg så længe udsat at anmelde spansk-svenske Caterina Pascual Söderbaums debut, Sonetten om åndedrættet, som udkom i dansk oversættelse i september sidste år. Den er mærket af tabet og sorgens alvor.

For et år siden udkom min allerførste Fri Kritik, hvor jeg anmeldte digte af japanske Hiromi Itō, den danske debutant Nath Krause og amerikanske Louise Glück, og derfor er det kun passende, at jeg i denne uge igen præsenterer dig, kære læser, for 3 gange ny poesi anno 2024. Nærmere bestemt drejer det sig om debutanten August Bovin Bobergs digtsamling De steder hvor jeg blev født og Ivan Malinowski-antologien Er døden ikke politisk?, som er en samling af den i 1989 afdøde forfatters digte i et nyt udvalg af forfatter Jonas Eika; dertil Christel Wiinblads Deep Purple, som strengt taget ikke er digte, men en på alle måder lyrisk roman med den selverklærede genrebetegnelse “Messe”.

I denne uges Fri Kritik står den på mere samtidslitteratur. Du får i den anledning anmeldelser af to upcoming internationale læserhits, nemlig (oversættelser af) hollandsk-chilenske Benjamín Labatuts længe ventede toer på dansk, Maniac, og japanske Emi Yagis debut, Dagbog fra et tomrum. Fælles for begge bøger er, at de med effektfulde takes på henholdsvis viden- og moderskab begge har et ærinde med det parasitære.

Tillykke med Valentinsdag! Og har du ingen fræk date i aften, så fortvivl ikke: I dagens anledning anmelder jeg C.Y. Frostholms (også kendt som Cyf) nye hybridromans-højsang, Til den ven jeg aldrig har kendt, som på én gang er en personlig rejsedagbog og et portræt af den franske forfatter og fotograf Hervé Guibert, der døde af AIDS som 36-årig i 1991.

I denne uge anmelder jeg fransk-canadiske Marie-Claire Blais’ blodige debutroman Det smukke bæst fra 1959, som udkom i dansk oversættelse i november, samt Christina Hagens spritnye digtbog Pow pow pow; udgivelser, der med 65 års mellemrum begge har et ærinde med den “onde pige”. Hvem hun er, og hvad hun vil (os), bliver vi forhåbentligt klogere på i det følgende.

I dagens Fri Kritik skal det handle om “naturen og andre arter” – som forlaget A Mock Book beskriver deres yderst produktive GAIA-serie, der i løbet af det seneste år er blevet en ret så populær gæst – i hvert fald her hos Fri Kritik. Forlagets næstseneste udgivelse er den engelske nobelpristager Doris Lessings (1919-2013) kultklassiske erindringsbog Katte især, som er et portræt af kattene i hendes liv. Dertil kommer norske Ingvar Ambjørnsens novellesamling En anden stjerne, hvis intense historier om ensom- og hjemløshed foregår i et mere eller mindre affolket fjeld- og fjordlandskab, som ligner forfatterens barndomsegn Larvik.

Debriefing: Når familie og venner skal samles på årets sidste dage, er du så den, der laver alt (så du i det mindste kan få det på din egen måde)?; den der fortæller andre, hvad de skal lave og tage med?; den, der sidder klar ved telefonen og modtager din opgave med from taknemmelighed?; eller den, der sidder tilbage og skummer, fordi du ikke har lavet en dyt, men stadig føler dig kørt over? Velkommen på den anden side af 2023 og til en gang Fri Kritik, hvor vi skal tale om at bestemme.

Juleaften nærmer sig med hastige skridt, og måske går du som mange andre mænd netop nu rundt og klør dig i håret over, hvilken julegave du i år skal købe til din elskede, som hun efterfølgende kan gå ud og bytte til det, hun virkelig vil have? Sådan forholder det sig i hvert fald at dømme efter en særlig genre af passiv-aggressive julereels, der er begyndt at dukke op i mit Instagram-feed.

I denne uges Fri Kritik præsenterer jeg dig for tre bøger, som jeg har sovet med og på; nærmere bestemt Virginia Woolfs (1882-1941) essay Om at være syg, den dansk-tyske fotograf Ann Lass’ fotobog Triple Seven samt det rumænske nobelprishåb Mircea Cărtărescus novellesamling Melancolia.

Egentlig havde jeg til Fri Kritik i denne uge først læst Ghita Nørby og Jim Lyngvilds nye “samtalebog” SHITSTORM (Falco 2023). Jeg skriver samtalebog i gåseøjne, fordi den indeholder meget lidt samtale og en masse enetale, især hvad angår sidstnævnte; her får den gamle selvpromoverende provokatør Lyngvild baghjul af den nye folkeforfører Jim. Jeg har til denne uges Fri Kritik i stedet valgt at præsentere dig for den franske enfant terrible Michel Houellebecqs erindringsessay Nogle måneder i mit liv og Astrid Saalbachs plejehjemsroman Lindely.

Dansk dannelse i en nøddeskal: At gøre det til et troværdighedsproblem at have bøger liggende derhjemme, som man ikke har læst; eller det, at nogen siger, de elsker litteratur, selvom de sjældent eller aldrig læser en bog. Hvad angår det sidste, så peger meget dog på, at den, som siger dette, taler sandt: Litteratur er i dén grad værd at elske – den udvider verden og bevæger os, giver os skønhed og håb. Og hvor mange af os går ikke rundt og bruger en endda meget stor andel af vores tid og opmærksomhed på noget andet end det og dem, vi elsker?

Noget af det bedste ved efteråret og at skulle skrive Fri Kritik er nu engang, at man kan sidde med god samvittighed indenfor med en bog uden at skulle bekymre sig om, hvorvidt man burde gå ud og nyde det gode vejr. Lad mig bare være ærlig og sige, at hvor meget jeg end kunne ønske mig det anderledes, så er mit forhold til naturen bare ikke særlig naturligt. Når andre mennesker spørger, om vi skal “gå en tur”, så tænker jeg: “Ja da, men hvor er det mere præcist, vi skal gå hen?” Eller jeg forsøger at tænke på en skov og tænker i stedet på Jumanji og Jurassic Park i fjernsynet, og hvordan det, når nogen har spist popcorn og så rejser sig, ligner, at der har været en fugl.

Jeg anmelder i dag kun to bøger, og dét især fordi 77-årige Jens Smærup Sørensen med Evigt i tiden leverer en veritabel banger af en roman om dansk landbrugs historie set på tværs af ægteparret Lone og Jakobs liv på en gård i Skovby gennem tre forskellige tidsaldre.

Fortæl mig, om du har læst Prousts På sporet af den tabte tid, og jeg skal sige dig, hvem du er. Nej, vel – selvom der stadig hersker snobberi og kanondannelse i dansk kultur (både op- og nedad), er vi i nutidens digitale og globale virkelighed heldigvis kommet til et punkt, hvor det at have eller ikke at have læst et bestemt litterært værk ikke mere er afgørende for din indlemmelse i den litterære offentlighed, endsige relevant i forhold til dine evner eller status som kulturelt væsen. Især ikke en 3.500-siders impressionistisk roman skrevet for over 100 år siden af en astmatisk, hvid mand.

I starten af marts 2016 befandt jeg mig mere eller mindre tilfældigt på Hovedbiblioteket i København, hvor jeg til min glæde opdagede, at der et par timer senere skulle være et møde med forfatteren Peder Frederik Jensen om hans nyligt udkomne bog Vold (Samleren).

Margaret Atwood er verdenskendt som (skuffet) mor til bogen bag den fremtids-dystopiske serie-succes The Handmaid’s Tale om unge, fertile kvinder, der under seksuelt slaveri skal levere børn til en herskende teokratisk-patriarkalsk elite. Såkaldt spekulativ fiktion er dog langtfra det eneste, denne 83-årige bedst-sælgende forfatter, digter, litteraturkritiker og miljøaktivist mestrer.

I denne uges Fri Kritik er jeg så tilbage i La Serenissima med endnu to – utypiske, men ikke desto mindre aktuelle – styks Venedig-litteratur, nemlig danske Christina Hesselholdts roman Til lyden af sin egen tromme og franske Annie Ernaux' korrespondancebog Skriften som kniv, der oprindeligt udkom i 2003 (med nye efterord tilføjet i henholdsvis 2011 or 2021) og nu foreligger i dansk oversættelse som den første bog i Forlaget Etceteras nye nonfiktionsserie RELIEF.

Til dit nye (ferie-)liv har jeg så gemt to helt særlige boganbefalinger, som jeg vil præsentere dig for i denne uges Fri Kritik. Strengt taget er der faktisk tale om tre bøger, nemlig den amerikanske romanforfatter og essayist Marilynne Robinsons nyklassiker Gilead (2004) og billedkunstneren Peter Brandes’ tobinds-skabelses-værk AARHDOM I og II, som udkom i april. Det er værker, som begge har et ærinde med tro og guddommelighed, og som blandt andet er karakteriseret ved, at de med deres tålmodige spørgsmål til og refleksioner over lyset, rummet, øjeblikket, det synlige og usynlige, ansigtet, glæden og sorgen ikke så meget er aktuelle og specifikke, som de er tidløse og universelle. Hvorfor de her i Fri Kritik alligevel er uomgængelige nyheder, bliver vi forhåbentlig klogere på i det følgende.

Læn dig tilbage i sædet, og find popcornene frem, for i dag står den på true crime. Genren, som anmelderne elsker at hade, og læserne hader at elske; er det sådan det er? Eller er det krimien? Hvad er egentlig forskellen på de to genrer? At true crime ikke udelukkende handler om drab og vold mod kvinder, men en gang imellem også går ud over andre minoriteter?!

I denne uges Fri Kritik vil jeg præsentere dig for hele fire nye bøger med det til fælles, at de alle – og umiddelbart på en påfaldende ikke-intimiderende måde – taler om de “nye tider” efter Black Lives Matter og MeToo. Det drejer sig om kønsforskeren Christian Groes’ Da MeToo ramte manden, kritiker på Weekendavisen og tidligere vært på Skønlitteratur på P1, Klaus Rothsteins Den sorte mand. Racisme, woke og hvidhed i dansk litteratur, queer-teoretikeren Eve K. Sedgwicks Paranoid læsning & reparativ læsning og endelig den skotske romanforfatter Ali Smiths Andre tider. Med pistolen for panden må vi hellere kaste os lukt ud i det!

Lad det bare være kendt, at jeg ikke er nogen strandløvinde. Jeg foretrækker i sandhed at sidde på en rigtig stol langt fra ispinde, flipflappere og mænd, der udspyr vandmelonkerner iført sprukne surfershorts. Alligevel har jeg i den forløbne uge tilladt mig at have den tilbagevendende tanke, at de to bøger i denne uges Fri Kritik er nogle rigtige strandbøger.

Ágota Kristóf (1935-2011) og Elizabeth Bishop (1911-1979) er begge forfattere, som skriver oven på en traumatisk personlig historie om tab, hjemløshed og med den ensomhed, der er deres skygge. I modsætning til en stor del af nutidens – og deres egen samtids – skønlitterære forfattere er det autobiografiske stof dog ikke noget, de villigt deler ud af, men snarere forbundet med en forhandling, som måske især kommer til udtryk i nærværende bøger. Det skal vi bl.a. se nærmere på i det følgende.

Et forord, tænker du måske – er det ikke sådan en lang og akademisk smøre, der hører til i klassikerne fra Penguin og Oxford University Press, printet med mikroskopiske bogstaver, pagineret med romertal, og som ingen fatter en brik af (ikke mindst fordi de forklarer noget, man ikke har læst endnu), men alle må igennem; som en slags obligatorisk tørsvømning, før man kan få lov at svømme en tur i den “rigtige” bog? Eller er du en af de frække, der springer over køen til stigen ned i bassinet og hopper i, direkte fra kanten?

I sidste uge så jeg Francis Ford Coppolas film om Vietnamkrigens gru, Dommedag Nu (1979). En uhyre voldelig film, som jeg aldrig før havde fundet anledning til eller haft mod på at sætte mig ned og se – på trods af (eller måske på grund af) dens massive kanonisering og popularitet op gennem min egen ungdom i både 00’erne og et godt stykke op i 10’erne. Er det mon mig, der endelig er blevet voksen, eller tiden, der nu er moden?!

Hører du til blandt dem, som (stadig) synes, at dansk litteratur er en navlebeskuende omgang krænkelser og kagebagning, så kan du godt begynde at glæde dig. Heck! – skænk dig selv en whisky og tænd for cigaren, for i dag skal vi stifte bekendtskab med to nye bøger fra den store, vide verden.

I søndags var jeg inde på Strøget i København og se Magtens Voksmuseum. En udstilling, der – frem for at smide en gipsbuste af kongen i havnen – hænger “dronningens” bagmænd til tørre ved at genskabe dem 1:1 i voks. Op og stå stift og glossy, frem for ned fra piedestalen og svømme rundt i egen opløsning. Det er da et nyt perspektiv. Jeg skriver dronning i anførelsestegn, fordi der naturligvis ikke er tale om Hendes Majestæt, men derimod dronningen af bagerkager, som vi skal se i det følgende. Her skal du nemlig ud over investeringsguiden girls just wanna have funds høre mere om den politiske biografi Lev med det. Begge er bøger, som deler vandene (høj- og lavvande?), og som både beskæftiger og beskæftiger sig med den velkendte magtens tredeling mellem at gøre, mene og vide.

I denne uge har jeg valgt at præsentere dig for en ny udgivelse fra en af de mest mytologiserede skikkelser i dansk litteratur, nemlig Mikkel Thykiers essay Omveje til Mississippi. Dertil den debuterende forfatter Benedicte Huang, hvis roman Døtreskole skildrer borgerskabet som et hus lidt uden for skoven, hvor Guldlok må vælge mellem at spille en lille eller en stor pige, men helst bare vil være et ubeskrevet blad.

Hvad er din hoflitteratur? Er det den, du spiser til morgenmad? Kald mig bare tolvtalspige, for i denne uges Fri Kritik, som også er min første, bevæger jeg mig lukt ud på det dybe med en præsentation af tre aktuelle poesiudgivelser. Værkerne af den hippe japanske og i Californien-bosiddende Hiromi Itō, den danske ENDELIG-debutant Nath Krause, samt den amerikanske 2020 Nobelprisvinder Louise Glück har på hver sin måde et ærinde med døden, med naturen og med fællesskabet og giver anledning til en diskussion om, hvad der er dyrt og kostbart anno 2023.