Når der mangler noget på siderne, er det in og behageligt med skønlitteratur
Debriefing: Når familie og venner skal samles på årets sidste dage, er du så den, der laver alt (så du i det mindste kan få det på din egen måde)?; den der fortæller andre, hvad de skal lave og tage med?; den, der sidder klar ved telefonen og modtager din opgave med from taknemmelighed?; eller den, der sidder tilbage og skummer, fordi du ikke har lavet en dyt, men stadig føler dig kørt over? Velkommen på den anden side af 2023 og til en gang Fri Kritik, hvor vi skal tale om at bestemme.
Selvom julen (og nytåret) måske mest af alt ligner en social og kommerciel happening – frem for at være den hellige og urokkelige tradition, den i julelampens skær ofte bliver fremstillet som – er det også en begivenhed, der på fundamental vis minder os om det tab af nærvær og fællesskab, som er karakteristisk for vores moderne, globaliserede samfund.
Måske den største grundpille i dette tab angår vores egen omkalfatring af magten: En verden af udslettelse i form af krige og miljøkatastrofer har op gennem forrige århundrede vist og bliver fortsat ved med at vise os, hvor galt det kan gå, når man gør sig til hersker over andres liv – hvad enten der er tale om mennesker, dyr, planter, eller noget helt fjerde. Derfor ser vi nu især hos de yngre generationer en modvilje: ikke bare imod at blive hersket over, men også imod selv at herske.
Opløsningen af de strukturer vores samfund bygger på betyder dog også en opløsning af dets traditionelle fællesskaber, herunder måden vi hænger sammen og er sammen på. Man kan sige, at selvom de nye generationer i en vis forstand “vinder” over tidligere generationers magthavere, er det ikke en lykkelig sejr, men snarere en diffus følelse af sorg og længsel. Denne sorg og længsel er drivkraften i Malte Tellerups nye autobiografiske håndboldroman Mestrene, som du skal høre mere om i denne uge.
Sammen med Tellerups bog – som ud over håndboldens historie også handler om at vokse op som queer i et maskulint domineret fællesskab – får du et mere straight indslag om praktisk ledelse og livet i organisationer i form af fagbogen Ansigterne på gangen. Den er konciperet og redigeret af forfatter Julie Top-Nørgaard sammen med de tre ledelsesprofessionelle Cecilie Glerup, Anja Svejgaard Pors og Michala Schnoor.
Bogen er dog tilsyneladende ikke helt så straight, som den kunne have været, da eksperterne i stedet for selv at kloge sig har inviteret ti danske forfattere til at skrive en novelle om ledelse og samlet dem til en “ledelsesnovellesamling”, som ifølge pressemeddelelsen henvender sig til “ledere og andre interesserede”. Hvilke historier, der er kommet ud af dette, og om bogen gør os til bedre ledere, bliver vi forhåbentlig klogere på i det følgende.
Kunstneren som dagdriver eller arbejdshest, sjover eller dydsmønster
En stor del af eksotikken ved fagbogskonceptet Ansigterne på gangen er den profane kombination af skønlitteratur og business – mødet mellem det forestillede og det konkrete, mellem improvisation og strategi, kunst og kapitalinteresser. Derfor er det som læser umiddelbart lidt en skuffelse, at størstedelen af de arbejdsmiljøer, hvori teksterne udfolder deres ledelsessituationer, er meget lidt corporate. Derimod handler de om offentlige institutioner eller mindre servicevirksomheder inden for de kreative fag; det vil sige steder, hvor ledelse traditionelt set er både mindre hierarkisk og mindre professionaliseret.
Egentlig kan jeg godt se logikken og det intelligente i, at forfatterne har valgt ikke at gå Løvens Hule – altså Ikke at indfri læserens forventninger, at styre uden om de lette modsætningspar og/eller beskrivelsen af et fremmed miljø i overhalingsbanen, der måske er liderligt-forargeligt at smugkigge på, men som i sidste ende gør det for nemt for læseren at forblive uimpliceret.
Spørgsmålet er, om det alternative scenarie, som udfoldes i novellerne, bliver for genkendeligt: På den psykiatriske afdeling er der undernormeret, og den dedikerede oversygeplejerske føler sig splittet mellem omsorg og service; på forlaget og reklamebureauerne er der karismatiske kvindelige ledere, som man kan ringe til klokken to om natten, men som samtidig gaslighter medarbejderne og spiller dem ud mod hinanden; i daginstitutionen er der altid en midaldrende garvet kvindelig pædagog, som er et brokkehoved.
Daginstitutioner, psykiatrien, reklamebureauer og forlag er også bare steder, hvor forfattere typisk tager arbejde midlertidigt — ved siden af, før eller efter selve forfatterskabet – og hvor man derfor kunne formode, at de befinder sig ikke så meget på hjemmebane som i komfortzonen. Det er i hvert fald lidt det indtryk, nogle af novellerne i Ansigterne på gangen giver.
Eller måske handler det om en lidt for tilbagelænet tilgang hos nogle af forfatterne til det at performe – herunder værdien af relevant professionel erfaring, af research og ikke mindst bemestringen af den svære, klassiske novelleform, som kræver effektivitet i kompositionen og drama fra første side?
Begge mistanker næres, når man læser perfektionisterne Jesper Wung-Sung og Anita Furu, som er henholdsvis autodidakt, best-sellende fuldtidsforfatter med mere end 40 udgivelser bag sig, herunder over 100 noveller (Wung-Sung); og uddannet økonom og ansat som taleskriver i Statsministeriet siden 2006 (Furu).
Hvor Wung-Sung skriver om de etiske dilemmaer forbundet med to venners opstigning fra “kælderkammerater” til ejere og executives i en international virksomhed, portrætterer Furu en detroniseret departementschef gennem mødet med en forhenværende statsminister. Deres miljøer og persongalleri er egentlig lige så realistiske og ikke voldsomt meget mindre genkendelige end de ovenfor nævnte andre noveller, men på grund af et løft i sproglig præcision og intensitet, som også er ingredienserne i den klassiske novelle, spidser læseren her pludselig ører.
Hvis lederen (eller vi) vil vide noget om ledelse og livet i organisationer, er det så ti kunstnere, hvis job det traditionelt er at sidde derhjemme (eller i hvert fald et sted uden for virksomhederne og kapitalinteressen) og skrive, som er de rette at spørge? Der er noget grundlæggende patroniserende ved dette spørgsmål, som er det, Ansigterne på gangen egentlig stiller, fordi det er så retorisk og føles kørt ind med ske – frem for at blive spredt ud og åbnet op. Frem for at invitere til en undersøgelse af, hvad ledelse er eller kunne være, spænder konceptmageriet nemlig forfatterne for en ledelsesudviklings-vogn uden chauffør, som hverken er empatisk eller visionær.
Fagbogs-antologien som airbnb
“Der var ikke nogen, der havde indrettet sig ved det åbne landskabs skriveborde. Jeg satte mig ved et og lod min ene håndflade hvile mod bordpladen. Det kunne være fint med noget på de bare kontorvægge. Måske et vægtæppe. Det var in og behageligt med stof. Hånd, stof”.
Sådan skriver Pernille Abd-El Dayem i vanlig tørt-humoristisk stil i sin novelle; På samme måde kunne man sige om det ledelsesudviklingsrum, der udspændes i Ansigterne på gangen, at (der mangler noget på siderne, hvorfor) “det var in og behageligt med skønlitteratur”.
Sammen med Ida Marie Hedes novelle, “Optimering i FLAD”, er den et af bogens to store lyspunkter, måske fordi de begge (og som de eneste) bevæger sig ud over den realistiske virkelighed, som vi kender den og udfolder en såkaldt spekulativ fiktion. Endelig kommer vi her ud over – eller får i det mindste en pause fra – samlingens altdominerende modsætningspar: mennesker og magt, empati og forretningsmæssig fornuft.
Lidt mere om den leder som Abd-El Dayem udfolder i sin gode, ja fremragende novelle, har jeg gemt til dig til sidst i denne uges anmeldelse. Men først en afrundende kommentar om kulturkapitalismen som koordineringstjeneste:
For at gå videre med ske-metaforen ovenfor, så er der en grød-fornemmelse flere steder i samlingen, som så at sige sammenblander skidt og kanel og som bestemt ikke bliver bedre af novellernes manglende indbyrdes forskellighed, både hvad angår portrætterede brancher, virksomhedsstørrelser, graden af ledelse og typer af ledere.
Med hele fire redaktører på projektet, som ifølge deres fælles forord ønsker at “stimulere [ledernes] indlevelses- og forestillingsmuskler” kan det undre, at ingen tilsyneladende har tænkt over at forvalte denne variation (eller mangel på samme). Skulle “Michala, Cecilie, Anja og Julie” – som de så uskyldigt underskriver sig – virkelig komme problemet til livs, ville de dog være nødt til at gribe i egen barm og gå helt tilbage til udvælgelsen af bidragsydere, så de ti forfatteres sammensætning blev mere virkelighedssvarende i forhold til hudfarve, klassebaggrund, erhvervserfaring, uddannelse, alder og så videre.
Litterært set ser listen over forfattere, som pryder bogens forside, rigtignok overraskende A‑listeagtig ud. I sidste ende er Ansigterne på gangen dog ikke blot en enkelt forfatters værk, men en samling, som ønsker at stille skarpt på og udfolde fænomenet ledelse, og det er således redaktørernes ansvar ikke bare at foranstalte, men at lede samlingen i denne retning; Naturligvis ikke ved at skrive forfatternes tekster for dem, men ved at træffe nogle klare og sammenhængende redaktionelle valg i processen, som de kan udforme sig i samspil med.
Portræt af kunstneren som ung håndboldduks
Man kan jo ikke bare sende bud efter ti velkoordinerede individer, råbe “dans!” og så regne med, at det bliver en fed fest. Dette problem er velkendt inden for sportsverdenen, hvorfor individets forhold til holdet og fællesskabet da også er et gennemgående tema i Malte Tellerups håndboldroman, Mestrene. Her tegner forfatteren et portræt af sin egen opvækst, som det man kunne kalde håndboldduks i et heteronormativt, maskulint domineret sportsmiljø i 00’erne.
Opvæksten udfolder sig på en baggrund af udvikling og oprør, som både er personlig, samfundshistorisk og midt derimellem håndboldhistorisk – fra farens rødder i en arbejder-idrætsklub med fokus på fællesskab og sammenhængskraft over håndboldfamilie- og halkultur både før og efter forældrenes skilsmisse til 00’ernes elitesport og vindermentalitet med Maltes karriere som divisions-målmand i GOG.
Ud over det skarpe blik for de større samfundsmæssige linjer i den personlige historie og vice versa, er der noget campet og flamboyant over Tellerups skrift, som på én gang gør den irriterende og fængende.
For eksempel er et leitmotif i romanen udtrykket “at være født med en guldske i røven” (som vist er sydfynsk for “at være født med en sølvske i munden”!), som Maltes mor først siger til ham (om hans “held”), da han med sit hold som 12-årig vinder Danmarksmesterskabet for anden gang. Den allerede slidte kliché bruger forfatteren Tellerup fluks til at drage en noget svulstig parallel mellem den glade håndbolddreng og det endnu latente anale begær, som bliver en del af den voksne mands seksualitet: Ikke verdens mest avancerede billedsprog, men effektivt på en måde, så dette udtryk, skeer, guld og sølv ikke bliver det samme lige foreløbig.
I takt med at Malte vokser op og skal finde sit eget ståsted mellem begæret efter andre drenge og afskyen over for machofællesskabets ensidige fokus på hurtige biler og ditto piger, må hans barndoms helte – først og fremmest faren – nødvendigvis falde. Det sker både symbolsk og bogstaveligt talt i en håndboldkamp, hvor faren selv bliver tacklet på en ufin måde af en yngre modstander og smadrer skulderen, så han ikke kan spille mere:
“Et skred fra dén far og til den der hele tiden ser mig som forkert. Målmand og ikke venstreback. Forkert når jeg og bror ikke når toget ind til ham fordi vi har snakket og glemt tiden (mit ansvar), forkert når jeg gerne vil vinde og sætte højere mål fordi det jo i virkeligheden handler om holdånd, forkert når jeg er forfængelig og ikke ligeglad, forkert når jeg er følsom og ikke hård, forkert når jeg tænker og snakker for meget.”
Tilsyneladende minder slideren Tellerups tilgang til skriften og sproget om hans tilgang til håndboldspillet: Er der manøvrer han ikke mestrer, så giver han ikke op, men kommer både før og bliver efter træning for at prøve igen og igen til de sidder “i skabet” – et andet passende pun i denne sammenhæng, som Tellerup sikkert ville sætte pris på.
Det giver ikke verdens smukkeste og mest velkomponerede prosa, men til gengæld kompenserer forfatteren på indholdssiden ved at have et virkelig bredt register, som i dén grad kommer til sin ret her i hans fjerde bog, som har alt, hvad der skal til for at blive hans folkelige gennembrud.
Flextur i det åbne kontorlandskab
Mestrene som titel lyder underligt sentimentalt-bedaget og peger på, at nutidens leder – det vil sige den og det, der tager os med ind i fremtiden – netop ikke er mesteren (mere). Her er forfatteren Abd-El Dayem en lysende stemme og leder: Ikke som en, der hersker (eller bliver hersket over), sætter tingene på spidsen eller vender dem på hovedet; men måske som en, der puffer til sig selv og derigennem sine omgivelser, vugger rundt og laver små ryk her og der.
Ved begyndelse af novellen “Et miljø og dets væsner” møder vi den autofiktive Pernille, som bliver hentet mandag morgen af en “flextaxa”, der altså kører hende fra en social ø til en anden – fra hendes families hus, der ligger udenfor den gængse kollektive trafik og til “Industrivej 2”. Hertil er hun blevet inviteret på baggrund af “et forsøg på statsligt niveau”, hvor landets større virksomheder og institutioner har “rekruttere[t] til en vifte af lederstillinger” blandt borgere “uden ledererfaring på papiret”.
Inden vi kommer tilbage til denne nutid og Pernilles udforskning af det tilsyneladende tomme kontorlandskab, hun kommer til, får vi så et blik tilbage på de sidste par dage, hvor hun har modtaget en besked i e‑boks om forsøget og skrevet en ansøgning ved at følge instruktionen om at “fortælle om sig selv, dele sine tanker om lederskab”. Derudover er hun også bare alene hjemme uden sin partner og børn, men fortsætter alligevel med at lede – i betydningen “at forsøge at finde noget eller nogen som man ikke ved hvor er”, “at se sig om”, eller bare at gå igennem verden som åndedrættet i et andet menneskes krop:
“Formiddagen var allerede blevet mørkere, og jeg fornemmede, at regnen var på vej. Jeg havde erfaring med den slags ledelse, at lede materiale. Tøj, mad, affald. Jeg følte mig æsellignende ved tanken om at skulle fremhæve den evne. Men jeg tog alligevel min telefon op af lommen og skrev i notefunktionen: (Jeg er konturløs og vil gerne være det). Jeg synes ikke jeg leder mig selv i nogen retning, men jeg går ud med skraldet hver aften, sorterer, syr små huller i tøj, nulstiller husets flader. Jeg er god til at opfange mine børns viljer. Jeg trodser dem også, da jeg føler, vi skal fremad. Jeg er ikke helt klar over, hvad vi arbejder frem imod hjemme. Jeg var blevet sludrende nu, så jeg gemte telefonen væk og strakte mig”.
– Glerup, Pors, Schnoor, Top-Nørgaard (red.): Ansigterne på gangen. Ledelsesnoveller, Akademisk Forlag 2023.