Natu­ren er det mest langt ude, man kan komme

Noget af det bed­ste ved efter­å­ret og at skul­le skri­ve Fri Kri­tik er nu engang, at man kan sid­de med god samvit­tig­hed inden­for med en bog uden at skul­le bekym­re sig om, hvor­vidt man bur­de gå ud og nyde det gode vejr. Lad mig bare være ærlig og sige, at hvor meget jeg end kun­ne ønske mig det ander­le­des, så er mit for­hold til natu­ren bare ikke sær­lig natur­ligt. Når andre men­ne­sker spør­ger, om vi skal “gå en tur”, så tæn­ker jeg: “Ja da, men hvor er det mere præ­cist, vi skal gå hen?” Eller jeg for­sø­ger at tæn­ke på en skov og tæn­ker i ste­det på Jumanji og Juras­sic Park i fjern­sy­net, og hvor­dan det, når nogen har spist popcorn og så rej­ser sig, lig­ner, at der har været en fugl. 

Få adgang og læs videre

Vores jour­na­li­stik bli­ver til tak­ket være vores beta­len­de med­lem­mer. For at læse artik­len, skal du have et medlemskab.

Du kan nemt og hur­tigt bli­ve med­lem af Fri­heds­bre­vet — Dan­marks mest kom­pro­mis­løst uaf­hæn­gi­ge medie. Som med­lem får du adgang til dags­or­den­sæt­ten­de og magt­kri­tisk jour­na­li­stik om poli­tik, finans og kul­tur, et prisvin­den­de mor­gen­pro­gram og fæn­gen­de podcasts.

Et med­lem­skab koster enten 99 kr. om måne­den uden nogen bin­dings­pe­ri­o­de eller resten af året til 499 kr.

Få adgang nu

Alle­re­de med­lem? Log ind her