Hjerternes fest, pengenes begravelse og familiens årlige kolonitid
Juleaften nærmer sig med hastige skridt, og måske går du som mange andre mænd netop nu rundt og klør dig i håret over, hvilken julegave du i år skal købe til din elskede, som hun efterfølgende kan gå ud og bytte til det, hun virkelig vil have? Sådan forholder det sig i hvert fald at dømme efter en særlig genre af passiv-aggressive julereels, der er begyndt at dukke op i mit Instagram-feed.
Heldigvis er der hjælp at hente til alle julemænd (og ‑kvinder) i denne uges Fri Kritik jule-edition, hvor jeg guider dig til årets ti boggaver.
Julen er i sandhed hjerternes fest og pengenes begravelse, men også familiens årlige kolonitid. Derfor har jeg sørget for at runde gaveræset af med lidt sjælemassage i form af en anmeldelse af franske Sylvain Tessons rejsebog Ad ukendte stier. Den taler både om mad på bål og det svære og ekstatiske ved at høre til: Et (comedy-)drama, der lidt ligesom december udspiller sig mellem det hellige og det profane, naturen og kulturen, krop og ånd. Fri jul og glædeligt bogår!
De driftsikre: Julegaveanbefalinger for alle
At en bog har dét der sug, hvor man som læser bare crawler lige igennem og ikke kan få nok, førend sidste side er slugt, er for mig ikke et ideal for al litteratur, men det er en æstetisk oplevelse, som jeg synes, alle fortjener at have mindst en gang om året.
Om du bliver optaget af en given bog har selvfølgelig noget at gøre med din personlige smag og interesser; det jeg kalder “sug”, har dog mindre at gøre med læserens perspektiv eller fortolkning og er i stedet, hvad jeg bedst kan beskrive som et fortællemæssigt drive, en slags binge-faktor, der virker på de fleste. Når suget kombineres i en bog med sprog og substans af høj kvalitet, er det som gaveidé altså lidt af en no-brainer.
Så lad os komme til sagen: Blandt årets udgivelser med binge-faktor – og tilmed lidt (jule-)magi – vil jeg især fremhæve Knausgårds ikke auto-fiktive murstens-romanværk om de dage, hvor en mystisk “Morgenstjerne” viser sig på himlen. Det skal du læse ikke mindst for karakterportrætterne, som på Dostojevskijsk vis faktisk er hver og en af de mange, mange sider værdige. Dertil sydafrikansk-britiske Deborah Levys erindringstrilogi for dens no-nonsense blik – ikke på, men for og med – kvinden og herunder den kvindelige kunstners coming of middle age.
I juni anmeldte jeg henholdsvis Knausgårds Det tredje rige og Levys Fast ejendom, som begge er tredje bind i forfatternes omtalte serier. De kan sagtens læses i deres egen ret og før de andre i deres respektive serier, men når vi nu får serveret noget så sjældent som tre fantastiske bøger i en serie (og Knausgård planlægger endnu tre, i alt seks), hvorfor så fratage den heldige læser den fornøjelse at starte fra begyndelsen?
Som det er tilfældet hos begge forfattere, hænger det føromtalte sug ofte sammen med en høj grad af (ikke sex, men) sexiness – en slags elektrisk overfladespænding karaktererne imellem og mellem karaktererne og deres omgivelser. Dette er ikke ligefrem tilfældet i Mathilde Walther Clarks Det blinde øje, som jeg anmeldte i oktober, og som handler om alt andet end det, du allerede har hørt om “Minksagen”. Ikke desto mindre formår hun med en for dansk faglitteratur helt uhørt fluency – en fuldstændig kontrol over timingen og udformningen af hver en brik i det enorme bagvedliggende research-materiale – på imponerende og helt gaveoplagt vis at opnå den samme effekt.
Skal det være lidt mere følsomt, lidt mere nøgternt, men stadig elektrisk og altopslugende, vil jeg fremhæve Annie Ernaux’ altid på én gang frækt impulsive og uendeligt tålmodige romaner. På dansk er i år udkommet Fortabe sig og den ultrakorte Den unge mand (Gads Forlag), som beskriver to forskellige og gedulgte kærlighedsaffærer med henholdsvis en russisk diplomat og en tredive år yngre studerende.
Desuden hendes yngre og lige så kompromisløst autobiografiske landsmand Édouard Louis’ Forvandlingens metode, som min kollega Mikkel Zangenberg anmeldte tilbage i januar. Uhyre velskrivende og kun 31-årige Louis er allerede en litterær megastjerne og knuselsket af læsere verden over for sine barske fortællinger om en opvækst i og opstigning fra samfundets absolutte bund, men i Forvandlingens metode river han så at sige tæppet væk under sig selv og sin historie og tager dermed afklædningen af identitet og klasse til et nyt niveau.
Højt at flyve, dybt at falde i julegaveland: Anbefalinger for viderekomne
Når jeg betitler min anden halvdel julegaveanbefalinger “for viderekomne”, så er det ikke, fordi man skal have en særlig viden om litteratur for at kunne få glæde af dem. Snarere handler det om, at det er bøger, hvis kvalitet ligger mindre i deres velsmurthed end i deres nytænkning og poetiske potentiale.
Når værker er ukonventionelle i deres form og indhold, kan læseren ikke i samme grad læne sig op ad tidligere læseoplevelser eller fortolkningsfællesskaber, og læsningen kræver derfor, at hun træder ud af anonymitetens skygge og foretager nogle selvstændige tanker og valg.
I den forstand kan man med rette kalde de nytænkende værker for mere “udfordrende” – men samtidig er det også dem, der har potentiale til den mest personlige oplevelse og følelsen af, at “denne bog er skrevet til mig”. Det er således blandt denne anden halvdels bøger, jeg synes, du skal lede efter gaven til en nær ven, partner, eller hvem du ellers gerne vil vise, at din hengivenhed rækker længere end til påske.
Umiddelbart lyder det ikke særlig forførende, men de første to bøger, jeg her vil anbefale, relaterer sig til såkaldt krigs-fatigue: Et ord, som jeg i sidste uges Debatten så Frihedsbrevets Siri Schrøder bruge om det aktuelle fænomen, at danskerne begynder at blive “trætte” af at høre om og interessere sig for krigen i Ukraine.
Begrebet er efter min mening relevant ikke bare i vores nuværende geopolitiske situation, men også for læsning generelt, fordi der ofte til litteraturen netop klæber en skygge af de bøger og de emner, man som (potentiel) læser ikke formår at blive optaget af.
I august var jeg lidt inde på emnet med spørgsmålet om, hvorfor det lader til altid at være mænd, der skriver om de varme lande for at komme hjem og forklare os andre om det. Når jeg læser disse bøger om (opdagelses-)rejser ud i verden, har det ofte været med en pinlig følelse af, at det er noget, jeg gør mere med vilje end med egentlig indlevelse. Det samme gælder bøger om krig – for hvilken afstumpet eller bare forkælet person synes ikke, dette emne er af højeste relevans?
I samme anmeldelse kunne jeg dog med glæde konstatere, at den tyske filminstruktør Werner Herzogs debutroman Tusmørkets verden faktisk er noget så sjældent som en abstrakt mytisk og strålende poetisk opdagelsesrejse og krigsroman, der ikke føles forbeholdt en lille, herskende skare. Derfor skal du give den som et par nye øjne til din “krigs-udmattede” ven eller veninde.
Det samme gælder hviderussiske Svetlana Aleksijevitjs Krigen har ikke et kvindeligt ansigt (oversat af Tine Roesen, Forlaget Palomar 2019), der er første bind i forfatterens serie af bøger om “almindelige” menneskers fortællinger om krig, som hun helt fortjent modtog Nobelprisen for i 2015. Bogen er et dokumentarisk prosa-drama skrevet på baggrund af flere hundrede interviews med sovjetiske kvinder om deres deltagelse i Anden Verdenskrig og må siges at være en af de helt store klassikere inden for genren.
Litteratur mod udmattelse
Fra krigs-fatigue til klima-fatigue: I september anmeldte jeg Jens Smærup Sørensens Evigt i tiden, som personligt er en af mine største læseoplevelser i år. Bogen er realisme og handler om dansk landbrugs udviklingshistorie fra slutningen af 1700-tallet til i dag, men med et genialt fortællemæssigt snuptag lader den os følge det samme par og deres fælles liv gennem tre forskellige tidsaldre. Det er Faulknersk godt fortalt og samtidig en forfriskende kvalificering af en udmattende klimadebat.
I min forrige Fri Kritik formastede jeg mig i forlængelse af Stephanie Loses tomme natbord til i forbifarten at nævne, hvordan jeg selv ikke læser i sengen. Ud over en mere generel intention om at gøre teksten nærværende og relevant ved at dele mit personlige engagement, handlede det for mig også mere specifikt om at stille spørgsmålstegn til, hvorfor det at læse nødvendigvis skal foregå i halvmørke, og lige inden vi dratter om; går du og træner til en marathon, hopper du vel heller ikke op på løbebåndet hver aften ved halv-ellevetiden, når først dagen er slut, og alt andet er klaret?
At dømme ud fra Loses udtalelse (det vil sige: spinstrategi), er vi måske ikke bare en nation af krigs- og klimaudmattede, men også en nation af litteraturudmattede. Derfor er mine to sidste julegave-anbefalinger bøger, som jeg vil gruppere i kategorien “til den, der synes litteratur er noget fis” – og derfor skal have et levende bevis på det modsatte!
Det drejer sig om to vidt forskellige, men begge sprængfarlige, rystende og rent ud sagt bagoverblæsende debuter, nemlig Amina Elmis digtsamling Barbar, som Mikkel Zangenberg anmeldte i september, og Sophie Gevinds true crime autobiografi Små sorte bogstaver, som jeg anmeldte i juli.
Begge sprutter af personligt og politisk indhold og intention, som på den ene side er altafgørende. På den anden side er deres stemme og den kraft, viljestyrke og håbefuldhed, med hvilken de leverer det, så stærk, at det virker lige meget, hvad de siger – pointen er, at de er her; at de taler og findes.
Douchebag på afveje
Nu, hvor jeg har givet dig skattekortet, må du selv forcere labyrinten, bekæmpe dragen og finde hjem til juleaften. Jeg kan give dig en liste, men i sidste ende er det dig selv, der må ud og købe varerne. I denne quest er du helt alene — Eller er du måske snarere omringet af børn, bockølsånde og bjældeklang?
Problemet med julen er jo ikke de gode intentioner, men måske at de er så meget lettere at gribe ud efter i tankerne end i virkeligheden? Hvem har ikke – og måske især ved juletid – drømt om som rejsebogsforfatteren Sylvain Tesson at skride fra det hele: arbejdet, telefonen, de sociale bånd og forpligtelser og forsvinde ud i verden?
“Der findes to slags mennesker, dem der befaler, og dem der adlyder,” citerer Tesson Napoleon for at sige til general Caulaincourt på vej tilbage til Paris fra Moskva efter det katastrofale nederlag ved overgangen over floden Berezina og tilføjer:
“Deres majestæt”, […] “at flygte er at befale! I det mindste er det at befale skæbnen ikke at holde fast i én.”
I hjemlandet Frankrig er Tesson kendt som en levemand med en passion for bjergbestigning, der foretager opsigtvækkende rejser og ekspeditioner og skriver om dem. Blandt andet har han boet alene seks måneder i en hytte ved Bajkalsøen og opsporet sneleoparder i minus tredive grader i Tibet – udfoldet i henholdsvis Dans les forêts de Sibérie (I Sibiriens skove) og Sneleoparden, som udkom på dansk i 2020.
Begge bøger er siden lavet til prisbelønnede film med store franske skuespillere i hovedrollerne, ligesom det er tilfældet med Ad ukendte stier, som dokumenterer forfatterens vandring ad glemte og gemte stier tværs gennem Frankrigs gamle “hyperlandlighed”.
Fra stationen i Tende ved den italienske grænse i sydøst til Cap de la Hague i nordvest sover han således i bivuak og på kroer, drikker bouillon, ryger pibe, bonder med de sidste “rigtige” bønder og kører vores læseoplevelse ind på charmen med signatur-vendinger som “Man måtte ikke sørge over den pasodoble”, “Charcuteri og frihed!” eller “Det er med byer som med planeter: Deres tyngdekraft tiltrækker meteorer, men hvis man nærmer sig dem for meget, kommer man ind i zoner med turbulens”.
Kort sagt er Tesson en (omend modig og underholdende) douche bag – men i Ad ukendte stier er han også noget andet. I en brandert i 2014 faldt han nemlig ned fra taget af et hus i Chamonix, smadrede det meste af sin krop og lå i kunstigt koma, indtil han en dag mirakuløst slog øjnene op igen: “Jeg var faldet over en bunke knogler.”
Ikke alene afholder det ham ikke – trods smerter og lægernes advarsler – fra at rejse ud igen: Det ansporer ham ligefrem. Men frem for at drage ud i den store verden beslutter han altså at vandre ind i sit eget land; det virker som en god idé.
“Man burde altid tage imod kortenes invitation, tro på deres løfter, krydse gennem landet og lukke dårlige kapitler ved at opholde sig nogle minutter dér, hvor territoriet hører op,” konkluderer forfatteren ved vejs ende.
Kodeordet her er “nogle minutter”, og så er der hygge og røverhistorier for resten af pengene. Ikke lige min favoritret, men samtidig føles det at kritisere bogen for dens spiselighed og jovialitet – for dens virkelighedsflugt – lidt, som hvis jeg som veganer skulle kritisere en bøf for at smage af det. I Ad ukendte stier genkender vi på den ene side douche baggen Tesson, på den anden side ser vi ham… At sige, at vi ser ham i et nyt lys, ville være en unødvendig romantisering, men vi ser ham se sig selv i et nyt lys. Og det er måske en start.
– Sylvain Tesson: Ad ukendte stier (på dansk ved Nils Schultz Ravneberg), Forlaget Bobo – Den franske bogcafés forlag 2023.
Kan du lide, hvad du læste?
Bliv medlem i dag, og få adgang til al Frihedsbrevets indhold. Fra vores otte afsnit lange podcastserie Huset Færch, hvor Mads Brügger udfolder en vild fortælling om en skandaleombrust rigmandsfamilie, til magtkritisk og undersøgende journalistik om finans, politik og kultur.
Der er ingen bindingsperiode.
Allerede medlem? Log ind her