Gem­me­leg og spin: Hvor­for næg­ter Mode­ra­ter­ne at sva­re?

Det bur­de være det mest simp­le spørgs­mål at besva­re: Til­bød Mode­ra­ter­ne Jon Step­hen­sen pen­ge for at få fin­gre­ne i hans fol­ke­tings­man­dat, lige­som de gjor­de med Mike Fon­seca? 

Men Mode­ra­ter­ne for­sø­ger på alle tæn­ke­li­ge måder at smy­ge sig udenom.  

De har sendt den net­op til­t­rå­d­te par­ti­se­kre­tær Britt Bager i byen for at lege den leg, der åben­bart altid skal leges, når spin­ma­ski­nen skal hol­de sand­he­den skjult, og for­mand Løk­ke skal skær­mes. 

Britt Bager skif­te­vis gem­mer sig og toner frem for at fodre den glub­s­ke pres­se med nok et udenoms­svar. 

Stra­te­gi­en synes at være at træk­ke tiden så læn­ge, at ingen til sidst orker at føl­ge med, og sand­he­den kan listes ud en sen fre­dag efter­mid­dag, hvor de fle­ste er gået på ferie og ikke kan høre på mere snak om Lars Løk­kes man­dat­køb i Fol­ke­tin­get. 

Det er en bedrø­ve­lig affæ­re at være en del af. Og hvis du sid­der der­u­de og af og til tæn­ker, at jour­na­li­ster kan være nog­le irri­te­ren­de og for­styr­ren­de ele­men­ter, der stres­ser poli­ti­ker­ne med små­ting, så er den­ne sag et sko­le­ek­sem­pel på, at der net­op er brug for jour­na­li­ster, der ikke tager til tak­ke med vrøvl, når der kan sva­res “ja” eller “nej”.