Genopstandelsen i Middelfart: Frihedsbrevet var eneste vidne til Kristendemokraternes “revolution”
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Billedet er taget under partiets ekstraordinære landsmøde i foråret, da der ingen pressebilleder findes fra landsmødet den 14.–15. oktober i år.
Det korte af det lange
“Intet mindre end en revolution!” lød det triumferende og ivrigt fra et partimedlem, da partiets nye værdigrundlag stilfærdigt blev stemt igennem.
Men ved pressebordet sad kun Frihedsbrevet bænket, da Kristendemokraterne, skrev, hvad partiet selv kaldte for, “historie”. Men hvis der var en revolution, var den vendt på hovedet, for i spidsen for oprøret stod partiets nyvalgte formand og lovede nye, bedre tider.
Frihedsbrevet bringer dig her den eneste reportage, der nogensinde vil findes, fra dagen, hvor Kristendemokraterne ifølge dem selv skrev partihistorie.
Hele historien
“Er der nogen fanebærere herinde?”, råbte partiformand Jeppe Hedaa ud over forsamlingen, få minutter før Kristendemokraternes landsmøde var sat til at begynde.
Til tonerne af “Der er et yndigt land” blev flag for hver storkreds kort efter marcheret ind i salen. En fast tradition på partiets landsmøde, som i år fandt sted på Severin Kursuscenter i Middelfart.
I højskolesangbogen er kun fire vers af nationalsangen inkluderet, men hos Kristendemokraterne synger man alle 12 oprindelige vers fra Adam Oehlenschlägers berømte digt, bad partisekretæren Frihedsbrevets journalist om at bide mærke i.
Men det var ikke det eneste, der var værd at føre til referat. På forhånd var der nemlig lagt op til intet mindre end partihistoriske scener.
Efter mere end 50 år med modstand mod fri abort nedfældet i partiets principprogram, var planen fra partiledelsen at forkaste de gamle principper, som i årevis — også i Kristendemokraternes egen selvforståelse — har plaget partiet til fordel for et nyt og moderne værdigrundlag.
Et værdigrundlag, som hverken siger noget om, at fri abort er uacceptabelt eller hvilken familiestruktur, der er den optimale.
“For 20 år siden ændrede vi navn fra Kristeligt Folkeparti til Kristendemokraterne. I den her weekend binder vi sløjfe på 20 års hårdt arbejde på at modernisere og forny partiet,” sagde Jeppe Hedaa indledningsvist fra talerstolen.
Men på landsmødet var kun to journalister dukket op for at bevidne dette skelsættende øjeblik i kristendemokratisk partihistorie. Udover en journalist fra Ritzau, der kom og gik umiddelbart før fanemarchen, var Frihedsbrevets udsendte så vidt vides eneste journalist til stede under hele landsmødet.
Til partiledelsen havde de landsdækkende tv-stationer TV2 og DR, der normalt rydder fladen for den slags politiske arrangementer, meldt afbud med beskeden om, at da der ikke var indsamlet nok vælgererklæringer til at gøre partiet opstillingsberettiget til Folketinget, kom der heller ingen sendevogne til byen.
Derfor kan Frihedsbrevet nu bringe dig den eneste reportage, der nogensinde vil blive skrevet fra Kristendemokraternes historiske landsmøde.
“En revolution!”
Omtrent 120 kristendemokrater havde lørdag fundet vej til den fynske købstad for at være med til at tegne partiets fremtidige kurs.
I lokalerne i det anonyme kursuscenter var bordene dækket pænt op med K‑dekoreret porcelæn, blå bannere prydede væggene, og i baggrunden stod storkredsenes faner og vajede flot.
For det uindviede øje var det ikke til at se, at i disse ordnede omgivelser skulle et historisk slag stå.
Først gik den forholdsvist nyvalgte formand Jeppe Hedaa på talerstolen og bød de fremmødte velkommen.
IT-erhvervsmanden og formand for menighedsrådet for Københavns Domkirke blev for knap syv måneder siden valgt til posten uden modkandidater, efter Marianne Karlsmose trak sig i november 2022. Det skete med løftet om at ruske op i det 53 år gamle parti, der blev stiftet i 1970 som et protestparti mod retten til fri abort og legaliseringen af porno.
“Vi skal have et nyt fundament, og så skal man kunne lave noget mere agilt, dagsaktuel politik oven på det,” sagde Jeppe Hedaa til TV2 tilbage i marts.
Nu var tiden så kommet for den nye formand, der med egne ord har brugt de seneste syv måneder på “husholdning” i partiet, til at levere på sit løfte.
Rent lavpraktisk gik det sådan til i Severin Konferencecenter, at hovedbestyrelsens indstilling til et nyt værdigrundlag blev blæst op på storskærme, der hang rundt om i lokalet, så konkrete formuleringer kunne sættes til debat inden afstemningen.
Hvis der blandt medlemmerne var indsigelser mod hovedbestyrelsens nye formuleringer, og herunder udeladelsen af nedfældet modstand mod loven om fri abort, var det nu, kritiske røster skulle komme på banen.
Under sidste års landsmøde affødte det store overskrifter i medierne, da bestyrelsesformanden i partiets Silkeborg-kreds, Verner B. Andersen, fra talerstolen rippede op i den for partiet så ømtålelige abortdebat med ordene:
“Vi har taget livet af børnene. Det er derfor, vi mangler arbejdskraft i Danmark.”
En sådan scene gentog sig dog ikke på årets landsmøde. Ikke fra Verner B. Andersen eller fra nogen andre.
Trods en lidt anspændt stemning i forsamlingen, forløb debatten roligt, og kun et enkelt forslag om at bevare formuleringen om “at loven om fri abort er principielt uacceptabel” blev fremsat under punktet “Menneskeværd”.
Men forslagsstilleren var ikke selv mødt ind for at forsvare sit synspunkt, og uden stor dramatik blev forslaget nedstemt i salen.
“Det, du oplevede der, det var intet mindre end en revolution!” udbrød et højtstående medlem af partiet, idet han skridtede forbi det lange pressebord, hvor kun Frihedsbrevet havde taget plads.
“Hvorfor?”, spurgte Frihedsbrevets journalist forbavset tilbage, da intet i den stilfærdige seance havde ledt tankerne over på den slags hurtige og voldelige omvæltninger nedefra, som ordvalget lagde op til.
“Fordi det her, det giver mulighed for at stoppe den abortdebat hos jer journalister. Jeg havde meldt mig ud, hvis ikke det her var blevet stemt igennem. Jeg var faktisk allerede gået, hvis ikke det var stemt igennem — vi var nok 30–40 stykker, der var rejst os og gået. Så havde vestjyderne vundet.”
KD’eren henviste til, at det ikke længere vil være muligt for typer som “Kåre Quist” at hive det gamle principprogram frem fra skuffen og konfrontere en siddende formand med forældet politik, som partiet ikke længere mener. Man vil stadig kunne finde “nisser” i partiet, som er imod fri abort, forklarede han, men standpunktet vil ikke længere have legimitet i papirerne.
En revolution, i ordets oprindelige betydning, var svær at få øje på, men et brydningspunkt i Kristendemokraternes historie lod sig ikke overse.
Fedtlaget, som havde optaget så meget i dækningen af Kristendemokraternes politik i medierne, var nu endelig skåret fra, og for flere af de fremmødte virkede det som en regulær befrielse.
Benzin på motoren og derudaf
Der er da heller ingen tvivl om, at netop abort-spørgsmålet har martret Kristendemokraterne de senere år. Igen og igen har skiftende formænd, som der har været fire af på bare fire år, måttet forsvare partiets position i medierne.
Lige så mange gange har forklaringen lydt, at nok sagde principprogrammet ét, men partiets holdning er en anden, nemlig at Kristendemokraterne støtter den nuværende lovgivning, som sikrer kvinder fri adgang til abort under graviditetens første 12 uger.
Nu hvor værdigrundlaget er ført ajour med partiets holdning, rejser sig et nyt spørgsmål for det borgerlige parti, der ikke siden 2001 har opnået valg til Folketinget.
For hvad står tilbage, når principperne, som den brede offentlighed hidtil har associeret Kristendemokraterne med, er væk? Hvem er Kristendemokraterne uden sit point of difference?
Partiformand Jeppe Hedaa sagde det selv under sin indledende tale ved landsmødet: Det Konservative Folkepartis seneste udspil minder til forveksling om noget, der kunne være foreslået af Kristendemokraterne.
Ja, faktisk havde han konservatives formand mistænkt for at have set ham over skuldrene.
“For at tage noget af det sidste nye, så jeg, at de Konservative tog familien op som deres nye centrale tema, vist nok også naturen, og det er jo nyt. Selvfølgelig har de nævnt familien og naturen før, men en lille anekdote: Søren Pape var en af de få, der har budt hjerteligt velkommen i politik med en frokost inde på Christiansborg, og vi delte jo med hinanden, hvad der foregår i vores partier, og jeg kan da se, at de er blevet godt inspireret af vores planer,” sagde han.
Under landsmødet spurgte Frihedsbrevet Jeppe Hedaa, hvad Kristendemokraterne version 2.0 tilbyder vælgerne, som de ikke allerede kan få hos de konservative.
“Jeg tror ikke, det er dem (Konservative red.), der skal have lov til at sætte scenen. Jeg synes, det er snu af dem — også fordi de har interne udfordringer i øjeblikket — at køre fokus over på nye temaer her med familien og naturen. Det er politisk og taktisk klogt af deres ledelse,” siger han.
Men hvis I ikke har et sted, hvor I er anderledes, mister I så ikke jeres eksistensberettigelse?
“Jo, men din præmis er jeg ikke enig i. Det får vi jo at se, om du har ret i, at vi er utydelige.”
Men er du slet ikke bekymret for, at I bliver udvisket nu?
“Ej, nej, nej, nej, nej, nej. Jeg har aldrig været mere glad og optimistisk, end jeg er nu.”
Kan du se logikken i, at hvis man har en politik, som lægger sig meget op af et andet partis, og man selv er et parti, der er uden for Folketinget, der tilmed ikke får partistøtte, at det så bliver en virkelig vanskelig opgave at markere sig på noget og få så stor en tilslutning, at man kan komme i Folketinget?
“Jamen det, tror jeg, er fordi, du har en blind vinkel. Jeg fornemmer som et moderne kristent menneske, at det er meget vigtigere for mig, at de værdier er de navigerende grundlag i et politisk projekt, end hvad Søren Pape måtte mene i dag, som han ikke mente i går.”
Et uudlevet potentiale
Da forhenværende formand Marianne Karlsmose forlod posten i efteråret 2022, var det med en klar opfordring til, at Kristendemokraterne dropper enhver ambition om at komme i Folketinget. I stedet bør kræfterne lægges i lokalpolitik, mener hun.
Da Jeppe Hedaa få måneder senere blev valgt til formand, var også han forsigtig med at sætte alt ind på at generobre det tabte Christiansborg. Det måtte ikke blive Folketinget “for enhver pris”, sagde han til DR.
Men med et nyt og afstivet værdigrundlag ser Jeppe Hedaa i dag et “kolossalt potentiale” i partiet, som han ikke har set lignende før, og for ham at se handler det nu bare om “at putte benzin nok på motoren,” sagde han på landsmødet til Frihedsbrevet.
“De sidste 15 år har jeg nærmest ikke været i Danmark, der har jeg bare beskæftiget mig med at etablere min virksomhed i udlandet. Jeg har jo set, hvor stor en påvirkning, hvor meget indflydelse de kristne værdier kan få i andre europæiske lande. Og jeg tænker, her er jo et kolossalt potentiale, som jeg tror, at nogen andre ikke har set. Så nu laver vi en model, som kan udfolde det potentiale.”
I 20 år har Kristendemokraterne ikke været i Folketinget. Så, hvorfor kan du se det potentiale, hvis ingen andre kan?
“Jeg ved ikke, om der er andre, der har kunnet se det, men de har i hvert fald ikke udlevet det. De har holdt fast i deres enkeltsager, og hvis de ikke selv har holdt fast i deres enkeltsager, så har medierne fastholdt dem i det narrativ, at de er et enkeltsagsparti. Det bryder vi ud af nu.”
Tidligere formand: “Måske var det forkert af mig”
Én af de tidligere formænd for hvem det ikke lykkedes at omkalfatre Kristendemokraternes principprogram er Stig Grenov, der var formand i årene fra 2012 til 2019.
I forhallen på landsmødet siger han til Frihedsbrevet, at selvom ønsket om et kursskifte trækker tråde tilbage til hans formandstid, så manglede viljen og energien til at gennemføre de nødvendige ændringer efter vedtagelsen af partiets principprogram i 2008.
Samtidig giver Stig Grenov den nuværende formand ret i, at det ikke tidligere har været en lige så høj prioritet for partitoppen — herunder ham selv.
“Måske så jeg forkert, men jeg tænkte dengang, at der ikke er nogen, der stemmer på Kristendemokraterne på grund af et principprogram. De stemmer på os på grund af vores politik, men måske så jeg forkert. Måske var det forkert af mig,” siger han i dag til Frihedsbrevet.
Adspurgt om han frygter, at partiet nu får sværere ved at stå ud fra gruppen af øvrige borgerlige partier, svarer Stig Grenov, ja.
“Det kan man godt frygte, fordi det er dét, der virker i politik i dag. Det er at være meget markant. Men vi er jo markante,” siger han og tilføjer:
“Vi vil gerne styrke familien, men det handler jo ikke om at sige, at vi ikke vil styrke det traditionelle ægteskab. Det handler ikke om at skære alle de børn fra, som bliver født i alle mulige andre forhold — som lever med deres mor og moster, eller to mænd eller to kvinder, eller alt muligt i et kollektiv. Det er barnet, man skal se på, og det er dem, vi lovgiver for. Det giver ikke mening at sige, at vi kun skal være for dem, der er de normale,” siger han.
Gennem årene har Stig Grenov mere mere end én gang gjort sig bemærket for sine kontroversielle udtalelser om abort, og så sent som i juli i år udtalte han til Altinget, at han personligt fortsat mener, at “abort er forkert” og at målet bør være at arbejde for “at begrænse ulykkerne”.
Hverken under landsmødedebatten eller over for Frihedsbrevet protesterede den tidligere formand dog mod partiets nye værdigrundlag. Nu handler det om, at sætte familien i fokus for det kristendemokratiske projekt, lød budskabet.
“Vi skal styrke familien, fordi det er de nære fællesskaber, som er gode både for, at man har et godt liv, men også for, at mennesker trives. Og det gælder alle mennesker, både voksne og børn, og gamle, som også er en del af familien. Jeg mener ikke, at der er en ordentlig familiepolitik.”
Hvad med Konservative? Nu slår de sig jo også op på familien, og at være det grønne parti i den blå blok. Det er jo meget det samme, jeg har hørt her i dag.
“Ja, ja. Altså, jeg vil ikke begynde at punke de konservative. Jeg synes, det er dejligt, at de også nu er begyndt at tale om familien. Velkommen i klubben. Især, hvis de også kommer med noget konkret politik, der kan bruges til noget. Men nu har jeg set så mange år, hvor det kun har handlet om skattelettelser og strengere straffe, så folk må sætte deres kryds der, hvor de tror, at politikerne er mest troværdige.”
En afart af accept
Det var ikke kun abort-spørgsmålet, der var en øm tå i Middelfart denne lørdag. Under en debat om brugen af ordet “naturlig”, i forståelsen af det “naturlige fællesskab”, gik en delegeret på scenen og protesterede mod ordvalget.
Han fortalte, at han er homoseksuel og tror, at sådanne formuleringer vil forhindre vælgere som ham selv i at søge mod Kristendemokraterne.
“Jeg synes, vi skal inkludere alle,” sagde han, hvortil der blev klappet sporadisk i salen, mens andre krydsede armene, lod hænderne blive i ro og stirrede stift ud i luften.
Efterfølgende gik en anden delegeret op på scenen og sagde, at nu handler det om “at bøje sig mod hinanden”.
En tavs splittelse over spørgsmålet ulmede i forsamlingen, men uenighederne brød ikke ud i lys lue, og som sådan var udvekslingen symptomatisk for den generelle stemning på landsmødet.
De, der måtte mene noget andet end formandens og hovedbestyrelsens nye kurs, varede deres munde og lod det højst blive ved en demonstrativ ikke-reaktion. En stiltiende accept af tidernes skiften.
For eksempel kom der også et ændringsforslag om at fjerne de fire ord “i en bredere forstand” ved et punkt, der definerede familien.
Motivationen for forslaget lød, at den optimale familiestruktur er et ægteskab mellem en mand og en kvinde, og derfor skal familien ikke forstås “i en bredere forstand”. Familien skulle, måtte man forstå, kun forstås i denne ene forstand.
Men heller ikke denne forslagsstiller var til stede ved landsmødet, og efter et kort ophold gled den kristendemokratiske forsamling hurtigt over forslaget, der blev nedstemt.
Nye tider for medlemmerne
En af de få, der gik imod forsamlingen og sendte sit grønne delegerede kort i vejret på nogle af de mere kontroversielle forslag, var Simon Aarby Christensen fra Horsens.
Han mener både, at Kristendemokraterne skulle have bevaret formuleringerne fra det gamle principprogram om, at fri abort er principtielt uacceptabelt, samt at ægteskabet
mellem mand og kvinde er den bedste samlivsform.
“Det vidste jeg jo godt ikke kom igennem. Men det er min ærlige mening. Og så må jeg leve med, at alle de andre stemmer noget andet,” sagde Simon Aarby Christensen, der bemærkede, at forslagene jo blot var en afskrift fra det gamle program.
Han mener, at livet starter ved undfangelsen, og for at kunne have sin egen samvittighed med hele vejen igennem, blev han nødt til at stemme imod forsamlingen. Samtidig er han godt bevidst om, at tiden er ved at løbe fra ham, når det kommer til abortspørgsmålet.
“Jeg var jo heller ikke oppe og sige noget. Jeg vil ikke lave en hel masse splid og ballade, men når jeg nu bliver spurgt, så vil jeg selvfølgelig stemme efter min ærlige overbevisning”.
Er det din opfattelse, at der i kristendemokraternes bagland også er flere, som synes som du gør, end det kom til udtryk inde i salen?
“Det synes jeg, det er svært at vurdere. Det har der været for år tilbage, men der er nok sket en holdningsændring over de seneste år”.
Er du på et personligt plan skuffet over den retning som, som Kristendemokraterne er på vej i?
“Jeg er bekymret. Bekymret, det er nok det bedste ord. Men nu må vi se,” siger Simon Aarby Christensen.
“Man må jo bare konstatere, at partiet har på det område flyttet sig meget, siden jeg meldte mig ind”.
En af dem, der omvendt bakker op om partiets nye retning, er 20-årige Magnus Rothmann, der beskriver sig selv som mangeårig modstander af fri abort.
Han var nem at spotte i forsamlingen, for han var omtrent det eneste unge menneske, der var mødt op til Kristendemokraternes landsmøde.
“Jeg mente, det kun burde være lovligt at få en fri abort, hvis den fødende kvindes liv er på spil. Så er det liv mod liv, og så kan man godt sige, at det er retfærdigt at få en abort. Men det har jeg ændret på. Ikke fordi jeg synes, at det er mere etisk at få en abort nu end før, men som vores formand så fint forklarer det, så er der forskel på, hvad jeg mener personligt, og så et politisk program og et politisk parti,” forklarede han.
“For eksempel ved vi jo, at hvis vi ulovliggør den fri abort, hvis vi gør det ulovligt og kriminaliserer de her kvinder, hjælper det hverken kvinderne eller barnet. Aborterne bliver i så fald bare foretaget i gader og stræder. Eller i hvert fald under forhold, som ikke er værdige for kvinden. Så, for mig har jeg jo skiftet fokus.”
Imens det omkringliggende samfund i øjeblikket debatterer om, der i Danmark skal trækkes en ny grænse for fri abort ved graviditetens 18. uge, kom Kristendemokraterne på et landsmøde i Middelfart denne oktober-weekend, således up-to-date med den gamle.
Kan du lide, hvad du læste?
Bliv medlem i dag, og få adgang til al Frihedsbrevets indhold. Fra vores otte afsnit lange podcastserie Huset Færch, hvor Mads Brügger udfolder en vild fortælling om en skandaleombrust rigmandsfamilie, til magtkritisk og undersøgende journalistik om finans, politik og kultur.
Der er ingen bindingsperiode.
Allerede medlem? Log ind her