Geor­gi­ens gli­de­ba­ne er Vestens pro­blem – eller er det?

Det kor­te af det lange

I dag stem­mer Geor­gi­en ikke kun om mag­ten over rege­rings­kon­to­rer­ne i Tbi­li­si. Også lan­dets posi­tion mel­lem øst og vest er på spil. Er lan­det bedst tjent med en frem­tid i Putins eller i EU’s skygge? 

Geor­gi­ens split­tel­se udstil­ler et dilem­ma for Vestens rege­rin­ger: Skal de bevi­se deres nyvund­ne euro­pæ­i­ske patri­o­tis­me og sank­tio­ne­re Geor­gi­ens Drøm i knæ for at “red­de” den del af befolk­nin­gen, der iden­ti­fi­ce­rer sig med EU’s vær­di­er? Eller er det nu, Vesten skal vise, at tiden er løbet fra akti­vi­stisk uden­rigs­po­li­tik og tro­en på, at det er vores ansvar at sik­re såkald­te uni­ver­sel­le vær­di­er, hvor end de er efterspurgt?

Dilem­ma­fyldt repor­ta­ge fra oppo­si­tio­nens pro­test og fra en hjem­me­bryg­get bran­dert tro mod rege­rin­gens ånd. 

Tbilisi/Kutaisi, Geor­gi­en

Nok har det orto­dok­se ægte­par budt den udsend­te vest­eu­ro­pæ­er inden­for i deres dunk­le og piv­kol­de hjem midt i hoved­sta­den – men det bety­der ikke, at han er vel­kom­men endnu. 

Til­li­den skal gæster der­for gøre sig fortjent til. Af lan­dets blo­di­ge histo­rie har geor­gi­ske patri­o­ter lært at være for­be­hold­ne over for vel­me­nen­de besø­gen­de fra både øst og vest. Til alle tider har ude­frakom­men­de trængt sig på og for­søgt at lukre­re på Geor­gi­ens kul­tur og gun­sti­ge geo­gra­fi­ske pla­ce­ring med skjul­te bagtanker. 

Histo­ri­ens gang har gjort det kauka­si­ske fol­ke­færd på én gang selv­be­vidst og æng­ste­lig. I pri­va­ten såvel som geopolitisk.

Der­for skal vi drik­ke dus, før ægte­par­ret Mik­hail og Mari­am Zura­bis­hvi­li på 79 og 72 år ind­vil­li­ger i at for­kla­re, hvor­for de væl­ger at over­hø­re deres nabo­er i Tbi­li­sis man­ge pro­te­ster og i ste­det giver deres stem­me til rege­rings­par­ti­et til par­la­mentsval­get den­ne lørdag.

Til for­må­let har her­ren i huset fun­det sit lager af oran­ge­vin frem fra sove­væ­rel­set. Vinen er hjem­me­bryg­get på dru­er hen­tet fra bjer­ge­ne omkring os. Vi skå­ler i vand­g­las af krystal.

Geor­gi­ens Drøm hed­der rege­rings­par­ti­et. Pro­vo­ke­ren­de, som nav­net frem­står her i hoved­sta­den især, med par­tiets auto­ri­tæ­re udvik­ling, taget i betragtning. 

Men ikke her i hjem­met. Lige­som Geor­gi­ens Drøm appel­le­rer ægte­par­ret til Euro­pa og USA om at blan­de sig uden om Geor­gi­ens skæb­ne. Selv hvis Geor­gi­ens Drøm får magt, som de har agt.

De fle­ste af lan­dets 26 oppo­si­tions­par­ti­er appel­le­rer om det mod­sat­te: De sene­ste år, måne­der, uger og dage op til lør­da­gens skæb­nesvan­gre par­la­mentsvalg har hor­der af rege­rings­kri­ti­ske bor­ge­re demon­stre­ret deres sel­vop­fat­tel­se som euro­pæ­e­re. Deres håb er, at Bruxel­les og Was­hin­g­ton vil frel­se lan­det fra Geor­gi­ens Drøm, som fore­træk­ker at hol­de sig gode ven­ner med nabo­er­ne mod vest såvel som øst, og der­for tror på en efter­gi­ven­heds­po­li­tik over for Putin.

Hvor­for? For­di oppo­si­tio­nen fryg­ter, at Geor­gi­en ender som Ukrai­ne, lyder det.

Fra støt­ter af Geor­gi­ens Drøm har man kun­net mær­ke en til­sva­ren­de appel, men med omvendt for­tegn: Geor­gi­en skal først og frem­mest være geor­gisk, hvor­for det vil være en fal­li­ter­klæ­ring at til­pas­se lan­det til euro­pæ­i­ske stan­dar­der og vær­di­er ale­ne for at kun­ne opta­ges i EU eller NATO. 

Dén slags efter­gi­ven­hed over for Euro­pa og USA vil risi­ke­re at frem­pro­vo­ke­re en rus­sisk inva­sion efter ukrainsk for­bil­le­de, hæv­des det af Geor­gi­ens Drøm. Det er der­for, par­ti­et kon­se­kvent kal­der oppo­si­tio­nens stør­ste koa­li­tion for “Glo­bal War Party”.

Hvor­for? Man vil ikke ende som Ukrai­ne, lyder argu­men­tet også herfra. 

Af sam­me grund har rege­rings­par­ti­et deko­re­ret for­bløf­fen­de man­ge gade­hjør­ner med ban­ne­re og pla­ka­ter, der viser for­skel­len på krig og fred; på det krigs­hær­ge­de Ukrai­ne og på det end­nu rela­tivt fred­fyld­te Geor­gi­en. Vil man stem­me for krig eller fred? 

Hvis bare sva­ret var så sim­pelt, som spørgs­må­let påstår:

De to ens, men mod­sa­t­ret­te­de argu­men­ter udstil­ler ikke ale­ne en intern split­tel­se i Geor­gi­en, men også et dilem­ma for Vestens rege­rin­ger: Skal de bevi­se deres nyvund­ne euro­pæ­i­ske patri­o­tis­me og sank­tio­ne­re Geor­gi­ens Drøm i knæ for at “red­de” den del af befolk­nin­gen, der iden­ti­fi­ce­rer sig med EU’s vær­di­er? Eller er det nu, Vesten skal vise, at tiden er løbet fra akti­vi­stisk uden­rigs­po­li­tik og tro­en på, at det er vores ansvar at sik­re såkald­te “uni­ver­sel­le” vær­di­er, hvor end de er efterspurgt?