Ginn djinn, kære læser af Fri­heds­bre­vet. Ja, hvis du er lyt­ter, opda­ger du det selv­føl­ge­lig ikke, men læse­ren vil kun­ne se, at ”gin” er sta­vet som i den gen­nem­sig­ti­ge alko­ho­li­ske drik, mens ”djinn” er sta­vet d‑j-i-n‑n, og alt­så er det isla­mi­ske eller ara­bi­ske navn for en art ånd eller sagn­væ­sen. Jeg kla­sker de to ord sam­men her, for­di vi i dag først skal læse Lone Hørs­levs roman Svøm­men­de, rygen­de, græ­den­de (Poli­ti­kens For­lag), der kort for­talt hand­ler om en 47-årig kvin­de­lig for­fat­ter, der er alko­ho­li­ker. Men lige efter Hørs­lev skal vi kaste et blik på Eli­as Sadaqs gan­ske omdis­ku­te­re­de tred­je værk, digtsam­lin­gen Djinn, der for nylig udkom på Gyl­den­dal, men på for­skel­li­ge leder og kan­ter har vakt debat.