Hård kritik af stifter af center for psykisk sårbare – “på et tidspunkt sagde hun: Jeg kan jo faktisk tvangsindlægge jer alle sammen”
Ved du noget om sagen, som vi bør vide? Så kan du kontakte os på emil@frihedsbrevet.dk, kerstine@frihedsbrevet.dk eller frihedsbrevet@protonmail.com.
Det korte af det lange
Stifteren af Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed møder nu hård kritik fra en række tidligere ansatte. Hun, Birgit Bundesen, skaber konflikter, bryder sin tavshedspligt, har mere fokus på sig selv end på sine ansatte og indtager en problematisk dobbeltrolle som psykiater og leder, lyder kritikken blandt andet.
“Det gjorde kun min tilstand værre,” siger Claus Poulsen, der tidligere har haft Birgit Bundesen som sin psykiater og været ansat ved centret.
Selv kan Birgit Bundesen ikke genkende al kritikken i denne artikel, men hun siger dog undskyld til dem, der måtte have haft dårlige oplevelser.
Hele historien
“Jeg havde håbet på, det var et fristed. Men i virkeligheden blev det bare det mest ekstreme form for pres, jeg har oplevet.”
Sådan beskriver Claus Poulsen sit samarbejde med Birgit Bundesen, stifteren af Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed (CKMS).
CKMS skulle ellers være et alternativt, banebrydende tiltag inden for psykiatrien, som skulle give psykiatribrugere et tryghedsbaseret fællesskab gennem kunsten. Men oplevelsen af det trygge rum er ikke ligefrem det, en række tidligere medarbejdere oplever.
I denne artikel fortæller Claus Poulsen sin historie om stadig at kæmpe med efterreaktionerne på et traumatiserende forløb med manipulation og konflikter med stifteren af centret.
Frihedsbrevet har derudover talt med seks tidligere ansatte på centret, der alle fortæller om et problematisk arbejdsmiljø og en hård ledelsesstil.
En sand pioner
I september 2021 kunne overlæge og psykiater Birgit Bundesen slå dørene op til Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed, der er en del af Psykiatrisk Center Amager og er finansieret med 8,7 millioner fra satspuljen (i dag SSA-puljen) og desuden støttet af Det Obelske Familiefond, Velux Fonden og Statens Kunstfond.
Ideen med CKMS er at undersøge, hvilken indflydelse kunst kan have på det mentale helbred. Centret er et konkret tilbud til brugere af psykiatrien, der har mulighed for at deltage i skriveforløb eller eksperimentere med billedkunst, drama eller podcasts, og samtidig er centret et videncenter, der skal formidle forskningsbaseret viden om kunstens indvirkning på den mentale sundhed.
Selvom det indtil videre er småt med den statistiske evidens for en direkte sammenhæng mellem kunst og mental sundhed, sagde kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) nu alligevel sidste år, at “der er en god grund til at tale kunsten og kulturen op og have et skærpet blik for, at den kan forandre vores verden, også når det gælder mental trivsel”. Dette udsagn blev i Altinget hurtigt bakket op af seks forskere fra CKMS med Birgit Bundesen i spidsen.
Birgit Bundesen hyldes ofte for sin alternative tilgang til psykiatrien. For eksempel beskriver SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed – Bundesen som “en sand pioner, når det gælder om at løfte og nytænke psykiatrien”.
Udadtil kan historien om Birgit Bundesen og CKMS altså snildt beskrives som nytænkende, banebrydende og vigtig.
Flere tidligere medarbejdere og psykiatribrugere, som Frihedsbrevet har talt med, fortæller dog en noget anden historie. De fortæller om et projekt drevet af en kontrolsyg stifter, der spiller sårbare mennesker ud mod hinanden, manipulerer og bryder sin tavshedspligt efter behov.
Påstande, som Birgit Bundesen over for Frihedsbrevet afviser, har hold i virkeligheden.
Stifter af Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed, Birgit Bundesen, møder nu hård kritik fra en række tidligere ansatte. (Foto: Dall Jakob/Information/Ritzau Scanpix)
Præmiepatienten
Claus Poulsen blev en del af Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed, efter han havde mødt Birgit Bundesen på Psykiatrisk Center Amager. Han var indlagt, og hun var hans psykiater. Claus Poulsen havde hørt om, at der fandtes nogle skrivegrupper og sagde, at det var han interesseret i at prøve for at få noget positivt indhold ind i sit liv på et tidspunkt, hvor han havde det enormt svært.
“Det skulle være et sted, hvor man kunne komme hen og få det bedre. Man lavede kunst, og der var en masse mennesker, der hjalp hinanden med at få det bedre,” siger Claus Poulsen, der mødte Birgit Bundesen første gang, da han var 31 år gammel.
Han fortæller, at han greb chancen og engagerede sig i projektet for at få noget for hånden. Men han havde ikke forestillet sig, at tilknytningen til CKMS skulle køre ham endnu længere ned psykisk.
Først startede Claus Poulsen som frivillig, og senere blev han ansat på centret. I det hele taget var der en god stemning mellem ham og Birgit Bundesen, og han fik en tro på sig selv, fordi hun talte ham op.
Hvis for eksempel nogle forskerkollegaer kom på besøg, kunne Birgit Bundesen finde på at fremhæve Claus og sige, at han kunne oldgræsk, at han var et filosofisk geni og en dygtig kunstner. Han så sig selv som en succeshistorie for stedet, en slags præmiepatient, siger han.
“Hun prøver virkelig at blæse mit ego op, og det, synes jeg jo, er meget rart. Hun taler meget positivt om mig, og jeg har jo brug for en tro på, at jeg kan noget, og at jeg er noget værd.”
Den følelse blev kun endnu større, da der kom støtte fra Statens Kunstfond til at opstarte en podcast. Claus fik ansvaret for at lave den.
Det var her, det for alvor begyndte at gå skævt mellem Claus Poulsen og Birgit Bundesen.
Undervejs fik Claus følelsen af, at lige meget hvad han bød ind med, var det ikke godt nok til Bundesen. Hun ville blande sig i alt og kom konstant med rettelser og meninger. Claus var uforstående, fordi han egentlig bare ville lave sin egen podcast i ro og mag og undrede sig over, hvor stærke holdninger der åbenbart var til hans podcastprojekt.
Claus havde en oplevelse af, at han blev presset ud i at lave interviews på en måde, han ikke havde lyst til. I visse tilfælde blev han fodret med fortrolige oplysninger om gæsterne.
“Det frustrerer hende så meget, at jeg ikke stiller de spørgsmål, som hun vil have, at Birgit i et af tilfældene selv laver et interview bagefter,” siger Claus.
Og på det tidspunkt havde Claus en fornemmelse af, at han ikke kunne gøre noget som helst rigtigt, og at Birgit Bundesen begyndte at blive decideret ubehagelig over for ham. Samtidig henvendte andre sig til ham med lignende erfaringer.
Jeg kan tvangsindlægge jer
Han satte sig for, at han ville konfrontere Bundesen med sin oplevelse. Efterfølgende oplevede han, at hun blev ved med at køre på ham og fortalte ham, at han opførte sig dårligt, og at det var ham, der var skyld i den dårlige stemning, der var opstået på centret, fordi han var syg.
“Jeg var rigtig forvirret. Mit indtryk var først, at hun havde et overdrevent behov for at kontrollere alting. Hun blev også ved med at sige, at det faldt tilbage på hende,” siger han.
“Og det er enormt forvirrende for mig, for der er jo nogle fakta i det. Jeg er psykisk syg, og hun er min tidligere psykiater. Jeg er meget i tvivl, om hun gør det her i ond tro, altså om hun faktisk gør det for at manipulere med mig. Eller om hun prøver at hjælpe mig, fordi jeg har det meget dårligt.”
Claus oplevede, at hans diagnose blev brugt mod ham til at gøre ham mindre værd og udstille ham som en farlig person.
Og han er ikke alene med oplevelsen af, hvordan en konflikt, der startede som en faglig diskussion, blev vendt rundt til at handle om, hvem der var skyld i, at stemningen var blevet dårlig på arbejdspladsen. Flere tidligere ansatte fortæller, at diagnoserne kunne komme i spil.
“Hver gang der kom kritik fra andre, blev der brugt ordet diagnoser og hendes privilegerede position som læge til at affeje den kritik, der kom af hende,” fortæller en anonym tidligere medarbejder.
En tredje tidligere medarbejder siger, at Birgit Bundesen havde for vane at fortælle vidt og bredt om brugernes intime detaljer.
“Jeg står i en position, hvor jeg nogle gange skal have detaljer om brugeren. Men allerede fra begyndelsen fik jeg informationer helt spontant og uden grund om brugeres sexliv, diagnoser, private forhold og forestillingsverden. Det var ikke relevant for mig, og det var min fornemmelse, at det udelukkende blev fortalt, fordi det var sjove historier, som kunne sætte hende i et bedre lys,” fortæller en tidligere medarbejder.
Claus Poulsen fortæller, at Birgit Bundesen kunne finde på at tale henkastet om magtforholdet.
“På et tidspunkt sagde hun: ‘Jeg kan jo faktisk tvangsindlægge jer alle sammen’. Med sådan en spøgefuld tone. Så bliver man da mindet om, at der er et magtforhold. Det er vildt forvirrende, at hun siger det i en spøgefuld tone. Du er hele tiden bare i tvivl,” fortæller Claus. Han bliver bakket op af en anden tidligere medarbejder, der også hørte det.
En tidligere medarbejder, der ønsker at være anonym, fortæller til Frihedsbrevet, at præmissen med at ansætte tidligere psykiatribrugere egentlig er god, men at det også er de medarbejdere, der har sværest ved at komme væk fra et usundt magtforhold.
“Hvor skal man gå hen? Det er også vigtigt at sætte sig ind i den situation for de ansatte, at det ikke er lige til at komme væk,” siger den tidligere medarbejder.
Magtsyg
En anden tidligere medarbejder fortæller, hvordan det var utroligt svært at komme til at lave noget, uden at Birgit Bundesen skulle blande sig. Og om hvordan vedkommende føler, at hun udnyttede sin position som tidligere psykiatrisk overlæge.
“Hun bruger personer, der ikke har den største selvtillid i forvejen, og udnytter dem så,” siger den tidligere medarbejder.
I 2023 stoppede Birgit Bundesen med at have ledelsesansvar. Nu var hun udelukkende foreningsformand. Men selvom hendes ansvarsområder formelt set havde flyttet sig, fortæller tidligere medarbejdere stadig om, hvordan hun til fællesmøderne oplevedes som dominerende.
“Hun gør det til møder, at hun speedsnakker, så andre ikke får et ord indført. Mange oplever at føle sig jordet,” fortæller en tidligere medarbejder.
“Selvom der bliver forsøgt uddelegeret opgaver, så er det eneste, man kan være sikker på, at alt kommer igennem Birgit,” siger en anden tidligere medarbejder.
Kilder fortæller, at deres oplevelse er, at Birgit Bundesen udnytter sin position som overlæge til at få sårbare til at føle, at de ikke har noget at sige.
“Det er jo klart, at man ikke kan komme uden om det her magtforhold, når man har med en psykiater og en psykiatribruger at gøre. Men måske skal man overveje, om den psykiater så skal have så meget magt,” siger en tidligere medarbejder.
En anden tidligere medarbejder sidder tilbage med en følelse af at have været med til at bidrage til en kultur, der ikke var optimal.
Den tidligere medarbejder fortæller, at vedkommende i starten kom til at danne sig indtryk, når vedkommende mødte medarbejdere. Netop fordi der blev fortalt, hvordan et adfærdsmønster ville se ud, fordi personen havde en diagnose. Det resulterede i, at vedkommende havde en forudindtagelse, som den tidligere medarbejder kom til at tro på.
“Først så hoppede jeg med på den, men nu når jeg sidder tilbage, kan jeg godt se, at der var folk, der blev kørt over, og det har jeg efterfølgende også sagt undskyld for,” fortæller den tidligere medarbejder til Frihedsbrevet.
Fik det tydeligt værre
Claus Poulsen fortæller, at han i løbet af sin ansættelse oplevede overfusninger og konflikter, og at det fik ham til at isolere sig, tabe sig og til at udvikle en angst for, om hans egen virkelighedsopfattelse var rigtig.
Han siger, at symptomerne på et tidspunkt var så voldsomme, at han måtte en tur på skadestuen med smerter i brystet.
“I løbet af min ansættelse udviklede jeg så voldsomme smerter i brystet, at jeg var nødt til at tage på skadestuen med det. Et angstsymptom, som jeg aldrig havde oplevet før, men som nu fortsat kommer igen, når jeg bliver stresset,” fortæller Claus.
Fik du det værre af at være der?
“Ja, det kan man helt tydeligt sige. Der har også været en periode, hvor jeg var på arbejde, hvor jeg faktisk havde det bedre. Men der har været en stærk korrelation med, hvor meget jeg havde med Birgit at gøre.”
“Der var jo aspekter, der var gode. Kollegerne, stedet. Jeg havde en betydningsfuld funktion derinde, synes jeg. Men alt det, der foregik med Birgits møder og Birgits gaslighting og alle de her mennesker, der blev kede af det, det gjorde kun min tilstand værre.”
“Jeg har haft det enormt dårligt, flere måneder efter jeg stoppede.”
Og ellers er det eneste positive, som Claus Poulsen tager med fra sine år på CKMS, at han endte med at komme til bunds i, hvad der var årsag til hans forvirring, og at den for ham ubehagelige ledelse rent faktisk skete i virkeligheden og ikke kun oppe i hans hoved.
“Jeg fandt ud af, at jeg havde ret, og det havde jeg psykisk brug for. Hvis jeg ikke havde gjort det her, havde jeg jo bare gået fra det sted, og så ville jeg stadig bare tænke, at det var underligt, men at der jo skal to til en konflikt,” siger Claus Poulsen.
“Det var en konfrontation, jeg var nødt til at tage for at få afgjort noget inde i mig selv. I mere end to år forsøgte jeg at råbe op for at beskytte andre mod at ende i det her.”
Psykiatriens mother Theresa
De syv kilder, som Frihedsbrevet har talt med, fortæller alle sammen, at CKMS var en vigtig sag for dem, da de gik ind i det, men at de lidt efter lidt begyndte at opleve, at der var manipulation fra Birgit Bundesens side, og at fokus ikke lå på projektet, men mest af alt handlede om at få Birgit Bundesen frem i lyset.
“Jeg oplevede det, som at der var et skred i, hvor fokuset lå. Det blev en kamp om opmærksomhed i psykiatrien. Jeg oplevede det, som om hun så sig som psykiatriens Mother Theresa,” fortæller en tidligere medarbejder.
“Det er et godt og vigtigt projekt, men det er desværre ikke det, der er fokus,” fortæller en anden tidligere medarbejder.
“Jeg har en fornemmelse af, at alt bliver fordrejet fra hendes side. Nogle gange har jeg ikke troet mine egne øjne, fordi det er mærkeligt at være i,” fortæller en tredje tidligere medarbejder.
Redegørelsen
Frihedsbrevet er kommet i besiddelse af den redegørelse, som den daværende sekretariatschef blev bedt om at aflevere til bestyrelsen, hvor der bliver sat ord på en række organisatoriske vanskeligheder og bekymringer.
I redegørelsen står der blandt andet, hvordan det oplevedes, at der unødvendigt blev skabt konflikter fra Birgit Bundesens side.
Det bliver også beskrevet, at der før omstruktureringen allerede var problemer, men at oplevelsen var, at de problemer stadig blev overført i den nye konstellation, efter Birgit Bundesen ikke længere skulle have ledelsesansvar.
Frihedsbrevet er også i besiddelse af det brev, der blev sendt til bestyrelsen af medarbejderne i 2023. Her peges der på udfordringer, som går forud for omstruktureringen, men som de stadig mener eksisterer.
I brevet bliver der lagt vægt på en uproportional centralisering om formandens ledelse, og det fører til en oplevelse af dårlig dynamik omkring arbejdsgange, ansvarsfordelinger og beslutningsprocesser.
Det er noget, flere medarbejdere, som Frihedsbrevet har talt med, har oplevet.
“Hun kunne ikke finde ud af at uddelegere opgaver, hun skulle være inde over alt,” fortæller en tidligere medarbejder og fortsætter:
“Hun har også kontaktet mig for at høre, hvad jeg havde sagt af kritik af hende til et møde med en anden leder.”
Ikke demokratisk
Jakob Jakobsen var med til at starte CKMS op i 2021. Selvom han synes, at CKMS er et godt projekt, “som involverer en masse fantastiske mennesker”, endte han med at trække sig fra projektet. Det skriver han i et skriftligt svar til Frihedsbrevet.
“Jeg droppede ud, da det viste sig at der ikke var særligt meget demokrati og ligestilling mellem – for det første brugerne og de professionelle, dernæst mellem kunstnerne og det lægefaglige personale. Det forblev et lægestyret projekt med alle de menneskelige og ideologiske aspekter, det medfører. Det psykiatriske system har brug for nytænkning, og den biologiske evidensbaserede tænkning må udfordres med en reel inklusion af brugerne i beslutningerne og behandlingen på hospitalerne. Kunsten og udvikling og afprøvning af sproget kan spille en virkelig væsentlig rolle for mange inden for det psykiatriske system – ikke bare for brugerne – men også for lægerne. Der var ingen ligestilling mellem brugere, kunstnere og lægefagligt personale på CKMS. Derfor trak jeg mig,” skriver Jakob Jakobsen.
Uforbeholdent undskyld
Frihedsbrevet har forelagt kritikken og alle kildernes citater for Birgit Bundesen. Hun ønsker ikke at forholde sig til de konkrete episoder, ligesom hun heller ikke ønsker at stille op til interview, men svarer skriftligt på en række mere overordnede spørgsmål.
Hvad tænker du om, at Claus Poulsen, en af dine tidligere patienter, har den her opfattelse af sin tid på CKMS?
”Det gør naturligvis et stort indtryk. Sådan skal ingen have det. Og selvom der er ting i det, der siges, jeg ikke kan genkende, så vil jeg gøre det eneste rigtige, nemlig at sige uforbeholdent undskyld til Claus, men også til andre, der har haft dårlige oplevelser på CKMS tilbage i tiden. For vi er tilbage i tiden, jeg har ikke haft personaleansvar siden sidste forår, og jeg og vi har som fællesskab i CKMS lært af fejl. Vi har haft hundredvis af brugere og mange ansatte igennem centret, og heldigvis har de fleste været glade og fået det bedre. Der er lavet systematiske brugerevalueringer, der viser det.”
Har du brudt din tavshedspligt?
”Det er umuligt for mig at svare på påstande, som bliver fremsat anonymt og uden konkrete håndfaste eksempler. Jeg bestræber mig naturligvis efter at optræde etisk korrekt i mit virke, og jeg har ikke brudt min tavshedspligt.”
“Generelt er det en opgave for ansatte på centret at skulle løse og drøfte personfølsomme sager med brugerne, og det kan vi ikke uden at dele personfølsomme informationer om andre med hinanden. Alle ansatte har derfor underskrevet tavshedspligtserklæringer. At jeg har drøftet personfølsomme oplysninger internt, ligesom andre ansatte har, er derfor ikke at bryde min tavshedspligt. Måske er der her opstået en misforståelse hos nogen.
Men det skaber da etiske problemstillinger fra tid til anden, og vi har derfor også et brugerstyret etisk råd, der kan tages i ed ved etiske dilemmaer af alle i centret, både ansatte og brugere.”
Har du på CKMS talt dårligt om medarbejdere i andres påhør?
Dette spørgsmål har Birgit Bundesen ikke svaret på.
Har du taget kontakt til medarbejdere uden for arbejdstiden?
”CKMS blev startet som et græsrodsprojekt, der hurtigt voksede. Tingene gik stærkt, der var hjerteblod, skabertrang, ingen midler og ikke altid de strukturer, der skulle til. Og med det pres, kan tonen i tilspidsede perioder, særligt tilbage i 2022, have været for hård og kravene for store. Hvilket naturligvis er helt forkert, når man arbejder blandt andet med sårbare personer med meget svingende arbejdsevne. Det er jeg ked af, jeg har selv lært meget af den hektiske opstartsfase og allerede sidste år valgte jeg at overlade ledelsen af personale og frivillige til en anden. Men jeg vil da foreslå den nuværende ledelse, at der sættes en anonym trivselsundersøgelse i gang, så vi kan få et billede af, hvordan det ser ud i dag, og ikke tilbage i tiden, som kilderne i denne historie beskæftiger sig med. Det vil give den nuværende ledelse den bedste forudsætning for at handle, hvis der skulle være noget”.
Hvad tænker du om, at kilderne fortæller, at du kan være manipulerende over for medarbejdere/ tidligere brugere af CKMS?
”Her handler det om at holde tungen lige i munden. Naturligvis skal jeg eller andre ledere ikke være manipulerende. Og det opfatter jeg heller ikke har været tilfældet og er ked af, hvis nogen har set det sådan. Men som leder har man jo som ansvar at opgaver i organisationen løses. Og er for eksempel en medarbejder ansat til at udføre en opgave, men ønsker måske at lave noget andet i stedet, eller er opgaver ikke løst på en forsvarlig måde, så er det jo lederens rolle at træde til. Det kan af nogen godt opfattes som om man bestemmer for meget eller blander sig for meget. Men som daværende leder havde jeg jo ansvaret for at centret leverede det, som det skulle, også i forhold til samarbejdspartnere.”
Svar fra bestyrelsen
Frihedsbrevet har bedt om en udtalelse om Birgit Bundesens ledelsesstil fra den nuværende bestyrelse af CKMS. Her følger bestyrelsens skriftlige udtalelse:
“Vi tager naturligvis alle, der har haft dårlige oplevelser, på centret alvorligt. Det er helt afgørende for os, at alle centrets ansatte overholder gængse HR-regler inkl. tavshedspligten. En anklage om brud på tavshedspligten er alvorlig og må dokumenteres grundigt. Vi har ikke oplevet andet end professionel opførsel fra Birgit i den henseende. Vi er glade for, at Birgit er bevidst om sin centrale rolle som stifter og at hun så tydeligt undskylder for, hvis der særligt i pressede perioder ikke har været en helt igennem ordentlig omgangsform og nogle brugere og ansatte har haft dårlige oplevelser. Rigtigt mange brugere har fået gavn af hendes arbejde. Det ved vi fra undersøgelser.”
“Sidste forår lavede vi en reorganisering af centret, som også betød, at Birgit ikke længere har personaleansvar, men nu forsker. Det betyder også, at centret har to ben, en forskningsledelse og en praksisledelse. Hvis ansatte siden april 2023 har oplevet problemer, har de kunnet henvende sig til deres respektive ledelse. Vi har lært meget af de første år, også Birgit, og vores klare vurdering er, at forholdene er anderledes i dag. Men vi vil drøfte med den nuværende ledelse, om der kan gøres yderligere for at afklare det.”