Hvad har Sara Omar ikke fortalt?
Fortællingen om Sara Omars liv og opvækst er omgærdet af mystik. De få ting, der bliver fortalt om hendes fortid, kredser om et liv i et undertrykkende muslimsk miljø præget af social kontrol, men Frihedsbrevets research tegner et billede af en opvækst og et familieliv, der er mere nuanceret.
Gennem Sara Omars karriere er det blevet diskuteret, hvor meget af indholdet i forfatterens bøger, der er baseret på hendes eget liv. Det skyldes flere væsentlige fællestræk mellem forfatteren og hovedpersonen i hendes to bøger, Dødevaskeren (2017) og Skyggedanseren (2019).
Frihedsbrevet har tidligere fortalt, hvordan en uudgivet dokumentar sår tvivl om dele af fortællingen om forfatteren bag de to bestsellere. Heraf er det fremgået, at Sara Omar har givet forskellige udlægninger af sin sikkerhedssituation.
Men er Sara Omars påstand om at leve under konstant politibeskyttelse den eneste del af hendes fortælling, som giver anledning til at gå historien efter i sømmene?
Dette er tredje kapitel i serien Hvem er Sara Omar?. Læs også første og andet kapitel.
Leg med virkeligheden
I portrætinterviews med Politiken i november 2017, den franske avis Le Monde i 2018 og Kristeligt Dagblad i 2019 beskrives det, at Sara Omar og Dødevaskerens hovedperson, pigen Frmesk, begge er født med en særlig grå stribe i håret.
Selvom der er slående ligheder mellem Frmesk og Sara Omar, er det ikke denne artikels formål at sammenligne Frmesks og Sara Omars historier – men derimod at adskille de to og zoome ind på Sara Omars virkelige historie.
Sara Omar undlod at svare på konkrete spørgsmål om sit liv før debutromanen, og selvom hun ifølge sig selv “ikke skriver om ting, hun ikke har oplevet set eller hørt,” og bruger referencer fra sin fortid, er der tale om en stærkt fiktionaliseret roman.
Alligevel leger både Dødevaskeren og Skyggedanseren med læserens og offentlighedens forståelse af virkeligheden. Det kom til udtryk, da tidligere udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, i maj 2020 refererede til hendes bøger under afhøringer i forbindelse med Instrukskommissionen. Støjberg gjorde det for at pege på problematiske forhold i muslimske miljøer. Det kom ligeledes til udtryk, da Socialdemokratiet havde Sara Omar på forsiden af partiets medlemsblad Socialdemokraten i forbindelse med et integrationsudspil.
Frihedsbrevet har undersøgt, hvor meget information man egentligt kan finde om Sara Omars eget liv, hvor fortællingen om social kontrol og undertrykkelse fremhæves. Det har vi gjort for at opklare, om danske politikere bruger fiktion til at legitimere deres flygtninge- og integrationspolitik.
De første år
De glimt, man som læser får af Sara Omars liv gennem den danske og internationale mediedækning, er som regel ganske forfærdelige og præget af vold, undertrykkelse, krig og død.
Sara Omars familie flygtede fra et område, hvor det kurdiske folk blev udsat for uhyrlige overgreb. Mellem 1987 og 1988 forfulgte Saddam Husseins regime systematisk irakiske kurdere i Nordirak. Konflikten var en udløber af krigen mellem Irak og Iran og handlede til dels om Saddam Husseins undertrykkelse af shia-muslimer og grænsestridigheder.
Mange tusinde kurdere mistede livet i det, der omtales som Anfal Kampagnen, som dog mest omtales i Vesten i forbindelse med et giftgasangreb på den kurdiske by Halabja i marts 1988.
To år tidligere, den 21. august 1986, blev Sara Omar Maref ifølge alle åbne kilder født i den kurdiske by Sulaymaniyah i det kurdiske Irak.
I en artikel fra Hedensted Avis i januar 2015 beskriver Sara Omars far, Omar Abdulla Maref, der ifølge ham selv var selvstændig lastbilchauffør i Kurdistan, at han kom til Danmark i december 1998, efter irakiske soldater en nat i oktober brød ind i hans families hjem for at slå ham og hans bror ihjel.
Efter ankomsten til Danmark blev han ifølge Hedensted Avis installeret i asylcentret Sandholmlejren den 28. december 2000. Hans daværende hustru, Sara Omars mor, og resten af familien blev ifølge Omar Abdulla Maref i første omgang “bragt i sikkerhed i Syrien”, men de kom i 2001 til Danmark som led i en familiesammenføring.
Siden da har familien boet i den østjyske by Hedensted, hvor faderen åbnede et pizzeria, som flere lokale medier har skrevet om.
I portrættet “Den Gådefulde Frontkæmper” i Jyllands-Posten i 2020 fortæller Sara Omar også, at hun har arbejdet på et pizzeria.
“Jeg er så tryg ved at køre bil, fordi jeg var pizzabud som ung,” siger hun.
I artiklen, der følger forfatteren i forskellige gøremål og løbende giver udtryk for en undren over den manglende information om hendes fortid, noterer Jyllands-Postens journalist:
“… det er endnu ikke lykkedes nogen journalist at få at vide, hvor Sara Omars familie bosatte sig, da den kom til Danmark i 2001,” og “selv et simpelt spørgsmål om, hvor hun gik i skole som barn eller i gymnasiet som ung, synes umuligt at få et svar på.”
Også i andre medier har man kunnet læse og høre, at det er så godt som umuligt at få noget at vide om Sara Omars fortid.
Kristeligt Dagblad skriver, at offentligheden ikke kender til hendes privatliv. Og i et afsnit af Weekendavisens podcast Flaskens Ånd i december 2019 beskriver Sara Omar i en rørstrømsk udveksling mellem hende og værten, Poul Pilgaard, hvordan hendes liv før Dødevaskeren var kaotisk og præget af død og ødelæggelse.
“Vi ved så lidt om dig. Der er så meget, du ikke har villet fortælle,” siger Poul Pilgaard, hvortil Sara Omar svarer, at “hvert eneste minut i hendes liv” har handlet om at overleve, både fordi nogle ville hende til livs, og fordi hun ville sig selv til livs.
Men den slags beklagelser til trods findes der masser af spor.
En kurdisk pige, der går op i håndbold
I 2002 optræder Sara Omar i medierne for første gang.
I en artikel i Hedensted Avis under rubrikken “Kø fra morgenstunden” finder man et billede, hvor en ung pige trykker hånd med daværende Hedensted-borgmester Jørn Jul Nielsen (S).
Denne pige er ifølge Frihedsbrevets oplysninger Sara Omar.
“En gruppe unge fra Nordirak, der går på Multiskolen i Hedensted, var mødt op for at iagttage og gøre deres notater om et dansk valg,” står der ved siden af billedet af pigen, der står i en hvid jakke med matchende spænde i det sorte hår.
Sara Omar fortæller ellers i et interview med Alt om Herning i 2018, at hun er “vokset op med påstanden om, at hvert et lille hårstrå på hendes hoved skulle gemmes bag et tørklæde,” fordi hun “fik at vide, at Gud ville antænde det, og det ville brænde helt ind til min hovedbund.” Samme år fortæller hun til magasinet Elle Salon, at hun har gået med tørklæde.
Det er imidlertid ikke lykkedes Frihedsbrevet at finde et eneste billede af Sara Omar i Danmark, hvor hun bærer tørklæde.
I artiklen fra den lille lokalavis får man heller ikke et indtryk af, at Omar og hendes medstuderende fra Nordirak er afskåret fra det danske samfunds kultur og normer i et parallelsamfund.
Det beskrives nemlig også, hvordan gruppen af elever enstemmigt fortæller, at de vil stemme radikalt til det kommende valg på “flot dansk”, og at borgmesteren var synligt overrasket over, hvor godt de havde sat sig ind i det danske valg, der var lige på trapperne, da artiklen blev bragt.
Men fordi man ved noget om det danske valg, trykker en mands hånd på et billede i avisen og ikke går med tørklæde, forholder det sig nødvendigvis ikke sådan, at man lever et frit liv og træffer sine egne valg.
I et scene-interview fra Politikens Boghal i 2020 får man indtryk af, at det på overfladen kan se godt ud, selvom en pige med muslimsk baggrund forhindres i at deltage i det danske samfund på lige fod med sine jævnaldrende. Mod slutningen af interviewet bliver Sara Omar opfordret til at fortælle en historie om engang, hvor hun ikke fik lov at komme med sin klasse på studietur.
“Prøv lige at fortælle fra din folkeskoletid om en studietur, en historie, jeg godt kan lide at få dig til at fortælle,” begynder intervieweren.
“Måtte du komme med, spørger jeg ledende,” lyder det, og spørgsmålet mødes med en hjertelig latter fra salen.
Sara Omar fortæller så en historie om en elev, der ikke fik lov til at komme med på studietur, fordi hun var en pige.
“Den ene dag har eleven ondt i maven, den anden dag har hun brækket en arm. Alt dette er løgnehistorier, som den her familie finder på,” fortæller Sara Omar og problematiserer, at der ikke var nogen lærere, der stillede spørgsmål til familiens historier.
Selvom Omar fortæller historien i tredjeperson, virker det klart, som om historien handler om hende selv.
Frihedsbrevet er kommet i besiddelse af Sara Omars klasses mindebog fra Multiskolen i Hedensted, hvor hun modtog danskundervisning med sin bror.
I mindebogen beskrives den 15-årige Sara Omar som “en pige fra Kurdistan i Irak”, hvis hobbyer er “håndbold, læse og musik,” og det beskrives også, hvordan hun sammen med de andre studerende både har været i Legoland og skøjtehal.
Skoletiden
I historien om eleven fra folkeskolen, som blev præsenteret under arrangementet i Politikens Boghal, fortæller Sara Omar også, at den pågældende elev bliver holdt udenfor i frikvartererne, fordi hun er en “nørd, der sidder med bøger.”
I en artikel fra 2004, samme år som Omar går ud af Thyregods Skoles 10. klasse og begynder på Rødkilde Gymnasium i Vejle, bliver hun interviewet af Vejle Amts Folkeblad om hendes lillebror, der bliver mobbet af klassekammerater på Ikærskolen.
Artiklen beskriver en dreng, der omtales med nedværdigende ord som følge af hans etnicitet. Han bliver også anklaget for at stjæle og lyve af sine klassekammerater.
I artiklen beklager Sara Omar, at hendes bror er blevet mobbet. Hun påpeger, at det ikke har været en nem tid for ham, og at han på det tidspunkt kun har været i Danmark i tre år. Børnenes far fortæller, at han har trukket sine børn ud af skolen på grund af behandlingen.
Tre år senere, i 2007, dimitterer Sara Omar fra Rødkilde Gymnasium, hvilket indtil for nylig fremgik af Rødkilde Gymnasiums hjemmeside.
Oversigten over dimittender fra årgang 2007, der tidligere har været tilgængelig i Frihedsbrevets research, er som den eneste af alle årgange siden 1974 blevet fjernet fra Rødkilde Gymnasiums hjemmeside.
En repræsentant for Rødkilde Gymnasium oplyser, at det er på baggrund af en tidligere elevs henvendelse med ønske om at få det slettet. Rødkilde Gymnasium kan hverken be- eller afkræfte, at der er tale om Sara Omar.
Det fremgår til gengæld stadig af en liste over nye statsborgere på retsinformation.dk, at hun et år efter, i 2008, bliver dansk statsborger.
Samme år deltager Sara Omar i et kurdisk kulturarrangement i København, hvor hun læser et digt op. Det bliver optaget, og digtoplæsningen er stadig tilgængelig på den kurdiske tv-station Kurdan Tv’s YouTube-profil, hvor man også kan finde senere oplæsninger af Omar, ligesom man kan læse flere digte og artikler, hun skriver til kurdiske medier.
I en artikel i Euroman i 2018 fortæller Sara Omar, at hun er vokset op i en kultur, hvor man “ikke må have holdninger, meninger eller udtrykke sig kunstnerisk,” og hun fortæller, at mange mennesker lever i lignende situationer.
Unik chance for en ung digter
Det er ofte uklart, om den undertrykkelse og sociale kontrol, som Sara Omar fortæller, at hun har været udsat for, er foregået i Kurdistan eller i de andre dele af Mellemøsten, som hun fortæller, hun har opholdt sig i.
“Jeg har ikke oplevet andet end svigt. Jeg har ikke oplevet andet end ødelæggelse. Jeg har ikke oplevet andet end at blive set ned på og behandlet dårligt,” fortæller hun til Femina i et yderst følelsesladet interview fra 2018.
Da journalisten opklarende spørger, om hun sigter til i sin barndom, der foregik udenfor Danmarks grænser, svarer forfatteren:
“Igennem hele mit liv.”
Seks år tidligere ses Sara Omar for første gang på Christiansborg.
Det er i forbindelse med et mindearrangement for giftgasangrebet i Halabja i det kurdiske Irak, at hun læser et langt digt op akkompagneret af to musikanter. Hun er smukt klædt, men hendes udseende har siden da ændret sig, så det kan være svært at genkende hende.
Hun har således ikke en grå stribe i håret. Den grå stribe er også fraværende på andre billeder fra hendes ungdom.
Samme år deltager Sara Omar også i WEYA Festival i Nottingham, der af BBC blev beskrevet som en festival, hvis mål var at give unge kunstnere mellem 18 og 30 år mulighed for at fremvise deres værker og udtrykke sig kunstnerisk. Det var altså en unik mulighed for en ung digter.
Det har ikke været muligt for Frihedsbrevet at finde optagelser eller anden dokumentation for Sara Omars deltagelse i festivalen, men det fremgår af hendes profil på forfatterweb, at hun deltog i den.
Sara Omar fortæller i et interview med The Local, at hun ikke fortæller om sit liv, fordi det ifølge hendes assistent kan have “voldsomme konsekvenser”.
Men efter deltagelsen i WEYA Festival begynder den del af hendes historie, der er kendt i den brede offentlighed og af hendes læsere og fans.
Året efter begynder hun sin uddannelse i statskundskab på Syddansk Universitet efter at være droppet ud af jura.
Det er uklart, hvorfor Sara Omar skifter studie. I interviewet med Femina to år tidligere fortæller hun, at der var flere grunde til det.
Da journalisten spørger til, om det er fordi, hun ikke måtte for den mand, hun i den pågældende periode var muslimsk gift med, svarer Sara Omar “ja.” Men i et interview med Berlingske i år fremgår det, at det er fordi “det ikke var noget for hende.”
På besøg i danskernes stuer
I betragtning af offentlighedens store interesse Sara Omars familieforhold, privatliv og fortid er det forbløffende, at ingen kan huske, at bestsellerforfatteren og hendes familie har været på besøg i danskernes stuer i den bedste sendetid.
I 2014 kunne hele Danmark nemlig se med, da forfatterens lillebror og lillesøster deltog i talentprogrammet Danmark har talent på TV2.
Frihedsbrevet har af hensyn til Sara Omars søskende udeladt deres navne i denne artikel.
I flere dele af programmet ser vi Sara Omar og hendes mor heppe på lillebroren, der når langt i programmet på grund af et stærkt forhold mellem ham og en af dommerne, Jarl Friis Mikkelsen.
I et to-siders interview med familien i Billed-Bladet med flere billeder af de to unge sangeres “manager” – Sara Omar – fortæller hun, at søskendeflokkens mor ligger på hospitalet.
“Han sagde til mig tidligere, at han ved, at vores mor bliver stolt, når hun ser ham på TV,” siger hun med henvisning til sin lillebror.
Lillebroren må forlade Danmark har talent i semifinalerne, men senere samme år modtager hans manager og storesøster, Sara Omar, Erik Hoffmeyers rejselegat som følge af sin beskæftigelse med skuespil, musik og digtning.
Det er samme år, som Sara Omar ifølge hende selv påbegynder Dødevaskeren.
Socialdemokratiets galionsfigur
I et interview i Socialdemokratiets medlemsblad Socialdemokraten fra 2019 fortæller Sara Omar, at hun gennem sin ungdom og voksenliv har levet i en kvindeundertrykkende kultur i en sådan grad, at det adskillige gange har været ved at koste hende livet.
“Jeg kommer fra en kultur, hvor en kvinde skal spørge om lov, når hun går ud, hvor en kvinde skal stå til rådighed, når man vil det, og hvor kvinden ikke bliver lyttet til, men blot er et redskab,” siger hun.
Sara Omars fortælling om et liv med social kontrol og religiøs undertrykkelse i regeringspartiets medlemsblad og i danske og internationale medier står i skarp kontrast til et interview med hendes søster i 2014.
I et interview med Vejle Amts Folkeblad fortæller søsteren om en barndom og et familieliv, der befinder sig milevidt fra Sara Omars fremstilling.
“Jeg har sunget og danset så længe jeg kan huske. Jeg er del af en meget kreativ familie,” fortæller søsteren, der beskrives som af kurdisk og italiensk afstamning, og ifølge artiklen har hun tilmeldt sig et talentshow sammen med sin bror, og desuden været statist i filmen Max Pinlig 3 og deltaget i en quiz på DR’s børnekanal Ramasjang.
“Min mor har altid opfordret os børn til at følge vores lyst og vores drømme,” siger hun.
Selvom børn selvfølgelig kan forskelsbehandles, tegnes der her ikke et billede af en dybt religiøst og praktiserende islamisk familie, der begrænser sine døtre på baggrund af deres køn.
Nærmest tværtimod.
Forlagets skarpe vinkel
Den 30. november 2017 udkommer Sara Omars debutroman på Politikens Forlag, og lige siden har medierne forsøgt at finde ud af, hvem Sara Omar er, og hvorfor hun aldrig vil tale om sin fortid.
I pressemeddelelsen skriver forlaget:
“Dødevaskeren er skrevet af en kurdisk kvinde, der er vokset op med, at kvinden er mandens ejendom — at kvinden ikke besidder retten over sin egen krop, sin bevidsthed og heller ikke retten til at ytre sig.”
I lyset af Frihedsbrevets gennemgang af Sara Omars liv på basis af åbne kilder er det relevant at spørge Politikens Forlag, om den bastante præsentation af Sara Omars liv er sket mod bedrevidende, eller om forlaget ikke er bekendt med det langt mere nuancerede billede af forfatterens liv, som de åbne kilder tegner.
Politikens Forlag oplyser, at de ikke har nogen kommentarer til sagen.
Frihedsbrevet har siden første artikel i artikelserien “Hvem er Sara Omar?” henvendt sig mange gange til Sara Omar for at få et interview.
Det er endnu ikke lykkedes.