Hvad sker der, når verdens lande går hver til sit?
Du og jeg har i mange år levet i en verden, der er blevet stadig mere integreret. De fleste af de varer, vi køber, er sat sammen af komponenter fra vidt forskellige lande. Det har gjort dem billigere, men det har også skabt en større sårbarhed i tilfælde af en krise.
Det har vi set under corona-krisen, eller når et skib sætter sig på tværs i Suez-kanalen eller i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine. Det har givet anledning til mere end bare tanker om balancen mellem økonomisk effektivitet og national sikkerhed. I sidste ende kan det få store konsekvenser for dig og mig og den øvrige verden.
Det er den historie, jeg nu vil se på.
Økonomernes drøm
Når to af den økonomiske videnskabs fædre fra deres himmel kigger ned på vores samfund i dag, må de klappe i hænderne over, at deres ideer i den grad har sat præg på verden. I hvert fald indtil for nylig.
Den første, Adam Smith, er forfatter til klassikeren Nationernes velstand fra 1776. Han var fortaler for arbejdsdeling som et instrument til at øge velstanden – og i øvrigt frie markeder. Smith beskrev i detaljer, hvordan produktionsprocesser kunne optimeres, og hvordan produkter kunne fremstilles billigere gennem arbejdsdeling. Arbejdsdelingen gav nemlig mulighed for en specialisering, der løftede produktiviteten.
Hvis man i dag besøger en fabrik, vil man se denne arbejdsdeling. De fleste fabrikker specialiserer sig i at fremstille ganske få varer, og mange steder drejer det sig kun om udvalgte dele af det endelige produkt. Det hører fortiden til, at en fabrik producerer en færdig vare fra start til slut.
Den anden, David Ricardo, blev født i 1772, fire år før Adam Smith udgav sit klassiske værk. Han arbejdede senere videre på mange af Smiths ideer. David Ricardo bidrog til den økonomiske forståelse på mange områder, og især når det gælder værdien af fri handel på tværs af landegrænser.
Han viste, at selv et land, der havde lavere produktivitet på alle områder end et andet land, kunne drage fordel af handel med det andet land. Det skyldes, at de to lande kunne udnytte deres respektive komparative fordele. Et land har en komparativ fordel i forhold til et andet land, hvis det ved at opgive at producere et produkt kan producere relativt mere af et andet produkt, end det andet land ville gøre, hvis det gjorde det samme.
Skala og specialisering skaber rigdom
Verden er i dag præget af en arbejdsdeling – ikke alene mellem fabrikker i et enkelt land, men også på tværs af lande. Delkomponenter bliver sendt fra det ene land til det andet og samlet for at blive sendt videre til et tredje land.
På MBA-uddannelserne og handelshøjskolerne lærer de studerende at opdele værdikæden og placere de forskellige dele der, hvor det er billigst.
Vi nyder ikke alene godt af gevinsterne ved specialisering, men også af gevinsterne ved at skabe større skala i produktionen. Omkostningerne ved at producere en enhed mere af en vare er ofte lavere end den gennemsnitlige omkostning. Mange komponenter produceres derfor i dag kun ganske få steder.
Udviklingen er illustreret i figuren nedenfor. Den viser verdenshandelen som procent af det globale BNP. Fra 1970 til finanskrisen i 2008 mere end fordobledes denne procent. Sidenhen har procenten været svagt faldende, men med store udsving.
Verdenshandlen som procent af globalt BNP, 1970–2020
Kilde: Verdensbanken
Afhængighedens mareridt
Når verden kører gnidningsfrit derudaf, så er det ting såsom arbejdsdeling, specialisering, frihandel og skalering af produktion, der skaber velstand. Det er imidlertid et fint kalibreret og sårbart apparat, så når det går galt et sted i de globale forsyningskæder, kan det blive et mareridt for alle.
Fabrikken, der ikke får komponenter fra sin leverandør, må stoppe produktionen. Den kan ikke bare bestille de forskellige komponenter andre steder – enten fordi de simpelthen ikke produceres andre steder, eller fordi andre producenter ikke har kapaciteten til at fremstille det, man skal bruge. Forbrugeren må i så fald vente på at få sin nye bil eller endnu værre: sin medicin.
Vi så det under covid, og vi har set det i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine. Her viste det sig, at Ukraine producerede en stor del af ledningsnettene til biler. Manglende leverancer gjorde, at de store bilfabrikker i Europa måtte lukke ned, og det skabte forsinkelser af leverancer til forbrugerne.
Vesten og riget i midten
Lad os se nærmere på Kina. Landet er som led i sin udvikling blevet hele verdens fabrik med de fordele og ulemper, der følger med.
Kina har fået flyttet store dele af befolkningen fra fattige kår på landet til en bedre tilværelse i byerne, som mange andre lande også har gjort.
I Vesten har vi som følge af den globaliserede produktion kunnet købe varer billigere end før. Det har også skabt velstand, og det har bidraget til lavere inflation.
I Vesten er der imidlertid også mange mennesker, der har måttet se deres arbejdspladser flytte til Kina. Nogle af dem har fået nye og bedre jobs, men andre er enten forblevet arbejdsløse eller har måttet tage ringere jobs. Det har medvirket til en polarisering i den vestlige verden. USA’s tidligere præsident Donald Trump er et eksempel på en politiker, der har formået at indfange utilfredsheden og profitere på det.
Ud over det rent økonomiske er der også et sikkerhedspolitisk aspekt af afhængigheden af globale forsyningskæder. I USA er der en stigende bekymring for, at man bliver alt for afhængig af Kina. Bekymringen hænger i et vist omfang sammen med frygten for, at Kina skal gribe til militær magt og knægte Taiwans demokrati; en situation, som USA ikke bare kan ignorere.
Vesten, inklusive USA, risikerer i sådan en situation at blive udstillet på flere måder. USA kan ikke undvære leverancer fra Kina, og det vil påvirke mulighederne for at forsvare Taiwan. Dertil kommer, at Taiwan er storleverandør af de mest avancerede computer-chips til USA og den vestlige verden.
Decoupling eller de-risking
Der har derfor opstået et stigende ubehag ved afhængigheden af Kina. Begreber som decoupling og de-risking er blevet talk of the town.
Decoupling betyder afkobling. Det indebærer, at Vestens og Kinas økonomi skilles ad. Det vil være et brud med de sidste godt 40 års udvikling. Og det vil være dyrt – også for den gennemsnitlige forbruger.
De-risking betyder, at den risiko, der er forbundet med afhængighed af Kina, skal reduceres. På strategiske områder skal Vesten altså lære at klare sig selv. Det betyder, at Vesten selv skal kunne producere de vigtigste computer-chips. Det inkluderer de komponenter, der indgår i dem.
Før sommeren sagde USA’s finansminister Janet Yellen og andre amerikanske topfolk, at man havde fokus på de-risking – ikke decoupling. Hvor grænsen går mellem de to, kan være svært at vide.
I alle tilfælde må vi sige farvel til nogle af gevinsterne ved en mere integreret verden. Det vil blive dyrere for forbrugerne, når vi ikke optimerer produktionen gennem arbejdsdeling, specialisering, udnyttelse af komparative fordele og skala. Centralbankerne vil i så fald ikke længere have medvind på cykelstierne, når det gælder om at holde inflationen nede.
Kan du lide, hvad du læste?
Bliv medlem i dag, og få adgang til al Frihedsbrevets indhold. Fra vores otte afsnit lange podcastserie Huset Færch, hvor Mads Brügger udfolder en vild fortælling om en skandaleombrust rigmandsfamilie, til magtkritisk og undersøgende journalistik om finans, politik og kultur.
Der er ingen bindingsperiode.
Allerede medlem? Log ind her