Jesper Berg

Sådan lyder overskriften på Den Internationale Valutafonds (IMF) seneste prognose. Derpå følger en uddybning om verdensøkonomiens aktuelle tilstand: modstandsdygtig, men divergerende. Begge dele afspejler IMF’s forbløffelse over, at verdensøkonomien ikke er hårdere ramt af rentestigningerne, men også at der er forskelle på tværs af verden. Det betyder, at ikke alt tegner lige godt, hvis man ser ud i fremtiden.

I løbet af det seneste år har de finansielle markeder haft en skiftende vurdering af, hvor den amerikanske centralbank, Federal Reserve, er på vej hen med sin rentefastsættelse. Den amerikanske centralbank er herren af de finansielle markeder og har historisk sat dagsordenen.

Der er en udbredt forventning om, at Den Europæiske Centralbank (ECB) begynder at sænke den pengepolitiske rente i juni. Hvis altså ikke alle de økonomiske nøgletal kører af sporet de næste måneder. Det gælder i særdeleshed løn- og inflationsudviklingen. Hvis den ikke bliver som forventet, så hænger rentesænkningen i en tynd tråd.

‘r*’ eller ‘r-star’ er et centralt begreb, når centralbankerne skal sætte den pengepolitiske rente. r* er den rente, der på sigt leder til paradisets have for centralbankerne. For centralbanker er det en tilstand, hvor produktionen svarer til økonomiens potentielle kapacitet, og inflationen svarer til centralbankernes mål. Problemet er, at det er svært at bestemme r* – eller bare forstå det, der driver den. Det er ikke en rar erkendelse, hvis man som danske låntagere er dybt afhængige af centralbankernes opfattelse af r*. Jo højere r* er, jo højere skal centralbankerne sætte deres pengepolitiske renter, og jo højere bliver renten på dit realkreditlån.

Den italienske økonomi har historisk set været en af de svageste i euroområdet – blandt andet som følge af stor offentlig gæld, dårlig konkurrenceevne og manglende villighed til at gennemføre reformer. Der har været kritiske situationer, hvor det var ved at gå helt galt. Italien blev kun reddet af andre lande og Den Europæiske Centralbank, fordi alternativet var værre. I øjeblikket nyder Italien imidlertid godt af, at Tysklands økonomiske model er presset af den globale omstilling. Spørgsmålet er, om det varer ved.

Kina har over de seneste år akkumuleret gæld i et omfang, der minder om det, man ser i de rige vestlige lande. Det stiller krav til drastiske politiske indgreb, hvis det ikke skal køre helt af sporet – indgreb, der kommer til at gøre ondt. Gældsudviklingen er tilmed kompleks, og det bliver i sig selv en stor udfordring, når Kina skal forsøge at bekæmpe den.

Kursen på bitcoin over for dollaren nåede en all-time high, før den faldt markant tilbage. Det har tiltrukket spekulative sjæle, og der er noget selvforstærkende ved udviklingen. Spørgsmålet er, hvor længe det kan vare, og om der er noget om snakken – bør man lade sig friste og hoppe med på krypto-investeringsbølgen, eller skal man holde sig langt væk? Det vil jeg se nærmere på i denne uge.

To gange om året udlægger chefen for den amerikanske centralbank, Jeremy Powell, teksten for lovgiverne i Kongressen. Det er en vigtig del af den parlamentariske kontrol med centralbanken, og derfor vejes ordene på en guldvægt. Det seneste besøg i Repræsentanternes Hus og Senatet fandt sted den 6. og 7. marts, og her sendte centralbankchefen signaler om, at det med stor sandsynlighed snart er tid til en rentesænkning.

Hvis man rejser rundt i Afrika, bliver det hurtigt klart, at Kina spiller en stigende rolle. På tværs af kontinentet vil man se en stor mængde kinesere i bybilledet, og det er der en særlig grund til. Kina har nemlig pumpet enorme pengesummer ind i Afrika og har dermed været med til at gældsætte det – blandt andet for at sætte sig på kontinentets råstoffer. Det er Zambia et eksempel på. Heldigvis ser vi også en udvikling, hvor Kina er med til at betale regningen.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, der netop er fyldt 70, havde i mange år det usædvanlige synspunkt, at høje centralbank-renter skaber inflation. Spørger man økonomer, er det lige modsat: centralbanker bekæmper inflationen ved at sætte renten op. Efter det tyrkiske præsidentvalg sidste forår vendte Erdogan dog på en tallerken, og den tyrkiske centralbank har nu sat renten op. I denne uge kan du blive klogere på den problemstilling og på udviklingen i den tyrkiske økonomi, der har geopolitiske implikationer.

De toneangivende centralbanker, heriblandt den amerikanske og den europæiske centralbank, der i høj grad påvirker vores allesammens pengepung, har over de seneste godt 15 år ekspanderet deres balance med en faktor 10 – de har både lånt penge ud og købt obligationer i mængder, der ikke er set før. Nu er de i gang med at reducere balancen som en del af normaliseringen af pengepolitikken i lys af, at vi er gået fra en frygt for deflation til en frygt for inflation. Der er en vis nervøsitet, herunder på de finansielle markeder, forbundet med den rejse – det er nemlig ikke uden risiko at hive flere tusinde milliarder euro og dollar ud af det finansielle system.

Gennem historien har økonomer betragtet ny teknologi som et gode. Den øger nemlig produktionskapaciteten, og derfor bliver der en større “kage” at fordele mellem alle i samfundet. De seneste år er økonomerne imidlertid begyndt at blive mere kritiske over for ny teknologi. Senest har en række prominente økonomer givet udtryk for, at det er vigtigt at styre den kunstige intelligens for at undgå en negativ påvirkning af samfundet.

Det engelske ord resilience, som bedst kan oversættes til modstandskraft, er det gennemgående begreb i Den Internationale Valutafonds (IMF) seneste opdatering af forventningerne til udviklingen i verdensøkonomien. Selvom verdensøkonomien har fået flere brutale kindheste på det seneste, så klarer den sig forbløffende godt. Den sprinter ikke derudaf, men den er heller ikke faldet ned i det hul, de fleste forventede.

Guldprisen er i dag på over 2.000 USD per ounce. Det har givet fornyet interesse i guld som investeringsobjekt. Gulds fordel er, at der ikke er ret meget af det. Når det er sagt, så har guld i lange perioder ikke været en god investering.

For snart to år siden skabte Silicon Valley Bank panik på de finansielle markeder, da den kollapsede. På den amerikanske økonomforenings årsmøde kom det for nylig frem, at bankens ustabilitet ikke var et enestående tilfælde. Mange andre amerikanske banker havde nemlig også gjort sig sårbare i forhold til en af de mest ventede rentestigninger nogensinde. Hvorfor? Det ser jeg på i denne uge.

Hvert år i den første weekend i januar samles nogle af verdens dårligst klædte mænd og et mindre antal bedre klædte kvinder og lytter til de seneste budskaber fra økonomstanden, også kendt som the dismal profession, den dystre profession. Det drejer sig om årsmødet i den amerikanske økonomforening. Økonomer holder på pengene, og derfor finder mødet sted i årets billigste hotel-weekend. Lokationen skifter fra år til år, men det har dog aldrig fundet sted i Las Vegas, hvor hotelpriserne ellers er lave – økonomer spiller nemlig ikke, fordi de kender de dårlige odds, så hotellerne i Las Vegas ønsker ikke at have dem som gæster.

Da jeg var ansat i Den Internationale Valutafond (IMF) omkring 1990, lød det hyppigt på gangene, at inflation var et monetært fænomen. Hvis centralbankerne førte en tilstrækkelig restriktiv pengepolitik, så ville der ikke være inflation. Det var en gentagelse af den amerikanske økonom Milton Friedmans berømte ord – han var monetarismens fader og fik i 1976 nobelprisen for sin indsats. Nu er nogle af Milton Friedmans efterfølgere begyndt at tale om, at inflation kan være drevet af underskud på de offentlige finanser – eller med andre ord, inflation er måske blevet et fiskalt fænomen.

I sin første indsættelsestale i 1933 sagde Franklin Roosevelt som nyvalgt præsident, at det eneste, amerikanerne havde at frygte, var frygten selv. Det var under Den Store Depression, som blev udløst af krakket på Wall Street i 1929. Når frygten rammer de finansielle markeder, styrter alle mod udgangen. Og når det sker, er der ingen til at købe det, der sælges, og derfor falder priserne. Lige nu er situationen den stik modsatte. Frygten er nærmest totalt fraværende. For en økonom kan det også give anledning til bekymring.

Det er dyrt at føre krig, og Rusland er ikke et rigt land. Det er for mange en gåde, hvordan Rusland økonomisk kan holde til at føre krig i Ukraine. En del af forklaringen er, at russisk økonomi er velstyret. En anden del af forklaringen er, at Rusland lever højt på indtægter fra olie og gas.

Den tiårige amerikanske statsobligationsrente er på under to måneder faldet med 1 procent. Det skyldes ikke mindst forventninger til, at den amerikanske centralbank (Federal Reserve) har knækket inflationen og dermed i 2024 skal i gang med at sætte renten ned. Det lyder næsten som en julegave til danske låntagere, men så nok heller ikke mere. Det kan du læse mere om i denne uges Fri Værdi.

Normalt bliver Tyskland set som Europas stærke økonomi, men de seneste kvartaler er billedet vendt. Et tysk tv-program stillede for nylig spørgsmålet, om den tyske økonomiske model er dødsdømt. Der er ikke tvivl om, at modellen er udfordret af den globale udvikling, men Tyskland har før vist en enestående evne til at komme tilbage.

Argentina er et eksempel til skræk og advarsel på, hvor galt det kan gå, hvis man fører en forkert økonomisk politik. I begyndelsen af det 20. århundrede var Argentina ellers et af de rigeste lande i verden, men nu ligger landet nummer 65 målt på BNP per indbygger. Det er på trods af, at Argentina er rig på naturlige ressourcer og har en veluddannet befolkning.

I økonomernes drømmeverden burde der ikke være forskel på prisniveauet i forskellige lande – valutakursen burde flytte med, så prisen i vores egen valuta på varer i et land er den samme som i andre lande. Her må man konstatere, at økonomernes drømmeverden ligger langt fra den virkelige. Selv økonomerne er efterhånden nået til den erkendelse. Det kan du læse mere om i denne uges Fri Værdi, hvor vi skal se nærmere på valuta- og prisudvikling.

Efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober og Israels gensvar herskede der på de globale markeder en udbredt forventning om, at oliepriserne ville stige. Forventningen var knyttet til den anspændte situation i Mellemøsten og risikoen for, at olien som i 1970’erne ville blive brugt som politisk våben. Der var en frygt for, at endnu et udbudschok – altså at de olieproducerende lande i Mellemøsten skulle stoppe olieeksporten, så udbuddet faldt drastisk – ville ramme de vestlige økonomier med både højere inflation og lavere vækst til følge. Indtil videre har udviklingen været modsat. Oliepriserne er tværtimod faldet, og der er foreløbig ingen tegn på, at vi er på vej ind i et økonomisk tilbageslag med høj inflation drevet af højere oliepriser.

6-3 lyder, som om der er tale om en tenniskamp, men det er nu ikke tilfældet. I stedet henviser 6-3 til fordelingen af stemmer i et slag om centralbankernes rentefastsættelse, som foregik 17 km øst for tennissportens Mekka i Wimbledon, nærmere bestemt i Bank of Englands bygning i Threadneedle Street i London.

Japans økonomi blev i 1980'erne set som et forbillede. Succesfulde virksomheder som Sony og Toyota sprøjtede nye og attraktive produkter ud, der erobrede verden. Men det vendte alt sammen i begyndelsen af 1990’erne, hvor Japans økonomi faldt sammen – fremgangen blev forvandlet til lav vækst og faldende priser. Det er et godt eksempel på, at succesen for økonomiske modeller kan være flygtig.

USA's økonomi fortsætter med at vokse på trods af rentestigninger. I dag, fredag den 3. november, kommer også tallet for udviklingen af beskæftigelsen i USA. Det tal er kendt som ”kongetallet” for amerikansk økonomi og kan flytte både renter og aktiekurser, hvis det viser noget andet end forventet. Det gælder ikke alene i USA, men også for Danmark.

Verdens centralbanker gør i dag en stor indsats for at kommunikere deres forventninger til fremtiden. Den Amerikanske Centralbank, The Federal Reserve, offentliggør endda sine forventninger til den rente, som de skal fastsætte i løbet af de kommende år. Det sker i form af en figur, hvor forventningerne til renten hos de enkelte medlemmer af ledelsen registreres som en prik. Det er et stort skifte i forhold til en berømt udtalelse fremsat af den navnkundige formand for The Federal Reserve, Alan Greenspan, i 1987. Her sagde chefen for den amerikanske centralbank, at hvis han fremstod klar, så havde man misforstået ham.

Jeg har lige været i Etiopien og Uganda. Det mest slående indtryk er, hvor mange mennesker der er, hvor unge de er, og hvor meget virkelyst, der er. Etiopien har næsten 120 mio. indbyggere, og befolkningen vokser med 3 pct. om året. Uganda har næsten 50 mio. indbyggere og samme befolkningstilvækst. Ånden fra Løvens Hule er også sluppet løs i Afrika; iværksætterdrømmen lever blandt tech-iværksætterne. Landene har et stort potentiale, men af forskellige grunde afspejler det sig ikke i den økonomiske velfærd. Det kigger jeg nærmere på i denne uges fri værdi.

Mange husker sikkert sangen “Afrika” fra 1985, som blev indspillet af en række danske popstjerner nogenlunde samtidig med et lignende amerikansk projekt med Michael Jackson i spidsen: “We Are the World”. Sangen blev også kendt som ”Giv en hånd til Afrika”, for det var nemlig formålet med både det danske og en række lignende internationale projekter det år.

De fleste danskere er gennem deres pensionsopsparing blevet storkapitalister. Danskernes pensionsformue er dobbelt så stor som landets samlede bruttonationalprodukt, og dermed sidder den danske befolkning på en af de største pensionsformuer i verden. I kroner og ører betyder det, at pensionsselskabernes beholdning af aktier og investeringsforeningsbeviser udgør 2.500 milliarder kroner. Derfor har mange danskere en naturlig interesse i udviklingen på aktiemarkedet, men udviklingen på aktiemarkedet er som vejret; mange taler om det, men det er svært at forudsige.

Du og jeg har i mange år levet i en verden, der er blevet stadig mere integreret. De fleste af de varer, vi køber, er sat sammen af komponenter fra vidt forskellige lande. Det har gjort dem billigere, men det har også skabt en større sårbarhed i tilfælde af en krise. Det har vi set under corona-krisen, eller når et skib sætter sig på tværs i Suez-kanalen eller i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine. Det har givet anledning til mere end bare tanker om balancen mellem økonomisk effektivitet og national sikkerhed. I sidste ende kan det få store konsekvenser for dig og mig og den øvrige verden.

De nye ejendomsvurderinger har sat sindene i kog. Det er ikke nyt, at ejendomsvurderinger og de skattemæssige konsekvenser for befolkningen giver anledning til debat. Da man i Storbritannien tilbage i slutningen af 1600-tallet indførte en særlig skat på ejendomme, der havde mere end seks vinduer, talte man om Daylight Robbery, fordi man mente, at staten i bogstaveligste forstand stjal dagslyset – siden da er det blevet en fast vending.

Én gang om året – i slutningen af august – mødes de øverste chefer fra verdens centralbanker i Jackson Hole i den amerikanske delstat Wyoming. Jackson Hole er centralbankernes årlige skovtur. Her får de førende centralbanker mulighed for at fortælle resten af kredsen om deres aktuelle overvejelser. Både chefen for Den Amerikanske Centralbank, Jerome Powell, og Den Europæiske Centralbanks præsident, Christine Lagarde, bekræftede på årets møde deres mål om at få inflationen tilbage på to procent.

Både Den Amerikanske og Den Europæiske Centralbank er bekymrede. Tab på erhvervsejendomme kan hurtigt få en størrelse, der skaber problemer for den finansielle stabilitet. Hvis det finansielle system ikke kan understøtte økonomien, herunder ved at stille de nødvendige lån til rådighed, så er der risiko for et økonomisk tilbageslag, der rammer os alle sammen. Det skriver jeg om i denne uges Fri Værdi.

Kinas demografi er ved at ændre sig. Det begyndte med den såkaldte et barns-politik, men det, der var tænkt som et politisk indgreb i en konkret situation, er nu blevet en del af kinesernes livsstil. Der fødes få børn i Kina, og derfor bliver Kina ældre. Det betyder også, at antallet af kinesere på arbejdsmarkedet falder. Arbejdsstyrken skrumper altså. Det har den konsekvens, at vækstpotentialet reduceres.

Når vi skal betale, bruger vi Dankort, MobilePay, Apple Pay, betalingsservice og lignende. Sedler og mønter udstedt af centralbanker var engang vores foretrukne betalingsmiddel, men det er det ikke længere. Bankerne og teknologivirksomhederne har udviklet smartere instrumenter end fortidens penge, og frygten for at blive irrelevant har tvunget centralbankerne til at genbesøge deres rolle i betalingssystemet. Det rejser principielle spørgsmål om arbejdsdelingen mellem centralbanker og private banker; måske endda om bankernes forretningsmodel.

Du er måske en af de mange danskere, der flokkes til Sverige for at nyde godt af den svage svenske krone. For den svenske centralbank, Sveriges Riksbank, er det imidlertid knap så morsomt. Den er fanget mellem det, amerikanerne kalder a rock and a hard place, for der er både fordele og ulemper ved en svag svensk krone set med Riksbankens øjne. I Sverige er inflationen højere end i de fleste vestlige lande. Samtidig er Sverige ramt af negativ vækst, og ejendomsmarkedet er presset. Det skriver jeg om i denne uges Fri Værdi.

Kan du huske dengang i slutningen af 2021, da udsigten lød på lave renter i lang tid? Sådan er det som bekendt ikke gået, og renten på danskernes boliglån er et emne af så stor interesse for befolkningen, at det måske ligefrem kan gøre os økonomer til et socialt aktiv. De lave renter var udtryk for, at den vestlige verden i mange år flirtede med generelt faldende priser; det der i den økonomiske jargon hedder deflation, og som er det modsatte af inflation. Under depressionen i 1930’erne var de vestlige landes økonomier hjemsøgt af netop deflation.