Hvor­for hav­de Gand­hi en svag­hed for Hitler?

I går mar­ke­re­de den offi­ci­el­le dan­ske kalen­der sto­re bede­dag for sid­ste gang. Da biskop Hans Bag­ger ind­før­te hel­lig­da­gen i 1686, var hen­sig­ten, at den skul­le bru­ges til bod, bøn og faste – akti­vi­te­ter, der på den ene eller anden måde skul­le frem­me for­la­del­sen af vores syn­der, tvin­ge os til at se vores bri­ster og begræns­nin­ger i øjne­ne og måske gøre os til bed­re men­ne­sker. Al han­del og bevært­ning luk­ke­de ned afte­nen før, og i løbet af den sær­li­ge bede­dag rin­ge­de kir­ke­klok­ker­ne ind til hele tre gud­stje­ne­ster. Som en sid­ste tri­but til sto­re bede­dag har jeg læst den rumænsk fød­te ame­ri­kan­ske filo­sof Costi­ca Bra­da­tans nye bog om nød­ven­dig­he­den af at lov­pri­se fia­sko­en og neder­la­get som en vej til ægte ydmyg­hed. Ikke for­di det i sig selv har vær­di at dyr­ke sine mang­ler og begræns­nin­ger, men for­di en mere rea­li­stisk vur­de­ring af den enkel­tes plads i ver­den kan bane vej for vig­ti­ge indsigter.