Inden Mette Frederiksen blev statsminister var hun medlem af lukket klub for verdenseliten
Det korte af det lange
Det vakte opsigt, da Mette Frederiksen i foråret rejste til Portugal for at deltage i Bilderberg-elitens årlige topmøde.
Nu viser en ny medlemsliste fra den lige så gådefulde eliteklub, Den Trilaterale Kommission, at Mette Frederiksen også har haft sin gang her, angiveligt umiddelbart inden hun i 2019 tiltrådte posten som statsminister.
Dermed er Mette Frederiksen én af en række prominente danskere, der har haft sæde i den lukkede klub, og det kan være en fordel for statsministeren, skulle ambitioner om en international karriere en dag melde sig. Det vurderer lektor Dino Knudsen, der har forsket i kommissionens arbejde og indflydelse.
Hele historien
Måske har du hørt om Den Trilaterale Kommission, måske ikke.
Men i fem årtier har den prestigefyldte og sagnomspundne medlemsklub inviteret fremtrædende politikere, erhvervsledere, finansfolk, akademikere og journalister fra Nordamerika, Europa og Asien til at deltage i uformelle — og for offentligheden lukkede — møder om verdens udvikling.
Klubben, der i forvejen har et højst bemærkelsesværdigt medlemskartotek, er med danske øjne blevet lidt ekstra interessant, efter Mette Frederiksen i foråret blev rygtet til at være kandidat til posten som NATOs næste generalsekretær.
På den senest opdaterede medlemsliste fra den 25. september i år står Socialdemokratiets formand og landets nuværende statsminister nemlig nævnt under “tidligere medlemmer i offentlig tjeneste”.
Præcis hvornår Mette Frederiksens medlemskab tog sin begyndelse og sluttede igen, er lidt af et mysterium. Hverken Statsministeriet eller Den Trilaterale Kommission er vendt tilbage med svar på Frihedsbrevets henvendelse.
Men i en sms skriver formand for kommissionens danske gruppe, historiker, dr. phil og tidligere chefredaktør på Politiken, Bo Lidegaard, at han “mener”, at statsministeren blev medlem “efter valget som formand” for Socialdemokratiet i 2015, og at hun fratrådte igen “i forbindelse med tiltrædelsen som Statsminister” i 2019.
Nærmere end det kan Bo Lidegaard ikke komme.
På Den Trilaterale Kommissions senest opdaterede medlemsliste fra september 2023 fremgår både statsminister Mette Frederiksen og Danmarks konkurrencekommissær i EU Margrethe Vestager.
Selv har Mette Frederiksen — efter det stod klart at norske Jens Stoltenberg blev siddende et år mere på posten som generalsekretær for NATO — afvist at hun nogensinde tilstræbte et andet job end jobbet som Danmarks statsminister.
Men skulle det alligevel ske, at statsministeren ombestemmer sig, og bytter drømmen om jobbet som skolelærer ud med ambitioner om en international toppost, er de bonede gulve i Den Trilaterale Kommission et godt sted at have skridtet af.
Det siger Dino Knudsen, der tidligere har forsket i kommissionens formål og virke.
“Hvis man har gjort sine hoser grønne i Den Trilaterale Kommission, eller i Bilderberggruppen, hvor Mette Frederiksen også har været inviteret og deltaget, så har man gjort det blandt nogle af dem, som sidenhen kan være med til at give grønt lys, eller ligefrem vælge en kandidat til en international toppost. Eller man kan have undgået at de sætter sig på tværs. Så, det er ikke helt tosset, hvis man har den ambition,” siger han.
En lukket klub
Statsministerens grønne hoser og kommissionens generelle virke ville Frihedsbrevet gerne have talt med formand for kommissionens danske gruppe Bo Lidegaard om.
Men det har han ikke tid til på grund af for mange møder, siger han og henviser i stedet Frihedsbrevets journalist til Den Trilaterale Kommissions hjemmeside.
Heller ikke Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh eller ansvarshavende chefredaktør på Børsen, Bjarne Corydon, der begge for nyligt er tiltrådt kommissionen, melder klar, da Frihedsbrevet spørger, om de har lyst til at fortælle om kommissionens arbejde.
“Jeg har kun været til et møde i kommissionen, så det er lige en postgang for tidligt. Men måske om et års tid?,” skriver LA-formanden i en sms.
Nogenlunde samme svar giver Bjarne Corydon, der som nytiltrådt medlem også gerne vil have mere erfaring indenbords, før han udtaler sig om kommissionen, siger han.
En, der har erfaring fra klubben, er direktør for Tænketanken Europa, Lykke Friis, som er blandt kommissionens tidligere medlemmer. Men hun henviser til Bo Lidegaard, som altså ikke har tid.
Hos Statsministeriet er der heller ingen svar at hente. Trods flere henvendelser om Mette Frederiksens tidligere medlemskab i Den Trilaterale Kommission, er ministeriet ikke vendt tilbage.
På sin vis kan man sige, at kommissionen, der fylder 50 år i år, dermed lever op til sit rygte:
En lukket og gådefuld klub, hvor intet slipper ud.
Magtfulde mennesker lytter til magtfulde mennesker
Den Trilaterale Kommission, der blev stiftet i 1973, har ganske rigtigt en hjemmeside.
Her kan man læse om kommissionens historiske baggrund, aktuelle medlemsliste, om kommende møder samt uddrag fra interne drøftelser. Fra hjemmesiden kan man også klikke sig videre til kommissionens officielle Youtube-profil, hvor et udvalg af virtuelle møder er uploadet.
Noget kan man altså læse sig til online, men langt fra alt.
Der er nemlig strenge interne regler for, hvad der må og ikke må viderebringes fra kommissionens møder. Således gælder reglen, kendt som “The Chatham House Rule”, der foreskriver, at mens man gerne må referere mødernes generelle dagsorden, så må man ikke afsløre, hvem der har sagt hvad.
Målet er, at skabe et “intimt og åbent rum”, hvor medlemmerne kan tale “frit ud af posen”, forklarer forsker Dino Knudsen og understreger, at al information, der flyder fra kommissionen, er nøje selekteret.
Det er denne lukkethed i en cocktail med klubbens indflydelsesrige klike, der ifølge forskeren gør forsamlingen til et “demokratisk paradoks”.
“Man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvordan elitenetværk som dette påvirker vores demokrati. Hvis det i stor udstrækning bliver impulser fra denne type organisationer, frem for partiafdelingen i Aalborg, der former vores politiske lederes verdensanskuelse og konkrete tilgang til nationale og internationale problemstillinger, har vi potentielt en udfordring for det nationale demokrati,” siger han.
I 2016 udgav Dino Knudsen bogen “The Trilateral Commission and Global Governance. Informal Elite Diplomacy, 1972–1982” baseret på studier i kommissionens eget arkiv, ligesom Knudsen — som én af få — har fået lov til at overvære flere af kommissionens møder.
Den Trilaterale Kommission har ikke et officielt mandat. Der er ikke tale om en officiel institution, myndighed eller repræsentation, og på det formelle plan har forsamlingen ingen magt.
Men kommissionen har stor magt og indflydelse, for kommissionens medlemmer er magtfulde mennesker, som andre magtfulde mennesker lytter til og retter sig efter, forklarer Dino Knudsen.
I et uformelt rum uden for offentlighedens blik udveksler medlemmerne opfattelser og perspektiver, samt forsøger at danne konsensus på forskellige områder som herfra kan sprede sig til regeringer, embedsværk, nationale og internationale institutioner.
Som der står på kommissionens egen hjemmeside, er det et sted, hvor “ideer udklækkes og relationer skabes på tværs af sektorer og geografi.”
“Det er jo en meget elitær kommission, og man kommer kun med, hvis man allerede har en vis magt. Mange har spekuleret i, om man ved at indtræde i kommissionen kan få magt, men det forholder sig nok tværtimod omvendt, at hvis du i forvejen har en magtbase, kan du komme med i kommissionen,” siger Dino Knudsen og tilføjer:
“Nogen tror at kommissionen gjorde Jimmy Carter til USA’s præsident af kommissionen, han var nemlig medlem af den, men det forholder sig omvendt. Carter brugte kommissionen som et springbræt til at blive præsident – og det lykkedes som bekendt.”
Bliver man rekrutteret, eller sender man en ansøgning, hvis man opfatter sig selv som magtfuld nok til det?
“Man kan ikke sende en ansøgning, man bliver udvalgt, og det sker ved, at kommissionens nationale grupper, der er en gruppe i Danmark, en gruppe i USA, en gruppe i Tyskland osv., er i stand til at identificere, hvem de gerne vil have med, som kan spille en rolle og bibringe kompetencer og viden, som kan være gode for gruppen og for den regionale gruppe, man er del af. I det danske tilfælde er man en del af den europæiske gruppe.”
Vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensens navn dukker også op
Løber man ned over kommissionens aktuelle medlemsliste, er der uden tvivl tale om indflydelsesrige personligheder.
Godt 500 af dem.
Blandt nuværende medlemmer finder man blandt andet USA’s tidligere udenrigsminister og sikkerhedspolitiske rådgiver Henry A. Kissinger, tidligere CIA-vicedirektør Jami Miscik, Sveriges tidligere statsminister Carl Bildt og USA’s tidligere vice-national sikkerhedsrådgiver i Irak og Afghanistan, Meghan O’Sullivan.
Af danske medlemmer sidder udover Bo Lidegaard, Bjarne Corydon og Alex Vanopslagh, tidligere departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad, Nationalbankdirektør Signe Krogstrup, politisk rådgiver i Udenrigsministeriet Annahita Nikpour og politolog ved Københavns Universitet Rebecca Adler-Nissen.
Udover statsminister Mette Frederiksen er også vicestatsminister og Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen og Danmarks konkurrencekommissær i EU Margrethe Vestager tidligere medlemmer af den prominente klub.
Af den senest offentliggjorte medlemsliste fremgår Jakob Ellemann-Jensens navn intet sted, men i en ældre version fra juni 2022, står Venstres formand nævnt som nuværende medlem, ligesom Jakob Ellemann-Jensen stadig er omtalt og afbildet på kommissionens hjemmeside.
Frihedsbrevet har spurgt Økonomiministeriet og Venstres pressetjeneste, hvornår Jakob Ellemann-Jensen var medlem, men i skrivende stund er ingen af dem vendt tilbage med svar.
For nyligt kunne det britiske medie Declassified UK desuden afsløre, at den britiske oppositionsleder og formand for Labour, Keir Starmer, i flere år var medlem af kommissionen, mens han havde sæde i oppositionens skyggekabinet under daværende partiformand Jeremy Corbyn.
Til Declassified UK oplyser Jeremy Corbyn, at Keir Starmer aldrig oplyste ham om sit medlemskab. Havde han gjort det, havde Corbyn straks sat en stopper for det, siger han til mediet.
Hvad konspirationsteorier lever af
Den hemmelighedsfulde medlemsklub har ikke overraskende fodret mange konspirationsteorier, hvoraf en ofte gentaget lyder, at Den Trilaterale Kommission i det skjulte styrer verdens gang.
Men selvom kommissionen ifølge Dino Knudsen utvivlsomt besidder stor uformel magt, advarer han mod at lade sig rive med af “vilde konspirationsteorier” om en slags overnational “skyggeregering”.
“Det er det ikke. De mødes ikke så ofte, og det er begrænset, hvor meget man kan nå at klappe af på en weekend, hvis man skal styre hele verden. Men der er ingen tvivl om, at der er en form for uproportional indflydelse på spil”, siger han og uddyber:
“Det er klart, hvis du sammenligner med foreninger, sociale bevægelser, fagforeningsorganisationer eller lobbyorganisationer, som forsøger at påvirke den politiske proces, så er de her mennesker i en særlig position. De har meget magt. Det kan være, at de er redaktør på et vigtigt medie. Det kan være, at de sidder som formand for et førende politisk parti. Det kan være, at de har en international toppost i Verdensbanken eller IMF. Selvfølgelig har de en anden mulighed for at præge verden og sætte det i effekt.”
Hvordan oplever du kommissionens selvopfattelse af den magt, den udøver?
“Altså man kan jo sige, at det er et demokratisk dilemma eller paradoks, fordi normalt i et demokrati tillægger vi det stor værdi, at folket styrer, ikke en elite, at der er transparens, at man skal stå til ansvar for, hvad man mener, og at alle formelt set er stillet lige. Det kommer jo til kort, når vi ser på denne kommission,” siger han.
“På den anden side, kan man sige, at det står jo alle frit for at lave en klub og mødes med dem, de har lyst til. Men i det her tilfælde skal man være opmærksom på, at det er nogle meget magtfulde mennesker. Derfor har de en anden mulighed for at sætte ting i værk og præge verden, end vi andre har, når vi organiserer os på forskellig vis i Danmark.”
Det er svært at se dem over skuldrene, når de mødes for lukkede døre?
“Ja, og jeg kan så afvise, fordi jeg har været dybt nede i kilderne, og også er blevet inviteret med som observatør til to af deres møder, at de sidder og konspirerer om at lave en verdensregering. Det er ikke det, der er på dagsordenen.”
“Det de forsøger, er at sige: kan vi koordinere på tværs af forskellige nationale interesser og regionale interesser? Kan vi skabe tillid og en konsensus, som gør, at vi undgår konflikt? Og hvis vi har konflikt på tværs af de her regioner, hvilke muligheder er der så for at afstemme vores interesser og mødes på tværs?”
Er der én interesse på tværs af alle de her eliter?
“Det er der ikke. Man har stærke modsætninger, men det er et forsøg på at afbøde dem, moderere dem og opnå konsensus, i stedet for konflikt.”
Først var der Bilderberg-eliten
Den Trilaterale Kommissions skabelsesberetning går på, at kommissionen udsprang af en anden mindst lige så lukket og elitær klub, nemlig den såkaldte Bilderberggruppe efter stifter David Rockefeller i 1972 uden held forsøgte at få gruppen til at optage Japan som medlem.
For den amerikanske bankmand, der selv havde været med til at grundlægge Bilderberggruppen som et lukket forum for Nordamerikas og Europas elite, var det afgørende at få Japan og Asien ind i folden.
Tiden for USA’s hegemoni, som den stærkeste økonomiske magt i verden, ville ikke vare ved, erkendte Rockefeller, og i stedet for at afvente de nye kræfters næste træk, gjaldt det om at få dem indlemmet i samtalen om en ny multipolær verdensorden.
Ifølge Dino Knudsen for på et uformelt plan at slå de første masker op til et formelt samarbejde mellem USA, Europa og Japan om fremtidens økonomiske og sikkerhedspolitiske dagsorden.
Da David Rockefellers forslag blev afvist af Bilderbergruppen, grundlagde han i 1973 Den Trilaterale Kommission sammen med blandt andre politologen Zbigniew Brzezinski, som senere blev national sikkerhedsrådgiver for USA’s præsident Jimmy Carter.
Spørger man Dino Knudsen, om kommissionens magt og indflydelse er taget til gennem årene, er hans vurdering, at kommissionen siden 00’erne tværtimod har mistet fordums tiders “momentum”.
Flere uformelle netværk, tænketanke, komitéer m.m. er skudt frem, hvor verdenseliten kan mødes og drøfte tingenes tilstand. Kommissionen, der ifølge Dino Knudsen startede som noget “helt nyskabende”, er i dag ikke lige så eksklusiv.
Samtidig peger han på, at medlemmernes høje aldersgennemsnit også har været et problem for kommissionens evne til at holde sig relevant.
“Tit sker der det for denne her slags organisationer, at de bliver ældre med årene. De er ikke i stand til at forny sig og få de unge medlemmer med, fordi dem, som sidder der, gerne vil blive siddende. Og så sker der det, at man til sidst bliver mere og mere irrelevant,” siger han.
“Men de senere år har den trilaterale kommission gjort en stor indsats for at få yngre medlemmer med, få kvinder med og få folk med, som har en lidt anden profil og måske repræsenterer nogle lidt andre interesser, så de også er repræsenteret i kommissionen. Det tror jeg helt sikkert er et forsøg på at tilpasse sig og igen spille en mere prominent rolle, end man måske har gjort i en periode.”
Mette Frederiksen er ude for nu
Dermed er vi tilbage ved start, nemlig statsminister Mette Frederiksens tidligere medlemskab af kommissionen, som altså er lidt af et mysterium.
Ifølge kommissionens interne regler må aktive medlemmer ikke have aktuelt regeringsansvar. Står det til troende, må Mette Frederiksen senest være trådt ud, da hun ved valget i 2019 overtog Statsministeriet efter Lars Løkke Rasmussen.
“Det er en af forskellene til eksempelvis Bilderberg-konferencerne, hvor de også inviterer folk med, som har aktuelt regeringsansvar. Det gør man ikke i kommissionen, og det er ud fra den opfattelse, at når man mødes i kommissionen, skal man kunne lægge den kasket, man til dagligt har på, til side, og så skal man kunne have en åben debat, hvor man ikke tager udgangspunkt i, at man skal repræsentere sit lands interesse,” siger Dino Knudsen og tilføjer:
“En person som eksempelvis Mette Frederiksen træder ud af kommissionen, når hun bliver statsminister eller minister i øvrigt. Men man kan så komme tilbage til kommissionen igen, når man ikke længere er minister.”
Ifølge Dino Knudsen er det set før, at tidligere såkaldt “sovende medlemmer” har vandret ind og ud af kommissionen, og på den måde bibeholdt et vigtigt netværk og adgang til væsentlig information.
Hvis man som indflydelsesrig i samfundet gerne vil have endnu mere magt, end den man i forvejen besidder, eller gerne vil flytte sin magt til en international post, så er det altså ikke helt dumt at sidde i det her selskab?
“Nej, så er det et af de vigtigste steder, men vi skal stadig bare huske, at det er et uformelt sted. Så, selvfølgelig er det lige så vigtigt, ja endnu vigtigere, at gøre god figur, når man mødes med sine regeringskolleger fra resten af Europa eller i NATO og andre internationale organisationer af en vis kaliber,” siger Dino Knudsen og tilføjer:
“Men hvis vi kigger på det mere uformelle plan, hvor der altså også sker en form for tillidsopbygning, og netværksopbygning, jamen så er Den Trilaterale Kommission helt i toppen sammen med Bilderberg Gruppen og World Economic Forum. Der har det en vis betydning, at man kan danne de her netværk og bruge dem til siden at få en toppost internationalt.”
Hvis nu Mette Frederiksen en dag vil videre til eksempelvis NATO, er det så noget, de kunne finde på at klappe af med hinanden internt i den her kommission og vil det få en betydning, tror du?
“Det er ikke noget, man sidder og aftaler i kommissionen. Det er det ikke. Men det er en rigtig god platform, og jeg vil sige, at hun har mødt nogle væsentlige personer her, som sidenhen, hvis de har fået et godt indtryk af Mette Frederiksen, måske kan være betydningsfulde i forhold til at få en international toppost. Og måske, hvis ikke opbakning, så i hvert fald ikke modstand. Det er lige så vigtigt, når man skal vælges til en international toppost.”
Frihedsbrevet har spurgt Statsministeriet, hvornår Mette Frederiksen præcis var medlem, og hvor mange møder hun deltog i, mens hun var medlem af kommissionen, og om hun i dag er såkaldt “sovende medlem” eller helt er udtrådt af klubben.
Trods flere henvendelser til ministeriet de seneste fjorten dage, har det ikke været muligt at få svar inden artiklens deadline.
Kan du lide, hvad du læste?
Bliv medlem i dag, og få adgang til al Frihedsbrevets indhold. Fra vores otte afsnit lange podcastserie Huset Færch, hvor Mads Brügger udfolder en vild fortælling om en skandaleombrust rigmandsfamilie, til magtkritisk og undersøgende journalistik om finans, politik og kultur.
Der er ingen bindingsperiode.
Allerede medlem? Log ind her