I en enorm mes­se­hal i Tor­on­to står to med­ar­bej­de­re fra den grøn­land­ske rege­ring og pas­ser en stand til ver­dens stør­ste mine­kon­fe­ren­ce. Omkring dem myl­drer hund­red­vis af repræ­sen­tan­ter fra mul­ti­na­tio­na­le mine­sel­ska­ber, under­le­ve­ran­dø­rer, rege­rin­ger og nystar­te­de tek­no­lo­gi­fir­ma­er, som impo­ne­rer for­bi­pas­se­ren­de med kun­stig intel­li­gens og robo­t­hunde på stør­rel­se med små men­ne­sker – uund­vær­li­ge værk­tø­jer til at efter­for­ske og udvin­de råstof­fer nu om dage.

30.000 men­ne­sker fra mere end 100 lan­de er rejst til den nor­døst­li­ge cana­di­ske stor­by. Her er McK­in­sey-kon­su­len­ter, inve­ste­rings­bank­folk, mine-ran­chers iført cow­boyhat­te og hur­tig­bril­ler fra Austra­li­en og Syd­afri­ka, sau­di­er iført thawb, geo­lo­ger i far­ve­rigt fril­uft­støj og høv­din­ger fra oprin­de­li­ge stam­mer – alle er kom­met her­til for at hand­le, net­vær­ke og sladre.

Fri­heds­bre­vet er også med for at snu­se til, hvad mine­in­du­stri­ens pin­ger har på spi­sesed­len. Og hvor­dan det hele hæn­ger sam­men med Donald Trumps fort­sat­te insi­ste­ren på at ind­lem­me Grøn­land i USA.