Iran og Rusland er ikke så tæt­te, som du tror

Vla­di­mir Putin vil snart have det som Pal­le ale­ne i ver­den. 

Sådan for­lød det umid­del­bart efter star­ten på USA’s og Isra­els angreb på Iran og lik­vi­de­rin­gen af lan­dets reli­gi­øse og mili­tæ­re ledel­se som føl­ge af en impo­ne­ren­de magt­de­mon­stra­tion, der deci­me­re­de Irans mili­tæ­re kapa­ci­tet.

Vi igno­re­rer for tan­ke­eks­pe­ri­men­tets skyld, at ver­den ikke læn­ge­re er delt op i distink­te blok­ke og alli­an­cer; at det kan skif­te fra situ­a­tion til situ­a­tion, som vi selv har måt­tet san­de i for­hold til USA, og at Rusland, uan­set hvad der sker i Iran, sid­der med ved bor­det i nog­le af de sene­ste årti­ers vig­tig­ste inter­na­tio­na­le nyska­bel­ser, nem­lig BRIKS+ og Shang­hai Coo­pe­ra­tion Orga­niza­tion (SCO).  

Den ene såkaldt nære alli­e­re­de efter den anden faldt, hed det. Først Assad-regi­met i Syri­en i 2024, der­næst Madu­ro i Venezu­ela i janu­ar, dog uden et regi­meskif­te, og nu Irans aya­tol­lah Ali Kha­me­nei, hvor man­ge for et par uger siden fore­stil­le­de sig, at præ­stesty­ret vil­le kol­lap­se, mens fle­re inklu­si­ve præ­si­dent Trump selv for­ud­så, at Cuba vil­le bli­ve den næste i ræk­ken. 

Sam­ti­dig er Ruslands ind­fly­del­se i sit nære udland, ikke mindst i Cen­tra­la­si­en og det syd­li­ge Kaukasus, ble­vet svæk­ket som føl­ge af kri­gen i Ukrai­ne. Både for­di Ukrai­ne er Kremls uden­rigs- og sik­ker­heds­po­li­ti­ske pri­o­ri­tet num­mer ét, og hoved­par­ten af lan­dets res­sour­cer kana­li­se­res den vej, og for­di fle­re af repu­blik­ker­ne i det tid­li­ge­re Sov­je­tu­ni­o­nen har udnyt­tet situ­a­tio­nen til at kig­ge i andre ret­nin­ger, uden at Moskva kan gøre så meget.

Set fra Moskva vil udfal­det af kri­gen i Ukrai­ne bestem­me lan­dets posi­tion i ver­den i man­ge år frem­over. Hvis man taber kri­gen, vil det bli­ve mere end almin­de­ligt svært at opret­hol­de fore­stil­lin­gen om Rusland som stormagt.