Kan fantasien om hellig krig være en vej til at bekæmpe jihadistisk vold?


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

Kære læser 

Mit navn er Kathrine Elmose Jør­gensen. Jeg er soci­olog, men er til daglig tilknyt­tet Det Juridiske Fakul­tet på Køben­havns Uni­ver­sitet, hvor jeg forsker i jihadisme. Jeg overtager fra denne uge stafet­ten fra Tore Ham­ming på nyheds­brevet Fri Jihad. Jeg vil skrive om, hvad der aktuelt sker på jihad-fron­ten og vil indimellem også trække på ind­sigter og erfaringer fra min egen forskning. 

I dette første nyheds­brev zoomer jeg ind på forhold­et mellem jihadisme og fan­tasi. Har fan­tasien og drøm­men om livet som hel­lig kriger betyd­ning for, om man fysisk engager­er sig i jihadisme eller ej? 

Betyd­nin­gen af fan­tasien og forestill­in­gen om delt­agelse i hel­lig krig ver­sus virke­lighe­den blev for nylig aktu­alis­eret i sagen om canadieren Shehroze Chaudhry, måske bedre kendt som Abu Huza­y­fah fra The New York Times pod­cast Caliphate. I pod­cas­ten fortæller han på mak­aber vis om sine oplevelser som fremmed­kriger i Islamisk Stat. Men Chaudhry har aldrig sat sine fød­der på syrisk eller irakisk jord. Kun i sin fan­tasi var han en del af kali­fatet. Som mod­still­ing til Chaudhrys his­to­rie, er det velk­endt, at mange af de vester­lændinge, som endte med at rejse til Lev­an­ten for at tilslutte sig IS, netop var drevet af en fan­tasi og et håb om ”det gode liv” i kalifatet. 

Så hvor­dan skal vi forstå fan­tasiens betyd­ning, hvis vi vil blive klogere på tilslut­nin­gen til salafi-jihadisme (det vil sige det vold­elige forsvar for islam) – og måske krigs­førelse i det hele taget? 

Tak for­di du læs­er med – jeg glæder mig til at skrive til jer! 

Historien om Shehroze Chaudhry

I 2018 udkom The New York Times’ pod­cast Caliphate, hvor jour­nal­is­ten Ruk­mi­ni Cal­li­machi forsøger at besvare spørgsmålet, hvem er IS? 

Allerede i pro­lo­gen stifter lyt­teren bek­endt­skab med Abu Huza­y­fah (Shehroze Chaudhry). Da Cal­li­machi spørg­er, hvor­dan han for­beredte sig på at slå men­nesker ihjel, svar­er han: ”Vi havde dukker til at øve os på,” og fort­sæt­ter: ”man kunne skære, prak­tis­ere, hal­shugge, stikke, du ved, bare prak­tis­ere det, som en med­i­cin­stud­erende ville gøre. Man var nødt til at vide, hvor­dan en kniv anven­des på et menneske.” 

Chaudhry fortæller detal­jeret om, hvor­dan han løb over den syriske grænse, ankom til IS, blev udspurgt om tidligere erfaringer med jihad, våben­træn­ing og shari­a­træn­ing og om sin rolle i kali­fatet som en del af hizbah, det vil sige sharia-poli­ti­et. Han fortæller om en mand i 40’erne, hvis kone ikke bar niqab. Det faldt tilbage på man­den, som der­for skulle straffes med piskeslag – en opgave, som Chaudhry udførte, og som ifølge hans beretninger fik blodet til at sprøjte. Som for­mentlig mange andre lyt­tere undrede jeg mig over, at han kunne sid­de som et frit men­neske på et hotelværelse i Toron­to og fortælle om sine oplevelser uden at være blevet stil­let for en dommer. 

Canadiske poli­tikere udtryk­te deres uforståen­hed over for de tilsyneladende man­glende kon­sekvenser for Chaudhry, og efter lancerin­gen af det fjerde afs­nit (hvor han indgående fortæller om at slå ihjel i IS’ navn) kom­mer Chaudhry da også i det canadiske poli­tis søgelys. De under­søger, om der er hold i hans fortællinger. I sep­tem­ber 2020 bliv­er Chaudhry sigtet for at have svin­dlet med en ter­rortrussel. Den 10. okto­ber 2021 fortæller han selv i ret­ten i Ottawa, at alt, hvad han har berettet om sin tid på slag­marken, er opfun­det. Sig­telserne mod ham frafalder, da anklageren men­er, at udtalelserne er et resul­tat af umod­en­hed uden inten­tion­er om at begå terror. 

Mens hold­et bag Caliphate end­nu ikke var bek­endte med Chaudhrys løgne, lød under­ti­tlen til et af pod­cas­tens afs­nit, at IS for­van­dlede fan­tasi til virke­lighed for en nytilkom­met (Abu Huza­y­fah). Men Chaudhrys fan­tasi blev alt­så aldrig for­van­dlet til virke­lighed. Gudskelov. 

En online jihadistisk subkultur

Det var ikke kun gen­nem fortællingerne til amerikanske jour­nal­is­ter, at Chaudhry forsøgte at udleve sin fan­tasi. Også på sociale medi­er holdt han fast i en fortælling om sin delt­agelse i salafi-jihadisme. For eksem­pel lagde han i 2016 et billede af sig selv på Insta­gram og skrev, at han havde været på slag­marken, og at han nu støt­tede sine brø­dre, som fort­sat kæm­pede ude i felten. 

Det er velk­endt inden for ekstrem­is­me­forsknin­gen, at IS via deres pro­pa­gan­damask­ine har fab­rik­eret et tillokkende nar­ra­tiv om ”det gode liv” i kali­fatet. Et nar­ra­tiv, som har været med til at generere drømme og fan­tasi­er om tilværelsen som kriger eller jihad-brud under de sorte faner. 

Ifølge Simon Cot­tee, som er en af de førende forskere inden for islamisk ekstrem­isme, kan vester­lændinges engage­ment i salafi-jihadisme blandt andet fork­lares med hen­vis­ning til den online sub­kul­tur, de er en del af. Sub­kul­turen er formet omkring en dig­i­tal, glob­al forestill­ing om vold­elig jihad, der forherliger og ret­færdig­gør vold­en i islams navn. 

I 2020 spurgte Cot­tee, om vester­lændinges engage­ment i jihadis­tisk sub­kul­tur på net­tet er nok til at til­fredsstille poten­tielle jihadis­ter og således er med til at under­trykke egentlig fysisk vold. Alt­så: om forestill­in­gen om jihad kan erstat­te den fysiske jihad. 

Cot­tees spørgsmål kalder på mere end ét svar, men det er ikke desto min­dre bemærkelsesværdigt, at Chaudhrys blodi­ge fan­tasi tilsyneladende var nok og måske afholdt ham fra fysisk at rejse til krigszonen. 

Terrorens tiltrækning

Nogle af de per­son­er, jeg har beskæftiget mig med via min forskn­ing, fan­taserede også om livet i en salafi-jihadis­tisk ter­ro­ror­gan­i­sa­tion, om end deres fan­tasi­er var knap så vold­elige som Chaudhrys. De fan­taserede om at komme væk fra den stig­ma­tis­er­ing, de oplevede i det danske sam­fund, om broder- og søster­sk­a­bet i en ter­ro­ror­gan­i­sa­tion, om at blive en bedre mus­lim og om at delt­age i jihad. Deres fan­tasi­er blev formet gen­nem sociale bek­endt­sk­aber og ved hjælp af billed­er og video­er af livet i kali­fatet, som de blev præsen­teret for online. En kvin­de for­t­alte for eksem­pel, at ”IS teg­nede et drøm­me­billede, som at svæve på en lyserød sky”. 

En amerikan­sk forsker­gruppe har berettet om en ung pige, som troede hun ville komme til IS Dis­ney­land, hvis hun rejste til kali­fatet, mens andre forskere har vist, at fan­tasien om at blive “jihad-cool” eller “jihad-chik” kan være en moti­va­tion for at engagere sig i en terrororganisation. 

For de per­son­er, jeg har fået kend­skab til, var fan­tasien ikke nok. De blev en del af et salafi-jihadis­tisk miljø i Dan­mark i forsøget på at virke­lig­gøre fan­tasien, og nogen endte med at rejse til konfliktzonen. 

Men deres fan­tasi­er krakel­erede. Livet i de salafi-jihadis­tiske grup­per var ikke, som de havde fan­taseret om, håbet på og drømt om. De blev ikke en del af et fæl­lesskab, de følte sig under­tryk­te og beg­y­n­dte at indse, at livet uden ekstrem­isme bød på andre og bedre drømme og håb, og de endte med at for­lade miljøet igen. Desil­lu­sionerede og fan­tasiløse, men åbne over for en ikke-ekstrem­istisk livsstil. Et andet svar på Cot­tees spørgsmål kunne alt­så være, at fan­tasien ikke er nok til at afholde visse per­son­er fra at engagere sig i (hel­lig) krig. De har behov for at forsøge at gøre fan­tasien til virkelighed. 

Potentialet i at punktere (den destruktive) fantasi

Det er prob­lema­tisk, at fan­tasi­er om død, ødelæggelse og under­trykkelse opstår. Det er prob­lema­tisk, når Chaudhry fan­taser­er om at dræbe et andet men­neske, gør det til en beretning – og ytr­er den offentligt – og det er prob­lema­tisk, når Kim Leine fan­taser­er om at ”vælte et eller andet hus med kvin­der og så vold­tage hele ban­den” – og siger det højt. Men det er end­nu mere prob­lema­tisk, hvis (de destruk­tive) fan­tasi­er ikke for­bliv­er fan­tasi­er. Dér bliv­er de udtryk for en syge­lighed, et hul i vores moral og realitetssans. 

I den for­gange uge blussede to gam­le ter­ror­sager op. Den første han­dler om en 31-årig tidligere IS-tilhænger, som nu er blevet tiltalt for lands­for­ræderi og ter­ror. Den anden vedrør­er Ahmed Sam­sam, som er fængslet for at have slut­tet sig til IS, men som muligvis blot har været spi­on for PET. Om de to mænd fan­taserede om livet som fremmed­kriger eller spi­on før afre­jse – og om fan­tasien eventuelt krakel­erede på et tid­spunkt er (end­nu) uvist. Men vi ser nu kon­sekvenserne af, at de ikke, som Chaudhry, for­blev i fik­tio­nens verden. 

Fan­tasien om jihad kan være en ven­til, men vil vi undgå, at den udmøn­ter sig i reelle han­dlinger, bør den punk­teres, inden trykket stiger til kogepunkt. Dét er et muligt – og vigtigt – skridt på vej væk fra delt­agelsen i (hel­lig) krig.