Kan fantasien om hellig krig være en vej til at bekæmpe jihadistisk vold?
Kære læser
Mit navn er Kathrine Elmose Jørgensen. Jeg er sociolog, men er til daglig tilknyttet Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, hvor jeg forsker i jihadisme. Jeg overtager fra denne uge stafetten fra Tore Hamming på nyhedsbrevet Fri Jihad. Jeg vil skrive om, hvad der aktuelt sker på jihad-fronten og vil indimellem også trække på indsigter og erfaringer fra min egen forskning.
I dette første nyhedsbrev zoomer jeg ind på forholdet mellem jihadisme og fantasi. Har fantasien og drømmen om livet som hellig kriger betydning for, om man fysisk engagerer sig i jihadisme eller ej?
Betydningen af fantasien og forestillingen om deltagelse i hellig krig versus virkeligheden blev for nylig aktualiseret i sagen om canadieren Shehroze Chaudhry, måske bedre kendt som Abu Huzayfah fra The New York Times podcast Caliphate. I podcasten fortæller han på makaber vis om sine oplevelser som fremmedkriger i Islamisk Stat. Men Chaudhry har aldrig sat sine fødder på syrisk eller irakisk jord. Kun i sin fantasi var han en del af kalifatet. Som modstilling til Chaudhrys historie, er det velkendt, at mange af de vesterlændinge, som endte med at rejse til Levanten for at tilslutte sig IS, netop var drevet af en fantasi og et håb om ”det gode liv” i kalifatet.
Så hvordan skal vi forstå fantasiens betydning, hvis vi vil blive klogere på tilslutningen til salafi-jihadisme (det vil sige det voldelige forsvar for islam) – og måske krigsførelse i det hele taget?
Tak fordi du læser med – jeg glæder mig til at skrive til jer!
Historien om Shehroze Chaudhry
I 2018 udkom The New York Times’ podcast Caliphate, hvor journalisten Rukmini Callimachi forsøger at besvare spørgsmålet, hvem er IS?
Allerede i prologen stifter lytteren bekendtskab med Abu Huzayfah (Shehroze Chaudhry). Da Callimachi spørger, hvordan han forberedte sig på at slå mennesker ihjel, svarer han: ”Vi havde dukker til at øve os på,” og fortsætter: ”man kunne skære, praktisere, halshugge, stikke, du ved, bare praktisere det, som en medicinstuderende ville gøre. Man var nødt til at vide, hvordan en kniv anvendes på et menneske.”
Chaudhry fortæller detaljeret om, hvordan han løb over den syriske grænse, ankom til IS, blev udspurgt om tidligere erfaringer med jihad, våbentræning og shariatræning og om sin rolle i kalifatet som en del af hizbah, det vil sige sharia-politiet. Han fortæller om en mand i 40’erne, hvis kone ikke bar niqab. Det faldt tilbage på manden, som derfor skulle straffes med piskeslag – en opgave, som Chaudhry udførte, og som ifølge hans beretninger fik blodet til at sprøjte. Som formentlig mange andre lyttere undrede jeg mig over, at han kunne sidde som et frit menneske på et hotelværelse i Toronto og fortælle om sine oplevelser uden at være blevet stillet for en dommer.
Canadiske politikere udtrykte deres uforståenhed over for de tilsyneladende manglende konsekvenser for Chaudhry, og efter lanceringen af det fjerde afsnit (hvor han indgående fortæller om at slå ihjel i IS’ navn) kommer Chaudhry da også i det canadiske politis søgelys. De undersøger, om der er hold i hans fortællinger. I september 2020 bliver Chaudhry sigtet for at have svindlet med en terrortrussel. Den 10. oktober 2021 fortæller han selv i retten i Ottawa, at alt, hvad han har berettet om sin tid på slagmarken, er opfundet. Sigtelserne mod ham frafalder, da anklageren mener, at udtalelserne er et resultat af umodenhed uden intentioner om at begå terror.
Mens holdet bag Caliphate endnu ikke var bekendte med Chaudhrys løgne, lød undertitlen til et af podcastens afsnit, at IS forvandlede fantasi til virkelighed for en nytilkommet (Abu Huzayfah). Men Chaudhrys fantasi blev altså aldrig forvandlet til virkelighed. Gudskelov.
En online jihadistisk subkultur
Det var ikke kun gennem fortællingerne til amerikanske journalister, at Chaudhry forsøgte at udleve sin fantasi. Også på sociale medier holdt han fast i en fortælling om sin deltagelse i salafi-jihadisme. For eksempel lagde han i 2016 et billede af sig selv på Instagram og skrev, at han havde været på slagmarken, og at han nu støttede sine brødre, som fortsat kæmpede ude i felten.
Det er velkendt inden for ekstremismeforskningen, at IS via deres propagandamaskine har fabrikeret et tillokkende narrativ om ”det gode liv” i kalifatet. Et narrativ, som har været med til at generere drømme og fantasier om tilværelsen som kriger eller jihad-brud under de sorte faner.
Ifølge Simon Cottee, som er en af de førende forskere inden for islamisk ekstremisme, kan vesterlændinges engagement i salafi-jihadisme blandt andet forklares med henvisning til den online subkultur, de er en del af. Subkulturen er formet omkring en digital, global forestilling om voldelig jihad, der forherliger og retfærdiggør volden i islams navn.
I 2020 spurgte Cottee, om vesterlændinges engagement i jihadistisk subkultur på nettet er nok til at tilfredsstille potentielle jihadister og således er med til at undertrykke egentlig fysisk vold. Altså: om forestillingen om jihad kan erstatte den fysiske jihad.
Cottees spørgsmål kalder på mere end ét svar, men det er ikke desto mindre bemærkelsesværdigt, at Chaudhrys blodige fantasi tilsyneladende var nok og måske afholdt ham fra fysisk at rejse til krigszonen.
Terrorens tiltrækning
Nogle af de personer, jeg har beskæftiget mig med via min forskning, fantaserede også om livet i en salafi-jihadistisk terrororganisation, om end deres fantasier var knap så voldelige som Chaudhrys. De fantaserede om at komme væk fra den stigmatisering, de oplevede i det danske samfund, om broder- og søsterskabet i en terrororganisation, om at blive en bedre muslim og om at deltage i jihad. Deres fantasier blev formet gennem sociale bekendtskaber og ved hjælp af billeder og videoer af livet i kalifatet, som de blev præsenteret for online. En kvinde fortalte for eksempel, at ”IS tegnede et drømmebillede, som at svæve på en lyserød sky”.
En amerikansk forskergruppe har berettet om en ung pige, som troede hun ville komme til IS Disneyland, hvis hun rejste til kalifatet, mens andre forskere har vist, at fantasien om at blive “jihad-cool” eller “jihad-chik” kan være en motivation for at engagere sig i en terrororganisation.
For de personer, jeg har fået kendskab til, var fantasien ikke nok. De blev en del af et salafi-jihadistisk miljø i Danmark i forsøget på at virkeliggøre fantasien, og nogen endte med at rejse til konfliktzonen.
Men deres fantasier krakelerede. Livet i de salafi-jihadistiske grupper var ikke, som de havde fantaseret om, håbet på og drømt om. De blev ikke en del af et fællesskab, de følte sig undertrykte og begyndte at indse, at livet uden ekstremisme bød på andre og bedre drømme og håb, og de endte med at forlade miljøet igen. Desillusionerede og fantasiløse, men åbne over for en ikke-ekstremistisk livsstil. Et andet svar på Cottees spørgsmål kunne altså være, at fantasien ikke er nok til at afholde visse personer fra at engagere sig i (hellig) krig. De har behov for at forsøge at gøre fantasien til virkelighed.
Potentialet i at punktere (den destruktive) fantasi
Det er problematisk, at fantasier om død, ødelæggelse og undertrykkelse opstår. Det er problematisk, når Chaudhry fantaserer om at dræbe et andet menneske, gør det til en beretning – og ytrer den offentligt – og det er problematisk, når Kim Leine fantaserer om at ”vælte et eller andet hus med kvinder og så voldtage hele banden” – og siger det højt. Men det er endnu mere problematisk, hvis (de destruktive) fantasier ikke forbliver fantasier. Dér bliver de udtryk for en sygelighed, et hul i vores moral og realitetssans.
I den forgange uge blussede to gamle terrorsager op. Den første handler om en 31-årig tidligere IS-tilhænger, som nu er blevet tiltalt for landsforræderi og terror. Den anden vedrører Ahmed Samsam, som er fængslet for at have sluttet sig til IS, men som muligvis blot har været spion for PET. Om de to mænd fantaserede om livet som fremmedkriger eller spion før afrejse – og om fantasien eventuelt krakelerede på et tidspunkt er (endnu) uvist. Men vi ser nu konsekvenserne af, at de ikke, som Chaudhry, forblev i fiktionens verden.
Fantasien om jihad kan være en ventil, men vil vi undgå, at den udmønter sig i reelle handlinger, bør den punkteres, inden trykket stiger til kogepunkt. Dét er et muligt – og vigtigt – skridt på vej væk fra deltagelsen i (hellig) krig.