Kan man stole på en omvendt jihadist?
Kære læser
I sidste uges nyhedsbrev nævnte jeg kort sagen om Ahmed Samsam, der er fængslet for at have tilsluttet sig Islamisk Stat. Ifølge Samsam selv har han aldrig været en del af IS, men i stedet virket som spion for de danske efterretningstjenester. Også i den forgange uge har sagen været omtalt i medierne. Et af de grundlæggende spørgsmål, sagen rejser, er hvilke fortællinger om (mulige) jihadisters berøring med salafi-jihadistiske grupperinger, vi som samfund kan og skal tro på. Dét spørgsmål er særligt relevant i de tilfælde, hvor fortællingerne er modstridende.
Formålet med ugens brev er hverken at be- eller afkræfte sådanne fortællinger, men snarere at sætte fokus på, hvorfor det kan være svært at navigere i (mediebårne) narrativer og basere sin viden på dem.
God læsning!
Sådan undgår man at tage ansvar for en forbrydelse
Når medierne – både danske og udenlandske – fremstiller salafi-jihadister baseret på hovedpersonernes egne udtalelser eller deres pårørende, er de ofte under indflydelse af narrativer om, at jihadisterne er blevet ’hjernevasket’, har fortrudt deres handlinger eller er blevet nye (bedre) mennesker, som gerne vil leve et almindeligt liv i et vestligt samfund. Indimellem gøres tidligere fundamentalister til ofre. For eksempel når de fremstilles som genstande for ydre kræfter, der har skubbet dem i retning af salafi-jihadisme via forskellige rekrutteringsstrategier. Når man på den måde gør dem til ofre for omstændighederne, skriver man deres evne til selv at handle ud af historien.
Det er velkendt inden for den kriminologiske forskning, at (tidligere) kriminelle og ofte også deres pårørendes forklaringer på den kriminelle løbebane, er båret af en teknik, der har til formål at neutralisere og retfærdiggøre deres handlinger. Et eksempel er forsøget på at benægte ansvaret for den kriminelle handling ved at henvise til ydre faktorer: ”Jeg tilsluttede mig IS, men det var fordi, jeg blev hjernevasket”. En anden strategi kan være at benægte, at der har været et offer involveret (og at handlingen dermed ikke var så slem): ”Jeg tilsluttede mig IS, men det var en retfærdig hævn på Assad-regimet og Vesten”. Gennem sådanne slutninger forsøger den kriminelle altså at bevare en form for moral og tilknytning til det omkringliggende samfund.
Teorien om neutraliseringsteknikker blev formuleret i 1957 af de amerikanske kriminologer Gresham Sykes og David Matza – og den er i høj grad stadig relevant. En del af fortællingen om Samsam kan eksempelvis analyseres som sådan en neutralisering: ”Samsam rejste til krigszonen og poserede foran IS-flag, men han gjorde det, fordi han var spion for de danske efterretningstjenester”.
De britiske jihad-brude, som ville ’hjem’ til Storbritannien
I 2015 rejste den dengang 15-årige britiske Shamima Begum til Syrien og sluttede sig til IS, hvor hun blev gift med en IS-kriger. Mellem 2015 og 2019 fik Begum tre børn, som alle døde. Begum overlevede. Hun flygtede med kalifatet til den sidste bastion i Baghouz i 2019. Her endte hun kort efter i kurdernes varetægt. På daværende tidspunkt var Begum gravid i niende måned og ifølge hende selv, ville hun gerne hjem til sin familie i London.
Den 13. februar 2019 bringer The Times artiklen ”Bring Me Home” – en appel fra Begum til Storbritannien om at vise nåde og få hende hjem. I et andet interview fortæller hun, at hun blev “hjernevasket” af IS. Selvom Begum tilsyneladende ønskede at lægge tilværelsen som jihad-brud bag sig, fortalte hun også, at hun ikke fortryder, at hun har været en del af IS. Storbritannien troede dog ikke på Begums (postulerede) omvendelse, og i februar 2021 fik hun frataget sit britiske statsborgerskab.
Den nu 22-årige kvinde opholder sig i den kurdisk-kontrollerede al-Roj lejr i det nordlige Syrien. I september 2021 fortæller Begum i et videointerview med BBC, at hun altid vil fortryde, at hun tilsluttede sig IS. Hun bærer ikke længere hijab men er iført åbentstående skjorte og solbriller, som er slået op i det udslåede hår. Ifølge kilder, som flere britiske medier har været i kontakt med, var Begum en del af moralpolitiet i sin tid hos IS, og hun har – efter sigende – været med til at sy bomber ind i selvmordsveste. Fortællingerne er modstridende.
Om Begum forsøger at neutralisere og retfærdiggøre tilslutningen til IS og stadig er overbevist af en salafi-jihadistisk ideologi, eller om hun virkelig har taget afstand til fundamentalismen, er uklart. Men det kan være fristende at spørge, som den britiske BBC reporter Josh Baker gjorde i september 2021, om ændringen i hendes holdning til IS skyldes, at kalifatet blev opløst. Hertil svarer Begum, at hun har haft disse holdninger i lang tid, men at hun først nu føler sig tryg nok til at give udtryk for dem.
Tooba Gondal rejste også fra Storbritannien til Syrien i 2015, hvor hun sluttede sig til IS og fik en central rolle som ’IS-matchmaker’. Hun skulle efter sigende have været med til at rekruttere Begum. Den 28. september 2019 skriver Gondal i et åbent brev til den britiske befolkning i The Sunday Times: ”Til den britiske befolkning først og fremmest, jeg er ikke terrorist… Jeg var et sårbart mål for ISIS-hvervning… Jeg vil bevise, at jeg er en ny person; et meget bedre individ for samfundet.” Under sin tid hos IS var Gondal i høj grad aktiv på Twitter, og i slutningen af 2015 skrev hun for eksempel: ”Jeg kom her for at dø, jeg rejser ikke, før jeg har fået, hvad jeg kom for: shahadah (martyrdom)”. Noget tyder på, at Gondal ændrede holdning, men endnu mere tyder på, at det om ikke andet var sådan, hun gerne ville have det til at se ud gennem sit brev til offentligheden.
Det er velkendt fra forskningslitteraturen, at det kan være en svær og lang proces at forlade et ekstremistisk miljø, og nogle af dem, der havde held til at forlade IS, har berettet, at de blev truet til at blive og vise deres støtte til organisationen. Det kan have spillet ind for både Begum og Gondal, men det kan også være, at det ikke har haft betydning.
Skal vi stole på myndighederne?
Hvad Samsam, Begum og Gondal i virkeligheden har gjort og ment, og hvad de i virkeligheden mener og ønsker at gøre fremover, kan være vanskeligt at blive hundrede procent klog på. Måske er de overbeviste om, at kun ved at producere et neutraliserende og retfærdiggørende narrativ, er der håb for deres fremtidige livsmuligheder; måske fortryder de virkelig.
Om vi skal tro på (mulige) jihadisters fortællinger, afhænger selvfølgelig af den specifikke sag. Det hører med til historien om Samsam, at både DR og Berlingske har videreformidlet lækkede oplysninger fra FE og PET, som bekræfter, at Samsam virkede som agent for dem mellem 2012 og 2015. Om det er hele historien, er endnu uklart, men ud fra de oplysninger, der er lækket, rejses der naturligt et nyt spørgsmål: Skal vi tro på myndighedernes fortællinger om (mulige) jihadister?
Værdien af det dybdegående interview
Det er naturligt, at motivationer og livsvalg ændrer sig med tiden; man bliver klogere, får nye indsigter og udvikler sig. Mange af de vesterlændinge, der rejste til IS, var unge og ofte sårbare, da de tog afsted. De kan have fortrudt, de kan virkelig have ønsket at komme tilbage til det land, de oprindeligt forlod. Andre kan have ønsket at ende som martyrer. At vælge en voldelig ideologisk livsstil til og fra er dog knap så naturligt. Der er derfor også behov for, at (mulige) jihadisters fortællinger, tanker og oplevelser undersøges grundigt. Det kan bidrage til at skabe klarhed over, hvad der er op og ned. Af den grund er det også skammeligt, at Kriminalforsorgen har nægtet journalister fra Berlingske at interviewe Samsam om ”det, han er dømt for”, hvilket avisen fortalte onsdag i sidste uge. På samme måde er det et tab, når forskere udelukkes fra at interviewe terrordømte.
Én af værdierne ved det dybdegående interview (journalistisk såvel som forskningsmæssigt) er netop, at det kan afsøge og udfordre eventuelle selvmodsigelser, forfølge blinde vinkler og sammen med den interviewede forsøge at nå nærmere den sande fortælling. Dét er essentielt for vores retssystem og for vores samfund som helhed.