Kan man sto­le på rus­si­ske menings­må­lin­ger?

I den­ne uges Fri Tænk­ning ser jeg nær­me­re på menings­må­lin­ger i Rusland. Der er ikke man­ge uaf­hæn­gi­ge insti­tut­ter til­ba­ge, som spør­ger rus­ser­ne, hvad de mener om det­te eller hint, og de, der fort­sat insi­ste­rer på deres uaf­hæn­gig­hed, bli­ver ofte udsat for kri­tik, ikke mindst af de rus­se­re, der er gået i eksil som føl­ge af deres hold­ning til kri­gen i Ukrai­ne eller de til­ta­gen­de auto­ri­tæ­re ten­den­ser.

System­kri­ti­ker­ne kan ikke for­stå, at et fler­tal af befolk­nin­gen iføl­ge menings­må­lin­ger mener, at det går den ret­te vej, og er der­for af den opfat­tel­se, at der må være noget galt med menings­må­lin­ger­ne. Den kri­tik har en før­en­de menings­må­ler sva­ret på, og han frem­sæt­ter også den kon­tro­ver­si­el­le betragt­ning, at der soci­alp­sy­ko­lo­gisk ikke er den sto­re for­skel på menings­dan­nel­sen i et dik­ta­tur og et demo­kra­ti.

Kan man sto­le på rus­si­ske menings­må­lin­ger?

Det er ikke et tri­vi­elt spørgs­mål, efter­som man­ge af de fore­stil­lin­ger, der dri­ver vores syn på Rusland, hæn­ger sam­men med, hvor­dan vi besva­rer det spørgs­mål, og om vi væl­ger at affe­je dem som tan­ke­spind og pro­pa­gan­da.

Denis Vol­kov, direk­tør for menings­må­lings­in­sti­tut­tet Leva­da Cen­ter, er af den opfat­tel­se, at det kan man godt – på vis­se betin­gel­ser, og dem gør han rede for i et nyligt essay, hvor han sva­rer på noget af den kri­tik, cen­trets målin­ger er ble­vet udsat for siden den rus­si­ske inva­sion af Ukrai­ne og etab­le­rin­gen af en sta­digt smal­le­re menings­kor­ri­dor i Rusland med risi­ko for lan­ge fængsels­straf­fe, hvis man siger de for­ker­te ting på det for­ker­te tids­punkt.

Leva­da Cen­ter betrag­tes som det ene­ste til­ba­ge­væ­ren­de uaf­hæn­gi­ge menings­må­lings­in­sti­tut blandt de sto­re aktø­rer på mar­ke­det. Det har siden 2016 haft sta­tus af frem­med agent, hvil­ket læg­ger begræns­nin­ger på dets vir­ke, og cen­tret mod­ta­ger ingen offent­lig støt­te.