Til den­ne uges Fri Tænk­ning har jeg talt med den prisvin­den­de fin­ske for­fat­ter Kjell Westö om hans sene­ste roman Skum­ring 41, der fore­går i peri­o­den fra janu­ar 1940 til det tid­li­ge efter­år 1941. 

Westö til­hø­rer det svensk­ta­len­de min­dre­tal i Fin­land, fin­lands­sven­ske­re, som udgør omkring 290.000 bor­ge­re sva­ren­de til 5,2 pro­cent af befolk­nin­gen. Svensk er på linje med finsk et offi­ci­elt aner­kendt sprog i Fin­land. Skum­ring 41 er Westös nien­de roman. Hans bøger er over­sat til fle­re end 20 sprog. Vi tal­te om Fin­lands histo­rie i det 20. århund­re­de, om tabu­er og ømme punk­ter, hvad der adskil­ler Fin­land fra de øvri­ge nor­di­ske lan­de, og hvor­for Westö i en tid, hvor den auto­fik­ti­ve gen­re domi­ne­rer lit­te­ra­tu­ren, insi­ste­rer på ret­ten til at skri­ve fik­tion og ska­be karak­te­rer, der ale­ne er et pro­dukt af for­fat­te­rens fan­ta­si. Ende­lig bad jeg Westö anbe­fa­le tre roma­ner fra en krigs­tid, som han ikke selv er for­fat­ter til. 

Kjell Westö har skre­vet roma­ner i over 30 år. Han har skre­vet histo­ri­ske roma­ner og sam­tids­ro­ma­ner. Han har skre­vet roma­ner om, hvor­dan det moder­ne Fin­land blev til; fra 1890’erne og til selv­stæn­dig­he­den i 1917, om den efter­føl­gen­de bor­ger­krig i 1918 og de uro­li­ge og utryg­ge år frem mod Anden Verdenskrig. 

Den 64-åri­ge Westö har også skre­vet roma­ner om Fin­land i efter­krig­sti­den, her­i­blandt Den svovlgu­le him­mel, den før­ste af hans roma­ner, jeg selv læste, og som blæ­ste mig omkuld. 

Men Anden Ver­denskrig og Fin­lands to kri­ge mod Sov­je­tu­ni­o­nen, den før­ste – vin­ter­kri­gen – i 1939 og 1940 og den anden – fort­sæt­tel­ses­kri­gen – fra som­me­ren 1941 til 1944, er Westö ind­til nu gået i en stor bue udenom.

Det tabu bry­der han imid­ler­tid i sin sene­ste roman Skum­ring 41, der udkom på dansk sid­ste år.

Bogen er dedi­ke­ret til for­fat­te­rens bedste­for­æl­dre på hans fars og mors side: Erling Westö (1911–1940) og Gun­nar Hed­berg (1912–1941), og net­op deres tragi­ske skæb­ne og de skyg­ger, det har kastet over fami­lie­hi­sto­ri­en, holdt i man­ge år for­fat­te­ren til­ba­ge fra at skri­ve om den tid.