Kri­gen i Ukrai­ne er rus­ser­nes krig – ikke Putins

Den 45-åri­ge rus­si­ske for­fat­ter Ser­gej Lebe­dev betrag­tes som en af sin gene­ra­tions ypper­ste. Iføl­ge The New Review of Books i 2019 “uden tvivl” end­da “den bed­ste” og med histo­ri­ker Anne Apple­bausm skuds­mål “en af Ruslands mest inter­es­san­te”. 

Alle­re­de debut­ro­ma­nen Ved glem­s­lens rand, der udkom på rus­sisk i 2011, udlø­ste stjer­ne­regn fra anmel­de­re ver­den over. Siden da har Lebe­dev mart­ret sit navn fast på listen af uom­gæn­ge­li­ge for­fat­te­re hos både lit­te­ra­ter og histo­ri­ke­re. Hans for­fat­ter­skab fæn­ger ikke kun på grund af dets skøn­lit­teræ­re kva­li­te­ter, men også for­di det rum­mer nøg­len til at for­stå – alt­så sådan rig­tigt begri­be – hvad Sov­je­tu­ni­o­nen var for en stør­rel­se, og hvad Putins Rusland egent­lig er.  

Ser­gej Lebe­devs fik­tion gror ud af hans egen histo­rie som pro­dukt af en typisk sov­jet­fa­mi­lie, der accep­te­re­de for­ti­den, som den var, og tav om dens for­bry­del­ser uden at prø­ve at bry­de fri fra den. Læn­ge tro­e­de han, at fami­li­en var på den ret­te side, men fami­li­en bar på en blo­dig hem­me­lig­hed. Hans bedste­far var chef for en del af Gulag-lej­re­ne og ansvar­lig for titu­sin­der af men­ne­ske­skæb­ner. 

Ser­gej Lebe­dev kri­ti­se­rer nådes­løst sine egne, rus­ser­ne, som han hol­der kol­lek­tivt ansvar­li­ge for kri­gen i Ukrai­ne, hvad enten de er åben­ly­se Putin-støt­ter eller mod­stan­de­re.

Oppo­si­tio­nen har han intet til­overs for. Han betrag­ter dem alle, også den dræb­te Ale­xej Naval­nyj, som et bundt kyni­ske opportu­ni­ster, der ikke har for­stå­et en brik af Putins Rusland, og som for længst har for­spildt chan­cen for at tvin­ge Rusland i demo­kra­tisk ret­ning.