Kul­turkri­ge­ren og klov­nen

Hvem er det, der dedi­ke­ret går i ret­te med de tota­li­tæ­re mør­ke­mænd? Ja, i dag og i den­ne sam­men­hæng er det en vir­ke­lig bro­get flok, og de går til sagen på vidt for­skel­li­ge måder. Det er Sal­man Rus­h­die, der i Kniv (Gyl­den­dal) beret­ter om føl­ger­ne af det mor­de­ri­ske atten­tat, han den 12. august 2022 i Chautau­qua – nord­på i sta­ten New York – blev udsat for. Det er den legen­da­ri­ske tyske fil­min­struk­tør Wer­ner Her­zog, der fra den 23. novem­ber til den 14. decem­ber 1974 gik til fods fra Mün­chen til Paris for med en slags hvid magi at sør­ge for, at hans gode venin­de film­hi­sto­ri­ke­ren Lot­te Eis­ner ikke skul­le dø af sin alvor­li­ge syg­dom. Under­vejs skrev han et mester­værk, Om at gå i is, der nu udkom­mer på det fæno­me­na­le for­lag A Mock Book. Og så er det ende­lig vores hjem­li­ge Naser Kha­der, der på People’s Press med Vej­en. Fra kor­ansko­le til fol­kekir­ke, desvær­re sna­re­re har begå­et et mak­værk end et værk. I Kha­ders til­fæl­de kan man godt bli­ve i tvivl om, hvor­vidt han er mest dedi­ke­ret til at til­ve­je­brin­ge sit eget come­ba­ck som fored­rags­hol­der eller til at imø­de­gå mør­ke­mæn­de­ne fra Islam. Der er veje, og så er der vild­ve­je.