Når Poli­ti­ken og Met­te Fre­de­rik­sen lig­ger i ske med hin­an­den, bli­ver det end­nu mere tyde­ligt, at Dan­mark har brug for Fri­heds­bre­vet

For­le­den ske­te der noget meget urovæk­ken­de i Poli­ti­kens Hus. En sean­ce, der under­stre­ge­de, at det er vig­tigt, at Fri­heds­bre­vet eksi­ste­rer.

Poli­ti­kens che­fre­dak­tør Chri­sti­an Jen­sen skul­le have en sam­ta­le med stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sen. Det er der jo som udgangs­punkt intet galt i, og det er ikke, for­di jeg er mave­sur over, at det ikke var os, der hav­de stats­mi­ni­ste­ren på tomands­hånd for­an et klap­pen­de publi­kum. 

Der er og skal være for­skel på medi­er, og Poli­ti­ken er indis­kuta­belt en vig­tig bidrag­sy­der til den såkald­te demo­kra­ti­ske sam­ta­le, som nog­le ynder at kal­de det.

Pro­ble­met er, at Chri­sti­an Jen­sen mere vir­ke­de som en k‑popfan til meet and gre­et end en jour­na­list og che­fre­dak­tør, som hav­de mulig­hed for at stil­le stats­mi­ni­ste­ren kri­ti­ske spørgs­mål.