Natu­ren er det mest langt ude, man kan komme

Noget af det bed­ste ved efter­å­ret og at skul­le skri­ve Fri Kri­tik er nu engang, at man kan sid­de med god samvit­tig­hed inden­for med en bog uden at skul­le bekym­re sig om, hvor­vidt man bur­de gå ud og nyde det gode vejr. Lad mig bare være ærlig og sige, at hvor meget jeg end kun­ne ønske mig det ander­le­des, så er mit for­hold til natu­ren bare ikke sær­lig natur­ligt. Når andre men­ne­sker spør­ger, om vi skal “gå en tur”, så tæn­ker jeg: “Ja da, men hvor er det mere præ­cist, vi skal gå hen?” Eller jeg for­sø­ger at tæn­ke på en skov og tæn­ker i ste­det på Jumanji og Juras­sic Park i fjern­sy­net, og hvor­dan det, når nogen har spist popcorn og så rej­ser sig, lig­ner, at der har været en fugl.