Nye dan­ske film viser, at vej­en til gul­det ikke frem­går af skat­te­kor­tet

Jeg kan umu­ligt være den ene­ste, der føl­te mig pro­vo­ke­ret og en smu­le bekym­ret, da brød­re­ne Meh­di, Milad og Misam Avaz i 2017 tur­ne­re­de Medi­e­dan­mark rundt med deres ensem­b­led­ra­ma Mens vi lever. For kan man vir­ke­lig resear­che og ude­nadslæ­re sig til gul­dran­det suc­ces i et fag som fil­mens? Det men­te brød­re­ne og for­kla­re­de i ram­me alvor, hvor­dan gen­nem­læs­nin­gen af hund­red­vis af suc­ces­ful­de Hol­lywood-manuskrip­ter hav­de udsty­ret dem med evner­ne til at gå hele vej­en. Ikke bare ind i publi­kums hjer­ter, men op på de høje nag­ler. Hele vej­en til Oscar-sta­tu­et­ten. Den­ne uges Fri Kri­tik hand­ler kun en smu­le om Avaz-fæno­me­nets tun­nel­sy­ne­de guld­drøm­me og en del mere om ung­doms­dra­ma­et Intet, der kører i bio­gra­fer­ne net­op nu. Som en fil­ma­ti­se­ring med 20 års for­sin­kel­se stil­ler den en vare til rådig­hed, ingen rig­tig har efter­s­purgt. Spørgs­må­let er, om den rager nogen – og i så fald hvem.