På Sam­sø smag­te jeg ver­dens bed­ste ost

Den mod­ne ost vid­ner om foræd­ling af råva­rer i abso­lut ver­dens­klas­se. Den hvi­ler på fle­re hund­re­de års arbej­de med mælk i alle afskyg­nin­ger og har udløst glæ­de og stolt­hed ver­den over. I Nor­den har vi en helt spe­ci­el tra­di­tion med ”gam­mel dansk ost”, men det er ikke nød­ven­dig­vis noget, der får de sto­re smags­klok­ker til at rin­ge ude i den sto­re ver­den. I hvert fald ikke Gam­le Oles olde­far eller den noget stram­me­re type, der i min omgangskreds går under nav­net Døde Ole er død igen. Nor­ge, Sve­ri­ge og Fin­land har også deres egne udga­ver af  foræd­let lak­to­se­rå­d­den­skab, og ingen af dem er i oste-eli­ten kendt som smuk­ke oste. Det er en skam, for man kan over den gan­ske ver­den købe andre af deres pro­duk­ter såsom sur­strøm­ning, lute­fisk, bidesild og tre­stjer­net rødt fedt med hvidt fedt.