Pari­ser­mode, pari­ser­røv, pari­ser­stem­ning. På alle måder og som til­lægs­ord har Paris altid været noget, der har hen­ty­det til en vis anstand, kva­li­tet eller “for­nem­mel­se af noget fine­re”. Og så er der pari­ser­bøf­fen. På trods af dens navn er den vel omtrent lige så fransk som risa­la­man­de. De aner sim­pelt­hen ikke, hvad det er i Frank­rig. På en skøn tur til Paris ople­ve­de jeg engang en her unavn­gi­ven meget dyg­tig dansk kok efter­spør­ge en “Boeuf de Paris”, for­di han men­te, at når vi nu var her, skul­le vi da prø­ve den ægte vare. Tje­ne­ren tog imod bestil­lin­gen, og min kam­me­rat lig­ne­de et barn, der ven­te­de på jule­af­ten. Men da ser­ve­rin­gen ende­lig kom, kun­ne man se de for­vent­nings­ful­de jule­lys i bar­neøj­ne­ne slukke.