Korea-papirerne

I årevis har mange adopterede fra Sydkorea levet med en fortælling om, at de enten var forældreløse eller anbragte børn, der fik en mulighed for et bedre liv i Danmark. Men meget tyder på, at dette er komplet løgn.

Siden 1963 har Danmark været et af de lande i Europa, der har modtaget allerflest adopterede fra Sydkorea. I alt har omkring 9.000 børn taget den lange rejse fra Korea til Danmark. 

Nu mener en gruppe adopterede fra Sydkorea, der har undersøgt bunker af gamle adoptionspapirer og -sager, at der har været tale om potentiel handel med børn, kidnapninger og ombytning af børns identiteter. Altsammen i jagten på at sende flere børn til Danmark.

Men hvordan har alt dette kunne lade sig gøre i årevis, og hvorfor har de danske myndigheder ikke grebet ind? Det forsøger Frihedsbrevets journalister Kerstine Winther og Christian Stemann at undersøge.

For at høre vores podcasts skal du være medlem. Tilmeld dig her
Sæson 1
  • 1. Babyfabrikkerne

    02. december 2023

    I sommeren 2023 bliver Frihedsbrevet kontaktet af en kvinde ved navn May-Britt Koed. Hun er en del af en gruppe, der kalder sig DKRG – Danish Korean Rights Group. Gruppen består af adopterede fra Sydkorea, som bruger deres tid og ressourcer på at undersøge adoptionspapirer. De har fundet adskillige uoverensstemmelser i sagsmapperne og mener, at de sydkoreanske og danske adoptionsbureauer har omgået loven og menneskerettighederne for at formidle børn til Danmark. Frihedsbrevets journalister, Kerstine Winther og Christian Stemann, har fået aktindsigt i 3000 dokumenter og beslutter sig for at lave en journalistisk undersøgelse af hele adoptionsområdet fra Sydkorea til Danmark; for kan det virkelig passe, at der har været tale om såkaldte ‘babyfabrikker’?

  • 2. De hemmelige donationer

    08. december 2023

    Et adoptionsbureau må ikke have såkaldt "utilbørlig økonomisk vinding" i forbindelse med adoptionsformidlingen. Men i en aktindsigt, som Frihedsbrevet har indhentet, findes nogle dokumenter, der afslører, at et dansk adoptionsbureau har overført millioner af kroner til Sydkorea i form af donationer til såkaldte velfærdsprojekter – hvor flere af pengene i stedet er gået til betaling af sydkoreanske adoptionsbureauer i jagten på flere børn. Kerstine Winther og Christian Stemann gennemgår dokumentationen sammen med DKRG's økonomiekspert, Jane Majdahl.

  • 3. De forbyttede børn

    18. january 2024

    Tidligere i Korea-papirerne kunne Frihedsbrevets to journalister Kerstine Winther og Christian Stemann afsløre, hvordan millioner af danske kroner, der skulle gå til velgørende formål, i stedet endte i lommerne på et koreansk adoptionsbureau – alt sammen i forsøget på at skaffe flere og flere sydkoreanske adoptivbørn til Danmark. Nu viser det sig, at de sydkoreanske adoptionsbureauer også har forfalsket lægeerklæringer for at få børn godkendt til adoption til bl.a. Danmark. Og ikke nok med det; i flere tilfælde har børnene også fået ombyttet deres identiteter. I denne episode undersøger Kerstine Winther og Christian Stemann den systematiske svindel med lægeerklæringer sammen med DKRG's ekspert på området, professor Eva Hoffmann. De taler også med Mie Kim Kolibri Schlichter, som har fundet ud af, at hun måske er kommet til Danmark som et forbyttet barn.

  • 4. Projekt Greenhill

    27. january 2024

    Siden begyndelsen af 1970’erne og helt frem til 90’erne donerede danske adoptivforældre og et dansk adoptionsbureau knap 54 millioner danske kroner til et adoptionsbureau i Sydkorea. Pengene skulle blandt andet gå til et center for udsatte og forældreløse børn i Sydkorea ved navn Greenhill. Men nu viser det sig, at Greenhill i virkeligheden er et feriecenter og en campingplads.

  • 5. Uden for kvoterne

    27. january 2024

    Tidligere har Frihedsbrevets to journalister, Kerstine Winther og Christian Stemann, fortalt, hvordan mange børn har taget den lange vej fra Sydkorea til Danmark på falske papirer. Men de sydkoreanske adoptionsbureauer stoppede ikke der. I jagten på at bortadoptere endnu flere børn til Vesten og dermed tjene endnu flere penge blev sydkoreanske børn gjort handicappede enten fysisk eller på papiret, så de kunne adopteres ud af landet. Og her spillede de danske myndigheder en stor rolle.