Sæson 1
-
39. Vil Rasmus Jarlov svinge uden om svingdøren?
07. november 2024
Konservatives finansordfører Rasmus Jarlov er træt af sit arbejde som folketingspolitiker og derfor genopstiller han ikke ved næste valg. Han mener, at Folketinget er blevet en tom kulisse, hvor menige folketingsmedlemmer er reduceret til simple kommunikationsmedarbejdere for partiernes politik. Men hvorfor trækker Rasmus Jarlov stikket nu og har hans timing noget at gøre med de blå partiers sløje meningsmålinger? Hvad skal Rasmus Jarlov bedrive ude i 'den virkelige verden' og vil han på forhånd afvise en tur gennem svingdøren?
-
38. Er Lizettes version den sande version?
01. november 2024
Tidligere fagboss Lizette Risgaard har udgivet bogen “Min version”, hvor hun deler en undren over forløbet, der førte til hendes afgang fra FH efter anklager om upassende adfærd. Det er en undren, der trækker tråde fra Socialdemokratiets top henover fagbevægelsens slagsmål med partiet over store bededag og hele vejen ind på Berlingskes redaktion. Lizette Risgaard mener ikke selv, at hun i sin bog konspirerer om et egentligt komplot mod hende - blot undrer hun sig. Men hvad har Lizette Risgaard af dokumentation for sin undren og er det vigtigt for hende, om hendes version er den sande version? Det spørger vi Lizette Risgaard om. Til sidst i programmet taler journalist Sofie Frøkjær også med Berlingskes ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen om Lizette Risgaards kritik.
-
37. Hvem kontrollerer sindelaget hos LA's sindelagseksperter?
31. october 2024
Journalist Sofie Frøkjær er i hopla efter hun gættede rigtigt på SF'er Jacob Marks kommende job. Godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt og det er i en uge, hvor Liberal Alliance foreslår at kontrollere kommende danske statsborgeres demokratiske værdier. Konkret foreslår partiet at en ekspertgruppe skal formulere forventningerne til, hvilke værdier ansøgere om indfødsret skal leve op til. Men hvem kontrollerer sindelaget hos sindelagseksperterne? Det spørger vi partiets ordfører om. Og så har vi inviteret S-vikar Thorkild Holmboe-Hay i studiet for en snak om at befinde sig i limboet mellem fagforening og Folketing.
-
36. Skal Jacob Mark være public affairs manager?
24. october 2024
Der er meldt folkevandring ud af dansk politik. Vi taler med to af dem, der ikke klæber til taburetten; Medstifter af Enhedslisten Jette Gottlieb og SF-kronprins Jacob Mark. Sidstnævnte har allerede et nyt job i det private erhvervsliv på hånden, men nægter at fortælle, hvad der venter på ham uden for Christiansborg. Måske kan vi alligevel gætte os til det? Og så kommer journalist Frederik Tarp Østensgaard på en svær opgave med at finde et folketingsmedlem, som vil forsvare den fede skatterabat på kørsel til politiske møder som Folketinget har skænket sig selv med 12 års tilbagevirkende kraft.
-
35. En almindelig arbejder med en ualmindeligt magtfuld far
17. october 2024
Mens manglen på P-pladser i København er så stor, at selv landets justitsminister må parkere sin bil ulovligt, boltrer russiske diplomater sig i tomme båse. Men det skal være slut, hvis det står til Venstres beskæftigelsesborgmester i København, Jens-Kristian Lütken. Han gider ikke servicere russerne “mere end højst nødvendigt”. Men hvor mange P-pladser kan Putins diplomater få lov til at beholde? Og der er tale om andet end tyk symbolpolitik? Vi spørger også socialdemokrat Thomas Skriver Jensen, om han selv er det bedste eksempel på den helt almindelige arbejder, som han efterlyser flere af i Folketinget? For hvem er det nu, hans far er?
-
34. Heldige Henriksen og det våbenglade Nye Borgerlige
10. october 2024
Nye Borgerliges formand Martin Henriksen ligner “en glad badebillet”, som han står der og smiler til kameraet med en Smith & Wesson-revolver i højre hånd. Fotografiet er taget ved et medlemsarrangement, og budskabet bag er klart: Danskere i eget hjem skal sikres bedre muligheder for at anskaffe sig våben til brug ved udvidet selvforsvar. Men er det ikke en ret udansk mærkesag for et parti, der kæmper for at bevare gode gamle Danmark, som vi kender det? Og hvorfor taler Martin Henriksen om “borgerkrigslignende tilstande” i Danmark? Det spørger vi partiformanden om. Vi spørger også børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), hvorfor den udskældte syvtrinsskala, som Socialdemokratiet længe har ønsket skrottet, ikke er en del af regeringens storstilede uddannelsesreform?
-
33. Ud på tur aldrig sur med Prehn, Dahlin og Diez
03. october 2024
Bussen der er 'Sofies valg' kører forlæns til Socialdemokratiets nye land- og byordfører Rasmus Prehn for at spørge, om han som partifællen Bjørn Brandenborg vil kalde København "aparte". Derfra kører vi forlæns videre til by-, land- og kirkeminister Morten Dahlin for at spørge, hvem i regeringen fandt på, at udbredelsen af glamping skal give bedre "sammenhæng og balance" i Danmark? Undervejs gør vi også et kort stop ved Katherine Diez' nye bog. For som Lars Løkke ville sige det: "As long as we drive, er vi ombord på det her".
-
32. Fire uger med krise i Moderaterne: Hvad skete der?
26. september 2024
I selskab med kommunikationsrådgiver Anna Thygesen ruller vi krisen i Moderaterne tilbage til start. Anna Thygesen, der har rådgivet og hjulpet nogle af medarbejderne, advarer mod partiledelsens spin af sagen og kritiserer medierne for undervejs at have tabt blik for medarbejdernes sårbarhed. Vi spørger kommunikationsrådgiveren, hvordan det har påvirket kritikkens modtagelse og efterspil, at det netop af hensyn til medarbejdernes sårbarhed har været tyndt med konkrete eksempler på den “sexistiske”, “mobbende” og “tyranniske” kultur. Og så ringer vi til Venstres borgmester i Ringkøbing-Skjern, der forud for Post Danmark Rundt har fået fjernet skilte med teksten “Her destrueres Naturens Rige med fuldt overlæg”, for at spørge til hans pludselige skilterydning.
-
31. Er naturens præsident blevet for gode venner med landbruget?
19. september 2024
Hun er blevet kaldt “det grønne krydderi” på regeringens grønne trepart. Selv har præsident for Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding kaldt aftalen “historisk” og en ny retning for natur og landbrug i Danmark. Kritikere mener omvendt, at naturens præsident lod landbruget slippe for billigt med en for lav CO2-afgift og for meget gulerod. I ugens episode er Sofie Frøkjær taget til Gribskov for under træernes kroner at spørge Maria Reumert Gjerding, om hun fik nok med sig ud af døren i den grønne trepart og hvorfor hun går til høstfest hos landbrugets formand.
-
30. Justitsministerens “politiske intention” er ikke Socialdemokratiets politik
11. september 2024
Socialdemokratiets retsordfører Bjørn Brandenborg har omsider fundet tid til at give et interview. Det er godt, for så kan ordføreren opklare, hvad det er partifælle og justitsminister Peter Hummelgaard, mener, når han siger, at det er hans “politiske intention” at “geoblokere” udvalgte krypterede beskedtjenester. I ugens løb er der også sket det, at mens Moderaternes gruppeformand Henrik Frandsen pure nægter at have haft kontakt med utilfredse medarbejdere i partiet, så hævder B.T’s politiske analytiker Henrik Qvortrup det stik modsatte. Og så spørger vi Børnerådet, hvorfor organisationen er tavs om 7-årigs protestsang til propalæstinensisk demonstration.
-
29. Sælg ikke skindet, før Bjørnen er skudt
05. september 2024
Efter hvad der føles som en ørkesløs vandring efter svar på, hvad det egentlig er justitsminister Peter Hummelgaard mener, når han siger, at det er hans “politiske intention” at “geoblokere” udvalgte krypterede beskedtjenester - tjenester, som han selv og flere af hans kolleger i Folketinget er registrerede brugere af - har Socialdemokratiet retsordfører Bjørn Brandenborg takket ja til at uddybe ministerens udtalelser i et interview. Men man skal som bekendt ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt. Fra det ikke så solrige Nordjylland svarer LA’s ligestillingsordfører Sólbjørg Jacobsen på, hvorfor hun kritiserer Moderaterne for at sige noget, de ikke har sagt. Og så er der nyt om høstfesten hos Landbrug & Fødevares formand, der udover ministre og top-lobbyister også husede højtstående embedsfolk og en ministerchauffør.
-
28. Ministre og toplobbyister fejrer høsten sammen
29. august 2024
En anekdote fra formand for Landbrug og Fødevarer Søren Søndergaard lyder, at han, som et sidste krav under forhandlingerne i regeringens grønne trepart, forlangte at trepartens ministre og toplobbyister alle skulle komme til hans høstfest senere på sommeren. Men hvem dukker op, når formanden for landbrugets største lobbyorganisation inviterer til lukket fest på slægtsgården? Det spørger vi om i en uge, hvor vi også forsøger at få svar på, om Lars Løkke selv er klar til at flytte den brik i debatten om danskernes pensionsalder, som han kritiserer Mette Frederiksen og Socialdemokratiet for at have glemt på brættet.
-
27. Theresa Scavenius går metodisk til værks
22. august 2024
Theresa Scavenius vil en ny metode. For lovarbejdet er blevet “dysfunktionelt” og prisen vi alle betaler, er dårlige love og et demokrati, der skranter. Derfor stifter hun partiet Grønne Demokrater, som vil rykke lovgivningen ud regeringens lukkede forligskredsmøder og ind i Folketingets åbne rum. Men er alle politiske forlig dårlige? Hvad for eksempel med velfærdsstatens hellige gral Kanslergadeforliget? Og mener hun stadig, at Danmarks industrielle kødproduktion helt skal afskaffes? Det spørger vi hende om i Sofies valg. Vært: Sofie Frøkjær.
-
26. "Jeg tror alle i Moderaterne kan være lidt skuffede"
15. august 2024
Moderaten Karin Liltorp gider ikke længere at bruge sin tid på at blive kendt i pressen og på de sociale medier – bruger hun sin tid på at fortælle til pressen. Men er det ikke en smule kontraproduktivt? Og er hun skuffet over, at der også i Moderaterne, der gik til valg på at tale "fornuftens stemme", er kamp om at "shine" i medierne? Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Jens Joel forsøger at gøre os klogere på partiets noget luftige forslag om at justere pensionsalderen, men lykkedes det for ham? Og vil Mette Frederiksen omsider fortælle, hvad der stod i sommerens vel nok mest omdiskuterede sms? Det er Sofies valg med Frederik Tarp Østensgaard og Sofie Frøkjær.
-
25. Mr. Radikal går til Venstre
09. august 2024
Er det Christian Friis Bach, der forlader Radikale Venstre eller er det Radikale Venstre, der forlader ham? Det spørgsmål har det tidligere radikale folketingsmedlem fået flere gange, siden han efter sommerferien hoppede parti til Venstre og tog sit mandat med sig. Selv fastholder Christian Friis Bach, at han er “rundet af Venstre”, men vil desuden ikke gå nærmere ind i, hvad der er sagt og gjort i hans gamle parti. Vi spørger Christian Friis Bach, hvor dybt kærligheden til Venstre egentlig stikker. Vært: Sofie Frøkjær.
-
24. Hvem er den bedste skuespiller i dansk politik?
01. august 2024
Vi har set LA-formand Alex Vanopslagh give den som både skurk og helt i farcen "Alex & Alex", som hurtigt blev en publikumfavorit. Så da EP-valget nærmede sig dukkede DF-formand Morten Messerschmidt op i rollen som hoven restaurantgæst, der spidder EU, mens han spidder sin tartar. Også hos SF har folketingsmedlem Karsten Hønge kastet sig ud i skuespillets kunst i rollen som arbejdsformidler for en arbejdsløs hvede. Endelig har vi set Venstremanden Jan E. Jørgensen optræde i sketchshowet: "Hvorfor sidder du der oppe i træet Alex? Så kom da ned!". Vi spørger skuespiller Claes Bang, hvem er egentlig den bedste skuespiller i dansk politik?
-
23. Hvem passer på debatten, når selv politikerne trækker stikket?
24. july 2024
Debatten om Israel-Palæstina-konflikten er svær. Den er ophedet og følelsesladet, og den splitter i en grad, så flertallet af danskerne foretrækker at styre helt uden om. Og for Venstre-politiker Jan E. Jørgensen blev debatten ubehagelig i en grad, hvor han i vinter tog valget om helt at trække sig fra den. Men nu er Venstre-politikeren vendt “en lille smule” tilbage. Vi spørger Jan E. Jørgensen, hvem der passer på debatten, når selv landets folkevalgte politikere vender den ryggen? Er det ikke netop, når debatten bliver svær og fronterne trækkes hårdt op, at vi har brug for politikere, der tør sige, hvad de mener og tænker? Vært: Sofie Frøkjær.
-
22. Prehns "røvtur" til bunden af dansk politik
18. july 2024
Socialdemokrat og tidligere fødevareminister Rasmus Prehn har besluttet sig for at owne den “røvtur”, der har sendt ham “ned på bunden af dansk politik”. Et sted, hvor han i grunden befinder sig godt med tid til fordybelse og til at skrive bøger - blandt andet én om vennen og kollegaen Bjarne Laustsen. Men er det virkelig åh-så-herligt at gå fra at være minister til menig MF'er uden et eneste ordførerskab? Og hvad ser Rasmus Prehn selv som forklaringen på, at vælgerne, der ellers har god historik for at tilgive politikeres dårlige bilagssager, ikke på samme måde har tilgivet ham hans?
-
21. “Hvad gør dem til jøder?”
11. july 2024
Dansk politik er ferieramt, men Sofies valg holder ikke ferie. Henover sommeren vil journalist Sofie Frøkjær hver uge interviewe politikere, debattører og endda en enkelt skuespiller. I denne uge er det bestyrelsesmedlem i Dansk-Israelsk Forening Ella Chievitz, der gæster programmet. I Politiken beskylder hun en række israel-kritiske jødiske debattører for at “iklæde sig falsk jødedom for at fremme en politisk agenda” og stiller samtidig spørgsmålet: “Hvad er det, som gør dem til jøder?”. Sofie Frøkjær spørger Ella Chievitz, hvorfor det er et vigtigt spørgsmål at rejse, og hvad hun bygger sin hårde anklage om udøvelsen af "falsk jødedom" på.
-
20. Trine Bramsen er nummer 5.731 i kø
04. july 2024
Det bedste der kan hænde frustrerede borgere med et problem, er når landets politikere selv støder tæerne på dørkarmen. Tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S) er havnet i Københavns berømte og berygtede Kroniske Svømmekø, og kalder nu til politisk kamp for flere svømmehaller og bedre idrætsfaciliteter landet over. Men hvorfor først nu når aktører på området i årevis har råbt op om problemet, og er det ikke Trine Bramsens egne partifæller på Rådhuset, der har sovet i timen? Og så har digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) fået flere eksperter på nakken alene ved at lufte tanken om at bruge kunstig intelligens i sager om tvangsfjernelse af børn. Men er det ikke bare eksperterne selv, der mangler fantasi?
-
19. Et skuffende-elendigt-katastrofalt dårligt valg
27. june 2024
Flere måneder før regeringen kunne præsentere en grøn aftale for landbruget, kunne Venstre-politiker og indædt modstander af en CO2-afgift på landbruget Asger Christensen “mærke i maven”, at det bar i retning af en "noget helt andet" end Svarer-udvalgets katalog. Vi spørger den højlydte afgiftskritiker, hvad det siger om den nu vedtagne afgift, at han i dag er både rolig og glad. Og så har vi inviteret Socialdemokratiets arbejdsløse EP-kandidat Magnus Barsøe i studiet til at dissekere partiets skuffende-elendige-katastrofalt dårlige valg.
-
18. Lod Løkke sig presse til koranloven?
20. june 2024
Det er kendt, at der i foråret og sommeren sidste år lød et ønske fra flere arabiske ambassadører i Danmark om, at offentlige koranafbrændinger skulle forbydes ved lov. Det er også kendt, at den danske regering i slutningen af juli varslede et lovindgreb, som skulle gøre netop det. Men kan man derfra slutte, at regeringen lod sig kanøfle af fremmede stater og aktører til at indføre koranloven? Vi spørger Danmarksdemokraternes integrations- og udlændingeordfører Peter Skaarup, hvor er den rygende pistol? Og så kommer vi med en anbefaling til weekenden, som byder på et kulørt persongalleri med blandt andet Jon Stephensen i rollen som regeringens loyale hjælperytter, og Morten Messerschmidt i rollen som den usynlige mand.
-
17. Folkefestens veldækkede lobbybord
15. june 2024
Når aftensolen rammer havnebyen Allinge på Bornholm, og det bliver tid til en bid mad og et godt glas vin, hvem spiser landets politikere middag med, og hvem betaler gildet? Det spørger Frihedsbrevet om under årets Folkemøde. Vi spørger blandt andet udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, om han igen i år planlægger at lade sig bespise af den danske investeringsfond CIP? Vi taler også med erhvervsminister Morten Bødskov om hans deltagelse i Novo Nordisks fine michelin-reception. Og så spørger vi DF-formand Morten Messerschmidt, DD-formand Inger Støjberg og LA-folketingsmedlem Ole Birk Olesen, hvem de skal spise middag med. Skål og velbekomme! Dine værter er Sofie Frøkjær og Frederik Tarp Østensgaard.
-
16. Er Folkemødets direktør... cancelled?
06. june 2024
Folkemødet i år bliver uden Socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht. Han mener, at festivalens direktør har givet “Palæstina-aktivister en opskrift på, hvordan de kan kortslutte debatten”. Vi prøver at få aktivisterne i tale for at lure, hvilke planer, de brygger på, og om Benny Engelbrechts debatter var et udvalgt mål? En anden, der kritiserer Folkemødets direktør for at udvise “antidemokratisk sindelag”, er Liberal Alliances retsordfører Steffen Larsen. Han synes, at bestyrelsen bør overveje, om de har den rette mand til jobbet. Vi spørger retsordføreren, om han med sin opfordring til fyring af direktøren udøver samme cancel culture, som Liberal Alliance normalt raser mod. Og så taler vi med Venstres mand i Bruxelles, Erik Poulsen, om at være politiker og politisk rådgiver for landbruget på én og samme tid. For det er da smart!
-
15. Alle mand ud af busken
30. may 2024
Mette Frederiksen, der selv rygtes at være på vej til EU, vil have Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh ud af busken. Han skal fortælle danskerne, om han efter et valg vil være statsminister. Men er det alle mand ud af busken, og hvorfor lige nu? Det spørger vi Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen om. Vi spørger også Moderaternes gruppeformand Henrik Frandsen, der så sent som i 2019 bakkede fuldhjertet op om Lars Løkkes landbrugspakke, om han i dag mener, at landbrugspakken var en politisk fejl. Og så forsøger vi at få svar på Politikens spørgsmål til Danmarks Demokraternes EP-spidskandidat Kristoffer Storm.
-
14. Alle har ret til en fed landskamp
23. may 2024
SF mener, at alle skal have ret til at se EM-fodbold på TV2's regning, men hvad blev der af armslængdeprincippet? Vi spørger deres medieordfører, inden vi bringer et sjældent interview med Moderaternes udenrigsordfører Jeppe Søe. Vi spørger ham, hvor han er henne i debatten om Israel og Palæstina, og hvad det er værd med en ordfører, der ikke tager ordet. Til slut får vi en veloplagt farveanalyse af Moderaternes lilla farve, der trækker et slimet sneglespor langt tilbage i tiden.
-
13. Søren Espersens ene øje på Israel
16. may 2024
Søren Espersen hepper på Israel, hvad end det er i Eurovision eller helt generelt. Han mener, at Hamas er “fulde af fup”, og han forstår ikke det store fokus på tabstal blandt palæstinensiske kvinder og børn. Det siger han i et interview til Sofies valg, og erkender, at han “ved Gud ikke” er god til at få nuancerne frem. Vi taler også med fortaleren for S-baglandsoprøret mod Frederik Vad, der kan berette om et kaffemøde, der for nu har givet ro i lejren. Ifølge Musa Kekec fra baglandet har Frederik Vad forstået, at det skal være slut med generaliseringer i udlændingedebatten, men selv afviser Frederik Vad, at han trækker noget som helst i land.
-
12. Have you resigned from The Social Democratic Party?
09. may 2024
Byrådsmedlem Musa Kekec truede med bål og brand og sin egen udmeldelse af Socialdemokratiet, hvis udlændingeordfører Frederik Vads udtalelser om infiltreringskultur skulle vise sig at være udtryk for partiets officielle linje, hvad det utvivlsomt ligner. Vi forsøger at få svar på om S-politikeren, stadig er S-politiker. Og så taler vi igen med Liberal Alliances politiske ordfører. I denne uge om partiets flotte løfter, men ringe resultater, når det kommer til selv at mindske bureaukratiet i Danmark. Eller som Sólbjørg Jakobsen formulerer det: Hvem tager opvasken, der bare står der og gror sig større og større?
-
11. Den falske Mette Frederiksen
02. may 2024
En video, hvor Karsten Hønge taler til en hvede, har fået Sofie Frøkjær op i det røde felt. Så meget, at hun har svært ved at tænke på andet. Det kan heldigvis den-altid-så-initiativrige Nicolai Dandanell. I studiet har han inviteret en særlig gæst for at uddybe sin position i debatten om en falsk og temmelig pixeleret Mette Frederiksen. Vi taler også med chefredaktør på Jyllands-Posten Marchen Neel Gjertsen om, hvorfor hun mener, vi skal lade politikerne hore og drikke, som de vil. Og så spørger vi Liberal Alliances politiske ordfører, Sólbjørg Jakobsen, hvorfor hun i det hele taget blander sig i en lovlig demonstration på Danmarks befrielsesdag. Vel mødt!
-
10. Vi ved godt, hvem Karin Liltorp er!
25. april 2024
Først mente Moderaternes EU-top-topkandidat Stine Bosse, at Danmark snildt kan tage 7.000 flygtninge mere om året, men dagen efter viste det sig, at hun bare var træt, og det rigtige tal var 0. Løsningen skal findes i EU. Men hvad vil de humane Moderater gøre for flygtninge, indtil der kommer en sådan løsning? Vi spørger EU-ordfører Karin Liltorp - for hende ved vi nemlig godt, hvem er. Niels Fuglsang sidder i Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, og hans helt store mærkesag er et forbud mod lange dyretransporter. Men hans eget parti har for tre uger siden stemt imod hans egen mærkesag. Vi spørger ham, hvad det nytter, at han knokler for noget nede i EU, som hans partifæller stemmer imod herhjemme.
-
9. Vad er “infiltreringskultur”?
18. april 2024
Efter flere forgæves forsøg på at få flere forskellige socialdemokrater til at stille op i "Sofies Valg" lykkedes det i denne uge at få et interview to gange med den samme socialdemokrat. For det var “en fodfejl”, da partiets udlændinge- og integrationsordfører Frederik Vad fra Folketingets talerstol sagde, at en ny svensk undersøgelse viser, at “titusindvis af mennesker i klaner og bander og i bestemte etniske miljøer har infiltreret alle væsentlige sektorer i det svenske samfund”. Det viser undersøgelsen ikke. Alligevel fastholder Frederik Vad, at påstanden holder og at samme kultur også findes i Danmark. Vi spørger ham, hvad han bygger det på. Vi spørger også Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted, om han bakker op om et nyt medlemsforslag til at genoptage partiets samarbejde med Democratic Front for Liberation of Palestine (DFLP), hvis militære gren angiveligt deltog i Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober.
-
8. Olé, Olé, Olé, Ole
11. april 2024
Liberal Alliance går nu til valg på at halvere topskatten, men holder fast i, at deres politik er at afskaffe den. Vi spørger finansordfører Ole Birk Olesen, hvordan det hænger sammen. Selv samme Ole Birk Olesen har i Københavns Kommune foreslået, at der ikke længere skal være kønsopdelt svømning i kommunens svømmehaller. Socialdemokratiets udlændinge og integrationsminister Kaare Dybvad Bek har på det kraftigste opfordret kommunerne til at stoppe ordningen, men Socialdemokratiets repræsentant i Københavns Kommune er uenig. "Ministeren er meget velkommen til at sende de ting ud, vi skal nok følge de planer, som vi selv lægger," lyder det fra Andreas Keil. Og vi vil ikke være de eneste, der snydes for et interview med Mette Frederiksen
-
7. Lex Paludan II
10. april 2024
Hans navn blev synonymt med koranloven. Nu er Rasmus Paludans navn så dukket op igen i den politiske debat. Denne gang som et – ifølge flere af regeringens medlemmer – godt eksempel på den slags chikanerende brug af retten til aktindsigt i offentlige ansattes oplysninger, som regeringen med et nyt lovforslag ønsker at forhindre.
I en særudgave af Sofies Valg svarer Rasmus Paludan på kritikken, og kalder det "kategorisk usandt", at han har "chikaneret" flere af de politibetjente, der har haft til opgave at beskytte ham.
-
6. “Nej, nej, nej, nej. Forkert, forkert, forkert”
05. april 2024
I tale og ord bakker Venstres offentlighedsordfører Jan E. Jørgensen op om lempelser af offentlighedsloven, men i handling står han nu bag stramninger, så det spørger vi ham selvfølgelig om. Og så sætter Frihedsbrevets journalist Frederik Tarp Østensgaard alt ind på at få nogen - hvem som helst - fra Moderaterne i tale om Løkkes “store hyldestsang til den danske model”. For hvorfor klinger samme skønne toner ikke indadtil i partiet?
-
5. Med Pia Kjærsgaard hele vejen fra Tenerife
28. march 2024
Påsken har ramt Christiansborg, og politikerne er strøget på ferie. Men hvor der er vilje, er der vej, og i denne uge lykkedes det at få Pia Kjærsgaard i tale hele vejen fra Tenerife, om DF'erens ret så hidsige kritik af regeringens "amatøragtige" måde at køre ældreforhandlingerne på. For var der en detalje, hun glemte?
-
4. I maven på Asger Christensen
22. march 2024
Sofie Frøkjær indleder jagten på den stadig ukendte anmelder i dukkesagen.Venstres Asger Christensen mener, at partihoppere som Mads Fuglede holder vælgerne for nar. Men holder Venstre selv vælgerne fra nar? Pludselig mærker Asger Christensen i maven, at CO2 afgiften på landbruget "bliver noget helt andet, end det der ligger nu."
-
3. Sigurds regnetime
14. march 2024
I sin søgen efter svar må Nicolai Dandanell grave dybt i Lars Løkkes erindringer fra en sommerlun aften i en autocamper. Derfra går turen videre til Karsten Hønges kontor, hvorfra SF's skatteordfører Sigurd Agersnap giver sig i kast med at forklare regnestykket bag partiets nye udspil til en storstilet arbejdsmarkedsreform. Det rejser spørgsmålet; Hvad kom først? Politikken eller pengene, som SF er villige til at bruge på den?
-
2. Den moderate rygtebørs
07. march 2024
En lytter har efter første episode klaget over, at vores spørgsmål er for lette kalorier, så i denne uge er der flere ministerinterviews på højkant, og det er selveste demokratiets tilstand, der er på spil. Vi spørger også Moderaternes formand for Sundhedsudvalget, Rasmus Lund-Nielsen, hvorfor han spreder ubekræftede rygter om årsagen til nu afdøde Søren Pape Poulsens hjerneblødning.
-
1. Henrik Frandsen havde en bondegård
01. march 2024
Nicolai Dandanell og Sofie Frøkjær undrer sig over et opslag på sociale medier med Moderaternes gruppeformand Henrik Frandsen (M), der er omringet af grise. De får også fat i løsgænger Lars Boje Mathiesen for at spørge ind til et "måske kommende parti" og hans ønske om at gøre op med karrierepolitikere. Og så taler de meget lidt med Venstres Erling Bonnesen.